Målet er forandring – om ledelse og demokrati i socialistiske organisationer
Af Thor Möger Pedersen & Kasper Bjering Jensen

Offentliggjort: 15. juni 2010
Diskussionen om hvordan vi i arbejderbevægelsen opbygger vores organisationer er præcist så gammel, som bevægelsen selv. De brugbare svar i diskussionen ændrer sig løbende med det samfund vi organiserer os i. At tro at fortidens gode svar virker for altid, er naivt. Den diskussion som finder sted aktuelt i SF om organisationens udformning (bl.a. med tidligere bidrag i Kritisk Debat af Eva Dragheim og Bent H. Jørgensen) er således en helt naturlig del af det at være at socialistisk parti, med rødder i arbejderbevægelsen.

Som udgangspunkt er det vigtigt at vi som socialister holder os for øje, at vores organisation aldrig er et mål i sig selv. Et parti kan godt få karakter af en demokratisk legeplads, hvor hovedparten af energien bliver brugt på interne processer om "partiets politik". Men hvis ikke disse processer får nogen indvirkning på verden omkring partiet, har de været særdeles nyttesløse. For et socialistisk parti er det altid forandringen af samfundet der kommer i forreste række.

Derfor afviser vi også at diskutere SF's organisation med udgangspunkt i et indadvendt begreb som "topstyring". Dels er det yderst uklart hvad ordet egentlig betyder (måske bruges det blot i manglen på andre skældsord). Dels bør diskussionen ikke handle isoleret om for eller imod bestemte beslutningsgange, men om hvad der driver vores udadvendte politiske projekt fremad.

Vi mener at udviklingen af SF's organisation må tage udgangspunkt i to grundvilkår. Det første er at der må være en vis enhed i handling. Man kan brænde utroligt meget energi af på at trække i mange forskellige retninger, uden at man dermed flytter noget nogen som helst steder hen. Bruger man derimod sin energi på at trække i samme retning, kan man flytte selv store læs langt.

Enhed i handling opstår ikke af den blå luft, men er først og fremmest et spørgsmål om ledelse. Partiet må have et centrum, som er i stand til at koordinere vores træk. Det gælder i første omgang Folketingsgruppen, som uanset hvad har at optræde disciplineret og entydig. Vi har ikke højt betalte parlamentarikere fordi de skal realisere deres egne kæpheste, men fordi de skal trække ekstra hårdt i vores fælles retning.

Men det kræver også et vidst mål af disciplin i medlemsorganisationen. Det være sig i såvel landsledelse, som partiforeninger og helt nede hos det enkelte medlem. I SF har vi ikke - og vi ønsker os ikke - strukturelle redskaber til at tvinge organer og enkeltpersoner til at "rette ind". I stedet må vi have en organisationskultur, hvor vi trækker i samme retning, fordi vi er overbevist om at det er den eneste vej til at nå vores mål - forandringer af samfundet. Også en enhedskultur i medlemsorganisationen kræver ledelse, som anviser en konkret retning man kan følge.

Det andet vilkår vores organisationsudvikling må tage udgangspunkt i, er effektivitet i beslutninger. Vi skal ikke gøre os kloge på om politik i gamle dage gik langsommere - men vi ved at moderne politik foregår i et tempo, hvor der skal træffes mange beslutninger på kort tid. Det betyder at en hel del beslutninger må træffes før de kan vendes i en meget bred inddragende proces. Dette stiller store krav til medlemsorganisationen om i god tid at udstikke klare målsætninger, rammer og mandater for den daglige ledelse, som skal træffe disse daglige beslutninger.

