”FAIR LØSNING” – styrker og svagheder.
Af Henrik Herløv Lund

Offentliggjort: 15. juni 2010
INDLEDNING.
Med deres fælles økonomiske plan " En fair løsning - sammen ud af krisen" har S og SF fastholdt og udbygget samarbejdet fra udsendelse af skatte og velfærdsudspillet "Fair Forandring" i august 2009[1].

Man må grundlæggende hilse disse fælles udspil velkomment, fordi danskerne hermed efter en række år med socialdemokratisk kopipolitik i højere grad har fået noget at vælge imellem, hvad angår regeringens kontra oppositionens politik. Hvor "Fair Forandring" mere var et fordelings og velfærdspolitisk udspil har S og SF med udsendelse af "En fair løsning" leverer et nødvendigt samlet bud på at tackle de overordnede samfundsøkonomiske problemer, hvilket er afgørende for at fastholde og styrke muligheden for et regeringsskifte.

Der er dog både er skidt og kanel i "En fair løsning. Overordnet kan sig, at hvor S og SF udspillene klart er langt mere sympatiske end VKO' s skattereform og "Genopretningsaftale", er det et spørgsmål, hvorvidt planen økonomisk hænger tilstrækkeligt sammen?

Disse aspekter vil det i det følgende blive set nærmere på. Først kastes et tilbageblik på "Fair Forandring" - i afsnit 1 på styrker og i afsnit to på svagheder heri. Dernæst fremhæves i afsnit 3 en række positive sider ved det nye udspil "En fair løsning", mens der i afsnit 4 diskuteres en række svagheder heri.

I forlængelse heraf kunne man overveje, hvorledes "Fair Løsning" kunne styrkes finansieringsmæssigt og fordelingspolitisk. Dette behandles dog ikke i denne artikel, men tages op i min KRITISKE DISKUSSION: "Fair Løsning" - Godt og skidt i S og SF ´s økonomiske plan"[2]

1. "FAIR FORANDRING" ´S STYRKESIDER.
Som anført bygges der i S og SF ´s økonomiske plan videre på "Fair Forandring". Lad os derfor starter med en opsummerende evaluering heraf.

Mere rimelig fordeling.
En af de skæve konsekvenser af VKO ´s skattestop og skattelettelsespolitik siden 2001 har været en utrolig skævvridning af fordelingspolitikken. Mens de lavere indkomster er blevet spist af med "smålettelser" har de højere indkomster virkelig scoret kassen skattemæssigt. Her var der i '"Fair Forandring" for det første en positiv bestræbelse på at skabe noget mere rimelighed i fordelingen af skattelettelser gennem indførelse af millionærskat samt gennem øget beskæftigelsesfradrag og forhøjelse af overførselsindkomster.

Med "Fair Forandring" tog S og SF endvidere for det andet skridt til at bryde med VK ´s nyliberalistiske doktrin om at skattetrykket er for højt og skatterne derfor ikke kan forhøjes, men systematisk skal nedsættes gennem skattestop og skattelettelser. Fra "Fair Forandring" hensigt om at forhøje skatterne med godt 30 mia. kr. til bedste for velfærd, sundhed og kollektiv trafik går der en lige og helt rigtig linje til forkastelsen af skattestoppet i det hele taget i foråret 2010. 

Genopretning af velfærden.
For det tredje satte "Fair Forandring" genopretningen af velfærden på dagsordenen, hvilket var tiltrængt efter VKO s årelange udhuling af det økonomiske grundlag herfor gennem skattestop og skattelettelsespolitikken, der i 2010 indebærer, at der årligt mangler 60 mia. kr. i skatteindtægter. Velfærden genoprettes i "Fair Forandring" først og fremmest ved, at en del af de øgede skatteindtægter heri anvendes til at tilføre flere midler til sundhed og folkeskole. Hermed satte "Fair Forandring " en mere realistisk skatte - og velfærdspolitisk dagorden end VKO s hule løfter om bedre velfærd gennem skattelettelser. En dagsorden om, at velfærd skal finansieres - højere velfærd kræver altså højere skatter.

