10 Forventninger
Af Redaktionen

Offentliggjort: 15. juni 2010
Med S og SF's udspil Fair Løsning har oppositionen spillet ud med et alternativ til VKO, og resultaterne kan også ses med det samme. Det er ikke alene VKO's "Genopretningsplan", der har sat skub i vælgervandringerne. Det skyldes ligeså meget, at vælgerne har noget at vandre hen til. Fair Løsning er blevet alternativets symbol!

Men det er ikke en tilstrækkelig farbar vej alene at forlade sig på, hvad der sker på Christiansborg eller i opinionsmålingerne. Hvis politikskiftet i Danmark skal blive holdbart og modstå angreb fra de borgerlige partier og den borgerlige politiske og økonomiske elite samt pressens evindelige "chockhistorier", skal politikskiftet forankres i fagbevægelsen og bredt i befolkningen.

En ny regering med S-SF som hovedakse vil heller ikke kunne gennemføre en Fair Løsning, hvis den ikke har stor aktiv opbakning. Lønmodtagerne er ikke kun trætte af VKO's politik. De er også trætte af elitær politik og af at få dikteret, hvad der er holdbart. En ny politik indebærer således også et skifte i forholdet mellem borgere og de politiske partier. Der er ikke brug for en ny forkromet kontraktpolitik med borgerne som passive tilskuere. Der er derimod med Ritt Bjerregaards ord brug for, at oppositionen i kampen om regeringsmagten peger på en række centrale problemer og samtidig går i dialog med borgerne og fagbevægelsen om, hvordan disse problemer skal løses.

Fair Løsning bør i den sammenhæng mere opfattes som S og SF's første udspil, som de kun kan vinde opbakning til, hvis de sætter spørgsmålet om en Fair Løsning til åben debat i samfundet. Og S-SF kan kun forvente varig opbakning til deres kamp om regeringsmagten, hvis de i den nærmeste fremtid indleder en forpligtende drøftelse med borgerne og fagbevægelsen og er indstillet på at indbygge en række af de forslag, der måtte komme ud af sådanne diskussioner i Fremtidens Fælles Fair Løsning . Det vil også være en kommende S-SF regerings demokratiske livsforsikring.

Både i andre partier, ude i fagbevægelsen og blandt borgerne er der mange forventninger til, hvad en ny politik skal indeholde. Og ikke alle disse forventninger imødekommes i Fair Løsning. Der er også forslag i Fair Løsning, som ikke stemmer overens med hovedforventningerne i brede lønmodtagerkredse. Derfor er der brug for en fortløbende debat af det alternativ, som S-SF på det helt rigtige tidspunkt har offentliggjort. Det er et stort fremskridt, at vi nu kan få en offentlig debat om, hvilke principper og visioner, der skal indgå i en ny politik. Det er også en sådan debat, der kan mobilisere og sikre et tilstrækkeligt holdbart momentum i kampen for en anden regering frem til valgdagen.

