Fair Løsning – mellem realpolitik og utopi
Af Jan Helbak

Offentliggjort: 15. juni 2010
Indledning
Den fulde titel på Socialdemokratiets og SF's program er; "En Fair Løsning - sammen ud af krisen". Titlen dækker meget fint hele oplægget, men udstiller også samtidig de gennemgående problemer. Givet er det, at de to partier med denne formulering har taget udgangspunkt i den konsensustænkning, som det er lykkedes VK regeringen at nedsænke som acceptabel offentlig diskurs, og som delvis også er blevet naturaliseret i dele af venstrefløjens måde at formulere politik på.

Programmets væsentligste og afgørende svaghed består i, at det stort set hele vejen rundt accepterer den borgerlige økonomis præmisser i dens neoliberale udformning. Derved begrænses løsningsmulighederne til forslag, der kan rummes indenfor den eksisterende samfundsøkonomis rammer og de Konvergenskrav, som VKO planen har sat som sit alt afgørende udgangspunkt. At programmet så adskiller sig fra VKO planen ved at afvise sparepolitikken og fokusere på en vækstpolitik, betyder på den anden side at programmet hele tiden er i splid med sig selv. Og når det ydermere tenderer kontraktpolitik, indebærer det en fare for, at en kommende S-SF ledet regering enten vil være bundet af det, vælgerne er blevet lovet eller blive tvunget ud i ligegyldige politiske skænderier om, hvorvidt de enkelte punkter nu overholdes. Eller endnu værre, at Socialdemokratiet og SF allerede nu og frem til valget skal bruge de fleste kræfter på at begå sig i politikkens elitære aritmetik, idet programmet gang på gang understreger, at der skal føres en ansvarlig økonomisk politik, at Konvergenskravene skal overholdes, og at programmets økonomiske beregninger holder.

For selv om En Fair Løsning er spækket med grafer og økonomiske beregninger og således tager sig ud som et gedigent stykke realpolitik, bliver slutfacit ikke desto mindre et program, der mere har karakter af en utopi. Dels fordi det som sagt accepterer de neoliberale præmisser, dels fordi programmet bygger på "national samling" og af samme grund helt ser bort fra, at dets eventuelle virkeliggørelse vil afstedkomme voldsom politisk modstand i borgerskabet og i finansverdenen, og dels fordi det forudsætter en samlet beredvillighed hos lønmodtagerne til at yde "en fælles indsats" samtidig med, at den ulige fordeling af rigdomme fortsat øges. Og endelig fordi programmet overhovedet ikke opererer med det forhold, at verdensmarkedet stadig befinder sig i en dyb strukturel krise, der i den grad indsnævrer de nationale økonomiers "råderum". Nationalkapitalismens tid er forbi.

Jeg vil i den videre gennemgang af programmet En Fair Løsning kritisk gennemgå dets mest centrale præmisser og programpunkter. Begrundelsen herfor er, at i den udstrækning programmet indtager en nøglerolle i de kommende styrkeprøver mellem "rød" og "blå" blok, bliver dets politiske bæredygtighed til det centrale fokuspunkt.

For det værst tænkelige vil være, hvis programmet rent faktisk viser sig mere at være et symbol på et alternativ end et egentligt og holdbart alternativ. Set i det perspektiv er der derfor al mulig grund til at indlede en åben og kritisk diskussion af oplægget, for hvordan ellers sikre at det træder levende frem i det næste års offentlige politiske debat og bliver til andet og mere end blot et nyt elitært politisk projekt som afløsning for et udlevet VKO projekt. Et opgør med VK regeringens neoliberale politik indbefatter ikke kun politiske justeringer men et grundlæggende opgør med en bestemt ideologi, en bestemt diskurs og gennemførelse af radikale reformer af de samfundsstrukturer, som det er lykkedes VKO at gennemføre.

Programmets økonomiske præmisser
Både i indledningen og i de efterfølgende afsnit i Fair Løsning leder man forgæves efter analyser af årsagerne til den økonomiske krise i almindelighed og de danske samfundsøkonomiske problemer i særdeleshed. Programmet beskriver blot krisen i konjunkturpolitisk dimension, og vælter herefter de fleste definerede økonomiske problemer både i erhvervslivet og i statens finanser over på regeringens uansvarlige økonomiske politik. Samtidig accepterer programmet EU kommissionens konvergenskrav ganske uformidlet, hvorved man selvfølgelig stiller sig selv en bunden opgave. Man behandler overhovedet ikke det indlysende problem, at hele Europas økonomi bevæger sig på randen af en ny dyb krise, som for tiden fremskyndes ved at samtlige medlemslandene samtidig gennemfører genopretningsprogrammer i lighed med VKO's "Genopretningsplan". Faktisk tumler stort set alle regeringer med planer om at skære drastisk på de offentlige udgifter for at bringe underskuddene ned under grænsen på de 3% af BNP samtidig med, at de alle opruster deres hjemlige erhvervsliv til at forfølge en aggressiv eksportstrategi - altså et rent nulsumsspil, som verden har oplevet flere gange indenfor de sidste 25 år..