Endelig viste "Fair Forandring" for det tredje også en vilje til i højere grad end VKO ´s skattereform at sætte klima-. miljø og sundhed i forgrunden gennem yderligere forhøjelse af sundheds -, energi - og miljøafgifter. Og sidst viste "'Fair Forandring" for det fjerde i sin oprindelige udgave vilje til at gå i gang med den økonomiske genopretning efter VKO s misregimenter gennem overskud, der skulle styrke de offentlige finanser.

2. SVAGHEDER I "FAIR FORANDRING".
Så langt så godt: MEN der var - og er - også betydelige svagheder i "Fair Forandring" - svagheder, der - som vi skal se længere fremme - i nogen grad er flyttet med over i "Fair Løsning"

Halvt opgør med topskattelettelser.
For det første og ret afgørende, at opgøret med VKO ´s topskattelettelser i "Fair Forandring" halvt og forkølet. Trods millionærskat vil "Fair Forandring" nemlig fastholde langt hovedparten af VKO ´s skattelettelserne for de højere indkomster, jf. nedenstående figur. Selv millionærerne kommer ikke engang til at betale samme skat som før skattereformen. 

Figur: Samlet fordelingseffekt af direkte personlige skatte og afgiftsændringer samt
ændring af overførselsindkomster i "Skattereformen 2009"
[3]samt i
"Fair Forandring"
[4] (1000 kr.) .

articles: lund_062010_1.png

Begrænset velfærdsforbedring
For det andet er velfærdsforbedringerne til at overskue. Til at forbedre offentlig service afsætter "Fair Forandring" 5 mia. kr. til bedre behandling i sundhedsvæsenet samt til forebyggelse og 2 mia. kr. til folkeskolen, altså i alt 7 mia. kr. årligt i stigning i offentligt forbrug til service. Herudover afsættes godt 3 mia. kr. fortrinsvis til driftstilskud til kollektiv trafik[5] samt 2 mia. kr. til forhøjet pensionstillæg. Altså en samlet stigning i offentlige udgifter på 12 mia. kr. [6]

Dette er ikke ændret i "Fair Løsning", jf. kap. 7.

Der skal ikke herske tvivl om, at det naturligvis er langt bedre end den realvækst på nul for det offentlige forbrug og de store besparelse på dagpenge og børnefamilieydelse samt uddannelse, som VKO vil gennemfør fra 2011 til 2013.

Her er "Fair Forandring" bedre - både for opsvinget, beskæftigelsen, væksten og velfærden.

Men den afsatte realvækst i offentligt forbrug til service på 7 mia. kr. årlig svarer imidlertid til en årlig gns. vækst på omkring 1,4 pct. hvilket ligger i underkanten af den årlige gns. realvækst i offentligt forbrug 2002 til 2010 og en del under den årlige gns. realvækst i offentligt forbrug under Nyrup. Alene den demografiske udvikling med flere ældre vil frem til 2015 kræve en årlig realvækst i offentligt forbrug på mellem 0, 9 og 1,3 pct., jf. nedenstående figur.  

Figur: Årlig gns. realvækst i offentligt forbrug 1993 - 2000 [7], 2002 - 2010 [8] samt
ifølge "Fair Forandring"
[9](2012-2016?) - pct. (faste 2010 priser)

articles: lund_062010_2.png

Der vil derfor på sigt være behov for en større ramme for både regioner og kommuner. Alene i VKO s tid har realvæksten i sundhedsudgifterne udgjort op mod 4 mia. kr. årligt og realvæksten i det øvrige offentlige forbrug op mod 4½ mia. kr. årligt.

"Fair Løsning" angiver her at ville skaffe det øgede råderum gennem effektiviseringer, men det er tvivlsom, hvorvidt det er realistisk, jf. længere fremme.

