Oppositionens betingelser og muligheder
Af Jan Helbak

Offentliggjort: 15. juni 2006
Den store idé, der altid har været fremherskende, om end ikke altid dominerende gennem hele Labours historie har været at erstatte kapitalismen med socialisme eller i det mindste ændre kapitalismen rimeligt radikalt for at imødekomme arbejderklassens behov. New Labour har ikke sådan en stor idé, men en kynisk vurdering kunne være, at de bruger en hel del energi for at få Den Tredje Vej til at tage sig ud som en stor idé - hvilket den ikke er!
- Norman Fairclough: New Labour, New language? 2000.

Denne artikels hovedtema er en analyse af konditionerne for oppositionens kamp for regeringsmagten. Dvs. artiklen undersøger kampens betingelser og en række politiske felter, som oppositionen skal have udfyldt for at kunne bruge en eventuel regeringsmagt til andet end at videreføre VK regeringens politik blot i modificeret udgave.

Socialdemokratiet kom for nogle måneder siden med sit visionspapir ("samling om fornyelse"), og SF fulgte tæt op med 100 forslag som alternativ til VK regeringens politik. Herigennem forsøger de to oppositionspartier øjensynligt at markere sig selvstændigt dels i forhold til regeringen og DF og dels i forhold til Det Radikale Venstre og overbevise vælgerne om, at der findes et alternativ.

Begge partiers visionspapirer indeholder unægtelig spændende forslag, men er på den anden side fælles om manglen på en analyse af det samfund, hvori velfærdsreformerne skal føres ud i livet. Herved får de mange programforslag karakter af paroler uden mindste indikation af, hvordan de to partier vil gribe tingene an den dag, de får regeringsmagten. Læserne får ikke gennem forudgående analyser indblik i, hvorfor det er lykkedes VK regeringen at komme til magten, hvad der er lykkedes for den samme regering at gennemføre i den 5-årige regeringsperiode. Hermed efterlades man med et stort spørgsmål om, hvilke dele af VK regeringens strukturreformer, man vil ændre radikalt - hvis man da vil ændre noget radikalt - efter et magtskifte.

Man kan således få det indtryk, at i hvert fald Socialdemokratiet regner med at kunne virkeliggøre sine velfærdsvisioner indenfor rammerne af det statsmaskineri og den nye forvaltningsstruktur og de socio-økonomiske forhold, som VK regeringen har udviklet siden den tiltrådte i 2001.

For så vidt det skulle være tilfældet, og for så vidt man betragter den danske velfærdsstat som en relativ statisk og stabil samfundsmodel, det blot drejer sig om at vende tilbage til, begår man en afgørende fejl. Og visionerne vil forblive visioner samtidig med, man med eller mod ens vilje tvinges til at fortsætte VK regeringens politik på alle væsentlige spørgsmål.

Velfærdsstaten et historisk kompromis
Det var ganske specifikke magtpolitiske (nationale men især internationale) og klassemæssige styrkeforhold, der muliggjorde statsmagtens formskifte til en velfærdspolitisk reguleringsstat, hvor en 50'ernes strukturtilpasningspolitik blev kombineret med statsmagtens regulerende intervention både overfor markedet og i afbalanceringen af klassernes indbyrdes styrkeforhold. I det spil var der, efter de første politiske kampe efter 2. Verdenskrig og med skyldig skelen til den kommunistiske indflydelse og en hel del erfaring fra fascismens tag i masserne i 30'erne, almindelig politisk enighed om, at Danmark var bedst tjent med at videreudvikle det Myrdalske velfærdskoncept og tilpasse den universalistiske velfærdsstatsmodel til danske forhold. Og selv om Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen i almindelighed pressede på for at få gennemført øget velfærd til størstedelen af lønmodtagerne - og vel nok også var den store motor i velfærdspolitikken - er det dog notorisk ukorrekt at påstå, som de socialdemokratiske ledere gerne gør, at arbejderbevægelsen havde monopol på den praktiske udformning af velfærdsstaten. Det er faktisk VKR, der har gennemført flere af de helt centrale velfærdsreformer bl.a. promoveringen af Bistandsloven.

Faktisk blev velfærdsmodellen i fuld overensstemmelse med de formulerede arbejdsgiverinteresser i den grad tilpasset strukturpolitikken, så det på rekordfart lykkedes at omdanne Danmark fra et i hovedsagen landbrugsland til en moderne industrination, der kunne konkurrere på verdensmarkedet. Statsmagten greb således ikke blot ind overfor markedet, men skabte tillige grundlaget for hurtig kapitalakkumulation samtidig med, at den beskyttede borgerne og civilsamfundet mod følgerne af denne grundlæggende og dynamiske samfundstransformation.

Det centrale element i den danske velfærdsmodel - som i de fleste andre realiserede velfærdsmodeller - var skabelsen af de socio-økonomiske rammer for efterkrigstidens økonomiske vækst på den ene side, og på den anden side, gennem offensiv intervention, etablering af en offentlig sektor og en bred velfærdsopbygning, der afkommodificerede store dele af samfundets sociale liv. Uddannelse, arbejdsmarkedspolitik, social politik, kulturpolitik og sundhedspolitik blev ret radikalt trukket ud af markedets sfære og entydig underlagt statslig regulering under en vis demokratisk kontrol. Således kombinerede især de socialdemokratisk ledede regeringer afkommodificeringen af store dele af samfundslivet med en progressiv fordelingspolitik.[1]

Den socialdemokratiske velfærdspolitiske strategi lykkedes i et sådant omfang, at den i over 30 år satte sig tungt på den offentlige diskurs[2], hvilket igen blev forstærket af opkomsten af nye lag og professionsgrupper indenfor middelklassen i takt med velfærdsstatens udbygning. Disse nye lag, der udelukkende fik deres eksistensgrundlag i og med velfærdsstaten, havde tillige et intellektuelt potentiale til at understøtte og udvide velfærdsdiskursen indenfor næsten alle dele af samfundslivet.