Et konkret eksempel på dette er SF's mål om at danne regering med Socialdemokrater­ne når der opstår et nyt flertal i Folketinget. Beslutningen blev truffet på SF's landsmøde i 2007 og er siden blevet bekræftet af landsmøde på landsmøde. Hvis en sådan beslutning skal blive til andet end en løs erklæring, kræver det en lang række af delbeslutninger baseret på forhandlinger med Social­demokraterne. De fleste af sådanne er heldigvis ukontroversielle, men enkelte tunge områder som udlændinge-, forsvars-, rets- og skattepolitik kunne forudses at blive problematiske. Derfor besluttede den tidligere hovedbestyrelse allerede tidligt i processen at give disse områder særligt fokus i form af klare forhandlingsmandater, som partiets daglige ledelse har forvaltet, uden at det har givet anledning til bred kritik. Hvis landsmødets mål om en S-SF-regering skal blive virkelighed, havde der næppe været nogen vej uden om dette.

Efter vores mening er grundvilkårene om enhed i handling og effektivitet i beslutninger ikke uforeneligt med et bredt og velfungerende medlemsdemokrati. Men demokratiet tager sig anderledes ud i dag, end det gjorde for bare 10 år siden.

Der er ingen tvivl om at andelen af afstemninger, hvor en bred kreds af medlemmer kan ændre formuleringer i skriftlige beslutninger, er reduceret voldsomt. I stedet er der nu få afstemninger, hvor der træffes mere overordnede brede beslutninger, hvis konkrete udmøntning overlades til mindre organer. Og særligt vigtige er de afstemninger hvor der vælges partiledelse og parlamentarikere, som på det lange stræk er dem der udmønter de overordnede beslutninger.

Det betyder at det individuelle medlem har tabt direkte indflydelse på partiets interne detaljer, men samtidigt at partikollektivet har styrket sin mulighed for indflydelse på samfundets overordnede udvikling. En sådan omprioritering kan man begræde hvis man holdt meget af de interne processer. Vi begræder den ikke. Som socialister er vi søgt ind i et parti for at påvirke samfundet overordnet, ikke for at påvirke partiet i detaljen.

På to punkter har vi dog stadig lang vej i SF's organisation. Vi har endnu ikke knækket nøden om hvordan vi skaber effektiv debat og kommunikation i et moderne parti med 18.000 medlemmer og udsigt til op imod 700.000 vælgere. Og vi har heller ikke endnu knækket nøden om hvordan vi involverer medlemmernes ressourcer i partiets daglige arbejde.

Når disse to nødder skal knækkes, vil det være afgørende at vi fokuserer på morgendagens løsninger frem for gårsdagens. Medlemsdebatten i SF er ikke døet ud, fordi man har nedlagt partiets tidligere medlemsblad. Medlemsblade er en uddøende debatkanal. Dels fordi de er utroligt dyre og dels fordi de simpelthen ikke bliver anvendt. I den moderne organisation må debatten udfolde sig dels i cyberspace og dels i nye typer af face-to-face-møder.

Inddragelsen af medlemmernes ressourcer forsvandt heller ikke, da man besluttede at bløde op i tidligere administrations- og mødetunge strukturer som eksempelvis stående fagudvalg, mv. Disse strukturer havde været stendøde i årevis. Fremtiden bygger formentlig på fleksible og uformelle netværksdannelser, styret direkte af dem der skal trække på dem. Men det gælder for disse som for debatkanaler, at vi stadig har til gode at finde de virkeligt gode løsninger. Men det er altså ideerne og ikke viljen der mangler.

Fremtidens socialistiske parti vil ikke blive vurderet på karakteren af dets interne processer, men derimod på dets evne til gennem konkrete forandringer at påvirke samfundets overordnede udvikling. Heldigvis, fristes man til at sige. Vilkårene er at vi handler i fællesskab og at vi accepterer at de ledere vi selv har valgt, effektivt må træffe beslutninger indenfor målsætninger og mandater som vi selv har givet. Ind i mellem vil de endelige beslutninger ligge langt fra rammen. Sker det i for stort omfang, vil det partidemokratiske svar være at skifte lederne ud. Men en forestilling om at medlemsorganisationen kan føre politikken detaljeret helt uafhængigt af hvem den har sat til at lede, vil ikke føre en moderne socialistisk organisation fremad.