"Fair Forandring" og "Fair Løsning" risikerer hermed blot at holde skinnet på næsen på velfærden, således forstået at der reelt kun afsættes de ressourcer, som vil være nødvendige til at opretholde uændret standard og service givet den demografiske udvikling med flere ældre og stigende behov, fx på det sociale område. Men det er vanskeligt at se, hvorledes med den afsatte ramme der både skal blive råd til uændret standard og til en række reformer. Snarere synes det, som om der vil komme til at mangle 2 til 3 mia. kr. årligt,

Endelig bidrog det oprindelige "Fair Forandring" for det tredje ikke til bedre offentlige finanser efter, at det oprindelige overskud på 5 mia. kr. forsvandt som følge af at S og SF udsatte indførelsen i kørselsafgifter (i foreløbig 5 år). Dette var ikke mindst en konsekvens af, at "Fair Forandring" kun i begrænset omfang gjorde op med VK ´s topskattelettelser, hvilket begrænsede forøgelsen af de offentlige skatteindtægter stærkt. Dette tilsigter "Fair Løsning" at rette op på, men herom nærmere diskussion længere

3. "EN FAIR LØSNING" - STYRKESIDER.
Det tidligere nævnte positive elementer i "Fair Forandring" i retning af en mere rimelig fordeling af skattelempelser samt flere midler til velfærden fastholdes i "En fair løsning" og må fortsat anerkendes som gode og rigtige.[10]

Rigtig vækststrategi i stedet for besparelser.
Og overordnet set må det for det første betegnes som positivt, at S og SF - overfor regeringens påstande om, at Danmark kun kan spare sig ud af statsunderskuddet gennem offentlig nulvækst - fastholder et øget økonomisk råderum til kommuner og regioner og dermed genopretning af den kommunalt og regionalt leverede velfærd.

Af nytilkomne elementer i "En fair løsning" må det for det andet - overordnet set - betegnes som særdeles positivt og fornuftigt, at S og SF forkaster regeringen strategi for at spare sig ud af krisen og i stedet vil satse på, at Danmark skal vokse sig ud af krisen. For besparelsesstrategien vil true opsvinget og i det omfang, hvor besparelserne medfører fyringer, gøre regningen dyrere.

I stedet vil "En fair løsning" sætte en vækststrategi. Der skal sættes gang i økonomien og beskæftigelsen. Dette sker dels igennem forøgelse af offentlig beskæftigelse indenfor velfærd i "Fair Forandring", dels ved yderligere i "En fair løsning" at fremrykke offentlige investeringer for 5 mia. kr. i 2010 og 10 mia. kr. i 2011[11].

Begge disse elementer er progressiv og overordnet set helt rigtigt ud fra en økonomisk betragtning.

Det dog må bemærkes, at beskæftigelseseffekten er til at overskue. Fremrykning af offentlige investeringer vil ifølge "Fair Løsning" selv øge beskæftigelsen med omkring 16.000 personer over to år[12]. Beskæftigelseseffekten af tilførslen af årligt 10 mia. kr. til sundhed, uddannelse og trafik er så vidt det kan ses ikke opgjort i "Fair Løsning", men vil formentlig maksimalt øge beskæftigelsen med omkring 20.000 personer endda gradvist over 4 år. Med andre ord en samlet årlig forøgelse af beskæftigelsen fra 2011 til 2012 med mellem mindst 8 og højst 13.000 personer, hvorefter det fra 2013 til 2014 daler til omkring 5.000 årligt.

Herudover må det vel også siges at indgå i S og SF´ s vækststrategi, at "vi skal arbejde os ud af krisen" ved, at den gennemsnitlige arbejdstid forøges med ca. 1 time pr. uge. Dette element er mere diskutabelt, men herom længere fremme.