Og skønt der samtidig forekom en ret så heftig differentiering mellem de forskellige fag og grupper indenfor arbejderklassen blev nettoresultatet, at borgerskabet og især finanskapitalen blev holdt i skak gennem stramme reguleringer, og lønmodtagerne over én kam fremstod relativt styrket overfor borgerskabet. Dette at de basale livsforhold blev sikret gennem velfærdsstatens udbygning, forøgede lønmodtagernes styrkeposition på arbejdsmarkedet i kampen om den primære indkomstfordeling i almindelighed og i overenskomstforhandlingerne i særdeleshed.

Men hvad især de socialdemokratiske velfærdsstrateger overså eller i hvert fald negligerede var, at den særegne udbygning af velfærdstaten (som f.eks. med bistandsloven) samtidig bidrog til at opløse arbejderklassens indre sociale strukturer og de livsformer (og dermed også en del af arbejderbevægelsens selvstændighed), som hidtil havde udgjort et ikke uvæsentligt styrkepotentiale for arbejderpartierne. Fagbevægelsen var faktisk af samme grund modstandere af flere af disse velfærdsreformer, fordi lederne i LO og i enkeltforbundene ganske udmærket forstod, at de bidrog til opløsningen af mange af arbejderbevægelsens sociale foreninger og institutioner og dermed på længere sigt til svækkelsen af selve fagbevægelsen - den kollektive arbejder og fagforeningsmedlem blev med reformpolitikken opløst i statsborgerskabet.

Hvad velfærdstrategerne også overså, var, at den generelle dekommodificeringstendens, som også styrkede civilsamfundets forskellige organisationer og frisatte store dele af arbejderklassen fra dagligdagens og lønarbejdsforholdets tvangskarakter også bidrog til at udvikle arbejderklassens frihedstrang i modsætning til det underordningsforhold, den op gennem velfærdsopbygningen havde befundet sig i overfor statsmagten og dennes professionelle forvaltere.[3][4]

Det tredje forhold, som heller ikke blev levnet megen opmærksomhed i den socialdemokratiske samfundsdiskussion, var de voksende spændinger på det kapitalistiske marked og i produktionen. Troen på den krisefri kapitalisme og den keynesianske reguleringspolitiks overlegenhed var så fremherskende, at man ikke forudså, at krisegennemslaget i 70'erne ikke alene ville sætte velfærdsstatsreguleringen og fordelingspolitikken under pres, men også at dette pres kunne udløse en voksende folkelig opbakning til en neoliberal modoffensiv, hvis fremherskende credo var "frihedsbudskabet", "antibureaukratisme" og "den enkeltes indflydelse i hverdagen".

Et credo der også blev muliggjort af, at velfærdsstaten, i og med den aldrig for alvor havde forsøgt at gribe ind i produktionens organisering og markedets udvikling, var ude af stand til at imødegå de voksende byrder, som den kapitalistiske krise overførte til løsning indenfor velfærdsstatens begrænsede ressourceramme. På det led kom velfærdsstaten successivt til at fremstå som både dyr og ineffektiv. Statsapparatet og den samlede offentlige sektor voksede eksplosivt. Ligeså det offentlige forbrug og skattetrykket som procentdel af BNP, uden at det affødte mærkbare velfærdsforbedringer, idet en større og større andel gik til overførselsindkomster som en af krisens konsekvenser. I dette historiske spændingsfelt forblev Socialdemokratiet handlingslammet, fordi partiet aldrig havde nået at udvikle sin egen økonomiske doktrin og politik, men i stedet med afsæt i keynesianismen ensidigt satset på en strategi for udbygningen af den sekundære fordelingspolitik gennem den offentlige sektor og i det store hele afskrevet enhver form indgreb overfor den kapitalistiske produktionsform og markedets ulighedsskabende mekanismer.

Så helt modsat neoliberalisternes gentagne anklager mod de socialdemokratiske regeringer for for meget statsintervention, skal hovedårsagerne til velfærdsstatskrisen sidst i 70'erne og begyndelsen af 80'erne snarere findes i velfærdsstatsregeringernes for begrænsede intervention.[5] Og på den anden side borgerskabets[6] vel tilrettelagte modoffensiv overfor arbejderklassen og den nye middelklasse gennem det neoliberale "frihedsbudskab" og en sønderlemmende kritik af velfærdsstatens eksesser, indlysende ineffektivitet og manglende dynamiske kriseløsningsstrategier.

Neoliberalt opgør med velfærdsstaten
Det er nok korrekt at anlægge det perspektiv på neoliberalismens historiske mission, at den hovedsageligt har tjent som finanskapitalens og de store kapitalejeres våben i offensiven mod de velfærdsstatslige reguleringsordninger, der dels fastholdt et ugunstigt styrkeforhold mellem klasserne, dels fungerede som en barriere for de fri kapitalbevægelser og dels stod i vejen for den nødvendige internationale rekonstruktion af verdensmarkedet, hvor kapitalen blev "frisat" fra de nationale og sociale forpligtelser, som den havde været underlagt under velfærdskapitalismen.[7]

Men den neoliberale offensiv kunne kun opnå folkelig opbakning, fordi dens teoretikere og politiske fortalere faktisk kunne pege på alvorlige mangler i den statslige bureaukratiske regulering og i samme moment fremstille markedet som en bedre og mere effektiv regulering af samfundsøkonomien og velfærdsindretningen. Endvidere var det indlysende, at kapitalismens økonomiske og teknologiske udvikling havde overskredet de nationalstatslige reguleringer. Alene udbredelsen af Eurodollarmarkedet indikerede dette forhold. Således var Reagans dereguleringspolitik i 80'erne både en nødvendighed og en strategi for at stabilisere amerikansk kapitalisme ved at tippe magtforholdet over til finanskapitalens fordel. Og med den amerikanske administrations højrentepolitik forplantedes krisepolitikken og dereguleringsbølgen til resten af verden op gennem 80'erne, hvilket også svækkede alliancen mellem dele af det statslige bureaukrati og produktionskapitalen, der havde udviklet sig i efterkrigstiden, men nu var i krise. Men som ikke desto mindre havde været i stand til at inddæmme de værste konsekvenser op til slutningen af 70'erne gennem statsintervention og keynesiansk national-økonomisk politik.