EU kommissionens stramningslinje er oven i købet blevet bekræftet på det nyligt afholdte G 20 topmøde i Pusan, hvor den hidtidige ekspansive finanspolitiske strategi nu anbefales afløst af en markant finanspolitisk opstramningspolitik begrundet i ønsket om stabilitet på det globale finansmarked. Årsagen er den simple, at det selv samme marked, som regeringerne rundt om i hele verden måtte redde fra kollaps, nu igen udfordrer regeringerne vilje til og mulighed for at sende regningen videre til borgerne og presse dem til at acceptere store nedskæringer i velfærdsapparatet som forudsætning for reduktion af ubalancerne i statsfinanserne.

På det samme topmøde kunne de 20 finansministre ikke enes om ensartede indgreb overfor en finanssektor, som igen er begyndt at spekulere helt ude af kontrol både i statsobligationer, derivater, valutaspændinger, råvarer og aktier. Samtidig med, at den produktive kapitalsektor endnu hænger fast i dyre lån og tøver med at investere, fordi de stadig kører med overskudskapacitet og lavt profitafkast. Dvs. kursskiftet mod en fælles genregulering af finansmarkederne kan man ikke enes om, og nettoresultatet bliver enten, at de enkelte lande eller regioner som eksempelvis EU området må forsøge sig med genregulering eller fortsat underlægge sig finansmarkedernes uforudsigelige spekulationstræk mod det ene land efter det andet.

Når de faktisk forhold tages i betragtning, forekommer det næsten surrealistisk, at programmet overhovedet ikke beskæftiger sig med disse grundbetingelser. Det nærmeste programmet kommer i den henseende er at pege på tre grundproblemer; industriens lave produktivitet, regeringens ufinansierede skattelettelser og et dalende uddannelsesniveau. Men årsagerne forklares ikke.

Ikke desto mindre kommer ethvert seriøst alternativ ikke uden om et opgør med den neoliberale politiske økonomi, som har præget den vestlige verden i to årtier. Herhjemme gælder det eksempelvis: regeringens skattestop, de ufinansierede skattelettelser, godkendelse af avancerede låneformer, privatiseringspolitikken og indenfor de sidste tre år de ufinansierede skattenedsættelser, der som helhed bygger på neoliberale forestillinger om, at blot der er et stort udbud af arbejdskraft og gang i forbruget, kan der skabes vedvarende vækst. Den samme opskrift er fulgt i hele den vestlige verdens ført an af USA. Alle steder har den økonomiske politik ophobet enorm gæld, reelt bremset væksten i industriens produktivitet og kanaliseret investeringer ind i forbrug eller over i ikke konkurrenceudsatte sektorer som eks. byggeriet. Hele politikken har været designet til at præmiere finanssektoren og forbrugsdreven vækst på bekostning af vækst i produktive investeringer. Det har været den gennemgående tendens under hele opsvinget fra 2003 og frem til efteråret 2007, og dansk økonomi har været en del af denne spekulations- og bobleøkonomi. Nettoresultatet er blevet, at den produktive kapital er blevet afhængig af de uregulerede kapitalmarkeder.

Spørgsmålet stiller sig derfor; hvordan nogen regering vil gøre op med en sådan uholdbar økonomisk udvikling, hvor finanssektoren har løsrevet sig fra realøkonomien, uden at ville gribe radikalt ind i disse forhold. Og hvorledes Socialdemokratiet og SF forestiller sig, at de eventuelt skulle kunne gennemføre en eventuel genregulering af det danske kapitalmarked uden som integreret indsats i en samlet Europæisk indsats?

Overvejelser som disse finder man ikke i Fair Løsning. Og det til trods for, at man selv i den borgerlige tyske regering seriøst diskuterer løsninger på disse grundlæggende problemer. Socialdemokratiet og SF kunne eksempelvis i programmet blot have henvis til den europæiske faglige sammenslutning (ETUC), der sidste år offentliggjorde et sammenhængende forslag til genregulering og beskatning af kapitalmarkeder som forudsætning for en offensiv industriel vækstpolitik og forsvar af velfærdsstaten og staternes politisk-økonomiske suverænitet. (EU policy towards financial market regulation 26/10-09). Eller til meget spændende og visionære reguleringsforslag fra forskellige socialdemokratisk inspirerede fora og "tænketanke" indenfor EU.

