Professionsstrategi - fagchauvinisme i ny forklædning?
Af Jan Hoby & Lisbeth Schmidt

Offentliggjort: 15. juni 2010
Indledende bemærkninger

Under overenskomstkampen i 2008 kunne man se BUPL's medlemmer gå rundt i magenta farvede T-shirts med teksten: "Rigtig løn til rigtige pædagoger". Hvad rigtig løn og hvad en rigtig pædagog er, melder historien ikke noget om. Mens resten af de offentligt ansatte var i kamp under fælles slogans som "Mandeløn til kvindefag" og "Ligeløn nu", så valgte BUPL at tilrette sit OK-2008 slogan "Rigtig løn til rigtige pædagoger", til forbundets professionsstrategi. Det virker som om at BUPL's ledelse var mere engageret i at beskytte deres organisations interesser end i at varetage medlemmernes og de offentligt ansattes interesser. De valgte at sparke til samtlige pædagogmedhjælpere og gjorde de facto pædagogmedhjælpernes lønudvikling til et større problem for pædagoger end arbejdsgivernes manglende vilje til at indfri kravene.

BUPL's valg af overenskomstslogan, er et billede på og et udtryk for vor tids fagchauvinisme som hærger store dele af de offentligt ansattes fagforbund. Formålet med denne artikel er at belyse sammenhængen mellem fagforbundenes professionsstrategier og den nyliberalistiske omstrukturering af den offentlige sektor til markedsvilkår - og dermed en svækkelses af fagbevægelsens indflydelse på rammer og vilkår for deres medlemmer.

Standsforeningernes genkomst?

Fagbevægelsen i Danmark har aldrig overvundet at organisere sig udover "fag". Principper som industriforbund, enhedsforbund, eller endnu bedre syndikalisternes One Big Union er aldrig slået igennem som bærende princip i fagbevægelsen. Udviklingen i de offentligt ansattes fagforeninger fra politiserende bærere af nye ideer og kamptraditioner til professionelle uddannelses stands-organisationer taler sit tydelig sprog. Modsat kan det konstateres, at 3F på trods af alle problemer er dét danske Forbund, der ser mest på helhedsinteresser og som organiserer både faglærte og "ufaglærte". FOA adskiller sig også positivt blandt de offentligt ansattes fagforbund i kraft af at være opbygget omkring en arbejdspladsorganisering, hvor forskellige faggrupper med forskellige uddannelseslængde og baggrund er organiseret under samme tag.

Spørgsmålet er om "den professionelle standsforening" er svaret på tidens udfordringer eller om den har overlevet sig selv, før den bliver spist op af den logik som er dens fødekæde.  "Standsforeningerne" koncentrer sig om egne medlemmers statusløft, karriereudvikling, uddannelse, juridisk hjælp, funktionærlov, overenskomstdækning af stærke grupper som har markedskræfterne med sig, og kan agerer fleksibelt, dynamisk og forandringsparat i en New Public Management (NPM) ledelses- og styringskontekst (se note 2. Olesen 2005). Modsat intentionerne, så bidrager "Standsforeningernes" professionsstrategier til at skabe tilslutning til den nyliberale "modernisering af den offentlige sektor".(Mathiesen, 2000)

"Professionaliseringsbestræbelserne har nemlig en tendens til at løsrive spørgsmålet, hvad de professionelle særligt ved og kan, fra spørgsmål om vilkår for at udføre arbejdet. Desuden har sådanne bestræbelser på at tydeliggøre egne særlige kvalifikationer en tendens til at rette fokus mod professionen selv og at flytte fokus fra borgerne og fra diskussioner om velfærdsstatens udvikling i det hele taget. Det skyldes bl.a., at professionaliseringsbestræbelserne også indgår i kampe om faggrænser imellem forskellige professioner.(Annegrethe Ahrenkiel, Kritisk Debat 2008)

If you can't beat them join them

Hvad er årsagen til at fagforeninger igen er blevet til "standsforeninger" og har overtaget en række strategier som handler om at implementere arbejdsgivernes politiske, ideologiske og økonomiske strategier? Årsagen skal findes i Nyliberalismen. Nyliberalismen er navnet på den økonomiske og ideologiske politik som regeringerne globalt har ført de sidste 25 år. Det begyndte med Margaret Thatcher og Ronald Reagan i 1980'erne og fortsatte med de socialdemokratiske regeringer i 1990'erne.

I sin enkelhed går nyliberalisme ud på at føre en politik, hvor privatiseringer, nedskæringer og deregulering af den offentlige sektor, suppleres med generelle angreb på lønmodtagernes organisering og løn- og arbejdsforhold. Målet er at rulle de forbedringer lønmodtagerne fik gennem 1960'erne og specielt 1970'erne tilbage, og i stedet flytte pengene over i erhvervslivets lommer med særlig forkærlighed for de rigeste og de multinationale.

Igennem 25 år har nedskæringer været en dominerende faktor i den offentlige sektors udvikling. Velfærdssystemet er samtidig blevet underkastet en markedstankegang. Borgerne betragtes i stigende grad som forbrugere på et marked. Ikke som medborgere i et demokrati. Offentlige institutioner ses ikke længere entydigt som velfærdsgoder, men som tilbud. Vi er gået fra flotte mål om udvikling af velfærden, fællesskabet og mennesket til at sætte fokus på effektivisering af velfærd, fokus på individualisme og på, hvor meget hvert menneske bidrager til erhvervslivet.