Dereguleringspolitikken var således først og fremmest en frisættelse af den mobile kapital, som med de internationale markeder som aktionsbase kunne gribe næsten uhindret ind overfor de nationale regeringer og gennemtvinge ændrede arbejdsmarkedsforhold og drastiske forringelser af de velfærdsformer, der stod i vejen for beslaglæggelse og kapitalisering af de samfundsskabte værdier.[8]

Parallelt med denne udvikling ændredes de internationale reguleringsinstitutioners (IMF, Verdensbanken mv.) formål og indhold til at understøtte den fortsatte dereguleringsproces og nedbrydningen af de nationale barrierer for rekonstruktionen af verdensmarkedet og en forceret vestvendt kapitalakkumulationsproces i udviklingslandene. Under samtlige valutakriser i 80'erne og 90'erne og under krisen i Sydøstasien i 1997-98 intervenerede de internationale institutioner ensidigt for at beskytte den internationaliserede finanskapitals interesser uden hensyn til, at man på samme tid svækkede udviklingen af den produktive akkumulationsproces i udviklingslandene og herved reelt indskrænkede verdensmarkedet.[9]

Hele beslaglæggelsesstrategien både i de udviklede kapitalistiske lande og i udviklingslandene gennem disses underordning under den neoliberale "Washington Consensus" politik indebar en accelereret privatisering af offentlig virksomhed, forbud mod efterspørgselsstyring af økonomien, indførelse af udbudsøkonomisk styring af den offentlige sektor og fjernelse af de mest basale lønmodtagerrettigheder. Kodeordet var fleksibilisering og opløsningen af kollektive rettigheder, idet disse blev fremstillet som undertrykkende af det enkelte individ og grundtanken i menneskerettighederne.

Selvfølgelig er denne offensiv for at svække arbejderklassen og begrænse velfærdsstaternes reguleringsmekanismer ikke foregået uden omfattende kampe og modstand i store dele af befolkningen overalt på kloden. Men ikke desto mindre har de neoliberale fortalere haft forbløffende succes med at udelukke ethvert andet alternativ med skyldig henvisning til velfærdsstaternes åbenlyse problemer og sammenbruddet i Østeuropa og Sovjet. Alle andre former for human indretning af samfundet kunne udelukkes, fordi de havde skabt større problemer, end de havde løst. Så først skulle det "gamle lort" rives ned, alle forestillinger om kollektive samfundsformer fremstilles som ren reaktion og vækstblokerende konservatisme og erstattes af det frisatte individ som eneste virkelighed. Og de historiske handlende subjekter opløses i markedets egendynamik og selvregulering. Alle forsøg på kollektivt at gribe ind i historien havde vist sig katastrofale, blev det fremført i alle mulige teoretiske og filosofiske afskygninger - i næsten gammeltestamentlig form.

Således betragtet kan man sige, at neoliberalismens vigtigste mission har været den ideologiske legitimering af finanskapitalens offensiv for at tilbageerobre, hvad den mistede umiddelbart efter 2. Verdenskrig, nedbrydningen af de statslige reguleringsformer, nedbrydningen af de folkelige modstandsformer hos lønmodtagerne og politisk-kulturelt ekskludere disse fra den offentlige diskurs. Udover at bane vejen for privatiseringer af offentlig virksomhed og afregulering af arbejdsmarkedet. Men det bemærkelsesværdige i hele denne 20-årige proces har været, at de nye magthavere på trods af den nyvundne ideologiske overlegenhed har været bundet til at legitimere processen som et forsvar for velfærdssamfundet. Man har ikke på nogen måde kunne lægge de folkelige forestillinger om samfundsorganiseret velfærd død, selv om man i flere på hinanden teoretiske bølger har tilstræbt at omdefinere velfærdsstaten til at være en ren national koncernstyret residualstat eller en markedsbaseret forsikringsstat.[10], [11]

For selv om den folkelige modstand ikke har kunnet finde artikulation, og selv om store dele af arbejderklassen og middelklassen har fulgt trop under den nye "tidsånd" og investeret i pensionsfonde, aktier og forsikringer for snart sagt alt, er det ikke lykkedes de neoliberale advokater at fremstille fremtiden som bedre og mere tryg end det velfærdssamfund, de har lagt eller er i færd med at lægge i ruiner. Modstanden mod den neoliberale offensiv er faktisk voksende i takt med, at det bliver mere tydeligt, at dereguleringspolitikken[12] og især USA's aggressive militære doktrin for at forsvare og sikre sit parasitære dræn på den internationale likviditet har skabt strukturelle ubalancer og i den sammenhæng øget ustabiliteten på verdensmarkedet[13] og forstørret de internationale politiske og militære spændinger. Faktisk bidrager USA's og Englands udsigtsløse besættelse af Irak, problemerne i Mellemøsten og de voksende politiske og militære problemer i Afghanistan til at svække effekten af det politiske højres antiterrorisme og de vedtagne antiterrorloves sociale og politiske kontrol i hjemlandene. Apparatet er udbygget både i USA og EU, men den voksende om end meget brogede og heterogene folkelige modstand afsvækker dets virkningskraft.[14]

Det neoliberale opgør i Danmark
Den nationale variant af den neoliberale samfundstransformation bærer i høj grad præg af, at der i efterkrigstiden blev opbygget en stærkt konsensusorienteret velfærdsstat, hvor både Venstre og Konservative bidrog til dens udformning i de perioder, hvor de sad på regeringsmagten. Kritikken af velfærdsstaten har i et vist omfang været mere afdæmpet og også langt mere avanceret end f.eks. i England, USA eller Frankrig og Tyskland - i hvert fald mindre konfliktorienteret.