10 forventninger til en Fair Løsning.
Som sagt; Fair Løsning er et stort skridt fremad. Men også nogle uindfriede forventninger og noget, der bør og skal diskuteres bredere. Redaktionen på Kritisk Debat har f.eks. nogle forventninger til en Fair Løsning, som går videre end det, der står i S-SF's oplæg. Disse forventninger præsenterer vi herunder som vores bidrag til, hvordan Fremtidens Fælles Fair Løsning kunne se ud, når oppositionen indtager statsministeriet.
  1. Der kan og bør gøres mere ad skattevejen. Hvorfor ikke  rette afgørende op på statens finanser ved en egentlig  tilbageregulering af de ufinansierede skattelettelser og en ophævelse af skattestoppet? Hvorfor ikke øge og udvide  beskatningen af kapitalgevinster? Disse foranstaltninger vil næsten alene kunne reducere statsunderskuddet til nul.
  2. Vi forventer, at en ny regering indleder arbejdet med en retfærdig skattereform. Vi forventer, at en ny regering  ikke blot omgør VKO's dagpenge forringelser, men også øger befolkningens og især lønmodtagernes almindelige sociale tryghed og tryghed på arbejdsmarkedet. Vi forventer, at en ny regering sikrer mindst samme tryghed ved arbejdsløshed som i dag. Vi vil gerne diskutere, hvordan det gøres endnu bedre end at opjustere dagpengeperiodens længde til 4 år og tilbageføre beregningsgrundlag og optjeningslængde til status før VKO-indgrebet. Men kan vi ikke enes om noget bedre, forventer vi, at I tilbageruller VKO's angreb på trygheden. Vi forventer endvidere en helt ny  aktiv arbejdsmarkedspolitik, hvor de arbejdsløse får reel mulighed for opkvalificering og uddannelse. Social tryghed er forudsætningen for en stærk fagbevægelse og lønmodtagernes mulighed for at forlange ordentlige løn- og arbejdsforhold.
  3. VKO har over 10 år kørt den offentlige sektor helt i sænk hvad angår bygninger, institutioner, faciliteter, kollektiv og infrastruktur. Det skal der rettes op på nu. Det vil give en del arbejdspladser og forbedre forholdene for borgerne. Det samme vil en reguleret offensiv, beskæftigelsesfremmende og miljørigtig industripolitik. Vi forventer klare programmer for, hvordan de mange hundrede tusinde på overførselsindkomster opnår reel mulighed for at komme tilbage til arbejdsmarkedet. Sker det vil manglen på arbejdskraft længere fremme være løst. Men der skal ske noget nu. Intet samfund kan være bekendt at have mere end 20 procent af sine arbejdsduelige borgere på passiv hjælp.
  4. Med kommunalreformen har kommunerne fået hovedansvaret for størsteparten af den offentlige service. Det har VKO gennem ministerdiktater og dikterede økonomiaftaler udnyttet til at tvinge kommunerne til at gennemføre den ene besparelsesrunde efter den anden. Servicen er forringet mærkbart over de sidste 5 år. Der er brug for, at en ny regering indgår en flerårig udviklingsaftale med kommunerne og regionerne. Sådanne udviklingsaftaler kan indeholde rammer for nationale løft indenfor de forskellige hovedområder som børn, skole, ældrepleje, infrastruktur og renovering.
  5. VKO er nået langt med privatiseringspolitikken. Den har på alle områder øget uligheden i samfundet. Vi forventer, at en ny regering vil afskaffe alle de ordninger, der inden for det fordelingspolitiske felt, øger uligheden. Det drejer sig hovedsageligt om sundhed, uddannelse, ældrepleje og pension.
  6. Det offentlige kan skære ned på væksten i realforbruget ved at afbureaukratisere. Men det forudsætter, at en ny regering vil gøre op med alle de bestemmelser og love, der har skabt overbureaukratiseringen og ineffektiviteten. Det drejer sig f.eks. om frit valgs ordninger, om Bestiller-Udfører-Modeller, tidskontrol, testkontrol, udliciteringer og interne markeder og kontraktstyring i det offentlige. Alle disse ordninger har nemlig ført ressourcer væk fra det borgernære arbejde og skabt helt unødigt store kontrolbureaukratier.
  7. Der er brug for en gendemokratisering af det lokale selvstyre i kommunerne og på lidt længere sigt også i regionerne. I VK-regeringens tid er der skabt et væld af kontrakter i forbindelse med indførelse af "interne markeder" både i kommunerne, kommunerne i mellem og mellem kommunerne og regionerne. Denne udvikling har flyttet magten væk fra politikerne over til et stort styrende og kontrollerende embedsmandslag. Jo flere kontrakter, desto mindre frihed for politikerne til gennem dialog med borgerne at træffe de nødvendige beslutninger. Konstant er de begrænset af indgåede kontrakter. Spørgsmålet er, om en ny regering med en ny politik kommer uden om en væsentlig justering af kommunalreformen, så regionerne opnår større politisk selvstændighed og ansvar.
  8. Vi er helt enige i, at de unge skal hurtigere gennem uddannelsessystemet. Men de hverken kan eller skal tvinges til det. De unge skal inden for hele uddannelsessystemet gives de bedste muligheder for at koncentrere sig om deres uddannelse. Det forudsætter højere SU/elevløn, så de ikke behøver at tage erhvervsarbejde. Hermed frigøres der også flere jobs til dem, der i dag er på overførselsindkomst, og vi bliver fri for, at de unge i deres jagt på en ekstraindtjening accepterer dårlige arbejdsvilkår, der også forringer arbejdsvilkårene for alle andre. Og ikke mindst: folkeskolen skal fastholdes og udbygges som folkets skole og ikke omdannes til en karrierefabrik for erhvervslivet.
  9. Realvæksten i den offentlige sektors forbrug har ganske rigtigt været høj over de sidste 10 år, og den kan selvfølgelig ikke blive ved med at vokse, hvis ikke økonomien som helhed vokser og øger skattegrundlaget. Men realvæksten har ikke ført til forbedret service for borgerne. Den er først og fremmest gået til at løse de voksende problemer i hele samfundet, som VK's neoliberale politik har skabt. En ny regering med en ny politik kan gå den modsatte vej og reducere problemerne "ved kilden". Den kan eksempelvis gennemføre foranstaltninger, der udstøder færre fra arbejdsmarkedet, tvinge praktikpladser igennem, stramme op på arbejdsmiljøet, så langt færre nedslides eller kommer til skade. Den kan sørge for sociale ældreboliger og bedre kollektiv trafik, så de ældre kan leve uden at være afhængig af offentlig hjælp. Den kan tvinge en anden form for almennyttig boligbyggeri igennem, så der ikke udvikles ghettoer og flere får lyst til at bo i lejeboliger. Det skaber netværk og grundlæggende social tryghed. En demokratiseringsreform, der kan forbedre samarbejdet mellem frivillighedsområdet i civillivet og de offentlige institutioner. En skærpet miljøpolitik og langt strammere kontrol med fødevarerne osv. Alt i alt kan en mere forebyggende samfundspolitik mindske behovet for ukontrollabel vækst inden for den offentlige sektor, herunder sundhedssektoren.
  10. Alle ved, at samfundets nuværende krise er skabt af vild finansspekulation og manglende eller utilstrækkelig regulering af markedet. Vi forventer, at en ny regering i samarbejde med alle progressive kræfter i Europa vil sætte ind med lovgivning, der regulerer kapitalmarkederne og de "frie markedskræfter". Ellers vil det aldrig blive muligt at gennemføre en Fair Løsning. Der er allerede kommet mange gode forslag fra Den Europæiske Fagbevægelse (ETUC), Det Europæiske Socialdemokrati og fra socialistgruppen i EU-parlamentet. Flere regeringer har efter Grækenlandskrisen også sat fokus på regulering af kapitalmarkederne, hvis ikke de suveræne demokratiske stater fortsat skal tyranniseres af de svingende kapitalbevægelser. En offensiv finans-, arbejdsmarkeds- og socialpolitik i EU er det eneste reelle modsvar til konvergensprogrammernes nedskæringspolitik. En ny regering kan ikke gennemføre en Fair Løsning alene i Danmark. Dertil er vores økonomi for åben. En ny regering må derfor arbejde sammen med de kræfter i EU, der også vil en Fair Løsning. Og de er i fremdrift.
Forventningsstafet.
Spørgsmålet er så, hvordan vi får sat gang i en forventningsdebat i forhold til en ny regering og en Fair Løsning? I al ubeskedenhed vover vi at foreslå en "forventningsstafet" En stafet, som alle kan melde sig til, og hvor stafetten helst skal passere mellem mange arbejdspladser, fagforeninger, boligorganisationer, miljøorganisationer, studieorganisationer, ældreklubber osv., inden stafetten afleveres til centrum-venstre-partierne.