I stedet har programmet ensidigt valgt at tage udgangspunkt i VK regeringens tal fra de seneste økonomiske redegørelser der, hvor man bl.a.. henviser til de økonomiske forudsætninger og de spæde fremskridt i industrien og eksporten. Henvisninger der på blot ganske få uger kan gøres til skamme af markedsudviklingen. Dvs. programmet gør ikke op med ti års regeringsstyret neoliberal økonomisk udbudstænkning. Tværtimod videreføres hele tankegangen i programmet, hvor man gør arbejdsudbuddets størrelse til en central vækstfaktor. Det gælder både hvad angår forslaget om "12 minutter mere om dagen" og "de unge hurtigere gennem uddannelsessystemet." Reelt behandles efterspørgselssiden kun som et underordnet element i den foreslåede investeringspolitik på 15 mia. kr.

Programmets sociale præmisser
Programmet bevæger sig også let hen over det faktum, at VK regeringen i enhver henseende har  understøttet en politik, der har skærpet den sociale polarisering, øget uligheden og undergravet velfærdsstatens solidariske virkemåde i et omfang, som ingen offentlig sektor har ressourcer til at kompensere for. Samtidig har den neoliberale arbejdsmarkedsmarkedspolitik øget marginaliseringen og udstødningen af store samfundsgrupper, som i dag udgør en dødvægt på de offentlige budgetter. VK regeringen har gennemført en strukturreform, der har atomiseret en ellers velfungerende social sektor og samtidig skævvredet udviklingen i hele landet. Der er åbnet op for privatiseringer indenfor sundhedsområdet, ældreområdet og uddannelsesområdet, som igen har åbnet for en voksende parasitær forsikringsaktivitet.

Der er med andre ord ikke noget samfundsmæssigt grundlag for i dag at tale om "et nationalt fællesskab". Det eksisterer kun på overfladen og i negativ form, og den økonomiske politik der både herhjemme og i resten af verden har ført til efterkrigstidens dybeste samfundsøkonomiske krise, har først og fremmest gavnet de bedst stillede 15-20% af befolkningen og således også fremtræder som en socio-kulturel krise.

Hvordan forestiller Socialdemokratiet og SF sig egentlig, at borgerne i almindelighed skal føle sig ansvarlige i en økonomisk situation, de hverken har haft indflydelse på eller glæde af? Dette forhold beskæftiger programmet sig ikke med, hvorfor det mest af alt antager karakter af et mantra, når der i programmets indledning står; "Hvis vi alle vil gøre en indsats, kan Danmark blive en af verdens stærkeste økonomier". Hvem er "vi" og hvilken "indsats"? Det forbliver tågede formaninger. Og det med at blive en af verdens stærkeste økonomier, hører man i alle regeringskontorer lige for tiden -  hvor den nationaløkonomiske interessetænkning igen har fortrængt forestillingerne om en international koordineret løsning og en international regulering af kapitalmarkederne, der ellers var moderne for blot et år siden.

Det giver næsten sig selv, at hvis man ikke vil gøre endeligt op med ti års spekulationsagtig borgerlig politisk økonomi, hvis man ikke vil røre ved det skattestop, som praktisk har understøttet spekulationen og gældsætningen, hvis man ikke fremlægger en politik for genregulering af kapitalmarkederne, som både før og efter krisen har bidraget til at kvæle væksten i produktive investeringer og produktivitetsudvikling, og hvis man i det store og hele accepterer udbudsøkonomiens præmisser, så bliver der kun tilbage at lukke hullet i statskassen og rette op den voksende statslige gældsætning gennem mindre justeringer, hvoraf lønmodtagerne skal bære hovedparten af byrden. Hvilket råber til himlen taget i betragtning, at de aktuelle underskudsproblemer og overskridelsen af Konvergenskravene først og fremmest kan henføres til regeringernes nødvendige nationalisering af kapitalmarkedernes enorme gæld. Således bryder Fair Løsning ikke afgørende med de forudsætninger, som ligger bag VKO planen. Fair Løsning er blot mere socialt sympatisk og fastholder trods megen luft et vækstperspektiv i modsætning til VKO's nedskæringspolitik.

Programmets vækstperspektiv
Vi kender det velkendte sceneri; Dansk økonomi har mistet ca. 180.000 arbejdspladser under krisen, og ifølge de officielle ledighedstal er der ca. 155.000 arbejdsløse. Med det billede som udgangspunkt og begrænset af en konjunkturcyklisk horisont foreslår programmet en "kickstart af dansk økonomi" ved at fremrykke offentlige investeringer for 15 mia. kr. og en ny erhvervspolitik med fokus på "danske styrkepositioner" som eksempelvis grøn energi, medicoteknologi og velfærdsteknologi. Her opererer programmet med en blanding af traditionel om end noget begrænset efterspørgselsstyring og offensiv erhvervsstøtte med henblik på at dreje dansk industri over i en vækstretning, som kan sandsynliggøre muligheden af at erstatte de mange tabte arbejdspladser med nye og fremtidssikrede. Problemet er blot, at fremrykningen af offentlige investeringer på 15 mia. kr. ikke rækker ret langt, og på ingen måde modsvarer det reale behov for genopretning af den offentlige sektor og den nedslidte infrastruktur, hvis tilstand i øvrigt udgør en væsentlig forudsætning for samfundsøkonomiens samlede produktivitetsudvikling.

