Det virtuelle Nordkorea
Af Jan Mølgaard

Offentliggjort: 15. juni 2010
Korea-krigen blusser op. Eller måske blusser krigen op.

Jeg rækker ud efter min kaffekop og skæver hen over kanten af koppen mod fjernsynsskærmen. Billeder flimrer forbi af en tv-nyhedsvært fra Nordkorea, der i et insisterende og aggressivt tonefald siger et eller andet, som lige så gerne kunne være et varsel om kastevinde på Sydsjælland. Men som nok ikke er det.

Måske ender det faktisk med, at Korea-krigen blusser op igen.

Jeg har forstået, hvad der har fremkaldt krisen. En torpedo som måske eller måske ikke stammer fra et nordkoreansk flådefartøj. Og som er skyld i mere end 40 sydkoreanske marineres død. Jeg forstår ikke logikken. Hvad i alverden ville Nordkorea opnå ved at gøre den slags? Hvis det altså er dem, der er ansvarlige. Men jeg forstår tonefaldet. Denne aura af asiatisk vrede. Over at blive truet - være under konstant angreb eller belejring. Det forstår jeg. Ligesom jeg forstår truslens realitet. Også fordi jeg kender historien.

Israel går til angreb på nødhjælpsskibe. Ni personer dræbt.

Jeg tænker det samme, som jeg har tænkt masser af gange før. De er sindssyge, de israelere. Hvorfor gør de den slags? Hvorfor blokerer de Gaza? Hvad har de halvanden million mennesker på det lille stykke land dog gjort staten Israel? Og hvordan man nogle helt konkrete mennesker et helt konkret sted i verden i det hele taget gøre et land noget?

Lidt efter toner en vred araber frem på skærmen. Han vil have Israel straffet.

Hvordan straffer man et land for at gøre det forkerte? Vil man sætte landet i fængsel? Eller vil man straffe de helt konkrete mennesker, der helt konkret bor i det land og bærer rundt på dets pas?

Der er brændt et hus ned på Lolland. Ejeren er væk.

Hvad er der sket? Hvad har fået ham til at gøre den slags? De siger noget om, at han lige er blevet udskrevet efter at være blevet behandlet for en psykiatrisk lidelse. Fordi de mente at han var rask? Det var han vist så slet ikke alligevel.

Og i Folketinget diskuterer de handlingsplaner. Om fair forandring. Og om genopretning og konvergenskrav. Den ene side påstår, at den anden side overhovedet ikke har forstået situationens alvor. Siger at de handler uansvarligt, og at Danmarks økonomiske fremtid står på spil. De siger at renterne vil stige - at folk vil gå fra hus og hjem - at arbejdsløsheden vil stige. Hvis ikke man skærer ned. De kalder det at spare, men de mener skære ned. Den anden side siger, at det er dem med genopretningsplanen, der tager fejl. Man skal investere sig ud af krisen, siger de. Man skal ikke skære ned, for så stiger arbejdsløsheden.

De kalder en ekspert frem på skærmen. Han siger ... ingenting. Hvad er han så ekspert i. Og så videre til noget helt andet. Mordbrand. Orkaner i fjerne lande. Jordskælv. Og endnu et offer i en fjern krig i et fjernt land, som Danmark deltager i. Hvordan kan et land føre krig? Hvordan kan et land føre krig mod et andet land? Er det ikke mennesker, der kæmper mod andre mennesker? Lande dør ikke. De bliver ikke såret. De skal ikke have benene amputeret.

Aktiekurserne går op. Eller også går de ned. Vejret bliver bedre, eller også bliver det dårligere. Den ene part har nok ret. Eller også er det den anden. Eller også har ingen af dem ret. Måske er det senioranalytikeren. Eller en professor et eller andet sted fra. Eller en helt tredje.