Det pædagogiske område er under pres for at underlægge sig de nyliberale udviklingstendenser indenfor den offentlige sektor. Udviklingstendenser, som man tydeligt kan se i regeringens og arbejdsgivernes krav om effektivitet, kontrakt-, effekt-, resultat- og målstyring af de kommunale institutioner. Magten til at definere, hvad der er god pædagogik, og hvordan en institution skal drives, er gledet længere ud af hænderne på det pædagogiske personale. I modsætning til 60'erne, 70'erne og begyndelsen af 80'erne, hvor den pædagogiske professions udvikling voksede op nedefra (se note 3), så er de sidste 10-15 år kendetegnet ved, at forandringer bliver påtvunget ude- og ovenfra (se note 4).

Det pædagogiske felt bliver i stigende omfang udsat for politisk mål- og resultatstyring. Det sker blandt andet gennem pædagogiske læreplaner, serviceloven, social arv indsatsen, sprogstimulering og resultatmål. Samtidig gennemfører Regeringen indskrænkninger i det kommunale selvstyre og kommunernes håndtering af det pædagogiske område gennem lovgivningsmæssige tiltag, tilskudsfordeling m.v.

Kravet til det pædagogiske personale om at blive bedre til at beskrive, begrunde og vurdere det pædagogiske arbejde, bliver stadig mere udtalt. Personalet skal synliggøre, og retfærdiggøre deres arbejde. Synliggørelsen skal sikre, at den politisk bestemte pædagogiske udvikling bliver fulgt. Begrundelsen er, at der er behov for større demokratisk kontrol med de fagprofessionelle. Synliggørelsen skal samtidig give befolkningen mulighed for at vurdere arbejdet på institutionerne.

Fra udpræget frihed for det pædagogiske personale til selv at kunne vælge mål og metoder, sker der altså en indskrænkelse af denne frihed. Politikere og embedsmænd øger kontrollen med, hvad der sker på de pædagogiske institutioner

Der er intet som tyder på, at den nyliberale udviklingstendens vil tabe styrke de kommende år. Der vil komme endnu større fokus på evaluerings- og testredskaber, sprogscreening, kvalitets- og forældretilfredshedsundersøgelser.

Sammenholdt med nationale og kommunale nedskæringer befinder det pædagogiske område sig under et konstant pres. Det har konsekvenser for det fysiske og psykiske arbejdspres for alle de ansatte indenfor det pædagogiske område, uanset hvilken stilling, de har.

Det er altså presset fra den nyliberalistiske forandringsdagsorden som har sat fagbevægelsen under massivt pres. Ændringerne i styrkeforholdet mellem arbejdsgiverne og fagforeningerne, satte også en lang række fagforbund til at omdefinere sig fra kamporganisationer til serviceorganisationer der agerer som brohoved for arbejdsgivernes krav om markedsgørelse af den offentlige sektor.

Som lederen af den norske aktion 'For velferdsstaten', Asbjørn Wahl, formulerer det: "Europas fagbevægelse er i defensiven og befinder sig i en dyb politisk og ideologisk krise. Ironisk nok er det de samme teorier, analyser og taktikker, som gav den styrke i efterkrigstiden, der nu er blevet dens svaghed. Den sociale pagts ideologiske arv fører nu fagbevægelsen på afveje."

Autonomi for hvem - og for hvad?

Flere undersøgelser viser, at det pædagogiske personale vægter deres autonomi og høje grad af metodefrihed som det vigtigste i deres arbejde. Metodefriheden og autonomien har været medvirkende til udviklingen af den pædagogiske tradition i Danmark (se note 7).

En pædagogisk tradition, som bygger på en menneskeliggørelse af relationen mellem den professionelle og det andet menneske; barnet, den unge, den handicappede eller psykisk syge.

Autonomi og metodefrihed er tilkæmpede rettigheder, som er tæt forbundet med den fagpolitiske udvikling på det pædagogiske område.

Op igennem 70'erne og 80'erne voksede det pædagogiske område sig stort og stærkt; fagforeningsmæssigt, uddannelsesmæssigt og teoretisk.

Centralt fastlagte mål for daginstitutionens indhold truer for alvor det pædagogiske områdes autonomi. Det er et brud med den pædagogiske kulturarv og tradition på den enkelte institution, for personalet og for børnene på "rød stue" eller i dagplejen. Det vil i dag være staten i første omgang - og i anden omgang kommunen, som beslutter rammerne for, hvad der skal foregå på institutionerne - ikke personalet. En tilsvarende udvikling kan identificeres på anbringelsesområdet for børn og unge, hvor der eksempelvis arbejdes med et fælles dokumentations- og rapporteringssystem af effekten af anbringelser i hele landet. Tankegangen er, at alle børn og unge - uanset hvor forskellige de er - skal kunne måles på samme skala.

