MEGET MERE DEMOKRATI
Af Line Barfod

Offentliggjort: 15. juni 2010
Når man lytter til den politiske debat i dag virker det som om reaktionen på den økonomiske krise og finanssektorens kollaps kun handler om et valg mellem stat eller marked. Højrekræfterne holder fast i markedet, mens socialdemokraterne i et vist omfang taler for mere statsmagt. Især mere statslig regulering af finanssektoren. Men ingen taler om hvem som har magten. Ingen taler for mere demokrati.

Klimakrisen og den økonomiske krise er skabt af de få, der har magten i dag. Det reelle alternativ er at give magten til de mange. De som er nødt til at tage hensyn til lokalsamfund og arbejdsplads, fordi de selv er en del af det samfund, de skal forme. "Mer eller mindre demokrati, det er den grunnleggende konflikten mellom venstre og høyre." Sådan beskriver Audun Lysbakken og Ingvar Skjerve situationen i dag i den norske bog: "Deltakerne - En reise i demokratiets framtid" fra forlaget Manifest.

Dette indlæg er stærkt inspireret af denne bog, der sagtens kan læses af danskere, men jeg håber alligevel at nogen vil tage initiativ til at udgive den på dansk og meget gerne tilføje danske eksempler på deltagerdemokrati. Audun Lysbakken har i flere år været næstleder i SV i Norge og siden valget i 2009 ligestillings- og integrationsminister.

Bogen kommer med en række eksempler på deltagerdemokrati. Forfatterne har rejst rundt i verden og mødt mennesker, som har bestemt sig for at de vil være deltagere i samfundet og derfor har taget magten i egne hænder.  Nogle steder har de overtaget eller opbygget en virksomhed, andre steder har de lavet en demokratisk budgetproces i kommunen, så borgerne er med til at diskutere prioriteringerne.

Nysocialisme?
"Venstresiden har ingen klar visjon for framtidssamfunnet i dag, og den vet ofte bedre hva den er mot, enn hva den er for. Så lenge det er slik, vil vi heller ikke kunne samle styrke til å gjenreise en slagkraftig bevegelse." skriver forfatterne s. 202.

Når man ser venstrefløjen og socialdemokraterne i Europa i dag er det tydeligt, at der mangler et klart projekt for, hvad man vil. Velfærdssamfundet var på mange måder kulminationen af Socialdemokraternes projekt og med nyliberalismen og Sovjetunionens fald var det svært at se hvad der så skulle ske. Den såkaldte tredje vej, som Blair og andre stod for har også spillet fallit. Men venstrefløjen har heller ikke været særlig gode til klart og tydeligt at forklare, hvad vi egentlig vil, når vi taler om socialisme.

Forfatterne taler for "et nytt socialistisk prosjekt, som vil utvide folkestyret og øke dets makt over samfunnsutviklingen. Etter nyliberalismen er tiden inne for nysocialismen: et redskap for å gjøre folk til deltakere i stedet for tilskuere." (s. 203). De mange eksempler fra forskellige byer i verden viser at det kan lade sig gøre at deltagerne tager magten. De eksempler mener forfatterne giver løfter om et andet samfund. Hvis de kræfter slippes løs vil de kunne være grænsesprængende radikale. Løfterne er for det første at demokratiets rækkevidde kan udvides til også at omfatte arbejdspladserne og erhvervslivet. For det andet at politisk magt kan blive allemandseje. Når mange er med til at påvirke beslutningerne - og især de som påvirkes af beslutningerne, og når de folkevalgte står til ansvar overfor vælgerne, så får vi bedre beslutninger. For det tredje at vi faktisk kan mobilisere demokratisk forandringskraft.

En demokratisk forandring kræver venstrefløjspartier som er i daglig kontakt med almindelige mennesker. Det kræver en fagbevægelse som er radikal og uafhængig og som tør stille politiske krav som fagbevægelsen i Norge gjorde op til valget i 2005. Men det kræver også at vi har modet til at gå i gang. At vi støtter oprettelsen af arbejderejede og forbrugerejede virksomheder. At vi går i gang med demokratiske beslutningsprocesser - først og fremmest omkring budgetterne ude i kommunerne.