Jeg kan ikke finde ud af det. Jeg skifter kanal. Jeg orker ikke flere nyheder. Jeg finder det ikke interessant, at en hel masse mennesker er blevet dræbt eller kvæstet af en selvmordsbombe i Afghanistan. Eller ved en togulykke i Indien. Eller en mineeksplosion i Kina. Eller ved en færdselsulykke i Nordjylland. Jeg er ligeglad med, at pæne mænd i jakkesæt eller uniform eller pæne damer i nydelige buksedragter eller mørke nederdele går ind af eller ud af døre et sted i verden, der måske eller måske ikke ligger et sted i Europa. Jeg skifter kanal.

På den ene kanal er der en udsendelse om at gå fallit. De taler om, hvordan man kan tjene helt ustyrlige mængder af penge og alligevel er ved at blive trukket i fogedretten. Nej - ikke det. De unge mødre. Pseudoreportage. Konstrueret. Krimi. Dagligstueshow. Med tilsat dåselatter. De kan løse deres problemer. Ingen problemer er større, end at man kan løse dem på den tid, det tager at bevæge sig fra serieepisode til serieepisode.

Jeg kan ikke løse mine problemer. Ikke på så kort tid. Måske slet ikke. Men jeg fanges en kort tid af billeder af et lig der skæres op på en skinnende, rustfri stålbriks. Skæres op af mennesker i turkisgrønne kitler med masker for underansigtet. Og briller. Lader kameraet zoome ind på en der er død en voldelig død. Som ikke har problemer mere - medmindre det er et problem, at man er blevet slået ihjel af en eller anden, som andre så forsøger at identificere og fange.

Vender tilbage til en nyhedsudsendelse. Eller kommer frem til en anden nyhedsudsendelse måske. Der fortæller om katastrofer, om krise, om psykisk syge der ikke behandles, om kronisk syge, der ikke hjælpes, om arbejdsløse, der ikke kan finde arbejde, om folk der går nedenom og hjem, om risikoen for nedsmeltning, om risikoen for drab og overfald, om risikoen for sygdomme, om det farlige ved at ryge, spise, trække vejret, køre bil, køre bus - eller blive hjemme.

Jeg får ondt i maven nu. Jeg kramper. Jeg spænder alle vegne.

En tur i den friske luft. Det må hjælpe. Har bare brug for at sætte fødderne på jorden, mærke vinden, føle luften fare forbi. Trække vejret langsomt og rytmisk og føle, hvordan blodet bliver iltet og hvordan der gør lidt ondt alle de rigtige steder.

Ved den lille købmand, der slås for at holde skruen i vandet og arbejder som et bæst for at sikre det, står der reklamefoldere uden for døren - en til hver side. På den ene fortæller Billedbladet om de seneste skandaler. Jeg tænker, at det sandelig er godt, at jeg ikke hører til de rige og kendte, hvis privatliv skal eksponeres i farver og på glittet papir en gang om ugen. På den anden kan man se Ekstrabladets forside. En engelsk taxachauffør er gået amok. Ingen ved hvorfor. Og har skudt en hel masse, helt tilfældige mennesker i en række småbyer.  På den anden side af reklamestanderen får jeg at vide, at krisen langt fra er overstået (som om jeg ikke godt vidste det). Det siger det økonomiske råds formandskab - vismændene. Der skal skæres meget, meget mere, siger de også. Jeg tænker ganske kort på, om der ikke også skulle skæres langt mere i deres ret til at udtale sig.

På gadens sorte asfalt ligger en bunke glasskår. Jeg kan godt huske, at jeg hørte udrykningssirenerne i går. Umiddelbart efter et dumpt drøn, da - mindst - to biler stødte ind i hinanden.

Det hjælper ikke, det her. Jeg kan lige så godt gå hjem igen. Vinden og lyset og fliserne under fødderne binder mig ikke til en virkelighed, der er til at holde ud. Og flugten virker heller ikke.

De stirrer på mig fra tv-skærme og avisforsider. Fortæller mig, at faren lurer derude - at faren lurer lige om hjørnet.