Autonomi er ikke noget det pædagogiske område er blevet tildelt eller er født med. Det er noget der er kæmpet for og til stadighed må kæmpes for. En autonomi, som til stadighed står til diskussion, og som bliver truet af den nyliberale udvikling. Autonomi findes altså i forskellige grader, og det kræver pædagogisk, faglig og politisk kamp at fastholde og udvide den. Men noget tyder på, at det pædagogiske område ikke længere er enig i, hvad kernen i det pædagogiske arbejde er, og hvad det er for en autonomi der skal forsvares, - og hvad den i givet fald skal bruges til.

Markedsgørelsen har medført en forandring af den pædagogiske faglighed og den pædagogiske habitus. Evalueringsinstituttets (EVA's) interviewundersøgelse (Tid til det pædagogiske arbejde, september 2009) viser, at der er stor forskel på hvordan pædagoger og ledere opfatter begrebet kerneydelse. For nogle står det for omsorg og tryghed for børnene, mens andre også forbinder det med læring og udvikling. En anden skillelinje går mellem de der mener at fx forberedelse og evaluering som udføres uden børn, godt kan være en del af kerneydelsen, og de der mener at det kun er samvær med børnene som er en del af kerneydelsen - også selv om de samtidig godt kan opfatte læring og udvikling som en del af kerneydelsen. Evalueringsinstituttets undersøgelse viser med al tydelighed at over 25 % af det pædagogiske område har accepteret at forberedelse, evaluering og dokumentation er en del af kerneydelsen. Det pædagogiske område er ikke blot i gang med at reproducere styrings- og ledelseslogikker fra den nyliberale værktøjskasse, men er også i gang med at forfine og producere disse nye værktøjer.

Frem for at lægge op til en mere nuanceret debat og forståelse af begrebet 'kerneydelse' og måske være en katalysator, - der kan opløse forestillingen om varme og kolde hænder og sætte fokus på hvad der skaber kvalitet for børn, så bekræfter undersøgelsen, at professionsstrategier bliver til "nye" måder at genintroducerer hierarkiske og ekskluderende arbejdsfordelinger mellem faglærte og "ufaglærte".  Hvor man tager bevidst stilling til hvem der tager sig af hvilke typer opgaver, og giver mere tydelige pejlemærker for hvornår pædagogerne skal være sammen med børnene, og hvornår pædagogmedhjælperne lige så godt kan være det. Som det så smagfuldt udtrykkes i undersøgelsen: "Måske skal pædagogmedhjælperne holde opsyn på legepladsen for at frigive tid til at pædagogerne kan planlægge og dokumentere"?

Hvis det pædagogiske område ikke mere har en fælles forståelse af hvad kerneydelsen er for en størrelse og er åbne for fortolkninger og omfortolkninger, hvad betyder det så for kampen for flere ressourcer til det pædagogiske arbejde? Skal der kæmpes for mere tid til dokumentation eller skal der kæmpes for mere tid til samvær med børn?

Profession - et ubrugeligt begreb?

Det er vores opfattelse at begrebet profession og professionernes betydning i samfundet ikke kan defineres entydigt. Man skelner typisk mellem to forskellige syn på, hvilken betydning det har, at bestemte erhvervs- og faggrupper defineres som professioner. (note 6)

Den professionspositive tilgang lægger vægt på de funktioner, som en erhvervs- og faggruppe udfylder, og som er afgørende for, at samfundets mange dele kan hænge sammen på trods af stigende arbejdsdeling og specialisering. Det er således den samfundsnyttige betydning og den politiske accept, der er afgørende for, om et erhverv kan betragtes som en profession.

Den professionsskeptiske tilgang lægger vægt på erhvervs- og faggruppens monopolisering af såvel viden som varetagelse af opgaver medhenblik på at opnå magt, penge og status. Modsat den professionspositive definition, hvor samfundsnytten er central, er det centrale i den professionsskeptiske, egennytten.

Der er tale om to forskellige tilgange, der bygger på forskellige menneskesyn. Hvis en erhvervsgruppe definerer og forsvarer professionen ud fra et hensyn til sig selv, kan gruppen med tiden få problemer med at blive betragtet som et vigtigt element i samfundet. Gruppen risikerer at miste sin status som profession. Hvis erhvervsgruppens autonomi og status derimod defineres, så det omgivende samfund ser samfundsnytten af gruppens arbejde, er gruppens mulighed for at opnå og udvikle sin anerkendelse som profession bedre.

Det er et karakteristisk træk, at erhvervs- og faggruppernes egen definition og afgrænsning ikke i sig selv er nok til at opnå anerkendelse som profession.

Det er nødvendigt, at det omgivende samfund og den politiske magt opfatter gruppen som en profession.

De to tilgange viser, at der er et spændingsfelt, hvor der foregår en kamp om definitionen af professioner, opnåelse af status som profession og kamp om begrænsede ressourcer.

Der er således mange forskellige forståelser af, hvad profession betyder og at professionsstrategier lægger vægten på forskellige forståelser. Det står derfor klart for os, at "professionsbegrebet" på grund af sin flertydighed og tvetydighed ikke er en farbar vej. Vi vil i det følgende underbygge dette synspunkt.

Professionsstrategi som et redskab til at udelukke andre

Målsætningen med moderniseringen af den offentlige sektor har bl.a. været at bryde den pædagogiske autonomi. Det er eksempelvis sket ved at mindske de faglige foreninger og organisationers indflydelse på den offentlige forvaltning.