Det hænger for det første sammen med, at den danske velfærdsmodel var forholdsvis velfungerende. For det andet er angrebet på velfærdsstaten foregået i to bølger, hvor Schlüterregeringerne i første bølge først og fremmest på meget usystematisk facon opnåede at lægge linjerne for opgøret med det socialdemokratiske hegemoni[15] og udvikle en diskurs og en stemning bredt i befolkningen, der sagde, at den gamle velfærdsstat og de politisk ideologiske kampe mellem klasserne var en "død sild". Det lykkedes faktisk i en sådan grad, at det tvang Socialdemokratiet ud i et dramatisk form- og politiskifte, som banede vejen for Nyrupregeringernes videreførelse og udbygning af Schlüterregeringernes noget famlende introduktion af neoliberal politik.

Det har i høj grad været Nyrupregeringernes fortjeneste at fremme afpolitiseringen af samfundsdebatten og ændre demokratiopfattelsen[16] samt kanonisere teknokratiske løsninger på grundlæggende samfundsmæssige problemer. Det var også Nyrup og Mogens Lykketofts finansministerium, der udviklede og forfinede de udbudsøkonomiske doktriner, som bl.a. blev virkeliggjort i arbejdsmarkedspolitikken og de gradvise ændringer af socialpolitikken og uddannelsespolitikken. Ligesom det er hans fortjeneste at have oversat Clintons og Blairs 'workfarepolitik' til dansk indenrigspolitik under sloganet "modernisering af den offentlige sektor". Hvor man var gået mere brutalt til værks andre steder i disciplineringen af arbejderklassen og inddæmning af den nye middelklasses betydning og magt - bl.a. ved at anvende arbejdsløshedsspøgelset maximalt - lykkedes det Nyrupregeringerne at opnå de samme resultater gennem satsning på administrative og teknokratiske mekanismer.[17]

Det vil således være vanskeligt at forstå den nuværende VK-regerings succes og styrke - neoliberalismens anden bølge - uden at sætte den i snæver forbindelse med de forudgående Nyrupregeringer. Især afpolitiseringen af politikken og samfundsdebatten og den interne afideologisering af Socialdemokratiet og overtagelse af godset fra Blairs "Tredje vej" mellem "ekstrem liberalisme og gammeldags socialdemokratisme"[18] og "genopdagelsen" og reformuleringen af sloganet om; "ingen rettigheder uden pligter" - i Blairs terminologi; "something for something" har været stærkt medvirkende til at svække interessen for velfærdsstatens indre kerne - det kollektive solidariske ansvar - og således dels opbygge grundlaget for svækkelse af eget magtgrundlag og bane vejen for neoliberalismens anden bølge. Således vandt Anders Fogh Rasmussen ikke valget i 2001 som en fugl Phoenix men på et ideologisk afsæt i flere socialdemokratisk ledede regeringer, der havde "hvidvasket" den neoliberale ideologi og afpolitiseret politikken. Og der er ikke langt fra "ingen rettigheder uden pligter" til "noget for noget", som er Venstres noget mere korrekte oversættelse af New Labours 'stakeholder' filosofi.[19]

Umiddelbart efter valgsejren i 2001 udtalte Klaus Hjort Frederiksen, at Venstres mål ikke var at gennemføre en liberal revolution men at skabe det liberale menneske og samtidig bevare velfærdsstaten. Det var, hvad Fogh Rasmussens kontrakt med borgerne indeholdt.[20] Samtidig blev det fremhævet igen og igen, at klassekampen var død, og at moderne politik alene tog udgangspunkt i individet og ikke de kollektive interesseorganisationer, der længe nok havde holdt borgeren i en spændetrøje og som gidsel for snævre bureaukratiske interesser. Den enkeltes frie valg skulle være regeringens ledetråd, hvilket allerede i 2002 blev formuleret i programmet for Frit valgs politikken. Helt konkret udmøntede regeringen denne parole med loven om Frit valg indenfor hjemmeplejen i 2003. Senere er denne lov blevet fulgt op af en række andre følgelove, og i 2005 gjorde regeringen status over frit valgs ordningen og bebudede her, at frit valgs politikken skulle udstrækkes til de fleste andre velfærdsservice områder som skoler, daginstitutioner m.m.[21]

Inde bag frit valgs politikken, som er en kommercialiseret udgave af frihedsbudskabet, ligger imidlertid flere alvorlige opgør med den klassiske velfærdstænkning. For det første fratages de almindelige professionsudøvere (eksempelvis sygeplejersker, lærere og socialrådgivere) myndighedsansvaret, som centraliseres hos de øverste ledelsesniveauer. For det andet indføres en 'Bestiller - Udfører - Modtager' styring af hele forvaltningen, hvilket er en institutionel form for markedsgørelse af Frit valgs området. For det tredje skal området konkurrenceudsættes og underlægges almindelige markedslignende omkostningsprincipper.[22] På den led er det lykkedes at omdanne frihedsbudskabet til alene at referere til den liberale formelle markedsfrihed, hvor indflydelsen er reduceret til valget af færdige produkter. Borgerens ordinære demokratiske indflydelse er på denne måde opløst i et individualiseret frit valg af producenter, men rækker ikke til et politisk valg af ydelsens omfang eller indhold. Hvad angår det sidste er det kun muligt i form af tilkøbsydelser hos private leverandører, hvorved opgøret med de solidariske princip på en gang institutionaliseres og atomiseres.

Det officielle formål med Frit valgs ordningen skulle være at skabe en mere effektiv velfærdsservice og sikre borgerens individuelle indflydelse på valg af leverandører. Reelt udmønter ordningen alene Venstres New Public Management filosofi om, at ændrede strukturer skaber ændret adfærd, der over tid slår om i internalisering af nye normer og principper for god adfærd - i neoliberal kontekst, den enkeltes nyttemaksimering.