Forfatterne taler ikke om at lave nye skrivebordsprojekter, som beskriver hvordan vi tror et socialistisk samfund vil se ud om måske mange år. De beskriver heller ikke hvordan en revolution, en grundlæggende samfundsforandring vil finde sted. I stedet foretager de en rejse, hvor de ser på udvidelse af demokratiet, på arbejderstyrede virksomheder og deltager-demokrati. De beskriver IT-selskabet Kantega ved Trondheim i Norge og MCC i Baskerlandet (en af verdens største arbejderejede virksomheder med 103.731 medarbejdere i 2007), kommunalarbejdere i Newcastle i UK og rengøringsarbejdere i Moss i Norge, deltagende budgetproces i Sevilla i Spanien og nye former for demokrati i Porto Alegre i Brasilien. Når man læser de mange eksempler får man lyst til selv at gå i gang med at indføre lignende tiltag rundt om i Danmark.

Jeg er usikker på om vi skal begynde at bruge et begreb som nysocialisme. Men det afgørende er at få taget debatten om, at vi mener socialisme betyder meget mere demokrati. Og ikke bare at staten skal have mere magt. Der findes alt for mange eksempler på at mere statsmagt absolut ikke fører til mere demokrati. I Grønland er det omkring 90 % der formelt styres af staten. Det meste via statsejede selskaber som fx Royal Greenland. Men det er absolut ikke særlig demokratisk og har heller ikke ført til hverken stor demokratisk deltagelse eller lighed i samfundet. Faktisk er uligheden i Grønland større end i USA, især fordi man har flad skat. Derfor har venstrefløjspartiet IA der i 2009 fik 47 % af stemmerne ved valget og derfor kunne danne den første regering uden socialdemokraterne, Siumut, nogen sinde i Grønlands 30-årige demokratiske historie, en kæmpe udfordring med at finde ud af, hvordan man skal ændre samfundet.

Energiselskabet i Grønland var et stort statsligt ejet selskab, styret fra hovedstaden Nuuk og der gjaldt den samme pris i hele landet. For nogle år siden valgte den daværende regering med Siumut og IA at gøre den enkelte kommune ansvarlig for deres lokale energiforsyning. Og det førte til at man fx i en kommune opdagede at den lokale direktør fik en løn på 1 mio. kr. og ny bil hvert andet år, hvilket er en kolossal høj løn efter grønlandske forhold. Og en anden kommune glædede sig til, at de selv kunne bestemme at det lokale kraftværk skulle udbygges, så de kunne sikre at der både kunne være energi til boligerne og til den fiskefabrik de gerne ville have til byen, for at kunne få nogle arbejdspladser. Men samtidig kom der stigende energipriser mange steder, som gav store problemer for mennesker med lave indkomster.

I det hele taget er selve ejerformen ikke nogen garanti for deltager-demokrati. Teleselskaberne i Danmark var forbrugerejede, men alligevel lykkedes det at omskabe dem til aktieselskaber og sælge dem. Nu ejes TDC af en kapitalfond der kun er interesseret i at tjene mest muligt til aktionærerne og ikke i at gavne de danske borgere, fx ved at sikre hurtige internetforbindelser til alle borgere. Det understreger for mig, at vi er nødt til ikke kun at se på hvem der formelt ejer virksomhederne og værdierne i samfundet, men også på hvordan vi sikrer at borgerne bliver ved med at opføre sig som ejere og løbende diskuterer og involverer sig i driften.

De danske andelsselskaber er et andet eksempel. Det er jo et af de fremmeste eksempler på demokrati at bønderne i 1800-tallet gik sammen og oprettede mejerier, slagterier osv., hvor man stemte efter hoveder og ikke efter høveder. Altså at hver bonde havde én stemme uanset hvor mange køer eller svin han ejede. Hvilket var et grundlæggende andet og langt mere demokratisk princip end aktieselskaber, hvor man har et antal stemmer efter hvor mange aktier man ejer. Men efter anden verdenskrig ændrede andelsselskaberne sig grundlæggende uden at man formelt ændrede på ejerformen. Det blev i stigende omfang en målsætning at blive så stor som mulig og det blev i høj grad professionelle direktører og akademikere der reelt overtog magten. I dag er det svært at se forskel på en kæmpemejerikoncern som Arla, der formelt er et andelsselskab, og en ølkoncern som Carlsberg, der er et aktieselskab.

Derfor tror jeg vi skal forsøge at uddrage erfaringer fra udviklingen. Noget af det jeg selv tillægger betydning er at enheder ikke må blive for store. Det skal være til at overskue for den enkelte hvad der egentlig foregår. Og der skal helst også være en klar lokal forankring. Og så skal der være en bevidsthed om at det ikke er nok at se på økonomien her og nu, på bundlinjen i det enkelte regnskabsår. Ligesom vi har lært at man også skal se på miljøet/klimaet, så skal vi lære at man også skal se på hvordan mennesker og demokrati har det.