Fagforeningerne har dog fortsat deres arbejde med at opretholde deres monopoler og derved udelukke andre grupper fra nogle arbejdsfunktioner. Det har ført til kulturelle konflikter mellem professioner og faggrupper i den offentlige sektor. En kamp om mål, indhold og selvforståelse - og om hvordan uddannelse og arbejde fremover skal styres.

Jagten på status, mere i løn og større samfundsmæssig anerkendelse, har ført til indbyrdes kampe mellem faglige organisationer. I stedet for at udvikle solidariske faglige fællesskaber, som kan skabe et demokratisk og lighedsorienteret velfærdssamfund, ser vi, at det ofte er de faglige organisationers egeninteresser mere end deres funktion for samfundet, der er den drivende kraft i professionsstrategierne.

Der er tale om konflikter mellem forskellige erhvervsgrupper i den offentlige sektor om retten til at kontrollere bestemte arbejdsfunktioner. Eksempelvis kæmper lærerne og pædagogerne om ansvaret for indskolingen. Sygeplejerskerne forsøger at tilkæmpe sig arbejdsfunktioner, lægerne tidligere har haft monopol på, mens sundhedsassistenterne prøver at tilkæmpe sig områder, sygeplejerskerne hidtil har kontrolleret. En situation, der minder om alles kamp mod alle.

Disse konflikter betyder, at de involverede grupper bliver nødt til at opruste, hvis de vil udvide og bevare deres territorium. Det kan de gøre ved at alliere sig med andre og gerne stærkere grupper som eksempelvis den siddende regering eller den statslige og kommunale forvaltning. De arbejder på at højne deres status i samfundet ved at satse på opgradering af de uddannelser og titler, som giver adgang til erhvervsgruppen.

De faglige organisationers krav om at ændre de mellemlange videregående uddannelser til en professionsbachelor er et eksempel på den udvikling. De faglige organisationer opruster indenfor egne rækker ved at bruge argumenter, der skal begrunde, hvorfor de skal have større kompetence og status.

I den pædagogiske verden støder man på argumentet om, at kun pædagoger kan lave pædagogisk arbejde, og derfor skal der være uddannede pædagoger i alle stillinger. Man forsøger med at udelukke andet personale for at hæve sin egen status, f.eks. udfoldede BUPL i deres Kongresmateriale i 2006 det ringsluttede argument, som har samme logik som Erasmus Montanus argumentationskæde: "Kvaliteten af det pædagogiske arbejde kan kun sikres, hvis det pædagogiske arbejde udføres af uddannede pædagoger". Derfor er det "pædagoger, der skal udføre pædagogiske arbejde med børn og unge, hvis de skal sikres gode opvækstvilkår". Derfor er, "den bedste garanti for, at der kommer pædagogisk kvalitet, at det er uddannede,  der udfører arbejdet"

Eksklusion - eller udelukkelse af andre - er et centralt begreb. Det forklarer den proces, der leder faglige organisationer og erhvervsgrupper til professionsstatus. Eksklusion er samtidig det, der giver næring til kravet om monopolisering hos en faggruppe (Hansbøl m.fl. 2005).

Professionsstrategi som afmagtstrategi ?

Når faglige organisationer vælger at sætte deres arbejdsfelt og profession til debat, er det oftest ud fra en oprigtig intention om at styrke kvaliteten af deres arbejde og sikre en demokratisk udvikling af den offentlige sektor. Formålet med at diskutere faglige strategier, eksempelvis for det pædagogiske område, kan være at komme med alternative forslag til den udvikling, der findes inden for, det pædagogiske område.

Men professionsstrategier, der har som mål at ekskludere andre ved at forstærke de eksisterende hierarkier, som findes i den offentlige sektor, styrker ikke de faglige organisationers og deres medlemmers indflydelse på samfundsudviklingen - tværtimod.

At arbejde for professionsstrategier, der bygger på eksklusion og som vil reproducere og forstærke eksisterende samfundshierarkier i daginstitutionerne hænger ligeledes dårligt sammen med, at man vil arbejde med "anerkendelse" og "inkluderende" pædagogik overfor børn og unge. For os er det en strategi, der er dømt til fiasko. Den forsimpler de kønsmæssige, sociale og historiske årsager til den manglende samfundsmæssige anerkendelse af det pædagogiske arbejde.

Vi mener, det er en illusion at tro, at pædagoguddannede i alle stillinger, akademisering og øget dokumentation vil føre til et samfundsmæssigt statusløft og lønudvikling, som bringer det pædagogiske område på niveau med sammenlignelige faggrupper.

Akademisering - markedsgørelse af den pædagogiske faglighed

I jagten på øget status for pædagoger gør bl.a. BUPL og SL en del ud af at forholde sig til "sammenlignelige" professioner, som socialrådgiverne, lærerne og sygeplejerskerne. Pædagoger, som blev færdiguddannet inden for de seneste år, har vundet retten til at bære den akademiske titel af "professionsbachelor".

Den samme titel har socialrådgivere, lærere og sygeplejersker. Akademisering af den pædagogiske uddannelse ses af mange som et udtryk for en stigende anerkendelse af det pædagogiske område. Langt mindre opfattes det som et led i en global standardisering af uddannelsessystemet, som finder sted over hele verden, og som ikke har noget særligt med pædagogområdet at gøre.