Problemet med frit valgs ordningen, ligesom med de andre nye styringstiltag, var, at kommunerne i vid udstrækning fortolkede den vilkårligt eller efter partifarve. Der manglede en egentlig større omkalfatring af hele den offentlige sektor til at fremme regeringens liberalisering af samfundslivet og ønske om at skabe en ny socialkarakter. Det er i den sammenhæng, at strukturreformen indtager en meget mere central plads, end den i den politiske debat er blevet tillagt. Den endelige strukturaftale mellem regeringen og DF er næsten sublim, al den stund den i hele sin indre kerne er et opgør med den demokratiske og stærkt decentraliserede danske forvaltningsmodel. Ved på en enkel måde at rykke amterne ud og i stedet indsætte 5 regioner uden egen økonomi og kommunalfuldmagt blev der skabt et helt nyt udvekslingssystem mellem regering, regioner og kommuner, som for det første grundlæggende bygger på køb og salg af ydelser. For det andet fordrer indførelse af et helt nyt bevillings- og regnskabssystem - omkostningsstyring - hvor det er rentabilitet, der er det styrende princip og ikke politisk bestemte bevillings- og regnskabsprincipper. For det tredje blev der med vedtagelsen af strukturreformen skabt den egentlige åbning for, at samtlige offentlige handlinger i forbindelse med velfærdsydelser kan underlægges konkurrenceudsættelse. Og for det fjerde nødvendiggjorde de tre andre principper, at der blev udarbejdet gennemsigtige procedurer og standarder for alle forvaltningshandlinger, som næsten i sagens natur skal overvåges af ikke-demokratiske instanser. Herved er der foregået en forskydning af den reelle magt fra de kommunale og regionale parlamentariske led til styrelser, evalueringsinstitutter m.v., som kun formelt er uafhængige af ministerierne.

Oven i er der blevet argumenteret for, at med den forandringshast, der er indbygget i den nye forvaltningsstruktur, ville det være nødvendigt at udstyre ministrene med flere bemyndigelser, så de kunne handle hurtigt og delvis uafhængigt af de stående udvalg i folketinget. Derfor indeholdt strukturreformens lovudmøntning også et hav af ministerbeføjelser, som de forskellige ministre siden har gjort flittigt brug af. Der er med andre ord sket en særdeles radikal magtcentralisering og afdemokratisering af den offentlige forvaltning i forbindelse med både strukturreformen og indførelsen af frit valgs ordningen.

Rent strukturelt har den igen ført til en næsten total indførelse af nye styrings- og organisationsprincipper i kommuner og regioner, der nu organiseres efter koncernprincipper, som dels neutraliserer de stående politiske udvalgs betydning og dels samler myndigheden i direktioner. Disse har både deres opdrag i nye virksomhedsprincipper og deres handlingsrationale i den indbyggede dobbeltkonkurrence mellem andre offentlige aktører på den ene side og markedsagenter på det frie marked på den anden side.[23],[24]

Med denne strukturpolitik, koblet med en ekstremt ensidig udbudsstyret beskæftigelsespolitik og et skattestop, der indebærer langsigtet degression i det offentlige forbrug, favorisering af privat forbrug og gældsættelse, er det faktisk lykkedes VK-regeringen på mindre end 5 år at omformulere demokratisk politik til et spørgsmål om markedsbaseret konsensusdemokrati,[25] hvor de mange professionelle bestyrelser, evalueringsinstitutter m.v. udgrænser de demokratiske interessekampe og skærmer politikerne overfor borgernes eller korporationernes pres. I samme ombæring er det lykkedes at dagsordensætte mål og effekt som de væsentligste elementer i velfærdsdebatten, hvorved solidaritetsprincippet og lighedsperspektiveret er ophævet og har banet vejen for en accelererende rekommodificering af arbejdskraften og det almindelige samfundsliv, ligesom statsmagtens tidligere beskyttelse af civilsamfundets indre liv og institutioner overfor markedet er blevet mærkbart svækket. Alene i det omsiggribende kommercielle sprogbrug i forvaltningsverdenen aner man den langsomme tømning af statsborgerskabsbegrebet for meningsfyldt indhold. Fortrængningen sker, fordi bruger og kundebegrebet vinder indpas, hvorved det sociale ansvarlighedsforhold reduceres og samtidig bestyrker de autoritære tendenser i forvaltningen, som disciplinerende modsvar til egennyttens anarkistiske centrifugale kræfter i samfundslivet.

I sandhed er regeringen nået langt i realiseringen af Klaus Hjort Frederiksens visioner om det liberale menneske - den liberale socialkarakter. Arbejderklassens indre selvforståelse og kollektive bevidsthed er blevet afgørende svækket. Fagbevægelsen og de politiske partier til venstre for midten (S, SF og EL) er blevet drevet i defensiven i en sådan grad, at de ikke indtil nu har kunnet formulere et politisk-økonomisk alternativ endsige gennemføre en radikal kritik af den danske udgave af neoliberalismen eller af regeringens ansvarsløse kreditfinansierede økonomiske ekspansionspolitik, der er ved at opbygge de samme grundlæggende ubalancer, som undergraver den amerikanske økonomi. For det meste reagerer fagbevægelsen på symptomerne, og de offentligt ansattes fagforeninger er næsten paralyserede overfor den omfattende dekvalificering af deres medlemmers arbejdsforhold. Flere og flere professionsgrupper synker ned i tayloriserede arbejdsforhold, uden at fagforeningerne har andet modsvar end en forstærket professionaliseringsstrategi, som netop bliver mere og mere udsigtsløs og betydningsløs i takt med markedsgørelsen af den offentlige sektor. Der sker faktisk det modsatte af det ønskede. Professionaliseringsstrategien øger, sammen med regeringens centraliseringsstrategi, differentieringen og en hierarkisk stratificering indenfor den nye middelklasse, hvor relativt få indtræder i de øvre ledende lag i forvaltningerne og det store flertal fratages den myndighed, de tidligere udøvede qua deres uddannelse.[26]

Men på den anden side indebærer disse voldsomme forandringer også nogle problemer, som de neoliberale kræfter enten ikke har forudset eller ikke regner for reelle problemer. Den voksende "proletarisering" af de brede lag af offentligt ansatte, som forløber parallelt med, at velfærdssamfundets tryghedsstrukturer perforeres, skaber nogle nye reelle alliancebetingelser mellem brede dele af middelklassen og brede dele af arbejderklassen, som ikke har været til stede tidligere. En social faktor som først nu er ved at tage form og endnu er langt fra forstået af LO og FTF, selvom de i dette forår - om end under pres - har været med til at give alliancen mæle i form af de store demonstrationer.