Og vi skal udvikle måder at styre såvel virksomheder som den offentlige sektor, som faktisk inddrager både borgere, ansatte og brugere. Her er de eksempler forfatterne har med i bogen en god inspirationskilde.

Markedsstyring
Vi har med privatiseringen af den offentlige sektor og New Public Management set hvordan markedsstyringen grundlæggende har ændret vores måde at tænke på.

Regeringen og Dansk Folkeparti har gennemført en tvangsprivatisering overfor kommunerne. Økonomi- og erhvervsministeren var for nylig ude med en melding om, at det var en fejl at privatisere lufthavnen og TDC. Det er gået op for ham, at private virksomheder ikke tænker på samfundets interesser, men på at tjene flest mulige penge. Det er jo helt rigtigt. Det er det, der er formålet med private virksomheder. Hvis det er aktieselskaber, er det sådan, at de ifølge lovgivningen skal tænke på at tjene flest mulige penge. Det er det, de er forpligtet til.

Der er en grundlæggende forskel på, om det, man først og fremmest skal interessere sig for, er at tjene flest mulige penge til sine aktionærer, eller om det, man først og fremme skal interessere sig for, er, at alle borgere får en god velfærd, og at man bruger skatteborgernes penge bedst muligt.

Det, der sker, når man bruger private virksomheders måder at agere på inden for velfærden og forsøger at ændre hele vores velfærdssamfund til at skulle agere som en privat virksomhed, er ikke bare, at det bliver meget dyrere, ikke bare at det bliver meget dårligere, men også, at det ændrer hele den måde, man tænker på. Pludselig skal de ansatte ikke tænke på alt det, de har lært i deres uddannelse, ikke tænke på, hvordan de gør deres arbejde bedst muligt, hvordan de tager sig bedst af børnene, hvordan de tager sig bedst af de ældre, hvordan de tager sig bedst af de syge. I stedet skal de tænke på, hvordan man tjener flest muligt penge.

På børnehaveområdet skal de tænke på, hvordan de får flest mulige af de børn, der bedst kan bestå en sprogtest, og holder de børn ude, som er for dyre og kræver for mange ressourcer. På ældreområdet skal de tænke over, hvordan de bedst sørger for at kunne udføre ydelsen så hurtigt som overhovedet muligt, nå så mange som muligt så billigt som muligt og sikre, at de hos dem, der har stærke pårørende, der råber op, bruger den tid, der skal til, for at de pårørende ikke råber op, og så må de lade være med at bruge så meget tid hos dem, som faktisk har behov for det, men som ikke har stærke pårørende, der kan råbe op.

Også i skolerne skal man tænke på, at man skal have børn der kan bestå de test, der gør, at der kommer flere børn, der udløser flere penge i taxameterordningerne. Eller også skal man, som man ser det i gymnasierne, have de retninger, der kan tiltrække flest mulige af de ressourcestærke elever. Det bliver ikke længere et spørgsmål om, hvad der er bedst for samfundet, hvad der er bedst for de borgere, vi har, hvordan vi skaber de bedste muligheder for vores børn, og hvordan vi bruger fagligheden bedst. Man skal tænke på en helt anden måde.

Vores offentligt ansatte bliver ødelagt ikke kun af, at de skal løbe stærkere, men også af, at man siger til dem, at de ikke må bruge deres faglighed. Og hvis de så tillader sig at råbe op og sige, at det, man gør her, simpelt hen er ødelæggende og nedbrydende - at det gør, at de ikke kan sørge for, at der er en god behandling af patienterne på sygehusene, og at det gør, at de ikke kan sikre en god folkeskole - ja, så får de mundkurv på, får at vide, at de slet ikke må fortælle om det, og at de i øvrigt slet ikke skal bekymre sig om, hvorvidt man nu kan leve op til at gøre tingene ordentligt. De skal kun bekymre sig om at føre det serviceniveau, som politikerne har fastlagt, ud i livet.

