Dansk Folkepartis succes er venstrefløjens svigten. Gensvar til Curt Sørensen
Af Steen Gottlieb

Offentliggjort: 15. juni 2010
Det lyder banalt, men er det tilsyneladende ikke. Venstrefløjen har været så optaget af at tage afstand fra Dansk Folkeparti at den helt glemmer at tænke over hvordan man kommer af med dette parti. Curt Sørensen forsøger at stable en teori om højrepopulismen på benene (Kritisk Debat 15.4.10 og i antologien "Stuerent?"(anmeldt af mig Kritisk Debat 15.2.)), men hans blik er rettet direkte mod fortiden og han tænker i abstrakte sort/hvid-skemaer, hvilket fører ham meget langt væk fra at kunne se  muligheder for nedkæmpe højrepopulismen.

Curt Sørensen ser højrepopulismens rødder i et opbrud af hvad han kalder den sociale orden og en fremadskridende forvitring af det politiske liv. Det hele startede for meget lang tid siden med en "dybtgående sammenholds og identitets krise". Tilstanden af ustabilitet har været under opsejling så længe at allerede den kun 30-årige Karl Marx kunne se den. Siden er der kommet politisk krise oven i. Massedeltagelsen i det politiske liv er afløst af spin og markedsgørelse, arbejderbevægelsen  har lidt nederlag og kapitalismen har sejret, neo-liberalismen har vundet "total dominans siden 1973".  Eliternes magt er blevet styrket og deres ressourcer til magtudøvelse er blevet voldsomt forøget.  I denne misere er der opstået "stærke bestræbelser både i bunden og i toppen for en negativ afgræsning" (Kritisk Debat 15.04.10). Socialismen fremstår ikke som et alternativ og derfor søger den "sociale frustration" over i højrebevægelser (Sturent? s.53). "Man" mangler mulighed for positiv identifikation og søger derfor negativ identifikation. Derfor opstår der aggressive følelser mod "de andre", der bliver objekt for had og muligheden for udvikling af fascisme står åben. De aggressive følelser mod de fremmede omsættes til opslutning til f.eks. Dansk Folkeparti.

Curt Sørensen har ganske ret i at al den spin kan være en trussel mod demokratiet. Han har også ret i at muligheden for en acceleration af højreorientering er tilstede og nærværende. Situationen er ganske alvorlig både i Danmark og mange andre europæiske lande.  Derfor finkæmmer jeg også hans artikler i både "Stuerent?" og Kritisk Debat (april 2010) for at se hvad Curt Sørensen har tænkt sig at stille op mod denne foruroligende udvikling. Hvad finder jeg? Ikke et kvæk!

Nej, undskyld det var en overdrivelse, der står faktisk at "der er al mulig grund til at tage afstand fra bagatelliseringsteorier" Det er det hele. Ellers kan han fortælle at "Idag er alt øde og tomt" (s.52 Stuerent?). Curt Sørensen har i en livslang karriere på højeste niveau interesseret sig for samfundsvidenskab med særlig betoning på sammenhængen mellem teori og praksis. Men når det kommer til det konkret handling, fortæller han ikke mere end at man skal huske at tage afstand til de forkerte teorier. Mine forventninger var større.

Jeg kan glæde Curt Sørensen med at fortælle at jeg foretrækker demokratisk massedeltagelse frem for spin. Jeg bryder mig heller ikke om grådighed og griskhed. Jeg er også ked af at værdier som solidaritet og fællesskab bliver fortrængt (jf. Stuerent? s. 52), men hvem er egentlig ikke det?

For min part kan jeg glæde mig over at Curt Sørensen er enig med mig i at højrepopulismen skal ses som et udtryk for "social frustration", som det hedder i Stuerent? side 53. Jeg vil bare undgå ordet "frustration", da det har visse undertoner af nedladenhed. Og en sådan nedladenhed kan blokere for nyttige indsigter ligesom det kan have andre skadevirkninger.

Det er påfaldende få ord der bliver brugt på den "sociale frustration". Curt Sørensen fortæller ikke hvori disse socialt betingede, negative følelser består, hvordan de ytrer sig og hvem der har dem.