De fortæller mig, at lige om lidt så mister jeg mit arbejde - lige om lidt bliver jeg skilt. Lige om lidt stiger mit kolesteroltal til truende højder - lige om lidt begynder svulsterne at vokse. Og lige efter lukker mine kranspulsårer til.

De retter på slipsene, eller stryger det perfekt klippede hår skødesløst væk fra øret og panden, de smiler og fortæller mig, at mit liv og min livsmåde er truet. Konstant.

Jeg kommer til at tænke på en scene fra en film.  Mississippi Burning tror jeg nok. Gene Hackman skal forklare sin chef, den unge FBI-mand spillet af Willem Dafoe, hvordan racehadet virker nede i syden. Og han fortæller om sin far, der havde en nabo - en sort mand - der både var en dygtig landmand og forstod at passe på sine penge. Så naboen havde råd til at købe et æsel, der kunne hjælpe ham med at gøre sin produktion endnu mere effektiv. Gene Hackmans far hadede den nabo - selvom naboen egentlig var en venlig og behagelig mand. Og slog hans æsel ihjel til sidst. Hvorfor? Fordi han ikke kunne bære at være den, der sad yderst på bænken - den der var mest truet af den store, sociale massegrav. Hvordan kan man holde sin slavetilværelse ud, hvis der ikke i det mindste er nogen, der har det værre end én selv.

Mit land er under belejring. Omkring mig raser finanskrise og handelskrige. Strateger - nogle gange endda chefstrateger eller senioranalytikere - fortæller om globaliseringen. Og globalisering betyder, at slagteriarbejdere i Jylland mister arbejdet mens slagteriarbejdere i Polen får et arbejde - eller får mere at lave. Globalisering betyder, at vi i det lille Danmark ikke har en mulighed for selv at bestemme, hvordan vores liv skal leves. Globalisering betyder, at aktiehandlere i Japan bestemmer, hvad mælken koster i Hobro. Den betyder, at daytradere i New York bestemmer, hvad jeg skal betale i renter for min kassekredit. Det siger de i hvert fald. Globalisering betyder også, at der stort set ikke kan ske en oversvømmelse i Sydamerika, før jeg får det at vide - at der ikke kan indtræffe et jordskælv i Haiti, uden at det på en eller anden måde også er mit ansvar og min bekymring.

Og der eksploderer hele tiden bomber i Irak eller Afghanistan, der myrdes hele tiden mennesker i USA, der er hele tiden børn og kvinder og gamle mænd i Afrika, som dør af Aids eller sult eller borgerkrig. Hele tiden flyder blodet, hele tiden raser krisen, hele tiden opstår der nye krige. Hver anden dag afsløres der børnemisbrug, hustruvold, narkobaroner, tyvebander og mindst en gang om ugen slår nogen deres koner eller mænd eller børn ihjel under bestialske opgør.

Det er det rene Nordkorea
Hver dag, hver time af dagen får jeg fortalt den tilsyneladende og alment accepterede sandhed om en virkelighed, som er truet og truende, foruroligende og uforudsigelig.

Jeg får at vide, at jeg i virkeligheden ikke kan forsvare mig imod eller beskytte mig imod denne globale trussel.

Den rammer mig, når jeg sover - mens jeg er på arbejde. Voldsnedslag eller jordskælv eller nedskæringer, globaliseringens nødvendige følgevirkninger, slår til hele tiden. Og i mit fjernsyn hører jeg om det. Der ser jeg, at det hele tiden kommer tættere på - at det hele tiden bliver mere og mere insisterende en del af den virkelighed, som jeg lever, ånder, spiser og sover.

I Nordkorea giver de angsten og truslen et ansigt. Den imperialistiske superskurk USA og de allierede - forræderne mod syd - det er dem, der er bærer af truslen. De siger også, at blot man bakker op om den store leder, blot man er loyal over for sit fædreland, så skal fædrelandet nok gøre gengæld ved at beskytte mod truslerne. Ingen skal komme her og fortælle os, hvordan vores liv skal leves. Ingen vil vove at gøre alvor af truslerne. Blot vi alle sammen holder fast i troen på fædrelandet og fædrelandets leder.