Helt modsat påstandene om de afmægtige statsapparater, som er gængs i den aktuelle globaliseringsdiskurs, har VK-regeringen brugt statsapparatet uhyre offensivt til at transmittere hele den neoliberale restaurationsbølge ind i det danske samfundsliv og på rekordtid forbundet den indenrigspolitiske liberaliseringsproces med den EU initierede, hvor kommissionen på trods af forfatningsnederlaget har forstærket den diskrete liberaliseringsproces på stort set alle områder.[27] Der er således en snæver sammenhæng mellem de internationale og overnationale institutioners beslutninger og de nationale statsapparaters internalisering af den kapitalistiske globaliseringspolitik. Det er hverken uofficielle netværk eller transnationale virksomheder, der styrer globaliseringen helt uden om de værgeløse regeringer, men derimod aktive regeringer indenfor rammen af et strengt hierarkisk magtsystem af kapitalistiske stater, som både faciliterer og beskytter de transnationale kapitaloperationer og finanskapitalens grænseløse mobilitet. Ligesom det er regeringerne og statsmagterne, der aktivt modvirker de nationale konflikttendenser, som den kapitalistiske globalisering skaber mellem samfundenes behov for stabil produktion, vækst, fordeling, social sammenhængskraft og kulturel enhed og kapitalens øgede krav til friktionsløs mobilitet.[28],[29]

Der er således heller ikke den store forskel på, hvilken politik de neoliberale regeringer fører, om end kadence og form er meget forskellig. Meget hurtigt transformeres neoliberale modeller indenfor et samfundsområde til de andre lande, hvor de tillægges originalitet i løsningen af specifikke problemer. Eksempler herpå er legio både indenfor arbejdsmarkedspolitikken, sundhedspolitikken, uddannelsespolitikken, socialpolitikken, pensionspolitikken mv., hvor den ene regering efter den anden indfører det, som er blevet kanoniseret i OECD, WTO eller IMF - eller i en af de mange indflydelsesrige neoliberale tænketanke, der enten finansieres af ministerier eller af private selskaber.[30],[31] Og VK regeringen skiller sig ikke ud som en undtagelse. Dens politik og ideologiske strategi har blot antaget form efter opgaven, som har været at kritisere og nedbryde den særegne danske velfærdsmodel, der i høj grad har været forbundet med egalitære demokratiforestillinger og en relativ stærk og indflydelsesrig arbejderbevægelse. Det er også dette historiske forhold, der har virket bestemmende ind på udformningen af og tempoet i regeringens "reformpolitik".

Restaurationspoliti kkens grænser?
Med til billedet hører på den anden side, at de neoliberale regeringer i de fleste lande faktisk støder på en voksende modstand i det omfang, deres politik nærmer sig synlige og mærkbare forringelser af velfærdstaternes kerneområder. Margaret Thatcher var den første, der oplevede det forholdsvis store modstandspotentiale i befolkningen. Tony Blair er ved at nå grænserne nu, og hans Tredje Vej strategi falder stille og roligt fra hinanden. Angela Merkel er allerede stødt på en meget udbredt modstand i befolkningen mod den brede koalitionsregerings neoliberale reformer, og det er næsten ikke nødvendigt at nævne problemerne for den franske regering, der blot bliver større og større for hver dag. For både Tony Blair og Chirac gælder det, at de begge befinder sig i en alvorlig legitimitets- og autoritetskrise.

Denne udvikling indenfor de sidste to år rejser spørgsmålet om, hvorvidt det overhovedet er korrekt at tale om "det neoliberale hegemoni" som en fuldbyrdet realitet, eller om det ikke at mere korrekt at beskrive den neoliberale bølge som en relativ succesrig neoliberal restaurationsproces, hvor det med udbredt folkelig opbakning er lykkedes dels at forankre en dybtgående kritik af velfærdsstatens fremtrædelsesformer, dels at angribe arbejderbevægelsens organisationer, dels at lukke samfundsdiskursen inde i en neoliberal logik, men hvor det ikke er lykkedes at overskride den iscenesatte folkelige "globaliseringsfrygt" med et positivt historisk perspektiv for en ny samfundsformation med "plads til alle".

Faktisk er de neoliberale regeringer og deres teoretikere sunket ned i neo-nationalisme i form af "koncernstaternes" kamp for overlevelse på verdensmarkedet jf. regeringens Globaliseringsråd og globaliseringsstrategi, som i mål og retorik ikke adskiller sig meget for de strategier, der udvikles i de store transnationale koncerner. Men mere er det heller ikke blevet til. VK-regeringen har i lighed med en række andre regeringer formået at sætte spørgsmålstegn ved de tidligere velfærdsstaters og arbejderbevægelsens legitimitet og fortrænge andre ideologiske diskurser fra den offentlige debat, men de har ikke for alvor opnået at fortrænge det folkelige ønske om velfærd og statsstyrede velfærdssystemer og slet ikke at udfolde et alternativ til de kollektive modeller. Og i den forstand kan det være på sin plads at hævde, at neoliberalismen ikke har opnået hegemoni og legitim styrke til at fortsætte de næste faser af opgøret med velfærdstaten og konsolideringen af de nye styrkeforhold mellem klasserne.