Godt med fokus på produktivitet og uddannelse.
For det tredje må det anerkendes som godt og positivt i "En fair løsning", at S og SF vil genoprette væksten i produktiviteten. Det er helt rigtigt set, at et fremtidigt nøgleproblem for dansk økonomi består i at komme ud af det seneste årtis stagnerende vækst i økonomi og produktivitet. Og det er helt rigtigt set i "En fair løsning", at vi for at udvikle fremtidens arbejdspladser må gennemføre en selektiv og målrettet erhvervspolitik, der skal udvikle erhvervslivets styrkepositioner og skabe nye gennem teknologiudvikling, offentlig indkøbspolitik og stimulering af investeringer[13]. [14]

Og i forlængelse heraf må det for det fjerde karakteriseres som helt rigtigt set, at "En fair løsning" vil opprioritere på uddannelsesområdet, hvilket er hårdt tiltrængt dels i lyset af den stigende arbejdsløshed for ufaglærte, dels i kraft af det høje frafald på erhvervs - og ungdomsuddannelser. Her vil "En fair løsning" både styrke voksen og efteruddannelse og fornuftigt nok åbne muligheder herfor under ledighed [15]og dels give grund og ungdomsuddannelserne et løft[16],

Styrkelse af offentlige finanser.
Og endelig må det for det femte hilses velkomment, at "En fair løsning" har som mål at styrke holdbarheden af de offentlige finanser og reducere statsunderskud og statsgæld.  Selvom Danmark har et langt større økonomisk råderum end VK - regeringen har forsøgt at frygt for og dermed sagtens kan tillade sig en blødere og mere langsigtet og vækstorienteret afvikling af statsunderskud og gæld, betyder stigende statsgæld stigende afdrag og rentebetalinger i fremtiden, som indskrænker, hvad vi kan bruge på forbrug og velfærd og derfor skal udviklingen bringes under kontrol, men uden at risikere opsvinget.

Konkret angiver "Fair Løsning" at ville forbedre de offentlige finanser med 24 mia. kr. i overensstemmelse med EU s forventede krav[17]. Om dette imidlertid også konkret indfries vil imidlertid blive diskuteret længere fremme, men overordnet set må det som anført anerkendes som helt rigtigt at tage fat om spørgsmålet.

I den forbindelse må det også roses, at S og SF har gustent overblik nok til at gennemskue regeringens forsøg på at bruge ÉU som bussemand og murbrækker for egne mål om at nedbringe det offentlige forbrug og rulle velfærden tilbage. S og SF vil gennemføre en mere langsigtet nedbringelse af statsunderskuddet, således at den økonomiske fremgang i Danmark ikke bringes i fare[18].

Ligesom aflysningen af regeringens nulvækst må det endelig for det sjette sidst, men ikke mindst anerkendes som godt og rigtigt, at S og SF overfor den nyliberale hetz mod efterlønnen i det mindste afviser yderligere forringelse af tilbagetrækningsmulighederne end de i "Velfærdsaftalen'" fra 2006 allerede besluttede. Der er godt, fordi en fremskyndet afvikling af efterlønnen IKKE vil give øget beskæftigelse i en situation med høj og vedvarende arbejdsløshed og fordi afvikling af efterlønnen vil ramme fysisk og psykisk nedslidte.[19]

Prisen herfor er dog i høj grad en forøgelse af arbejdstiden samt kortere uddannelsesforløb og det er straks mere diskutabelt.

4.  SVAGHEDER I "EN FAIR LØSNING".
Der må således anerkendes at være en række positive sider ved "En fair løsning" og herigennem er der under alle omstændigheder tale om, at den i "Fair Løsning" skitserede økonomiske strategi og politik under alle omstændigheder må karakteriseres som et bedre fordelingspolitisk,

Videreførte svagheder fra "Fair Forandring".
Men samtidig må det siges, at der også er ikke-uvæsentlige svagheder i "En fair løsning" og dermed rum for forbedring af planen. To af disse er allerede behandlet under "Fair Forandring" og videreføres i "Fair Løsning". Det handler for det første om det halve og forkølede opgør med VK s topskattelettelser, navnlig for indtægter under 1 mio. kr, hvor S og SF ikke tør tage et opgør hermed. Uanset at "Fair Forandring" retter noget op herpå ved også at give skattelettelser til de lavere indkomster samt gennem millionærskat, består store dele af "rødvinsreformen" favorisering af de højere indkomster skattelettelsesmæssigt fortsat.