Vi mener, at den pædagogiske opgave er væsentlig forskellig fra den opgave lærere, sygeplejersker og socialrådgivere udfører, selvom de også arbejder med mennesker. Først og fremmest er pædagogisk arbejde kendetegnet ved, at det er relationen mellem to ligeværdige mennesker, som er i centrum. Ønsket om at øge livsdueligheden og autonomien for både den professionelle og det andet menneske er kernen i det pædagogiske.

Akademiseringen har forstærket kravet om at identificere sig med andre professionsbachelor uddannede faggrupper, når det kommer til løn, status, kompetencer og anerkendelse. Derfor er der også et voksende krav om "ikke at gøre sig ens med de ufaglært ansatte" og lave en synlig skillelinje mellem pædagoger og pædagogmedhjælpere i det daglige arbejde (Nørregård-Nielsen, 2005).

I praksis er akademiseringen af de mellemlange uddannelser sammenkædet med, at stadig større dele af det pædagogiske velfærds- og omsorgsarbejde opsplittes på en række snævert afgrænsede personalekategorier (se note 7).

Den ændrede organisering af opgavevaretagelsen - og dermed fordelingen af det pædagogiske arbejde og omsorgsarbejdet - sker ikke som følge af uddannelsernes akademisering. Akademiseringen af uddannelser bidrager derimod til at skabe tilslutning til den nyliberale "modernisering af den offentlige sektor" blandt de faglige organisationer (Mathiesen, 2000).

Når BUPL ud fra en fagpolitisk strategi (se note 8) accepterer akademiseringen af pædagoguddannelsen, accepterer de samtidig funktionsspecialiseringen af de andre uddannelser inden for det pædagogiske område, og de accepterer, at opgaverne omstruktureres efter uddannelsesniveau. Dermed nedtones betydningen af den basale relation, som arbejdet med andre menneske fordrer.

Akademiseringen af pædagoguddannelsen og de andre mellemlange uddannelser er direkte sammenkædet med en omorganisering af arbejdsområdet. Uddannelserne bliver omstruktureret til at forsyne markedet med "produkter" tilpasset de forskellige funktioner i en hierarkisk arbejdsdelt virksomhedsorganisation.

Akademiseringen af de mellemlange professionsuddannelser indgår i den nyliberale strategi for "moderniseringen af den offentlige sektor", og akademiseringen kan ses som et middel til at indføre den ønskede omorganisering af opgavevaretagelsen f.eks. kontraktstyring, udlicitering, privatisering etc. - på trods af velfærdsprofessionernes modstand.

Ser man uddannelsespolitikken som en afspejling af en mere fundamental ideologisk "kulturkamp", er der slet ikke så store modsætninger mellem den konservative skolepolitik og den nyliberale institutionsudvikling.

Akademiseringsstrategien er først og fremmest inspireret af nyliberal økonomisk tænkning og dens forvaltningsmæssige pendant "New Public Management".

På vej mod engelske tilstande?

I Storbritannien, hvor den nyliberale moderniseringsproces er mere fremskreden end i Danmark, ses tydeligt, hvilke konsekvenser processen kan have på uddannelsen. Læreruddannelsen i Storbritannien er stort set forsvundet, som et resultat af New Public Managements krav om effektivitet samt en ny måde at opfatte undervisning på. Lærerne oplæres til at gennemføre "best practice" på skolerne. De studerende forventes ikke at have de teoretiske forudsætninger, som er kernen i lærernes professionalitet. Grundtanken i det engelske school-effectiveness-program er, at man kan udlede metoder og midler, som bedst højner elevernes udbytte af undervisningen.

En nødvendig del af programmet er derfor, at man indfører standarder og måleinstrumenter, der kan give tal og statistikker, så skolernes og lærernes effektivitet kan sammenlignes. Resultaterne bruges til at udvikle materialer og mere eller mindre entydige metoder, der giver de bedste resultater. Lærerfaget og læreruddannelsen kan ifølge denne tankegang afprofessionaliseres, så det udelukkende består i træning i disse metoder.

Kritikkerne af school-effectiveness-programmet har vist, at tankegangen ikke holder. Undervisningen og dens mål er langt mere komplekst, og der er en række forhold knyttet til den enkelte skole, lærer og elev, som ikke kan indfanges ved hjælp af forsimplende målemetoder.

I Danmark har tankegangen kun i begrænset omfang påvirket drøftelserne om professionsuddannelser. Derimod ses klare elementer af school-effectiveness-tankegangen i indførelsen af "Faglighed For Alle"(2006-2009), i det københavnske skoleforlig og i debatten om f.eks. sammenligning af PISA-resultater og forslaget om offentliggørelse af karakterer, der er søgt renset for "sociale faktorer". Tankegangen genfindes i diskussionen om, hvordan skolerne og daginstitutioner løser deres opgave med at bryde den såkaldte "negative sociale arv".

Pædagoguddannelse - træning i social teknik

Efter mere end tre års arbejde og adskillige forsøg vedtog Folketinget i 2006 en ny pædagoguddannelse, som på mange måder er et brud med det anker, der lå til grund for skabelsen af enhedspædagoguddannelsen i 1992.

