730 dage og regeringens langsigtede strategi
Af Kai Vangskjær

Offentliggjort: 15. juni 2010
Indledning
Regeringen fremlagde den 19. maj 2010 sin "GenopretningsPakke" med undertitlen "Danmark ud af krisen - regningen betalt". Ifølge statsminister Lars Løkke kan regningen blive betalt indenfor 730 dage, dvs. 2 år, hvis man følger regeringens forslag i den såkaldte Genopretningspakke.

Problemet for regeringen er imidlertid at Genopretningspakken ikke indeholder vækstfremmende initiativer, men udelukkende forslag, som med sikkerhed vil få arbejdsløsheden til at stige - regeringen vil nemlig spare os ud af krisen. Det kan ikke lade sig gøre, og slet ikke når de fleste EU-lande forfølger samme strategi. Nedskæringer i den offentlige sektor - dvs. indskrænkning af befolkningernes købekraft - vil derfor virke selvforstærkende nedad på vækst og beskæftigelse[1].

2. Ansvarlighed
Ved fremlæggelsen af Genopretningspakken lagde Lars Løkke megen vægt på at fremstille sig selv som ansvarlig. Den nedskæringspolitik han og regeringen har valgt, er den ansvarlige politik. Alene det forhold at regeringen har mod til at fremlægge upopulære forslag, er tilsyneladende tilstrækkeligt til i egen selvforståelse at betegne sig som ansvarlig. Men når resultatet af Genopretningspakken er uansvarligt - beskæftigelsen vil falde - og når Pakken er skruet sammen af forslag som vender den tunge ende nedad, så kan man sætte et stort spørgsmålstegn ved regeringens såkaldte ansvarlighed.

Ansvarligheden, eller snarere mangel på samme, kommer også til udtryk ved regeringens forsøg på at hænge EU op på de ubehageligheder, som regeringen har foreslået. Man henviser bl.a. til Vækst-og Stabilitetspagtens konvergenskrav mht. 3-pct.- reglen for det maksimale underskud på de offentlige finanser. Bortset fra Luxemburg er der ingen EU-lande, som overholder 3-pct.-grænsen, hvortil kommer at der er store forskelle mellem de enkelte EU-landes økonomiske situation i øvrigt.

En udtalelse fra EU's økonomikommissær om at ikke alle EU-lande skal underkastes en økonomisk hestekur, men at der også er lande - herunder Danmark - som skal øge væksten for at modvirke stigningen i arbejdsløsheden, blev taget meget unådigt op af finansminister Hjort Frederiksen. Han ringede til Bruxelles og straks blev EU's vurdering af dansk økonomi ændret, således at den passede ind i finansministerens verdensbillede, så han fortsat kunne påstå, at vi skal spare os ud af krisen. - Og at kravet kommer fra EU.

Når regeringen farer frem med bål og brand, så skyldes det formentlig også inspiration fra den redningsaktion af den græske økonomi, som stod over for økonomisk sammenbrud og som ikke alene truede med at sprede sig til lande som Portugal, Spanien, Italien, Irland m.fl., men også truede tilliden til den fælles mønt euro'en.

Når VK-regeringen har været så opsatte på at blive omfattet af massive krav om nedskæringer på de offentlige budgetter, så kan man ikke se bort fra, at resultatet heraf vil vise sig at blive en ideologisk imødekommelse af regeringens ønsker om varigt at reducere den offentlige sektors betydning i økonomien, bl.a. gennem øget privatisering, salg af offentlige aktiviteter o.l.

Offentlige underskud og de internationale kapitalmarkeder
Man kan undre sig over at spekulanter fortsat får lov til at skabe store problemer på de internationale finansielle markeder. Da den finansielle krise toppede røg arbejdsløsheden i vejret, firmaer krakkede, virksomhederne indskrænkede deres aktiviteter. De fleste sagde den gang, at det internationale penge - og betalingssystem skulle reformeres og reguleres, for at forhindre en ny finanskrise i at bryde ud. Men hvad er der sket? Stort set ingenting.

En række internationale finansielle institutioner, som var stærkt medvirkende til den finansielle krises udbrud og som blev reddet af statslige midler, jfr. bankpakkerne, fortsætter med at skabe uro på de internationale valuta- og kapitalmarkeder pga. at de offentlige finanser i mange lande er præget af meget store underskud.