Og samtidig betyder det for det andet, at der fortsat skal regnes med et stort provenu til de bevarede topskattelettelser at der bliver så meget færre midler til velfærdsforbedring samt forbedring af de offentlige finanser. Og her må det betragtes som en anden videreført svaghed fra "Fair Forandring" at de afsatte midler næppe rækker til mere end at bevare uændret standard, men ikke til de tilsigtede forbedringer og nye reformer af velfærden.

Her vil "Fair Løsning" finde i alt 14 mia. yderligere til bedre velfærd og reformer. Holdbarheden heraf er imidlertid diskutabel, jf. længere nede.

Hænger "Fair Løsning" økonomisk sammen?
Men navnlig vedrører "Fair Løsnings" svagheder ikke mindst finansieringssiden af "Fair Forandring"

"Fair Løsning" vil i forlængelse af "Fair Forandring" øge de offentlige udgifter for 12,2 mia. kr., forbedre holdbarheden af de offentlige finanser med 24 mia. kr og endda komme ud med et overskud på 12 mia. kr, jf. nedenstående tabel.

For at finansiere dette skal der gennemføres de 12,2 mia. kr i skatteforhøjelser fra "Fair Forandring", hvortil der ikke i sig selv er noget at indvende. (Bortset fra, at de ikke er større)

Men herudover vil "Fair Løsning", jf. nedenstående tabel finde finansiering gennem en trepartaftale om arbejdsmarkedsreformer og en times højere arbejdstid[20], hvilket gennem øget beskæftigelse angives at ville forbedre de offentlige finanser med 15 mia. kr. Endvidere gennem, at unge et halvt år hurtigere igennem uddannelsessystemet[21] Dette4 skal i alt i sig selv give en forbedring af de offentlige finanser med omkring 7 mia. kr. Øget arbejde og hurtigere uddannelse skal således tilsammen give 22 mia. kr. Og endelig skal der som anført gennemføres øget produktivitet og besparelser i den offentlige sektor for 14 mia. kr.

Tabel: Provenuanvendelse og finansiering ifølge "En fair løsning" (mia. kr. 2010 priser)[22]

articles: lund_062010_3.png

Lad os se på holdbarheden af disse finansieringselementer en efter en.

Arbejdstiden skal øges med en time mere.
Forslaget om, at den gennemsnitlige arbejdstids skal øges med en time mere igennem trepartsforhandlinger med fagbevægelsen er et kernepunkt i "Fair Løsning". Her bør straks siges, at det i sig selv er noget mere sympatisk at lade alle bære byrderne end VKO s "Genopretningsaftale", der lader udvalgte grupper og områder, navnlig velfærd, ledige, børnefamilier og uddannelsessøgende og uddannelser betale regningen[23]. Og også mere sympatisk end at forringe efterløn og dagpenge. Ligesom det absolut også er mere spiseligt og i overensstemmelse med den danske model, at fagbevægelsen sikres indflydelse.

Endelig skal det med i sammenhængen, at forslaget er blevet forstået udelukkende som forhøjelse af arbejdstiden, men faktisk også nævner andre fornuftige forslag til at forøge arbejdsudbuddet og den gennemsnitlige arbejdstid, herunder meget fornuftigt at øge deltidsbeskæftigedes arbejdstid, senere frivillig tilbagetrækning og mere fleksibel efterløn og pension. [24] I det omgang, der herigennem sikres øget arbejdsudbud, vil behovet for at øge den overenskomstmæssige arbejdstid over 37 timer naturligvis reduceres.

Men alligevel må det betragtes som kernen i forslaget, at den overenskomstmæssige arbejdstid skal øges med op til en time. Og dette forslag må grundlæggende - på trods af oven anførte formildende omstændigheder - betragtes som fordelingspolitisk dårligt og finansieringsmæssigt problematisk.

Vi ser her bagsiden af, at S og SF i "Fair Forandring" ikke havde modet til at rulle VKO s topskattelettelser tilbage for indkomster under en million og ned til fx 600/700.000. Fordi man - formentlig af valgtaktiske grunde - har accepteret alle disse skattelettelser til de højere indkomster, nødsages man til at smøre finansieringen af statsunderskud og velfærdsforbedringer ud over alle borgere ved, at alle skal arbejde en time mere.