For det andet sandsynliggøres det ikke i afsnit 3 og 4 om flere jobs og udvikling af dansk produktion, at det overhovedet er muligt at skabe den nyorientering af dansk industriproduktion og struktur, som der opereres med. For selv om der afsættes puljer til støtte for investeringer i ny og bæredygtig teknologi, indeholder programmet ikke konkrete forslag til, hvordan disse investeringer skal gennemføres, og hvad en ny regering vil gøre, hvis erhvervslivet ikke viser sig velvilligt indstillet bl.a. fordi afkastet er for lille eller for usikkert. Der står heller ikke noget om, at stort set alle andre regeringer har sat de samme indsatsområder i fokus. Forslagene og argumentationen bevæger sig helt ensidigt på nationaløkonomisk grund. Resultatet kan blive, at der gennemføres moderate offentlige investeringer med en vis effekt på beskæftigelsen, uden at der samtidig sættes gang i en bæredygtig vækst i erhvervslivet og ikke mindst eksporten. Et nærliggende risikoscenarie i og med alle andre lande forfølger den samme vækst- og eksportstrategi. Det kan få den uheldige konsekvens, at "hullet i statskassen" faktisk øges.

Programmets andet ben beskriver en traditionel liberal udbudspolitik. Det centrale element er her aftaler med arbejdsmarkedets parter om en arbejdstidsforlængelse på 1 time om ugen, og at de studerende bliver et halvt år hurtigere færdige med deres studier. Begrundelsen er, at en sådan forøgelse af arbejdsudbuddet øger skattegrundlaget på kort sigt og bidrager til at løse arbejdskraftsmanglen på længere sigt i takt med, at afvandringen fra arbejdsmarkedet overstiger tilvæksten. Ud over at være rendyrket udbudspolitik, som aldrig i praksis har demonstreret sin rigtighed, men som gentages i en uendelighed af økonomerne i IMF, OECD, EU kommissionen og i DA, så tilbagestår en dokumentation for, at der faktisk også er en efterspørgsel efter merudbuddet af arbejdskraft. Denne dokumentation leverer programmet ikke, og der fremlægges heller ingen plan for, hvorledes der skal findes beskæftigelse til blot halvdelen af de 817.000 borgere mellem 16 og 65 år, der ifølge Danmarks Statistik står udenfor arbejdsmarkedet. Her er der ellers en arbejdskraftsreserve, der vil noget, og som, hvis der blev sat ind med målrettet uddannelse og opkvalificering, mageligt kunne modsvare fremtidens behov for arbejdskraft.

Faktisk kan forslaget om at forlænge arbejdsugen med en time resultere i, at flere enten bliver arbejdsløse eller forbliver i arbejdsløshed. Og så er man lige vidt bortset fra, at forholdene som konsekvens af VKO's plan er blevet væsentligt forringet. Det er ikke og har aldrig været sådan i en dynamisk kapitalistisk økonomi, at udbuddet skaber sin egen efterspørgsel. Hele det teoretiske belæg findes kun i matematiske modeller, der forudsætter en lukket statisk økonomi - og en sådan findes ikke. Som praktisk politik tjener teoremet alene som ideologisk legitimering de borgerlige regeringers politiske ønske om at etablere et overudbud af arbejdskraft og fjerne fokus fra de systemiske årsager til den kapitalistiske økonomis faldende afkast - og dermed vækst.

Det samme gælder forestillingerne om, at et højere uddannelsesniveau fremmer innovationer og medfører, at der udvikles flere nye produkter, ny viden og mere konkurrencedygtig teknologi. Skulle denne automatik holde vand, kan man undre sig over, at der ikke har været ført en mere fremsynet uddannelsespolitik af en ellers meget erhvervsvenlig regering som VK regeringen. Men der eksisterer ikke en sådan automatik. Investeringer i innovation og udvikling af ny teknologi afgøres først og fremmest af, om de øger kapitalakkumulationen og profitdannelsen. Hvis den økonomisk udvikling gennem de sidste 60 år først og fremmest havde beroet på uddannelsesgrad og innovationslyst, ville vi i dag være nået meget længere end tilfældet er, og vi ville have undgået den meget ustabile økonomiske udvikling. Og ikke mindst ville vi have været foruden den samfundsøkonomiske helt ulogiske vægt- og styrkeforskydning fra produktive investeringer til finansspekulation, der ikke gavner samfundsøkonomien med en eneste krone.