I stedet for at indføre nye regler for det internationale valuta- og pengesystem for at få styr på de spekulative kapitalbevægelser og dermed opgive den nyliberalistiske påstand om at det selvregulerende markedssystem medfører størst mulig vækst, så underkaster de fleste lande sig netop dette markedssystem og de signaler som de internationale kapitalmarkeder udsender. Dette er ensbetydende med at de enkelte lande, forfølger en økonomiske politik, som går ud på at skære dybt i den offentlige sektor, med stigende ledighed og store forringelser i velfærden til følge.

Denne filosofi er også VK-regeringens. Derfor fremlæggelsen af "Genopretningspakken", som burde hedde "Regeringens spareplan". Men regeringen skal huske, at "Den politik der sigter på at bevare finansmarkedets tillid, udsætter sig for at miste folkets tillid", sagt af Pierre Bourdieu, nu afdød fransk sociolog.

Det er en kendsgerning, at VK-regeringen langt fra tilhører den meget lille kreds af regeringer, som mener at det er nødvendigt at regulere finansmarkederne[2] for at forhindre fremtidige finanskriser.

Genopretningspakke lig spareplan
Den offentlige sektor, børnefamilier med flere end 2 børn, personer på dagpenge, og hele arbejdsmarkedspolitikken skal holde for.

En af begrundelserne er at de offentlige udgifter er steget stærkt, og at de nu befinder sig på et historisk højt niveau som andel af BNP. Man skal dog gøre sig klart, at denne høje andel ikke afspejler at den offentlige sektor har udvist en unormal høj vækst, men at det afspejler den private sektors kraftige fald.

Begrundelsen for at beskære den offentlige sektor holder altså ikke. Det der burde gøres, er at sætte gang i den økonomiske vækst. 

Regeringen spillede ud med en spareplan på 24 mia. kr. på de offentlige budgetter over de næste tre år, som overordnet indebar:

  • Fastholdelse af beløbsgrænser for skatter i 2011 og 2012 samt fastlåsning af overførsler (dagpenge, folkepension mm.) i kroner og øre. Dette vil give 10,5 mia. kr. i 2013. Der er tale om en kombination af skattestigninger og en real reduktion af overførsler[3]. Det såkaldte "skattestop" må herefter siges at være afskaffet af regeringen selv. Denne del af regeringsudspillet blev dog ændret betydeligt i sidste fase af forhandlingerne.
  • Det samlede offentlige forbrug skal holdes i ro, dvs. de offentlige udgifter skal frem til 2013 kun vokse med pris-og lønudviklingen, hvilket vil give 13,5 mia. kr., som afspejler at der ikke er taget hensyn til udviklingen i demografien bl.a. at der bliver flere ældre og et stigende behov på det sociale område. Denne overordnede målsætning er blevet fastholdt.
Dansk Folkeparti var imidlertid ikke tilfreds med regeringens udspil. Derfor blev det endelige forlig mellem regeringen og DF ændret på en række punkter. Men udspillets reaktionære retning er der ikke ændret ved.

En omprioritering
Der afsættes 10 mia. kr. til sundhedsområdet, uddannelser og svage grupper. Oprindeligt skulle det finansieres af statslige og kommunale besparelser på henholdsvis 6 og 4 mia. kr. Kommunerne slipper for sparekravet på 4 mia. kr. - men mon ikke at der i forbindelse med dels forhandlingerne om den kommunale økonomi i 2011 i juni, dels finansloven for 2011 senere på året, bliver puttet en række stramninger ind? I stedet for vil finansieringen af de 4 mia. kr. blive foretaget ved bl.a. at fastfryse u-landsbistanden, indførelse af et loft på 30.000 kr. for børnefamilieydelsen[4], og indførelse af gebyrer på udlændingeområdet mv.

Der er mange flere finansieringselementer end nævnt her, men det skal fremhæves, at mange af disse nedskæringer retter sig mod de svageste grupper i samfundet og en endelig opgivelse af den succesrige danske arbejdsmarkedsmodel.

Den statslige finansiering af de ovennævnte 10 mia. kr. hentes ved bl.a. skære en af de største landvindinger i nyere tid, nemlig Voksen- og efteruddannelserne ned til sokkeholderne samt en generel nedskæring på ½ procent af ministeriernes driftsrammer.