Bestyrelsen i den lokale fagforening kan f.eks. sætte et punkt på næste dagsorden til næste bestyrelsesmøde eller generalforsamlingen: Hvad er vores 3 vigtigste krav til en ny regering? De 3 krav, der kommer ud af debatten, kan så sendes videre til en anden fagforening i byen eller en anden fagforening i eget forbund: Hvad siger I til det? Er det også jeres 3 vigtigste krav?

Undervejs kan resultaterne lægges ud på egen hjemmeside og måske samles op på en fælles hjemmeside, hvorfra nye deltagere kan hente inspiration og give sit besyv med.

Diskussionerne kan sættes mere systematisk i værk. Man kan tage kontakt til en række andre fagforeninger rundt om i landet eksempelvis gennem LO Storbyerne m.h.p. at lade "forventningsstafetten" gå fra by til by.

Når "forventningsstafetten" så har været tilstrækkeligt vidt omkring, kunne den overbringes til Socialdemokratiet og SF. På den måde vil man ude i landet kunne fastholde fokus på Fair Løsning ved bl.a. at invitere til møder i fagforeningerne, til borgermøder med lokale repræsentanter fra oppositionen eller til møder med unge på uddannelsesinstitutionerne og herved også gøre det vanskeligere at isolere S-SF i et elitært mediecirkus, hvor borgerne reelt er reduceret til tilskuere.

S-SF har sat dagsordenen ved at fremlægge et alternativ. Nu drejer det sig om at mobilisere støtte til perspektivet om en Fair Løsning nedefra, for i dagens Danmark kan der heldigvis ikke mobiliseres, hvis ikke folk får indflydelse på, hvad der en Fair Løsning.