Det er altså en total nedbrydelse af hele den måde, vi ellers har bygget vores velfærdssamfund op på, og af hele den faglighed, vi har uddannet vores offentligt ansatte til at have, man laver ved at gå ind og sige, at det offentlige skal styres som en privat virksomhed, som om det var en pølsefabrik eller et supermarked, der sælger tomater. Derfor gør konkurrenceudsættelsen langt mere ondt end bare det, at det koster en masse penge og skaber en masse bureaukrati. Det er også fuldstændig nedbrydende for de mennesker, der bliver tvunget til at arbejde i det, og det fjerner den demokratiske styring, det forandrer os fra at være borgere, der på demokratisk vis kan bestemme, hvordan vi synes det skal være, til at være forbrugere, hvor de rige forbrugere så har noget at vælge imellem - men jo stadig væk ikke mange muligheder - mens de fattige ikke har nogen valgmuligheder, for de kan ikke bare gå hen og flytte deres børn til en dyrere børnehave, hvis de er utilfredse med den offentlige.

Stop forråelsen - tag ansvar!
Der er et aspekt af de senere års udvikling som ikke er med i bogen, måske fordi det ikke er helt så grelt i Norge som i Danmark. Men jeg mener det hører med, når vi diskuterer udviklingen i forhold til demokrati og hvad vi skal gøre. Jeg mener der er sket en forråelse i Danmark i de senere år. Her er nogle eksempler:
  • Danmark er nu et land, der deltog i en ulovlig krig i Irak.
  • Danmark er nu et land, der åbent medvirker til tortur ved at sende oplysninger om mennesker til regimer, der bruger oplysningerne under tortur og ved at sende mennesker til lande, hvor vi ved at der er risiko for at de bliver udsat for tortur.
  • Danmark er nu et land, hvor børn bliver vækket midt om natten i en kirke af kampklædt politi og familier skilt ad.
  • Danmark er nu et land, hvor fredelige demonstranter der sidder på jorden bliver gennemtævet af politi med knipler og peberspray.
  • Danmark er nu et land, hvor psykiatriske patienter, selv børn, bliver lagt i spændetrøje flere hundrede gange om året.
  • Danmark er nu et land, hvor udenlandske kvinder bliver holdt som slaver og voldtaget flere gange dagligt.
  • Danmark er nu et land, hvor udenlandske arbejdere bliver groft udnyttet - i nogle tilfælde så groft at der reelt er tale om slaveri.
  • Danmark er nu et land, hvor syge mennesker, der er ved at dø af kræft, skal tvangsaktiveres.
  • Danmark er nu et land, hvor gamle mennesker vækkes midt om natten for at blive tvangsbadet.
Og jeg kunne blive ved, for listen over forråelsen er desværre meget længere. Hvordan er det kommet dertil? Jeg tror vi har fået skabt et meget umenneskeligt samfund, hvor det stort set kun er penge og snæver økonomisk effektivitet der tæller.

Hvad kan vi gøre, alle vi der ønsker et samfund baseret på menneskelig omsorg og tillid, et samfund hvor anstændighed, medmenneskelighed og humanisme ikke er skældsord, men noget vi stræber efter?

Jeg tror at det er afgørende at vi hver især begynder at tage ansvar. Længe nok har vi lagt alt ansvar på systemet, "det er de andres skyld" svarer regeringen, hver gang de bliver konfronteret med, at noget er galt. "Jeg følger bare loven og gør som jeg får besked på" siger de ansatte.

Men vi andre gør også ofte det, at vi kræver at andre skal løse problemet. "Du får steg i himlen kammerat", sagde de kristne engang og indtil da skulle vi bøje nakken. I dag siger vi, der vil en anden udvikling: "Når vi får en ny regering, så .." Men med mange ting kan vi ikke vente på en ny regering. Og det bliver ikke så meget anderledes på det lange sigt, hvis vi ikke begynder selv at tage ansvar. Og at støtte dem der tager ansvar.

Bygningsarbejderne har gjort det længe. De venter ikke på en ny regering, men går ud og prøver at organisere de udenlandske arbejdere og blokerer byggepladserne for at sikre lige vilkår. Så alle får en ordentlig løn og har sikre arbejdsvilkår. Kirkeasyl ventede ikke, de tog sig af de udviste irakere og viste fredeligt deres protest mod umenneskelig udvisninger. For nylig sagde plejepersonalet på et plejecenter op i protest mod at skulle tvangsbade gamle mennesker om natten.