Arbejdsmarkedsreform
Dette vil uundgåeligt betyde forringet kvalitet af udførelsen af offentlige opgaver. Ikke mindst er DF's ændringsforslag rettet mod markante forringelser af arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitikken, de faglige organisationer, den danske model samt de grupper på arbejdsmarkedet der står svagest. Der er tale om en 'krigserklæring' mod arbejderbevægelsen. Så ikke alene skal de der tjener mindst og som står svagest på arbejdsmarkedet, betale mest til den såkaldte genopretning; de vil også blive udsat for ringere udannelsesmuligheder og øget brugerbetaling på en lang række områder.

Regeringen havde i efteråret 2008 forsøgt at sætte en arbejdsmarkedsreform på dagsordenen, men blev tvunget til at trække forslaget tilbage, dels pga. at der var tale om et løftebrud, dels fordi regeringen blev anklaget for at komme med forslag til en omfattende reform, som en tyv om natten.

Den samme argumentation holder også i dag om den arbejdsmarkedsreform, som nu er en realitet. Forskellen mellem 2008-forsøget og i dag er alene at DF har skiftet holdning. Man kan ganske enkelt ikke stole på dem.

Arbejdsmarkedsreformens indhold (ikke alle punkter er nævnt):
  • Dagpengeperioden halveres til 2 år. Ifølge nyliberalistisk logik medfører dette en højere beskæftigelse. Problemet er, at ingen kan sige hvor de arbejdspladser er beliggende. Det betyder, at dette forslag alene kan betragtes som et hårdhændet besparelsesforslag, når flere a-kassemedlemmer vil falde for den nye 2-års-regel og enten komme på kontanthjælp eller ikke modtage en øre fra det offentlige pga. at ægtefælles indkomst.
  • Optjenings - og genoptjeningsretten til dagpenge skal være 52 uger inden for 3 år.
    • Lavere dagpenge, fordi den nuværende beregning af dagpenge er baseret på de seneste 13 ugers indkomst, men skal ændres til at være baseret på de seneste 12 måneders indkomst.
    • Afskaffelse af feriedagpenge for dimittender.
    • Feriedagpenge for deltagere i voksen- og efteruddannelse afskaffes.
  • Der indføres et loft for fradrag af fagligt kontingent. Regeringen arbejder stadig for at svække fagbevægelsen.
  • Forringelser på Voksen-og Efteruddannelsesområdet
    • Øget brugerbetaling på almen voksen- og efteruddannelse.
    • Øget brugerbetaling for personer med videregående uddannelser.
    • Lavere VEU-godtgørelse.
    • Kortere støtteperiode for Statens Voksen Uddannelsesstøtte.
  • Massive besparelser på undervisningsområdet.
    • Lavere tilskud til frie grundskoler.
    • Lavere støtte til efterskoleelever.
    • Ændrede regler for optagelse på produktionsskoler.
Genopretningspakken rammer hårdt
Gennemgangen af forliget mellem VK-regeringen og DF viser at der er tale om traditionel borgerlig politik når den er værst. Anders Fogh sagde allerede i sin tiltrædelsestale i 2001, at klassekampen er død. Hvorefter han intensiverede klassekampen. Lars Løkkes genopretningspakke følger det spor, som Anders Fogh tilrettelagde, blot med den tilføjelse, at Lars Løkkes udgave af klassekampen i omfang og hastighed går hårdere til værks.

Da statsministeren forelagde Genopretningspakken indbød han partierne til forhandlinger. Enhver vidste at indbydelsen kun var rettet til Dansk Folkeparti. Mønstret fra finanslovsforhandlingerne siden 2002, hvor regeringen spiller ud og DF får nogle indrømmelser, lå lige på den flade. Men i modsætning til tidligere skal der ikke deles gaver ud. DF, som påstås at tage den lille mands parti, skal nu medvirke til at skære ned på den sociale standard.

Og DF's had mod de 'fremmede', som måske har været danskere hele livet, fornægter sig ikke. DF får indført nogle gebyrer, som vil genere på udlændingeområdet og udlændinge skal nu betale for tolkebistanden.