Det får de ganske vist løn for, men takket være accepten af VKO s skattereform vil de højere indkomster (bortset fra over en million) får langt mere ud af dette merarbejde. Ligesom det kan diskuteres om, hvorvidt det er rimeligt, at almindelige hårdtarbejdende mennesker skal arbejde (endnu) mere, blot for at skaffe penge til højtlønnedes skattelettelser, hvad der jo i sidste ende er tale om.

Dette element i "En fair løsning" er således diskutabelt og kritisabelt ud fra en fordelingspolitisk vinkel. Men det er også tvivlsomt i henhold til at forbedre holdbarheden af de offentlige finanser.

For der gælder for dette forslag samme indvendig som gælder for de radikales forslag om at fremskynde afviklingen af efterlønnen, at det på den kortere bane ikke vil give en øget beskæftigelse og dermed øgede skatteindtægter. Det kræver nemlig, at der er mangel på arbejdskraft og det vil der ikke være indenfor en overskuelig årrække, hvor der tværtimod vil være vedvarende arbejdsløshed[25].

Dermed risikerer en forhøjelse af arbejdstiden i stik modsætning til hensigten indenfor en tidshorisont af frem til år 2015 tværtimod at øge arbejdsløsheden, idet den værende produktion vil kunne udføres af en mindre arbejdsstyrke i kraft af, at den enkelte arbejder længere. Dette vil navnlig ramme de unge, som der så vil være mindre brug for til at erstatte ældre, som går på pension.

I det omfang et sådant øget arbejdsudbud - formentlig først på den anden side af 2015 - modsvares af øget arbejdsgiverefterspørgsel efter arbejdskraft og dermed resulterer i øget beskæftigelse, vil det naturligvis på et sådan længere sigt faktisk bidrage til øget holdbarhed af de offentlige finanser og dermed opfyldelse af EU s konvergenskrav. Men forøgelse af arbejdstiden vil til gengæld ikke på kortere sigt bidrage til reduceret statsunderskud.

På kortere sigt mangler der således 15 mia. kr i planen alene på dette punkt.

Unge hurtigere gennem uddannelse og fleksibel dagpengeordning.
For det andet må også en anden hovedkomponent: At unge skal hurtigere igennem uddannelse også betragtes som diskutabel.

S og SF vil ganske vist i et omfang bruge gulerod i stedet for pisk, idet uforbrugte SU klip skal kunne udbetales til hurtige SU - studerende. Men man har også overvejelser om, at unge der kommer senere ind skal mødes med hårdere adgangskrav og få mindre SU[26]. Og det vil give flere studieskift og mere erhvervsarbejde og kan dermed samlet set risikere at give studietidsforlængelser stik i mod hensigten, hvilket navnlig må formodes at ramme unge fra økonomisk og akademisk dårligere stillede hjem.

Hermed er den del af finansieringen af S og SF s plan i hvert fald også betegnes som tvivlsom.

Endelig må for det tredje også forslaget om at indføre en fleksibel dagpengeordning, hvor de ledige kan vælge mellem højere ydelse og kortere dagpengeperiode eller lavere ydelse og længere dagpengeperiode kan underkastes kritik.

Det må siges at være et spørgsmål om, hvorvidt det er rimeligt, at de ledige selv skal betale for højere ydelse efter mange års udhuling af dagpengenes dækningsgrad grundet være utilstrækkelig taktregulering? Og hertil kommer, at de mange korttidsledige naturligvis vil vælge højere ydelse og kortere dagpengeperiode, hvilket imidlertid vil bidrage til at undergrave den lange dagpengeperiode for de langtidsledige, der virkelig har problemer med at få fodfæste på arbejdsmarkedet.

Og heller ikke den del af planen kan forventes at give noget bidrag til bedre offentlige finanser.