Når mennesker tvinges til at arbejde så hårdt, at de slet ikke har tid til at tænke og ofte heller ikke tid til spisepause, nogen gange endda ikke tissepause, så er det svært at få tid til at tænke. Til at mærke efter, hvad det egentlig er man er i gang med. Når man tvinges til at behandle andre mennesker som varer og selv behandles som en maskine, så er der stor risiko for at man ender med at miste en del af sin menneskelighed, hvis ikke man får sagt fra.

Vi ved at mange af de, der har optrådt som bødler igennem historien ikke har været onde mennesker, men er blevet ødelagt af det, de blev sat til at gøre ved andre. De amerikanske soldater i Abu Graib var ikke taget til Irak for at ydmyge irakere, men de var i en ekstrem situation og gjorde ekstreme ting. I mindre målestok er det samme gældende for mange i Danmark. Derfor skal vi have sat arbejdstempoet ned. Vi skal sikre at alle og især de der har ret til at udøve magt over andre, får en meget grundig uddannelse og løbende efteruddannelse i etik og moral og deres ret - og pligt - til at sige fra.

Hvis vi er tilstrækkeligt mange der tager ansvar og står åbent frem, så bliver det svært for regeringen at forhindre os i det. Vi bliver nødt til at indse, at demokrati og menneskerettigheder ikke er noget, der er opnået, og som vi så bare har. Det er konstant under pres, og vi skal hele tiden lære nye generationer, hvorfor det er så afgørende at slås for og hvorfor der også er brug for at få meget mere demokrati.

Vores ansvar
Jeg mener problemerne i høj grad skyldes at vi igennem flere generationer har opbygget systemer til at tage sig af vores dagligdag og vores problemer. Fagforeninger, ældrepleje, skoler, børnehaver, socialkontorer osv. Men vi har glemt at sikre demokratiet. Vi har glemt at sikre, at vi selv var med i beslutningerne. Glemt at sikre at det var "vores skoler", "vores sygehuse" osv.

Så rigtig meget er nu blevet solgt eller lukket. I mange lokalområder har man mistet bibliotek, skole, busrute, butik og alt det andet der er nødvendigt for at have et velfungerende lokalsamfund.

Vi er nødt til ikke bare at stille krav til at systemet, men selv begynde at skabe forandringer. Vi skal tage fat i vores lokalområde og finde måder, hvor alle bliver inddraget i beslutningerne. Hvor vi opbygger et fælles ansvar.

I det små sker det flere steder. Jeg bor selv på Nørrebro og da bandekrigen tog fart med mange skyderier i efteråret 2008 og foråret 2009 kom der mange lokale initiativer. Regeringen blev ved at tale om mere politi. Men Københavns kommune lyttede heldigvis til borgerne og nøjedes ikke med at sætte ind med flere socialarbejdere, hvilket bestemt var vigtigt, men indkaldte også til et stort borgermøde, hvor over 700 deltog. Vi blev inddelt i en række mindre grupper, der hver kom med en masse ideer til hvad vi kunne gøre. Og kommunen afsatte både personale og penge til at støtte de mange initiativer. Jeg er selv med i et forældreinitiativ, "Vi vil bo her sammen - alle sammen", hvor vi tog gaderne tilbage med kaffe, kager og blomster, hver gang der var blevet skudt. Og vi har holdt to store gadefester og fået opsat en skulptur - Nørrebros Hjerte af Bjørn Nørgaard - der er lavet af de våben politiet indsamlede under frit lejde aktionen sidste år. En anden aktivitet er at Rådmandsgade skole nu hvert år holder en "gadefejerdag" hvor alle skolens elever går ud og samler skrald i gaderne omkring skolen. Håbet er at det får børnene til at føle et større ansvar for, at der er pænt i kvarteret.

Der er også nogle landsbyer, hvor man går sammen om at sikre at der kommer udvikling i stedet for afvikling. Banken Merkur og andre små andelskasser forsøger at sikre banker, der først og fremmest skal tænke bæredygtigt i forhold til en sund bankforretning, frem for at tænke på størst udbytte til aktionærer og bankdirektører. Medarbejderstyrede virksomheder som Egen Vinding & Datter og Logik & Co. viser at det kan lade sig gøre at lave bæredygtige byggeprojekter. En lang række andelsejede og fondsejede små mejerier har banet vejen for produktion af økologiske høj kvalitets fødevarer.  Og det var jo bønder der selv begyndte at dyrke økologisk og andre der selv begyndte at producere vindmøller som banede vejen for at vi i dag kan sige, at det kan lade sig gøre med økologisk produktion og med vedvarende energi.