Det forhold, at regeringerne og de kapitalistiske magthavere ikke har kunnet igangsætte en omfattende ny akkumulationsbølge, der har åbnet for yderligere beskæftigelse, stoppet udstødningstendenserne, øget den sociale mobilitet og generaliseret vækst både indenfor de enkelte nationalstater og på verdensmarkedet, sætter også grænserne for de samme regeringers legitimitet og handlekraft.[32] I hvert fald kan det sidste års mange åbne konflikter mellem regeringerne og en mangfoldighed af folkelige modstandsformer indikere, at restaurationspolitikken har nået sine grænser elle står overfor konfrontationer med brede befolkningslag, som de faktisk ikke har magtgrundlag til at gennemføre. Et forhold som måske også trænger sig på i det politiske liv i Danmark. Helt konkret eksemplificeret i regeringens stadigt mere tilspidsede konflikter med kommunerne både om den kommunale økonomi og det kommunale selvstyre, hvor en mulig kommunal front (hvis ellers KL havde modet og de socialdemokratiske borgmestre viljen) mod regeringen angiveligt kunne mobilisere en bred opbakning i befolkningen på tværs af politiske tilhørsforhold. Og ikke mindre tydeligt i modsætningen til store dele af fagbevægelsen og de unge i forbindelse med det velfærdsudspil, som endelig langt om længe blev fremlagt i foråret.

Faktisk er regeringen på lidt længere sigt placeret i et næsten uløseligt konfliktfelt mellem kommunerne og regionerne på den ene side og oppositionen på den anden. Ikke fordi hverken KL eller oppositionen indtil nu virkelig har udgjort en akut og målbevidst trussel, men regeringen har voksende vanskeligheder med at få bilagt de forskellige konflikter. Den har mistet sit ellers effektive og overbevisende touch. Eksempelvis peger pilen i forbindelse med de kommunale budgetforhandlinger, hvor der er nedskæringer på programmet, ensidigt mod regeringen, hvorved de kommunale konflikter langt mindre end for blot et par år siden kan løses indenfor det traditionelle kommunale konsensusdemokrati. Der er med andre ord åbnet en breche i regeringens ellers sikre strategi om at isolere de mulige sociale spændinger i kommunerne.

Når regeringen på trods af et massivt pres fra alle dele af erhvervslivet (især DI og HTS) ikke vover sig længere frem i velfærdsforhandlingerne end tilfældet er og er gået ualmindeligt langsomt frem i sin privatiseringsstrategi, hænger det selvfølgelig sammen med, at både DF og Socialdemokratiet er voldsomt pressede fra deres vælgergrundlag, og at regeringen øjensynligt ville tabe et valg om velfærdsdagsordenen. Så selv om der endnu ikke er formuleret et konkret og troværdigt politisk alternativ til VK-regeringen, har nødvendigheden af et alternativ skudt sig længere frem i den offentlige bevidsthed. Det kommer bl.a. udtryk ved, at den voksende kritik af konsekvenserne af regeringens og DF's politik indenfor et bredt felt af samfundslivet, i dag generaliseres hurtigere end for blot et år siden. Plejehjems- og fødevareskandalerne er kun de mest spektakulære udtryk herfor. Men kapitalfondenes opkøb af TDC og APM's voksende olieindtægter og skatteunddragelse påkalder sig forargelse i befolkningen og svækker tilliden både til regeringen og erhvervslivet.

Meget i den seneste tid taler for, at regeringen og hele den neoliberale elite har overskredet den grænse, hvor angreb på lønmodtagerrettigheder ude på virksomhederne, nedskæringer indenfor det offentlige, kritik af den demokratiske forvaltning for at være ineffektiv osv. kan forlenes med udsigten til en reelt forbedret velfærd. Gevinsterne for befolkningen har ganske enkelt ikke kunnet materialisere sig og kan ikke ret langt ud i fremtiden kompenseres af et voksende kreditfinansieret privatforbrug. Bl.a. fordi en fortsættelse af regeringens politik kommer nærmere og nærmere en forringelse af de egentlige kernegrupper i befolkningen. Hidtil har det i den af Velfærdskommissionens initierede velfærdsdebat været muligt at fiksere fokus på samfundets uforholdsmæssigt store gruppe af udstødte, men når først sådan noget som brugerbetaling for almindelige velfærdsydelser og øget indtægtsregulering af nuværende universelle velfærdsydelser hyppigere og hyppigere popper op i debatten, får det betydning for de helt almindelige lønmodtagergruppers oplevelse af social tryghed. Og det er lige præcis i det felt, at den egentlige nerve i velfærdsstaten skal findes og af samme grund det egentlige modstandspotentiale.

I almindelige lønmodtagerkredse hober der sig en utryghed for fremtiden op i takt med, at regeringens reformpolitik foldes ud, som dels konflikter med det populære frihedsbudskab, dels managementteoriernes budskaber om individuel selvrealisering, og dels de mange relativt uskyldige forsikringsordninger, som tilbydes af arbejdsgivere og fagforeninger som kompensation for tabet af den kollektive tryghed. Konflikterne opstår, fordi den reelle oplevelse af ufrihed og bundethed vanskeligere og vanskeligere kan forenes med de officielle diskurser og billeder af "frisathed", "selvrealisering", og personligt demokrati gennem frit valg. Hele den offentlige diskurs' sproglige og symbolske univers skal overvinde en stadigt større afstand til den virkelighed, som større dele af befolkningen oplever.[33] Spørgsmålet er, om regeringen og den neoliberale elite overhovedet kan overleve et nyt tilbageslag for økonomien, sådan som det ligger i kortene på verdensmarkedet lige nu, hvor den finansielle ustabilitet med de store svingninger på aktiemarkederne afspejler de ophobede internationale ubalancer og faldende produktive investeringer?[34] Under alle omstændigheder vil et nyt økonomisk tilbageslag også være en delegitimering af den neoliberale ideologis dominans, fordi den stadig ikke har leveret de positive resultater for den almindelige befolkning, som den har stillet i udsigt, og som den har kunnet skyde foran sig under henvisning til oprydning i det "gamle lort", som man har arvet efter socialdemokraternes velfærdsbureaukrati.