Kan det offentlige effektiviseres for 14 mia. kr?
Endelig angiver "Fair Løsning", at der over 4 år kan findes op til 14 mia. kr gennem først og fremmest produktivitetsforbedringer i den offentlige sektor.

Indvendingerne er her de samme som, når VK - regeringen har hævdet at kommuner og regioner i løbet af 3 år kunne gennemføre effektiviseringer på 10 mia. kr[27]. Selvfølgelig kan der effektiviseres og produktiviteten kan øges. Men kommunerne har længe været i gang med at effektivisere, de lavthængende frugter er for længst høstet og det vil kræve et langt og sejt træk og tilmed betydelige investeringer at opnå yderligere reduktion af ressourceforbruget UDEN serviceforringelser[28].

Alt i alt må der således konstateres problemer og svagheder med planens finansieringsside. Problemet er for arbejdstidsforøgelsen vedkommende en skæv fordelingspolitisk profil og for hurtigere uddannelsesforløbs vedkommende en negativ og skæv konsekvens for bestræbelserne på at få flere fra økonomisk og bogligt dårligere stillede hjem igennem uddannelse.

Hænger "Fair Løsning" sammen økonomisk?
Men navnlig består der umiskendeligt et problem om, hvorvidt "Fair Løsning" hænger økonomisk sammen i den forstand, at de anviste finansieringskilder rent faktisk også giver indtægtsmæssig dækning i forhold til det anvendte provenu?

Her må der stilles mere end et spørgsmålstegn ved, om de herfra forventede 15 mia. kr. fra øget arbejdstid + 7 mia. kr. fra hurtigere afslutning af uddannelser + 14 mia. kr. fra øget produktivitet i den offentlige faktisk kan påregnes at blive opnået i hvert fald indenfor de nærmeste år?

I værste tilfælde ville der således mangle 36 ud af 48 mia. kr på finansieringssiden. Det må retfærdigvis siges, at så skidt går det næppe. En vis effektivisering i den offentlige sektor vil under alle omstændigheder kunne gennemføres og konjunkturerne KAN bedre sig hurtigere end forventet og give en vis merefterspørgsel efter øget arbejdstid kunne indtræffe, men næppe i hele det tilsigtede omfang.

Planen har en vis sikkerhedsventil indbygget i form af et overskud på 12 mia. kr. Men antages det optimistisk, at halvdelen af de forventede merindtægter rent faktisk opnås, vil der stadig mangle 8 mia. kr. i at skaffe enten finansiering for bedre velfærd eller i at bedre de offentlige finanser med 24 mia. kr.

I parentes bemærket skal det her siges, at der også for VKO ´s "Genopretningsaftale" består en problem med, at planen ikke hænger sammen, idet reduktionen i offentligt og privat forbrug som følge af planen vil bremse opsvinget og reducere den økonomiske vækst med omkring 1 pct. og dermed modvirke forbedringen af de offentlige finanser med op til 7 mia. kr dvs. at der også i VKO´s plan mangler omkring 7 mia. kr. Så i den henseende er "Fair Løsning" ikke ringere end VKO s "Genopretningsaftale" og planen har som anført en lang række andre fortrin i forhold til VKO s aftale og er dermed under alle omstændigheder at foretrække.

Men alligevel er der et behov for at styrke "Fair Forandring" og "Fair Løsning" fordelingspolitisk og med hensyn til sikringen af de offentlige finansers holdbarhed. Der kunne dels på kortere sigt være tale om øgede skatter, dels om på længere sigt at erstatte en arbejdstidsforøgelse med andre kilder til øget arbejdskraftforsyning.[29]

[1] ) For en KRITISK ANALYSE OG DISKUSSION af "Fair Forandring" se den KRITISKE RAPPORT: "Fair Forandring" - en fair, men uafhængig og kritisk økonomisk vurdering". www.henrikherloevlund.dk/artikler/FairForandring.doc

[2] ) www.henrikherloevlund.dk/artikler/Fairloesning.doc

[3] ) Kilde: Juul, Jonas Schytz: Fordelingsvirkninger af aftale om Forårspakke 2.0. AE - rådet. 6. marts 09.