Selvfølgelig vil et højt uddannelsesniveau "alt andet lige" frembringe et vækstpotentiale, der, hvis ellers de givne strukturelle forudsætninger er tilstede, kan omsættes både i forbedret produktivitet og produktinnovation. Men om omsætningen faktisk forekommer afgøres hovedsageligt af udsigten til profitabel vækst.

Programmets underpunkter kort fortalt
"Hvad skal Danmark leve af" står som overskrift til vækstafsnittet i Fair Løsning. Desværre besvares spørgsmålet kun med meget luftige forslag til, hvorledes der bl.a. gennem beskatning af finanssektoren med 2 mia. kr. og oprydning i diverse erhvervstilskud skal overføres ressourcer til henholdsvis folkeskolen og det produktive erhvervsliv. Men jeg savner nogle helt konkrete bud på, hvordan der skal investeres og hvorledes pengene skal kanaliseres ind i de såkaldte "vækstbrancher". Der bliver ifølge programmet ikke tale om, at staten skal gribe ind i markedsmekanismerne og selv udvælge de mest samarbejdsvillige og fremsynede virksomheder som mål for statslige investeringer. Det gælder heller ikke, hvad angår overførslen af de ubrugte midler fra bankpakkerne til fremme af erhvervsudviklingen i yderområderne. Tværtimod fremhæves det, at udvælgelse og støtte til de bedste virksomheder bedst sker gennem "markedsvilkår og fri konkurrence". Det kunne regeringens økonomer ikke have skrevet bedre. Hvad værre er, at netop den ortodoksi led et afgørende knæk i september 2008. Markederne har vitterlig ikke levet op til dogmet om markedsmekanismernes selvregulerende karakter. Både IT boblens massiv e fejlinvesteringer og spekulationsinvesteringerne under boligboblen har eftertrykkeligt aflivet den myte. Og hvis markedet er så effektivt til at allokere kapital og investeringer, hvorfor er det så, at der i sidste ti år er blevet underinvesteret i produktivitetsfremmende teknologi, og hvad skyldes så det forhold, at selv almindelige produktionsvirksomheder har kanaliseret overskudskapital over i finansspekulation?

Programafsnittet taler hen over disse centrale spørgsmål og satser i stedet på en fugl phoenix i form af en særlig "dansk vækstmodel". Om en sådan nogen sinde har eksisteret, findes der vist ikke belæg for. Men desværre udgør "dette særlige danske" hele afsnittes indirekte begrundelse for, at det gennem "dialog" og "tilskyndelser" skulle være muligt at overtale erhvervslivet til at sætte gang i investeringerne og produktionen. Et noget farligt sats, i og med programmets vækstdel står og falder med, at denne "overtalelsens og tilskyndelsens" politik lykkes. Skulle det ikke være tilfældet, dratter hele udbudspolitikkens effekt i øvrigt også sammen som et korthus.

Desværre prisgiver Socialdemokratiets og SF's tvivlsomme realisme, hvad angår vurderingen af de frie markedsmekanismer og erhvervslivets ønske om at investere, programmets i øvrigt mange gode forslag til indsatsområder. Pointen er bare, at disse forslags virkeliggørelse står og falder med erhvervslivets medspil. Der tegnes imidlertid ikke et billede af, hvad en S-SF regering kunne tænkes at gøre, hvis tilliden viser sig ikke at holde stik. Der er ikke skyggen af antydninger af eventuelle indgreb i markedsmekanismerne og gennemførelse af en målrettet statslig investeringspolitik for at sætte den produktion i gang, som erhvervslivet af kortsigtede profithensyn afviser at medvirke til. Ligesom det heller ikke præcisere, hvordan man vil sikre sig, at innovationerne omsættes i konkret produktion og ikke blot "eksporteres" til lavindkomstområder mhp. billig produktion der.  

Men som sagt, skulle det vise sig, at erhvervspolitikken ikke virker, så falder de indregnede effekter af at øge arbejdskraftsudbuddet til jorden. Og bliver det scenarie en realitet kommer staten til at mangle 15 mia. kr. i skatteindtægter, plus at den får yderligere udgifter til overførselsindkomster i den ene eller den anden form. Så de bebudede trepartsforhandlinger om udvidelse af arbejdstiden kan vise sig at blive en "burmudatrekant " for en ny regering - og det uanset hvilke finurlige arbejdstidsordninger, man måtte finde frem til. .

Jeg skal ikke opholde mig længe ved de mange gode intentioner om indsats for at bevare seniorer på arbejdsmarkedet, forbedring af arbejdsforholdene, så flere vælger ikke at gå på efterløn og en indsats mod social dumping. Problemet er nemlig, at der kun er tale om intentioner. For uanset om det gælder seniorbeskæftigelse eller indgreb overfor nedslidningen af lønmodtagerne, så forudsætter det radikale indgreb både i arbejdsmarkedet og i den fri markedsøkonomi, og det har man jo netop tidligere i programmet afvist at gøre. Hvad angår indsats mod social dumping er det reelt ikke et nationalt anliggende, men alene noget der kan løse på EU niveau. Men herom nævner programmet intet.