Mere generelt kan man undre sig over Lars Løkkes udspil, som mest af alt ligner et oplæg til politisk at lade sig trænge op i et hjørne.

Man skal huske på, at folketingsvalget nærmer sig, hvorfor regeringsudspillet kan minde om et desperat forsøg på at erobre den politiske dagsorden, hvor regeringen skal fremstå som de ansvarlige, og alle andre partier som uansvarlige.

Det er endnu for tidligt at vurdere om denne strategi vil vinde eller lide skibbrud. Meget tyder på skibbruddet.

I forhold til regeringens oprindelige udspil er aftalen mellem regeringen og DF 'smartere', idet den ikke rammer nær så mange vælgere som udspillet. Til gengæld rammes de arbejdsløse og arbejdsmarkeds-politikken generelt meget hårdt. Arbejdsløse, som falder for den nye 2-årsregel, vil gå en meget hård økonomisk fremtid i møde, som kan betyde at bil, hus mv. må sælges. Der er stor forskel på landmænd, som tidligere på året fik en milliard kr. mere i tilskud og så den behandling de arbejdsløse vil blive udsat for. Hertil kommer at den i udlandet meget beundrede danske arbejdsmarkeds-model nu er under afvikling.

Børnefamilier med flere end 2 børn rammes ualmindelig hårdt. DF har vel i al sin visdom fundet ud af, at her kan man ramme rigtig mange indvandrere med store børneflokke. Men DF har forregnet sig. Det er etniske danske familier der rammes.  Aftalens forslag, som indeholdt et loft på 30.000 kr., er på grund af omfattende protester allerede ændret, bl.a. er loftet hævet til 35.000 kr., men samtidig rammes alle der modtager børnetilskud af en 5 pct. reduktion.

Man kan uden at overdrive konstatere at gennemførelsen af 'Genopretningspakken' er endnu en pind til velfærdssamfundets ligkiste.

Genopretningspakken: del af langsigtet strategi
Pakken ligger i klar forlængelse af den politik, som VKO-flertallet har gennemført siden 2001 og som kan samles i følgende overskrifter:

  • Systematisk nedprioritering af det offentlige forbrug i forhold til privat forbrug. Den offentlige sektor skal rulles tilbage.
  • Fastholdelse af kommuner og regioner i et økonomisk jerngreb. Herved skabes grundlaget for opkomsten af private markeder på offentlige områder (f.eks. sundhedsområdet).
  • Krav til kommuner om at udlicitere/privatisere flere offentlige opgaver.
  • Skattestop, skattelettelser og skæv fordeling
  • Lavere indkomstoverførsler. Til start kun mindre grupper.
  • Økonomisk støtte til privathospitaler. Skattefrie sundhedsforsikringer. Overpriser til privathospitaler.
  • Markedsgørelse af den offentlige sektor, herunder øget privatisering.
  • Fagbevægelsen skal stækkes og arbejdsmarkedet skal yderligere dereguleres, for at fremme fleksibilitet, konkurrence og den enkeltes valgfrihed.
Ovennævnte punkter har været bærende for VK-regeringerne siden 2001. Markedet skal ind alle vegne. Som bekendt respekterer markedet kun penge - ikke sociale behov. Det velfærdssamfund som eksisterede i 2001 er et helt andet i dag. Man kan med rette spørge om vi overhovedet har et velfærdssamfund i dag.

Velfærdssamfundet
Den markante svækkelse af den offentlige sektor og velfærdssamfundet der er sket siden 2001 har 2 hovedårsager.

  • Et lille, men stabilt VKO-flertal, og en regering der vidste hvor den ville hen. VK-regeringen har ikke været bange for at bruge sit snævre flertal. Det "samarbejdende folkestyre", som gennem årtier har kendetegnet det politiske liv i Danmark, præget af mindretalsregeringer, blev begravet da VK-regeringen tiltrådte i 2001.
  • Svækkelse af arbejderbevægelsen. Både fagbevægelsen og især Socialdemokratiet er blevet svækket siden 2001. Det skal tilføjes, at VK-regeringen fra sin start åbenlyst har arbejdet for at svække fagbevægelsen, for dermed også at ramme Socialdemokratiet.
VK-regeringens første regeringsprogram indeholdt bl.a. et afsnit: "Frihedspakke for arbejdsmarkedet", som indeholdt en længere række fagforeningsfjendtlige forslag, hvoraf de fleste er blevet gennemført. Genopretningspakkens arbejdsmarkedsreform ligger i klar forlængelse heraf og tydeliggør at det regeringen vil, er et nyliberalistisk konkurrencesamfund.