Den nye pædagoguddannelse bærer tydeligt præg af regeringens krav om skærpelse af fagligheden; vel at mærke børnenes faglighed. Fokus og omdrejningspunktet er ikke længere pædagogik, socialpædagogik, psykologi og aktivitets- og kulturfag. Det er derimod dansk. Et grundlæggende opgør med den pædagogfaglige kulturarv og tilkæmpede autonomi ses tydeligt i den nye uddannelse. Vi mener, der hverken er tale om en styrkelse af pædagoguddannelsen, den pædagogiske faglighed eller institutionsområdet - tværtimod.

Sammenholdt med strategien om "uddannede i alle stillinger" (se note 9) kan BUPL's strategi komme til at understøtte en nyliberal udvikling, som på sigt kan medvirke til at undergrave det pædagogiske område og den pædagogiske autonomi.

Grundlaget for en stærkere integration mellem pædagoger og lærere - i lighed med hvad vi kan se andre steder i Europa - er lagt med den nye pædagoguddannelse. Og det er problematisk. Mellem læreren og eleven findes en objektivisering af relationen, fordi barnet eller den unge ses som en, der skal "opdrages" og fyldes med en bestemt form for viden. Det som Paulo Freire kaldte for "sparekasseundervisning" (se note 10).

Ligeledes for socialrådgiveren og sygeplejersken er deres professioner - både historisk set og i nutiden - udviklet indenfor fastlagte og ofte mere snævre rammer.

Uddannelse, som tager afsæt i relationen og ikke i "markedets logikker", er med til at kvalificere og styrke den enkelte pædagogiske medarbejders "relationsevner". Det kvalificerer anerkendelsen og respekten i mødet med det andet menneske i det pædagogiske arbejde. God uddannelse har svært ved at fungere under markedsvilkår. Den kræver velfungerende demokratiske institutioner.

Den nye lov om pædagoguddannelsen er et tilbageskridt for den pædagogiske faglighed, for socialpædagogikken og kvaliteten af relationsarbejdet i mødet med andre mennesker.

Kunsten at sammenligne æbler, pærer og bananer

At forsøge at efterligne andre professioner vil blot forstærke en udvikling i retning af forsknings- eller evidensbaserede koncepter (se note 11) og planer. Dermed vil den pædagogiske faglighed komme til at ligne de andre professioner, hvor mødet med det andet menneske; barn, ung eller bruger defineres ud fra de rammer, mødet foregår i: for sygeplejersken er mennesket en patient, for læreren er mennesket en elev og for socialrådgiveren er mennesket en klient.

Hvis man måler lærernes og sygeplejerskernes professionsstatus ud fra kriterier, der er hentet fra de klassiske professioner - lægerne og advokaterne - opnår de aldrig fuld professionsstatus. Lærernes og sygeplejerskernes arbejdsopgaver er væsentligt mere generalistpræget end lægernes og advokaternes.

Hvis man ligeledes måler pædagogers status ud fra lærernes og sygeplejerskernes kriterier, vil pædagogerne heller aldrig opnå fuld professionsstatus, fordi det pædagogiske arbejde er langt mere helhedsorienteret, end lærernes og sygeplejerskernes arbejde. Det vil være langt mere frugtbart at vælge et iagttagelsespunkt, som ikke forvrider den pædagogiske faglighed.

Hvis et ønske om en større grad af pædagogisk definitionsmagt og autonomi skal blive virkelighed, skal der tages afsæt i de kompetencer samfundets udvikling kræver af den menneskelige relation, den anerkendende relation og dermed den professionelle relation.

Pædagogisk uddannelse af en hver art; grunduddannelser, efter - og videreuddannelse må tage sit naturlige afsæt i en tankegang, der bygger på menneskelige relationer og dannelse. Men det kræver et brud med den nyliberale uddannelsestænkning og et opgør med reformen af pædagoguddannelsen. En reform, der udgør en risiko for at reducere pædagogstudiet til en discountlæreruddannelse.

Hvis pædagogikken ikke eksisterer som videnskabeligt grundlag for pædagoguddannelsen, bliver den kun et vedhæng til uddannelsen, som er knyttet til pædagogens erhvervsforberedelse. "At være pædagog" bliver ved med at være et erhverv - ikke en profession (Dale, 1998).

Alternativ til professionsstrategi

Som afslutning på denne artikel indvarsler vi en efterfølgende artikel, der vil koncentrere sig om at fremstille er alternativ til professionsstrategien.

I Barbara Ehrenreich's bog "Nickel and Dimed: On (Not) Getting By in America",  diskuteres det om der findes "unskill" arbejde, - altså arbejde der ikke forudsætter færdigheder. En af konklusionerne på denne diskussion er, at der ikke findes ét eneste arbejde på denne jord, som ikke kræver en eller anden form for faglig færdighed, uanset om man er vicevært, buschauffør eller tjener. I vores optik betyder det at alle arbejdsopgaver kræver færdigheder. Erfaringer med arbejdsopgaver udvikler færdigheder. Færdigheder fører til en faglig bevidsthed om kernen i arbejdet eller opgaven. Faglighed udvikler altså en professionel viden og identitet hos den enkelte, uanset om vedkommende har en uddannelsesmæssig baggrund eller ej.