"Flere skal tage en uddannelse hurtigere" lyder overskriften til programafsnittet om forbedringer af uddannelsessystemet. Men afsnittet indeholder stort set ingen analyse af, hvorfor folkeskolen fungerer så dårligt, hvorfor så mange unge falder fra på ungdomsuddannelserne, eller hvorfor så mange studerende bruger flere år end normeret til at komme igennem deres uddannelser. Man konstaterer i hovedtræk, at sådan er forholdene, og at sådan kan det ikke blive ved med at gå, "hvis alle skal påtage sig et medansvar".

Men når der ikke foreligger analyser af problemernes årsag og omfang, hvordan kan man så vide, at lige netop de fremførte forslag er den rigtige medicin? Kunne det f.eks. være, at den ekstreme individualisme, forbrugerisme og konkurrence om at holde "sig fast på beatet" har været medvirkende årsag til at undergrave det fællesskab, der skal være til stede for at børn og unge både i folkeskolen og i ungdomsuddannelserne kan lære noget. Kunne det være, at de samme faktorer medvirker til at marginalisere og udstøde større grupper af unge både fra folkeskolen og  uddannelsessystemet og fra samfundet?

Kort sagt kunne det være tilfældet, at årsagerne til de forringede uddannelsesresultater og vilkår skal søges et helt andet sted end på uddannelsesinstitutionerne? F.eks. i den fremdyrkede neoliberale socio-kultur.

Det samme problem gør sig gældende hvad angår studietiden og gennemsnitsalderen ved uddannelsesafslutning. Programmet berører ikke det oplagte problem, at over halvdelen af alle studerende er nødt til at tage erhvervsarbejde for overhovedet at kunne klare de mest basale udgifter. Og når man end ikke beskæftiger sig med så jordnært et problem, så er der kun økonomiske incitamentsinstrumenter tilbage for enten at "tilskynde" eller tvinge de studerende hurtigere igennem systemet. Det forekommer ikke at være i overensstemmelse med det progressive og demokratiske grundsyn, som programmet ellers hævder at være bygget på.

Det kan undre, at man ikke er gået den modsatte vej og forslået SU'en hævet til et niveau, hvor enhver studerende kan leve rimeligt og som følge heraf droppe erhvervsarbejdet. Der ville så være et reelt grundlag for at kræve et kortere studieforløb, og man ville til og med kunne frigøre jobåbninger for dem, der er uden arbejde. Samtidig ville en sådan ordning bidrage til at styrke fagbevægelsen på de jobområder, hvor der i dag fortrinsvis beskæftiges studerende. Men den vej har programmet ikke valgt. Det fortsætter blot den linje, som VK regeringen har fulgt gennem flere år og åbner for fremtidige forringelser af uddannelsessystemet og yderligere ulighed i uddannelse.

"S og SF vil udvikle velfærdssamfundet. Det koster ikke mindst på sundhedsområdet, hvor der bliver brug for massive investeringer de kommende år. Derfor afviser vi nulvækst og nedskæringer". Programmet lægger op til, at der skal gøres en væsentlig indsats for at nedbringe antallet af borgere på overførselsindkomster, og samtidig skal forebyggelsesindsatsen styrkes. Men også her kan berettiget efterlyse konkrete bud på, hvordan det skal ske. I den udstrækning der fremdrages konkrete eksempler er de desværre ensidigt individorienteret. Der står ikke noget om systemiske ændringer i samfundet. Det er ellers på det niveau, at systematisk og kollektiv forebyggelse virkelig batter noget.

Som alternativ til nedskæringer, skal der i tråd med tidsånden afbureaukratiseres. For at nå det mål "er man åbne overfor frikommuneforsøg", "fair benchmarking" osv. Sådanne snuptag skal befordre gode ideer og erfaringer. Det er hørt før. I princippet adskiller forslagene sig ikke meget fra dem finansministeren disker op med, og som er nedfældet i de sidste to års økonomiaftalerne med regionerne og kommunerne. Problemet er blot, at ingen rigtig har defineret, hvad det er for et bureaukrati, der er tale om, og hvorfor det er opstået. Man behandler i det store og hele fænomenet som et problem, der er opstået af sig selv, og som ved fælles gode viljer og indsats kan afskaffes igen.