VK-regeringen har systematisk fjernet arbejdsmarkedets parters indflydelse på arbejdsmarkedspolitikken. Regeringen besluttede i efteråret 'over night' at kommunalisere beskæftigelsespolitikken og har undergravet den danske arbejdsmarkedsmodel. Regeringen har systematisk gennemført lovgivning som rammer fagbevægelsen økonomisk. Den har skåret ned på uddannelsesmuligheder til f.eks. ufaglærte arbejdere osv. Der er indført brugerbetaling for at deltage i kurser og meget mere. Og samtidig har den gennemført ufinansierede skattelettelser, som især tilfalder de højeste indkomstgrupper.

Men ikke nok med det. Regeringen vil spare os ud af krisen. Ja, regeringen påstår at vi allerede er ude af krisen og at det kun er regningen der mangler at blive betalt. Det er det rene vrøvl; krisen er ikke overstået i Danmark bl.a. fordi arbejdsløsheden vil stige som følge af nedskæringerne.

Hertil kommer at der bliver skåret hårdt og brutalt ned i de offentlige udgifter i det meste af Europa. Ikke mindst overførsler står for skud. Forringet offentlig service og større fattigdom bliver en uundgåelig følge. De negative virkninger på de nationale økonomier vil sprede sig til de øvrige lande. Spiralen nedad er en kendsgerning.

Og oveni denne begrædelige konstatering, så anbefaler OECD indgreb på arbejdsmarkederne, som øger arbejdskraftens bevægelighed og fleksibilitet og at overenskomsterne skal gøres mere smidige for at komme ud af krisen. Det er forslag som tilsidesætter indgåede aftaler og rettigheder. Kort sagt: Arbejdsmarkederne skal liberaliseres. Der peges i debatten også på at de i mange lande lovbestemte minimumlønninger skal sættes ned eller afskaffes.

Resultatet af en sådan nyliberalistisk strategi vil med sikkerhed medføre større indkomstforskelle og lavere indkomster. Overenskomstmæssige rettigheder vil blive angrebet, fagforeningerne vil miste medlemmer, den danske model vil blive undermineret osv.

Dette er perspektivet, hvis den strategi som genopretningspakken er udtryk for, overlever næste valg.

Afsluttende bemærkninger
Med regeringens genopretningspakke fik fagbevægelsen en krigserklæring fra VKO-partierne. Det var ikke første gang. Men nu er nedbrydningen af velfærdssamfundet og angrebene på fagbevægelsen kommet så vidt, at fagbevægelsen gennem en politisk og faglig kamp, må tage det opgør, som regeringen lægger op til.

Dette indebærer at fagbevægelsen helt naturligt bakker op omkring den plan som Socialdemokratiet og SF i fællesskab har lagt frem. Denne plan indeholder en helt anden politik for at komme ud af krisen, samtidig med at perspektivet for udvikling - og ikke afvikling - af velfærdssamfundet står i fokus. Der loves ikke guld og grønne skove, men retfærdighed og en anden strategi.

Forudsætningen er at næste folketingsvalg giver et andet flertal.


[1] Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vurderer at 30.000 arbejdspladser vil gå tabt frem mod 2013. Ses der på tabet af arbejdspladser som en følge af den vedtagne spareplan, så vil der blive tale om 27.000.

[2] Det er bemærkelsesværdigt at den borgerlige tyske finansminister, Wolfgang Schäuble mener at det er nødvendigt at regulere finansmarkederne (Politiken den 21.maj 2010).

[3] Fordelingsprofilen er historisk skæv. Medens en topleder i gennemsnit vil få et tab på 400 kr., svarende til 0,1 pct. af indkomsten, så vil en kontanthjælpsmodtager i gennemsnit tabe 4.000 kr. og en førtidspensionist ca. 5.000 kr.

[4] Besparelserne på børnefamilieydelsen blev ændret af VKO-flertallet en uge senere, pga. omfattende protester mod regerings-udspillet.