Men her i Danmark - hvor truslen er lige så reel - er den bare ansigtsløs. Den hedder "økonomisk sammenbrud". Den hedder "globalisering". Den hedder rockerkriminalitet eller terror. Den hedder dårlig livsstil. Den hedder alt muligt, men den har intet ansigt. Og der er intet jeg som enkeltperson kan gøre ved den andet end at forsøge at glemme, at den eksisterer.

Lidt længere henne i det vænge, som jeg bor på, blev en kvinde for et stykke tid siden tævet ihjel af sin samlever. Jeg var ved at skrive, at hun blev tævet ihjel af sin kæreste. Men en mand, der gør den slags kan da umuligt være en kæreste. Og lige ovre på den anden side af rækken af kirsebærtræer - der lige er holdt op med at blomstre - var der også et voldeligt opgør, som endte med, at en kvinde blev sendt på hospitalet.

Efter den første episode arbejdede journalisterne hårdt på at sætte en supplerende vinkel på historien. Fordi der trods alt er grænser for, hvor mange gange man kan fortælle den grusomme historie om en kvinde, der blev tævet ihjel.

Jeg blev også ringet op. Og jeg blev spurgt, hvad jeg følte ved det, der var sket.

Jeg vidste godt, hvad journalisten gerne ville have, at jeg skulle sige. At jeg var chokeret. Over at det skete lige her - lige ved siden af, hvor jeg bor. At der ellers var roligt og fredeligt, men at jeg følte mig utryg nu. Men jeg sagde, at jeg ingenting ville sige om det.

Journalisten havde meget svært ved at fatte, at jeg nægtede at have en mening om det, der var sket - at jeg ikke ville sige, at jeg nu følte mig utryg ved at bo her. Eller noget andet tilsvarende, som jeg kan se folk sige næsten hver eneste dag i mit fjernsyn. Til sidst smækkede jeg telefonrøret på.

Nu sidder jeg her og tænker, at jeg lever i et virtuelt Nordkorea.

Jeg tænker, at det er næsten på samme måde som med historien fra filmen. At jeg blot skal prise mig lykkelig over, at det ikke er mig, der bliver ramt af umotiveret vold, bombeattentater, hungersnød og jordskælv. At jeg bare skal dukke nakken og passe mine radiser. At det da er godt, at den store globalisering endnu ikke har ædt mit arbejde. At jeg trods alt så nogenlunde er i stand til at betale enhver sit, enhver sine renter, betale for min varme, min strøm og mit eternittag.

Så længe jeg er loyal over for dem, der bestemmer - så længe jeg ikke forsøger at tage min skæbne i egne hænder - så længe jeg ikke tror, at enhver i princippet burde have muligheden for at råde over sit eget liv - så får jeg nok lov til at leve i fred. Så længe der altid er nogen, der har det værre end mig, så har jeg det - næsten - godt.

Jeg behøver ikke slå min nabos æsel ihjel for at bevare illusionen. Jeg dræber mine byttedyr per stedfortræder og lader andre sørge for at holde dem i skak, der hele tiden er med til at skabe afstand mellem mig og den sociale massegrav. Alle de fattige, de voldsramte, dem der flygter, dem der er lige ved at dø af aids og sult.

Men prisen er altså, at jeg accepterer at leve i det virtuelle Nordkorea. At jeg anerkender den konstante trussel. At jeg yder mit rituelle bidrag til at bekræfte tingenes orden og forskellene. Prisen er, at jeg må acceptere mine mareridt. At jeg må acceptere konstant at være mobiliseret i et forsvar mod faren. Prisen for tryghed er accepten af utrygheden.

Måske skulle man holde op med at acceptere den store ledelse. Måske er det første trin frem imod ikke at dele trusler, men at dele reel tryghed.