Mit bud på en indkredsning af disse "sociale frustrationer" handler om marginaliserede lønmodtagergrupper, der har en - berettiget - angst for ikke at kunne sælge deres arbejdskraft under tilstrækkeligt gunstige betingelser og som frygter at blive hægtet af en samfundsudvikling i øvrigt der stiller høje krav om "omstillingsparathed", "fleksibilitet" og snesevis af sofistikerede kompetencer.

I Curt Sørensens fremstilling ses højrepopulismen som den eneste mulige reaktion på disse frustrationer. Jeg mener der kunne være andre muligheder. Der kunne være en venstrebevægelse der greb dette. Samfundet er ustabilt. Det skal man ikke være ked af hvis man gerne vil lave samfundet om. Det giver jo muligheder.

Men hvis det Curt Sørensen kalder "sociale frustrationer" ikke bliver beskrevet mere konkret, ender vi alt for let med at fritsvævende følelser bliver forklaring på historiske og samfundsmæssige fænomener og man kommer væk fra det jeg forstår ved en materialistisk forklaring (der ikke har noget at gøre med det vrøvl om basis-overbygning og cementgulv, som Curt Sørensen forsøger at pådutte mig).

Hele Curt Sørensens beskrivelse af den historiske udvikling er set i et (sort) forfaldsperspektiv:  Arbejderbevægelsen har lidt nederlag, engang havde vi demokratisk massedeltagelse, nu er alt blot spin og fidus. Liberalismen har "total dominans". Engang var det anderledes (hvidt) og meget bedre. Vi havde en social balance og vi havde demokratisk massedeltagelse. "Kapitalistiske grundholdninger og værdier blev imødegået af arbejderbevægelsens modstående kultur" (Stuerent? s. 52). Det er guldalderen i Sørensens verdensbillede.

Desværre er det kun med Sørensens briller at fortiden ser så god ud. Tidligere havde vi også et kapitalistisk samfund og klasseforskelle, der kunne mærkes på en helt anden smertefuld måde end i dag. Jeg vil nødig tilbage til f.eks. 1950'ernes sociallovgivning. Heller ikke tidligere tiders overenskomster forekommer mig favorable, ... eller boligstandard. For slet ikke at tale om gamle dages bornerte kultur om familiedannelse og autoritetsdyrkelsen!

Det er for langt væk fra virkeligheden, når det hedder at arbejderbevægelsen har lidt nederlag. Det er et håbløst sortsyn. Ellers ville det ikke være politiske emner om vi skal have efterlønslovgivning eller om dagpengeperioden skulle være kort eller lang. Det passer heller ikke at liberalismen har opnået "total dominans". Det er sandt at der er sket en omfattende deregulering, både i Danmark og internationalt til stor skade for de fleste lønmodtagergrupper. - Men "total dominans" - det er rene sludder.

Sejr eller nederlag er i den forbindelse ikke et enten-eller. På nogen måder har arbejderbevægelsen banket nogle rettigheder (mere eller mindre) fast (dagpenge-efterløn), og på andre måder kan det være sværere at holde fast i noget der var helt indiskutabelt for ikke så mange år siden f.eks. kollektive overenskomster mod udbredelsen af individuelle arbejdsvilkår.

Man kommer virkeligheden nærmere ved at sige at arbejderbevægelsen ikke har lidt nederlag, men den har mistet sin offensive karakter.  Det er også et stort tab, der har fået mange negative konsekvenser. Arbejderbevægelsens sag handler i dag mest om bevare positioner over for arbejdsgiverne og sikre en rimelig standard for arbejdskraftens reproduktion. Argumenterne for at være medlem af en (rigtig - og ikke gul) fagforening handler om hvor galt det går, hvis vi ikke har en fagforening. De handler ikke om hvor godt det vil blive i fremtiden. Det gjorde det engang.