[4] ) Kilde: Baggrundsrapport til "Fair Forandring", s 36 samt egen beregning.

[5] ) Offentlige tilskud til offentlige selskaber mv. i den private sektor (fx kollektiv trafik) medregnes ikke i det offentlige forbrug, men betragtes i nationalregnskabet som subsidier, jf. Finansministeriet; Budgetredegørelse 2007.

[6] ) Jf. "Fair Forandring". Dette er ikke forandret i "Fair Løsning; jf. kap. 7: Ny velfærd, s 72 til 83. 

[7] ) Kilde Davidsen, Sysser og Nathalie Tuxen Hansen: Analyse af det offentlige forbrug 1992-2000. Opregnet til 2010 priser.

[8] ) Jf. Finansministeriet: Budgetoversigt 3, 2009, s. 72 og 73.

[9] ) Jf. Fair Forandring, s. 32.

[10] ) Jf. KRITISK RAPPORT: "Fair Forandring" - en fair, men uafhængig og kritisk økonomisk vurdering". www.henrikherloevlund.dk/artikler/FairForandring.doc

[11] ) "En fair løsning" - Rapporten, s. 28.

[12] ) Jf. "En fair løsning" - rapporten, s. 28. For en mere offensiv vækst og beskæftigelsesstrategi, se Lund, Henrik Herløv: Krisen, arbejdsløsheden og statsunderskuddet. www.henrikherloevlund.dk/artikler/krisepolitik.pdf

[13] ) "En fair løsning" - pjecen, s. 9 og rapporten, kap. ¤: Hvad skal Danmark leve af, s. 34 ff.

[14] ) Også behandlet i Vangskjær, Kai og Lund, Henrik Herløv: Vejen ud af krisen - gang i 10´erne.

[15] ) En fair løsning - rapporten, s 87.

[16] ) Oven anførte værk, s. 12.

[17] ) Jf. "En Fair Løsning" - rapporten, s 47.

[18] ) For en uddybning af dette synspunkt, se Lund, Henrik Herløv: Regeringens konvergensprogram - indhold, effekt og alternativer. www.henrikherloevlund.dk/artikler/Konvergensprogram.doc

[19] ) Jf. Lund, Henrik Herløv: Tak og lov for efterlønnen. www.henrikherloevlund.dk/artikler/Kroniefterloen.doc



[20] ) Jf. "Fair Løsning", kap. 5. s 45 ff.

[21] ) Jf. Fair Løsning, kap. 6. s. 57 ff.

[22] ) En fair løsning - pjecen, s. 14.

[23] ) Jf. Regeringen og Dansk Folkeparti: "Aftale om genopretning af dansk økonomi" og jf. Lund. Henrik Herløv: VKO s "Genopretningsaftale - Velfærd, ledige og børnefamilier betaler topskattelettelser. www.henriherloevlund.dk/artikler/Genopretningsaftale.pdf

[24] ) Jf. "Fair Løsning" - rapporten, s 49 - 50.

[25] I Jf. Bocian, Sten i Ritzau: "S - SF udspil på kant med EU", 21/4-10. Samt jf. Lund, Henrik Herløv: Krisen, arbejdsløsheden og statsunderskuddet og jf. Lund, Henrik Herløv: De radikales Genopbygningsplan - Asocial og så virker det ikke. www.henrikherloevlund.dk/artikler.htm

[26] ) Jf. "En fair løsning", pjecen s. 12 og rapporten, s 87.

[27] ) Jf. Finansministeren: Katalog over effektiviseringsmuligheder.

[28] ) Jf. Lund, Henrik Herløv: Ingen mirakelkurre kan erstatte VK s nulvækstbesparelser. www.henrikherleovlund.dk/Artikler/Mirakelkure.doc

[29] ) Jf. Lund, Henrik Herløv: "Fair Løsning" - godt og skidt i S og SF s økonomiske plan. www.henrikherloevlund.dk/artikler/Fairloesning.doc