Meget mere demokrati - hvordan ?
Hvad enten vi kalder det nysocialisme, socialisme, eller bare siger at vi skal have meget mere demokrati her og nu, så er vi nødt til at få udviklet de helt konkrete forslag. Vi skal både kunne komme med forslag her og nu i en lokal kamp, meget gerne forslag som vi også selv er med til at gennemføre i virkeligheden. Og vi skal kunne stille forslag overfor kommunalbestyrelse, regionsråd og i folketinget. Ligesom vi skal udvikle krav der styrker demokratiet internationalt.

Klimakrise og økonomisk krise kan kun løses ved meget mere demokrati. Det understreger at vi for alvor skal have konkretiseret vores forslag. I forhold til klimakrisen har Enhedslisten fremlagt en klar plan for hvad der skal ske for at vi kan gå over til vedvarende energi og få nedbragt vores energiforbrug i Danmark. Men der ligger en kæmpe opgave i at få det gennemført i praksis. Og det kan kun ske ved meget mere demokrati. Vi har også en række forslag til hvordan vi får skabt jobs og hvordan vi får de rige til at betale mere, så vi kan dække hullet i statskassen. Men også det skal gennemføres i praksis.  

Jeg er enig med forfatterne i, at vi i mange tilfælde er langt bedre til at sige hvad vi er imod, end hvad vi gerne vil. Særlig når det kommer til styringen af den offentlige sektor har vi en stor udfordring i at blive konkrete. Vi skal kunne sige helt konkret hvad vi vil, når vi får et nyt flertal i folketinget. Og vi skal helst komme med så gode forslag, at vi kan få stor opbakning til dem.

Vi skal have udviklet vores forslag til en demokratisk styring af den offentlige sektor. En styring som bygger på ideen om, at reel indflydelse, ansvar og tillid til medarbejdere, brugere og borgere giver de bedste muligheder for at samfundets og institutionernes resurser (økonomisk og menneskeligt) bliver brugt mest hensigtsmæssigt i forhold til deres formål. Det mest oplagte er selvfølgelig at de ansatte selv lægger deres vagtplaner, så de tilpasses de mennesker der skal arbejde i dem og den virkelighed som medarbejderne kender. Men demokratiet skal udvides langt mere end det.

En af de helt store udfordringer er hvordan vi skal fordele pengene mellem stat, regioner, kommuner; mellem forskellige sektorer og institutioner. Vi ved at vi er imod taxameterordninger, men hvordan skal vi så fordele pengene? Jeg tror vi skal gå over til faste, flerårige bevillinger. Så fx en børnehave ved at de har den samme bevilling (med løbende pris- og lønfremskrivning) igennem flere år uanset om der bliver lidt flere eller lidt færre børn. Det giver mulighed for at langtidsplanlægning, fastholdelse af personale, løbende efteruddannelse osv. Hvis der så kommer en mere permanent ændring i børnetallet i børnehaven, så må man politisk tage stilling til om den konkrete børnehave skal have flere eller færre penge. Og ligesådan hvis man mener der skal ske en øgning af kvaliteten. Det kan være en engangsudgift som en ny legeplads eller et permanent løft. Og børnehaven kan så inden for deres budget selv bestemme, hvad pengene skal bruges på.

Børnehaver og alle de mange andre institutioner, skoler, universiteter, sygehuse, biblioteker osv. skal have en langt mere demokratisk ledelse end i dag. Medarbejdere og brugere - og i nogle tilfælde forældre eller andre pårørende - skal have reel indflydelse og ansvar. Ikke kun på pæne dokumenter og rapporter, men også på dagligdagen. Der skal selvfølgelig være nogle minimumskrav i lovgivningen og noget kontrol med at lovene overholdes, men det store kontrol- og dokumentationshysteri skal afskaffes. Udfordringen er område for område at få gennemgået, hvilken kontrol der er fornuftig og hvilken der bør afskaffes. Fx mener jeg arbejdstilsynet er en meget vigtig kontrol på alle områder.

Det bliver en lang hård kamp, også med et nyt politisk flertal på Christiansborg, at få ændret grundholdningen blandt politikerne om, at det er vigtigere og bedre at borgerne har råd til flere ting i privatforbruget, end at vi har gode børnehaver, skoler og sygehuse. Det der tidligere har drevet udviklingen i velfærden har været den store grad af demokrati og selvstyre i kommunerne. Borgerne har i stort omfang presset på for at få løst flere og flere opgaver af kommunerne og har så været villige til at betale mere og mere i skat. Det var derfor Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen først og fremmest sørgede for at få stoppet denne demokratiske proces ved at gennemtvinge skattestoppet og loftet over de kommunale udgifter.