De engelske udtryk "skill" (færdighed) og "unskill" (uden færdighed) bliver i den danske optik oversat til faglært og ufaglært, og dette mener vi er en af årsagerne til, at der i store dele af den danske fagbevægelse sker en underkendelse og devaluering af den professionelle viden og identitet der genereres hos de "ufaglærte" grupper.

At have fag som udgangspunkt, og som primær fagpolitisk strategi, har en række iboende problemstillinger, som vi har forsøgt at redegøre for i kritikken af professionsstrategidiskursen. Synet på f.eks. pædagogik og faglighed er lige så mangfoldig som antallet af de der arbejder på det pædagogiske område. Der findes ingen facitliste på, hvad den gode relation mellem barn-voksen er, og heller ikke på hvad god pædagogik er, og heldigvis for det. Den demokratiske opgaveløsning sigter mod, at vi er gensidigt afhængige af en velfungerende og demokratisk offentlig sektor uanset om man er på det privat eller offentlige arbejdsmarked, uanset om man har en uddannelse eller ej, og uanset om det er en kort eller lang uddannelse. En demokratisk opgaveløsnings fokus er på økonomisk omfordeling, ligeløn og universelle goder, og ikke på konkurrence mellem det offentlige og private arbejdsmarked. En demokratisk opgaveløsnings fokus er på det professionelle råderum, høj grad af autonomi og definitionsmagt i forhold til arbejdets indhold og udførelse.

LITTERATURLISTE
Bayer, Søs - og Petersen, Jan Simon: Midt imellem. Forlaget Børn & Unge, 2004, s.195
Beck-Jørgensen, B.: Når hverdag bliver hverdag: Akademisk Forlag 1994
BUPL's HB udkast til offensiv professionsstrategi 2006, s. 117
Dale, Erling Lars: Pædagogik og professionalitet. Forlaget Klim. 1998
Ehrenreich, Barbara: Nickel and Dimed: On (Not) Getting By in America, 
Freire, Paulo: De undertryktes pædagogik, Christian Ejlers Forlag. 1997
Fuglsang, J. 2004. Børnefjendsk demokrati eller rettidigt omhu. Politiken, 13
Gustavsson, Bernt: Dannelse i vor tid. Forlaget Klim, 1998, s. 293
Greve, Carsten: New Public Management - En kort oversigt over begrebets anvendelse og udvikling. Nordisk Administrativt Tidsskrift 1/2002, 83 årgang.
Hjort, Katrin: Pædagogprofessionen på vej - men hvorhen?, BUPL, marts 2006
Hoby, Jan: Genskab utopien i pædagogikken - Paulo Freires socialistiske idéer for et andet uddannelsessystem.
LFS-NYT nr. 9, 08.07.2005. 32.årgang
Jaap, Jan: Pædagogprofessionen på vej - men hvorhen? BUPL, marts 2006
Jørgensen, S.S. Fremtidens børneinstitution. Fra pasning til udvikling. Mandag Morgen. Strategisk Forum, 1996
Jørgensen, Per Schultz: Dagplejen, livsformer og relation. Hans Reitzels Forlag, 2006
Kampmann, Jan: Barnet og det fysiske rum. Forlaget Børn & Unge, 1994
Kragh, Eva: Akademiseringen af Sygeplejerskeuddannelsen - En analyse af Evalueringsrapportens betydning for udformningen af den fremtidige sygeplejerskeuddannelse. Specialeafhandling, 2000, RUC
Mathiesen, Anders: Uddannelsernes sociologi. Pædagogisk Forum, Christian Ejlers' Forlag. 2000
Moos, Leif , Krejsler, John og Fibæk Laursen, Per: Relationsprofessioner - lærere, pædagoger, sygeplejersker, sundhedsplejersker, socialrådgivere og mellemledere. Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag, 2004
Nørregård-Nielsen, Esther: Pædagoger i skyggen. Om børnehavepædagogernes kamp for faglig anerkendelse. Ph.d.-afhandling. Sociologisk Institut, Københavns Universitet, 2005.
Olesen, Henning Salling: Uddannelsespolitikken som politisk projektionsskærm, juni 2005, http://www.kritiskdebat.dk/artikel.php?id=269
Schleiermacher, Friedrich: Pædagogische Schriften. Vormals Bondi, Tyskland 1957
Social Kritik. nr. 102, december 2005. Tema: Måling & evidens
Stern, Daniel N.: Barnets interpersonelle univers. Hans Reitzels Forlag, 1995
Wahl, Asbjørn: Den europæiske arbejderbevægelse: Den sociale pagts ideologiske arv, maj 2004, http:// www.kritiskdebat.dk/artikel.php?id=158
Wahl, Asbjørn: http://www.velferdsstaten.no
Weber, Kirsten (2004): Videnskab eller hverdagsbevidsthed? - et kritisk blik på professionsselvforståelser, i Katrin Hjort (red): De professionelle - forskning i professioner og professionsdannnelser. Frederiksberg C, Roskilde Universi-tetsforlag 2004