Med en arbejderbevægelse og arbejderpartier der ikke stiller offensive krav og ikke opstiller visioner for et andet liv kan fremtiden se desperat ud for dem der har svært ved at følge med og svært ved leve op til nye kvalifikationskrav. For dem, hvor status quo ikke er et godt liv, viser det sig meget vanskeligt at mobilisere loyalitet overfor en bevægelse, der lavede fremskridt via klassekompromiser,  som man ikke fik (nok) glæde af.

Der er blevet skrevet en del om at højrepopulismen er et oprør mod en eller anden kulturelite. Det forholdsvis store antal personer der er gået fra Socialdemokraterne til Dansk Folkeparti tyder på at det er mere dækkende at tale om et oprør mod Socialdemokraterne. Der er også DF'ere, der motiverer deres partivalg med et opgør mod den såkaldte kulturelite. Det bliver taget til indtægt af f.eks. Meir Carlsen og Rune Lykkeberg, der ser højrepopulismen som konflikter mellem "folket og eliten", "folket mod globaliseringen", "folket mod blødsøden retspolitik" eller "det ægte danske mod muslimerne" Men det behøver ikke være det reelle problem. Det kan være de ideologiske gevandter, en given konflikt udspiller sig i. Det er min opfattelse at det forholder sig sådan. Set i et konkret dansk perspektiv mener jeg der er belæg for at Nyrup-regeringens manglende evne (og vilje?) til at fremtræde som andet end administrator af kapitalismen skabte muligheden for Dansk Folkeparti.  Andre europæiske lande har sandsynligvis gennemlevet lignende forløb. Der har været socialdemokratiske/socialistiske regeringer i Europa, der ikke kunne leve op til forventningerne hos de mest job-usikre dele af lønmodtagergrupperne. Socialdemokrater/socialister lavede kompromisser med kapitalen, der udelukkede de nederste dele af lønmodtagergrupperne. De rettede deres opmærksomhed mod nationalismen som en mulig ideologi der kunne give dem den plads som de havde håbet på sociale reformer kunne give dem. Det kan måske forklare dele af  højrepopulismen i Frankrig, Belgien, Holland, Norge, Østrig og Ungarn.

Helt i forlængelse med idylliseringen af fortiden er Curt Sørensen meget glad for det begreb der hedder "samfundets sammenhængskraft" Han er ikke alene om det. Jespersen og Pittelkow har skrevet en hel bog om at alle mulige kilder til forandring er en trussel mod "sammenhængskraften", hvorfor det må bekæmpes. (De lykkelige danskere. En bog om sammenhængskraft 2005). Debattøren Lars Olsen skriver også bøger med begrebet sammenhængskraft som centralt tema (f.eks. Eliternes Triumf 2010) Han skriver ud fra en præmis om samfundsmæssig lighed. Jespersen og Pittelkow skriver ud fra en præmis om at vi skal bevare tilliden til hinanden så alting bliver som det var. Når Curt Sørensen bruger begrebet er det i forbindelse med at han åbenbart forestiller sig  "sammenbindende sociale bånd og fælles værdier" (Stuerent? s. 47).

Marx skrev også om sammenhængskraft for mange år siden, men på en helt anden måde end Sørensen, Jespersen, Pittelkow og Olsen gør det. Han ironiserede over begrebet. Det gav fremskridt i erkendelse, når sammenhængskraften smuldrede. Kapitalismens kynisme blev bortlagt. Marx  roste kapitalismen i den henseende. Det åbnede for revolutionære perspektiver Det forbløffer mig at Curt Sørensen læser Marx som om sidstnævnte var en bekymret borger. Det var han bestemt ikke.

Marx havde en præmis om at arbejderklassen kun havde sine lænker at tabe. Her vil jeg dog mene at arbejderklassen siden har fået noget mere at tabe. Der eksisterer veludbyggede demokratiske institutioner og frihedsgarantier som er værd at bevare og forsvare - og udvikle.  Men at tale om "vort demokrati" og "fælles værdier", som Curt Sørensen gør, er at tage munden for fuld. Fælles værdier mellem klasserne og samfundsgrupper kan jeg ikke forestille mig eksistere over længere tid. Hvad der er fælles og hvad der er demokrati vil altid være til forhandling. Et emne for konflikt og omdrejningspunkt for kampe.