Noget af det vigtigste at få igennem under et nyt flertal bliver derfor at udvide det kommunale selvstyre både i form af ændret lovgivning og bedre økonomiske rammer. Men også ved at vi aktivt i kommunerne begynder at stille krav om mere demokrati. Både medarbejdere og borgere skal konkret lave projekter, hvor man selv styrer.

En af udvidelserne af demokratiet tror jeg skal være lokalråd. Vi skal arbejde for at man i bydele i de store byer, i landsbyer og i mindre byer i større kommuner opretter lokalråd og løbende kræver at få lov at bestemme mere og mere.

Vi skal sikre at der kommer penge til lokale initiativer, som man fx gør med kvarterløftprojekterne. Ikke kun i en kort projektperiode, men faste bevillinger til forskellige initiativer og foreninger. Der er brug for rigtig meget frivilligt arbejde, græsrodsarbejde. Men det kræver ofte en lille smule støtte til fx det administrative arbejde og lidt penge til aktiviteter.

Ret til at kræve lokale folkeafstemninger, borgermøder og især borgerinddragelse i budgetprocessen, som der er eksempel på i bogen, er også væsentlige led i at skabe meget mere demokrati.

Folketinget har det jo med at blande sig i alle mulige detaljer i kommunerne. Det er der mange grunde til, men jeg tror at en af løsningerne er at ændrer folketingets arbejde, så man deltager langt mere i internationale organisationer. I dag træffes der jo internationalt beslutninger med meget stor direkte betydning for borgerne. Men det bruger man stort set ingen tid på i Folketinget. Vi bør arbejde for at langt flere internationale, herunder EU-sager diskuteres i folketingssalen, så regeringen får et mandat med fra folketinget, når forhandlingerne begynder. Hvis folketinget for alvor engagerer sig i de internationale beslutninger, så bliver der mindre tid til at blande sig i kommunerne. Men der skal nok også flere andre tiltag til.

Vi kommer også til at møde modstand fra "direktionspartiet" de mange djøf'ere, konsulenter og mange andre, som lever af de mange styringsinstrumenter, der bruges i dag som led i New Public Management. Hvis vi vil gøre op med resultatkontrakter, konsulentrapporter, minutrapportering osv., så står de jo lige pludselig uden arbejdsopgaver. Udover at en stor del af dem jo selv tror på at det virker. Så vi skal have forslag til hvad disse mennesker skal sættes til i stedet. Vi skal jo have noget økonomistyring og noget dokumentation, men det vil nok kræve en del omskoling, da det skal udformes så det kan bruges i en langt mere demokratisk proces. Og der vil formentlig være behov for færre af den type jobs.

Ligesom der jo også i andre sammenhænge bliver nogle jobs der bliver overflødige, eller ændret så meget i indhold, at nogle af de nuværende ansatte vil foretrække et andet job. Derfor tror jeg vi skal se på om vi kan få en langt mere effektiv jobformidling, måske kombineret med en langt større tryghed for at når man er ansat i det offentlige, så kan man også regne med at have et job, ikke nødvendigvis det samme job, men dog et job. Der er jo hele tiden tusindvis af jobs der skal besættes i den offentlige sektor, så hvis der bliver afsat ressourcer til bedre uddannelse, omskoling mm sammen med dygtige jobformidlere, så burde det kunne lade sig gøre at finde jobs til stort set alle.

Hvis man har tryghed i sit job er der jo langt større sandsynlighed for at man tør deltage i demokratiet.

Et andet element i meget mere demokrati er at sikre ytringsfriheden. Det er afgørende at offentligt ansatte deltager i den offentlige debat med deres viden. Derfor tror jeg også at det får stor betydning, at vi har fået S, SF og R med på vores forslag om et nævn der skal sikre offentligt ansattes ytringsfrihed - og ikke mindst at der skal være omvendt bevisbyrde, så hvis en offentlig arbejdsgiver fyrer en medarbejder, der har brugt sin ytringsfrihed, så er det arbejdsgiveren der skal bevise, at fyringen ikke skyldes ytringerne.