Man går udenom det simple faktum, at regeringen med de forskellige frit valgs ordninger, med strukturreformen og med omkostningsreformen målrettet er gået efter at opbygge den offentlige sektors "indre marked", hvor handel mellem offentlige instanser i dag er struktureret som et systemisk tvangsforhold og ikke længere kun optræder som tilfældige episoder. Hvor resultatkontrakter og BUM modeller er indført helt ud i yderste led, og hvor der skal et temmelig stort bureaukrati til at kontrollere og styre disse ordninger bl.a. fordi de enkelte led og institutioner har udviklet nøjagtig samme handlemønstre som virksomhederne ude på det rigtige private marked. F.eks. risikoaversion, eksternalisering af omkostninger, eksport af problemer til andre sektorer eller institutioner, over-eller underdiagnosticering, sektortænkning eller isoleret institutionstænkning. Handlemønstre der på et atomiseret marked isoleret set kan tage sig ganske fornuftige ud men som samfundsøkonomisk er direkte skadelige og er det endnu mere, når det drejer sig om den offentlige sektor. Men Fair Løsning indeholder ikke mange forslag til et mere radikalt opgør med den markeds- og koncerntænkning, som det gennem ti år er lykkedes regeringen at forankre i den offentlige sektor - og som i dag forsvares nidkært af et nyt lag af topembedsmænd og deres "koncernstabe". Hagen ved det hele er desværre, at den annoncerede afbureaukratisering kun er mulig, hvis der sættes ind ved kildens udspring og udformes nye og radikalt anderledes demokratiske styringsmetoder.

For det tredje vil man effektivisere og indgå flerårige vækstaftaler med kommuner og regioner, så der sikres et uændret serviceniveau. Dvs. det skal være muligt at holde en realvækst på ca. 1% om året. Indtil videre er det endnu ikke lykkedes at holde væksten på det niveau, og der føres ikke overbevisende dokumentation for, at det vil lykkes for en ny regering. For det første tænkes effektiviseringerne gennemført uden større opbrydning af de nuværende rammer, og for det andet er der jf. svaghederne i forebyggelsespolitikken ikke mange bud på, hvordan det skal lykkes at nedbringe efterspørgslen efter offentlige ydelser og løsninger af det kompleks af problemer - der ofte har deres udspring på markedet eller forstærkes af kommercialiseringen af civillivet med det tiltagende opbrud af de naturlige fællesskaber til følge. Det betyder selvfølgelig også, at det er mere end tvivlsomt, om udgifterne til det specielle socialområde eller ældreområdet vil kunne holdes nede, med mindre man selvfølgelig forringer serviceniveauet i lighed med, hvad KL foreslår.

Det samme forhold gør sig gældende på sundhedsområdet, hvor man vil sikre en årlig udgiftsvækst på 2 mia. kr. og årlige produktivitetsforbedringer til en værdi af 4 mia. kr. Rene slag i luften, når der for det første ikke foreligger analyser af, hvorfor sundhedsudgifterne stiger så voldsomt og for det andet ikke er ført bevis for, at det har kunnet lade sig gøre at øge den samlede produktivitet i hele sundhedssektoren. Det kan kun konstateres, at produktiviteten på en række delområder er øget, men ingen kender størrelsesordenen af den samlede samfundsmæssige effekt.

Bedre bliver det ikke, når Socialdemokratiet og SF end ikke diskuterer et muligt opgør med strukturreformen, herunder en grundlæggende ændring af regionernes styrings- og forvaltningsgrundlag og gennemførelse af en mere hensigtsmæssig opgavereform, hvor flere opgaver, som kommunerne dokumenteret er for små til at løse, flyttes tilbage til regionerne. Det kan undre, al den stund konstruktionen udgør grundstammen i den nuværende offentlige sektors "indre marked" og afdemokratisering af lokalpolitikken, hvilket forventeligt afholder borgerne fra demokratisk deltagelse og ansvar for tilrettelæggelsen af bl.a. sundhedsvæsnet. Af de selv samme grunde har regeringen produceret legitimiteten i sine egne argumenter for at indføre øget markedsbaseret aktivitetsstyring. Og resultaterne ser vi nu: suboptimering, gemen kassetænkning og i øvrigt ustyrlig økonomistyring, fordi alle instanser, som hvor taxameterprincippet råder, leder investeringerne og indsatserne derhen, hvor gevinsten er størst. Ingen instanser har længere en interesse i at stoppe opdriften i udgiftsspiralen. Men det kunne en Fair Løsning gøre noget ved, hvis man i stedet for at hænge fast i udlevede New Public Management principper slog helt om og gik efter en re-demokratisering af både den lokale og regionale forvaltning. Det er her effektiviserings- og afbureaukratiseringsgevinsterne ligger.

Afslutningsvis skal jeg blot henvise til det helt uforståelige forslag om indførelse af mulighed for tilkøbsydelser i offentlige institutioner. For uanset hvordan man vender og drejer det og uanset valget af eufemismer er og repræsenterer forslaget et åbenlyst brud med velfærdsstatens solidariske princip og dertil hørende forvaltningsetos. Uligheden institutionaliseres ganske enkelt i det offentlige med dette forslag, hvorfor det er uforståeligt, at det figurerer i et program med titlen "En Fair Løsning".