Protesten fra marginaliserede grupper kommer ikke ud som et socialt oprør,. Det er kommet ud som en aggression mod "de andre". Curt Sørensen har blik for hvordan det borgerlige samfund vil vide at eksponere dette.  Curt Sørensen har fuldstændig ret, når han skriver at det passer fint ind i hvad en en-dimensional offentlighed gerne vil favorisere af synspunkter. Det er imidlertid underdrevet, når han skriver at vi har en regering der "af taktiske grunde støtter sig til et højrepopulistisk, nationalromantisk parti" (Kritisk Debat 15.04.10). Alliancen er ikke kun taktisk, den stikker dybere. Ny Alliance og andre borgerlige fraktioners forsøg på at bryde sammenholdet  mellem de oprindelige borgerlige partier og DF blev inddæmmet og tilintetgjort. Dansk Folkeparti kan mobilisere stemmer fra samfundsgrupper til den borgerlige blok som V og K af historiske grunde ikke kan. Den gave VK-partierne dermed får, giver de ikke fra sig. Der høres røster i offentligheden om at V og K skulle vise "anstændighed" og sige nej til DF og partiets angreb på fornuft, demokratisk sædvane og humanitet (f.eks. Stig Dalager). Det har V og K ingen grund til. DF sikrer dem magten.

Der ses forskellige strategier mod højrepopulismen. Curt Sørensen har valgt den strategi, der hedder at man skal tage afstand fra bagatelliseringsteorier. Det ser ud som en ren intellektuel manøvre, adresseret til de intellektuelle. Den får nok heller ikke videre udbredelse. Andre taler om at man skal diskutere "korrektheden af deres "sandheder" om etniske minoriteter" Sådan skriver Rikke Andreassen (Stuerent? s. 148), altså stadigvæk en intellektuel manøvre, i tillid til at fornuft kan ændre noget. Det ligger helt i tråd med oplysningstidens store idealer. Hertil er kun at sige at det allerede er blevet forsøgt i mange år. Men DF's tilhængere har ikke flyttet sig og de er blevet flere.

Andre har forsøgt sig med systematisk at udgrænse DF. De er ikke stuerene, sagde man - med rette.  Men DF'ernes antal blev ikke mindre af det. Tværtimod,.det gav næring til den forståelse af "os og dem" som DF i høj grad lever af.

Udtalelser fra visse personer på venstrefløjen f.eks. Karen Hækkerup, Henrik Damsgård, Villy Søvndal, Ole Sohn og Astrid Krag kan fortolkes som om at de forsøger at demontere DF's mærkesager ved selv at udtale sig aggressivt overfor indvandrere, muslimer, bande- og volds kriminelle. Det ser ud som en hasarderet foretagende. De spiller meget højt spil og risikerer at blive fanget ind i den højrepopulisme, de selv vi til livs. Hvordan de skal undgå at demontere det udgangspunkt de selv engang havde, er uvist.

En ikke særlig heroisk eller spektakulær strategi mod højrepopulismen kunne være at fortsætte med at undersøge dens materielle grundlag for derefter at trække det bort. Hvad er det for behov og drømme, der ligger bag de bitre og hadske udgydelser fra højrepopulisterne? Hvad skal der til for at højrepopulisterne kan til at finde sig selv i et socialt- eller klassefælleskab frem for et nationalt fællesskab?

Det er ikke en uundgåelig proces at "sociale frustrationer" skal omsættes til højreorientering. Men det ser sådan ud i Sørensens defaitistiske opfattelse. Venstrefløjen skal selvfølgelig vide at være til stede. Det hjælper ikke stort at sidde og græde over DF's grusomhed, som Curt Sørensen gør. Det hjælper heler ikke at lave politik for de veluddannede lønmodtagergruppers herlighed. Venstrefløjens partier har ikke forstået de marginaliserede lønmodtagergruppers faktiske behov for tryghed og fremdrift. Det har kostet dyrt. Foreløbig otte år med VKO.