Et væsentligt element i meget mere demokrati er for mig at gøre op med 0-fejlskulturen. Det er rigtig vigtigt at turde eksperimentere og prøve nye veje, med risiko for at det nogle gange går galt. Og det er vigtigt at turde erkende når der bliver begået fejl, så man kan lære af dem og prøve at undgå at begå dem igen. Ligesom det har stor betydning for borgernes tillid, at offentlige systemer erkender fejl. Rigtig mange af dem der klager gør det først og fremmest for at få en undskyldning og med et håb om at man så lærer af fejlen. Og ikke fordi de vil have erstatning.

Vi skal også arbejde på at få ændret hele tankegangen, så man kommer væk fra kassetænkning og i stedet ser på betydningen for hele mennesket, eller hele familien, eller hele samfundet. I dag er sagsbehandlere ofte mest optaget af at få afsluttet en sag. Men om det så løser problemet er ikke vigtigt. Ofte flytter problemet bare hen til en anden kasse eller et senere budgetår.  

Ledelse bliver jo diskuteret meget. Vi skal også have diskuteret hvordan vi forestiller os demokratisk ledelse. Herunder også hvordan vi får en mere direkte kontakt mellem ledere og medarbejdere på skoler, institutioner, i hjemmeplejen osv. og politikerne, uden at de først skal igennem en række mellemledere.

Men vi skal også diskutere indholdet i hvad demokratiet skal handle om. I dag er der en lang række begrænsninger på hvad kommunerne må. Og regionerne må stort set ingenting. Det skal vi have ændret. Først og fremmest skal hele systemet med kommuneaftaler og regionsaftaler med detailstyring og strafsanktioner grundlæggende ændres. Så der gives faste overordnede rammer som kommuner og regioner kan handle indenfor. Og regionerne skal have skatteudskrivningsretten tilbage. Men der skal også være ret til fx at gå ind i lokal produktion. Så en kommune eller region kan lave aftaler med fx lokale fødevareproducenter om at købe deres madvarer. Eller med et lokalt IT-firma om at udvikle et computerspil til undervisningen. Eller med et universitet og en lokal mindre virksomhed om udvikling og produktion af medicin eller hjælpemidler. Eller med en butik i en landsby om også at stå for nogle af de offentlige funktioner og få lidt støtte fra kommunen, så man fortsat har en butik i landsbyen.

Demokratiet starter med det, vi gør
Demokrati er jo ikke kun noget vi skal kræve af andre. Historien viser os tydeligt, at vi også selv skal være demokratiske. Jeg mener vi i Enhedslisten er kommet et langt stykke ad vejen med at udvikle en venstrefløjspolitik med meget mere demokrati. Vi har principperne om rotation for både ansatte og politisk valgte, såvel internt i partiet som i folketinget. Vi har det grundlæggende princip om at vi ikke indgår studehandler i politik. Vi stemmer for den mindste forbedring og mod den mindste forringelse. Vi holder fast i at det er afgørende med et levende medlemsdemokrati. Vores årsmøder skal ikke kun være tv-kulisse, men et sted hvor vi tager reelle politiske diskussioner. Og med beslutningen sidste år om at sætte gang i en dobbeltorganisering, hvor alle medlemmer med tiden ikke kun vil være organiseret i deres lokalafdeling ud fra hvor de bor, men også i et fagligt netværk ud fra det de bruger deres tid på, skaber vi et grundlag for at kunne være aktive på en helt anden måde i både arbejdskampe, faglige diskussioner om såvel fagforeningsarbejde, som den faglige indholdsmæssige udvikling i faget og kunne medvirke til at igangsætte forsøg med helt nye måder at organisere sig på. Men vi kan stadig komme meget længere i udviklingen, så det ikke kun er få aktive, der er godt inde i tingene, der reelt træffer en stor del af beslutningerne, men vi sikrer at meget mere bliver diskuteret bredt af de fleste medlemmer, så alle får mulighed for at deltage. Det giver os det bedste grundlag for at gå ud og få flere med.

Vi skal ikke sidde og vente på at der kommer en revolution til os fra andre (så risikerer vi også at det bliver en fascistisk revolution, som vi så i 30'erne). Vi skal gå i gang med at skabe forandringer. Lade så mange som muligt opleve, at de faktisk selv kan forandre ting. At de er i stand til selv at bestemme og ikke behøver at adlyde ordrer oppefra. Det er det bedste grundlag for at skabe den grundlæggende samfundsforandring, den revolution vi ønsker. Bogen er en god inspiration og jeg håber mange vil læse den og gå i gang ikke kun med en debat, men også med at skabe forandringer.