Som det vil fremgå for de læsere, der har læst En Fair Løsning, har jeg ikke kommenteret på programmets økonomiske beregninger. Det finder sin forklaring i, at jeg som antydet flere steder finder tallene og fremskrivningerne enten vilkårlige eller simple ekstrapolationer af de aktuelle forhold i "en alt andet lige" form. Begge fremgangsmåder er dybt problematiske, især når deres grundlag ikke bygger på fremlagte analyser men først og fremmest på talmateriale fra den siddende regerings planer. Alene en halvering af væksten i EU i forhold til de opstillede forudsætninger vil være tilstrækkeligt til, at grundlaget for en Fair Løsning smuldrer. Det er begrundelsen for, at jeg først og fremmest har koncentreret min kritiske gennemgang af programmet om forudsætningerne og hovedtendenser i de centrale programpunkter.

Afsluttende overvejelser
Jamen - kunne man sige - det er jo blot den sædvanlige kritik, som ser helt bort fra den politiske virkelighed, hvor kampen stadig drejer sig om at vinde den frygtsomme midtergruppe for en mere progressiv politik. Hertil vil jeg svare med et citat fra Ritt Bjerregaards artikel i Politiken den 30/5; "Derfor håber jeg, at Helle Thorning Schmidt og de andre socialdemokrater vil bruge Lars Løkkes frigørelse (fra kontraktpolitikken) til også at gøre sig fri. Drop nu al det med garantier. Vælg dog i stedet at fortælle vælgerne, hvor problemerne ligger og inddrag dem i løsningerne".

Det er lige netop et politisk alternativ bygget over den læst, der er brug for. Et alternativ, der ikke alene udpeger problemerne, men også analyserer dem som grundlag for fremlæggelse af en række løsningsprincipper, som S og SF herefter kunne bringe i diskussion i kommunerne, fagforeningerne og blandt de mange andre forskellige borgerinitiativer mv. Og i samme ombæring kunne et sådant Fair Løsningspapir have knyttet an til f.eks. SPD's og SPØ's (det tyske og østrigske socialdemokrati) nye "Europäische Bürgerinitiative "für ein demokratisches und soziales Europa" eller de andre mere omfattende socialdemokratiske initiativer for en social og demokratisk Europæisk Union.

Heri ligger nemlig de konkrete og realistiske betingelser for virkelig at tackle de store økonomiske og sociale problemer, som den kapitalistiske økonomi slæber med sig i dens uopholdelige jagt efter tilstrækkelig profit. Havde S og SF nu barslet med et program, der i højere grad havde fokuseret på de problemer, som er blevet skabt under de sidste ti års økonomiske politik og samtidig for alvor gjort op med hele det neoliberale tankegods, er det ganske vist, at partierne vil være blevet overfaldet af hele den økonomiske elite og af de borgerlige partier blevet skreget ud som økonomisk uansvarlige og politiske fantaster. Men de ville på den anden side med Ritts ord have frigjort sig ikke alene fra kontraktpolitikken men også fra kontraktpolitikkens økonomiske grundlag og tænkning. Og som sådan have åbnet for en mere omfattende debat i befolkningen om, hvilket samfund vi egentlig vil have. Hvad der tæller mest - for nu at sætte det på spidsen - lånemuligheder i en oppustet friværdi eller mere langtidsholdbar kollektiv tryghed uden frygten for "økonomiske og sociale katastrofer" som daglig følgesvend. Midtervælgerne er nu også ramt af denne frygt og er politisk i drift.

Selvfølgelig ville et sådant program ikke have tilfredsstillet det økonomiske parnasse, men det kunne bidrage til at mindske afstanden mellem den politiske elite og det vælgerkorps, hvis politiske engagement er livsnerven for enhver centrum-venstre regering, der på den ene side skal forestå det formelle politiske opgør med neoliberalismen og på den anden side begrænse virkningerne af den modstand, som vil udgå fra toppen i dansk erhvervsliv og fra finansmarkedet.

Vælgerne er nu en gang ikke dumme. De ved udmærket, at Fair Løsning ikke repræsenterer løsningen - men snarere et symbol på den retning, dansk politik skal orienteres efter. Og de ved udmærket, at løsningerne på de mange problemer ikke findes indenfor nationaløkonomiens grænser. Så hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud og formulere principperne i en langsigtet reformpolitik i stedet for at fastholde en misforstået ansvarlighed overfor en økonomisk doktrin, hvis sidste salgsdato er overskredet. Problemet er jo, at en kommende S-SF regering konstant vil blive holdt op på det økonomiske ansvarlighedsløfte selv i de situationer, hvor den faktisk handler ansvarligt overfor befolkningen.