FODNOTER

1 BUPL besluttede i 2008 at være en både fag- og professions forening
2 New Public Management er en samlebetegnelse for en række ledelses-, styrings- og organiseringsredskaber af både nyere og ældre dato. New Public Management kan defineres som en idé og tendens, reformbevægelse, værktøjskasse, policy/forvaltningspolitik, teori om kontraktstyring eller som en diskurs. Greve, Carsten, "New Public Management
- En kort oversigt over begrebets anvendelse og udvikling" i Nordisk Administrativt Tidsskrift 1/2002, 83 årgang.
3 Historisk set er pædagogikken vokset op nedenfra og oftest har pædagogikken været i opposition til de herskende ideer i samfundet. Fra Rousseau (1700-tallet), til vor tids moderne pædagogiske tænkere som; John Dewey, Erik Eriksson, Paulo Freire, Adolph Diesterweg og L.S. Vygotsky har ønsket om at udvikle det demokratiske og hele menneske stået i centrum for deres pædagogiske virke. I Danmark var f.eks. ideerne omstruktureret pædagogik og selvforvaltningspædagogik udtryk for at det pædagogiske område forsøgte at modvirke den passivisering og objektivering, som børn, unge og andre brugere udsættes for gennem opdragelsen i vort samfund. En parallel udvikling er gennemløbet på det socialpædagogiske område.
4 Overnationale organisationer som OECD (Organization for EconomicCooperation and Development, - Organisationen for økonomisk samarbejde og Udvikling.), IMF (Den internationale valutafond) og Verdensbanken sætter i stigende grad rammerne og betingelserne for de internationale og nationale dagsordner på alle velfærdsområder.
F.eks. er det OECD'skrav om markedsgørelse af al uddannelse globalt, der er den direkte årsag til, at Folketinget har vedtaget Lov om pædagogiske læreplaner.
5 Bl.a. Undersøgelsen "BUPL's medlemmer under lup 2002" ,www.bupl.dk og FTF's arbejdsmiljøundersøgelse 2006 - www.bupl.dk "Hver femte pædagog bliver syg af stress", 29. maj 2006.
6 Det professionspositive syn (Parson), kommer fra USA og bygger på den holdning, at i et højt moderniseret, specialiseret samfund udfylder professionen en meget vigtig samfundsmæssig rolle. Professions status forudsætter, at man har en specialviden og - kunnen, som ingen andre har, at man har samfundets tillid, og man vil noget godt. Derfor får professionen en relativ autonomi, hvor man grundlæggende har ret til både at planlægge, udføre og evaluere sit arbejde, og professionen har en selvstændig legitimitet.
Det professionsskeptiske syn (Max Weber) har den holdning, at professionalisering har til formål at lukke nogle ude ud fra følgende forestilling: Vi har en særlig viden og kunnen, og det kan I andre alligevel ikke finde ud af, for den har vi fået via vores uddannelse.
Lærerne, lægerne og sygeplejerskerne marker deres profession ud fra denne logik.
Der er en fare for, at man kommer til at vælge det professionsskeptiske syn, hvis man siger "uddannede i alle stillinger" på pædagogområdet.               
7 Pædagogmedhjælpere, PGU'ere, dagplejere, hjælpelærere, hjemmehjælpere, social - og sundhedshjælpere, sygehjælpere etc.
8 F.eks. ønsket om at opnå anerkendelse som videregående uddannelse - bachelorakkreditering. Se Eva Kragh: Akademiseringen af Sygeplejerskeuddannelsen - En analyse af Evalueringsrapportens betydning for udformningen af den fremtidige sygeplejerskeuddannelse. Specialeafhandling, 2000, RUC.
9 BUPL's kongresoplæg 2006 "Mål og strategier for udvikling af professionen og forslag til fremtidigt virke 2006-2008.
10 „Sparekasse-princippet for undervisning" ses af Freire som et middel til undertrykkelse:
Undervisning bliver således en art opmagasinering, hvor eleverne er magasiner og læreren lagerforvalter. I stedet for at kommunikere laver lærerne kommunikéer og gør „indskud" i eleverne som tålmodigt tager imod, memorerer og gentager. Dette er begrebet sparekasseundervisning „The banking concept of education", hvor de handlemuligheder der tillades eleverne kun udstrækkes til at modtage, sortere og opmagasinere indskuddene."
Sparekasseundervisningen betyder i praksis at „viden er en gave, skænket af dem der betragter sig selv som vidende, til dem de betragter som uvidende.
Freire mener at "sparekasseundervisningen" skaber en tilslutning til logikken omkring herskende orden.
11 vidensbaseret viden hviler på evaluering og måling af de sociale indsatsers/programmers effekt: man kan og skal måle sig frem til hvilke metoder, der virker bedst ("best practice").
Evidensbaseret forskning er i dag en del af det nyliberale og kulturkonservative projekt om at markedsorientere velfærdsstaten. Evidenstankegangen har åbnet for en revival til den ultrakonservative ideologi: Behaviorisme. Social Kritik. nr.102, december 2005. Tema: Måling & evidens.
12 Dagplejen, livsformer og relation, Per Schultz Jørgensen, HansReitzels Forlag, 2006, side 41.
13 Kampmann, 1994.

Ved en teknisk fejl blev den uforkortede udgave af denne artikle offentliggjort i første omgang. Det er nu rettet. En supplerende artikel om samme emne vil blive bragt i Kritisk Debats august-nummer. Vi beklager fejlen.