Hvorvidt den allerede begyndende utilfredshed og manglende tillid til neoliberale løsninger på velfærdssamfundenes problemer overhovedet kan artikuleres som en samlet opposition afhænger hovedsageligt af, om de eksisterende partier på venstrefløjen og brede dele af fagbevægelsen kan overvinde den krise, de har været i i over 20 år. Eller om de er sunket så langt ned i defensiv tænkning og indre organisatorisk opløsning, at de faktisk ikke magter ideologisk og konkret politisk at overskride neoliberalismens teoretiske horisont og tænke og formulere et alternativ. På den anden side er måske netop denne dybt defensive position forudsætningen for, at der kan formuleres et nyt alternativ befriet fra fortidens Socialdemokratisk selvproklamerede dominans, ideologisk dogmatik og elitære organisationsopfattelse og imperialisering af en hvilken som helst folkelig og social bevægelse.[35],[36]

I hvert fald er Socialdemokratiet gennem over 20 års defensiv blevet medlemsmæssigt og vælgermæssigt så stærkt decimeret, og politisk og intellektuelt så forarmet, at intet tyder på, at partiet nogen sinde kan rejse sig igen til fordums styrke. Af samme grund forekommer det heller ikke sandsynligt, at partiet alene kan stille sig i spidsen for kampen om den politiske magt i samfundet. Ikke dermed sagt, at den ikke kan vinde regeringsmagten. Det lader sig højst sandsynligt nok gøre. Det der her tænkes på, er det politisk magt til at kunne føre sin politik igennem.

Fagbevægelsen er blevet tilsvarende svækket. Selv ud i den enkelte afdeling, måske endog langt ud i tillidsmandskorpset er man blevet så mærket af defensiv tænkning og tilpasning, at man dårligt nok kan huske, hvordan man mobiliserer medlemmerne og opbygger de solidariske mekanismer, som arbejderbevægelsen ikke kan være foruden. Hellere et overforbrug af energi i de respektive samarbejdsinstitutioner (MED udvalg, SU og andre pseudodemokratiske konsensusorganer) end betræde "ny jord" og artikulere medlemmernes utilfredshed og krav til fremtiden, fordi man ganske simpelt, selv hos dem, der gerne vil, ikke har fantasi til at forestille sig, hvorledes den nuværende liberale horisont skal overskrides og erstattes med noget andet, der knap er tænkt i sine mest rudimentære strukturer. Faktisk udstråler selv de mest progressive tillidsrepræsentanter og fagforeningsfolk ikke nogen overdreven tillid til medlemmernes solidariske instinkt og mulige handlekraft.

Og som et absolut mindretal både i Folketinget og kommunalbestyrelserne og i fagbevægelsen er det endnu ikke lykkedes for hverken SF eller Enhedslisten at bevæge sig ud af Socialdemokratiets skygge og frigøre sig fra den lidt belastende tradition altid i virkelighedens verden at optræde som venstrekorrektiv. Det mest positive, der er kommet fra den i kant i flere år, er SF's seneste udspil - "de 100 forslag". Det er betydeligt mere vidtrækkende end Socialdemokratiets "Samling om fornyelse" og mere koncentreret og anvendeligt end Enhedslistens stadigt meget diffuse enkeltsagspolitik, hvor fornuftige de enkelte politiske udspil end måtte være.

Men begge udspil er behæftede med flere problemer. For det første har vi at gøre med politiske udspil uden strategi - dvs. magtens strategi for, hvad man vil gøre for at gennemføre de politiske programmer, den dag man har magten. Og uden en sådan strategi vil programmerne ikke forekomme helt realistiske og således have svært ved at blive indoptaget i de brede lønmodtagergrupper. For det andet har ingen af partierne været i nærheden af at beskrive, hvorledes en opposition kan opbygges, der ikke bare kan vippe VK fra regeringsmagten og marginalisere DF, men også opnå tilstrækkelig organiseret opbakning til også at kunne gennemføre sin politik og redemokratisere samfundet. Den, der er kommet nærmest et sådant udspil, er Villy Søvndal, som taler om opbygningen af en forenet oppositionel bevægelse. Men uheldigvis hænger han fast i det gamle parlamentariske mønster og inddrager konsekvent Det Radikale Venstre i denne bevægelse uden at forstå, at dette parti for længst har mistet sin progressivitet, fordi selv socialliberalismen er blevet dybt reaktionær. Godt nok appellerer partiet til klassisk humanisme, hvad der forlener det med en vis progressivitet, men på den anden side støtter partiet den mest yderligtgående økonomiske liberalisme, som i alt væsentligt først og fremmest rammer arbejderklassen og den lavere middelklasse.

Og for det tredje beskæftiger ingen af partierne eller for den sags skyld fagbevægelsens ledere sig med, hvorledes den politiske opposition kan forene sig med de mange vidt forskellige sociale bevægelser, der konstant skyder op i opposition til regeringens politik og lige så hurtigt falder sammen igen i mangel af politisk perspektiv.[37] Hvor det måske netop er i dette sidste felt, at der kan skabes en helt ny form for politisk bevidsthed og organisation, der dels gør op med tidligere tiders elitære tænkning på den politiske venstrefløj og dels skaber det demokratiske og organisatoriske grundlag for en folkelig deltagelse i en ny politisk kurs.

Men på den anden side er der ikke meget, der tyder på, at Socialdemokratiet alene eller SF og Enhedslisten sammen kan formulere og skabe den ønskede oppositionelle bevægelse. Hertil er de tre partier hver især for svage både ideologisk, politisk og organisatorisk. Det ved man godt i SF og Enhedslisten. Det bliver aldrig automatisk en bevidsthed i Socialdemokratiet, selv om partiet er en kolos på lerfødder. Historien skygger ganske enkelt for udsynet. Men så meget desto vigtigere bliver det, at SF og Enhedslisten forstår deres historiske opgave/ansvar i at formulere et politisk strategisk perspektiv for et alternativ og for en oppositionel bevægelse for genindførelse af demokratiet og en solidarisk velfærdstat.

At dette perspektiv i sig tillige indeholder et opgør med den neoliberale restaurationspolitik og det kapitalistiske markeds primat, der rækker langt videre end til radikale ændringer i dansk indenrigspolitik, gør det så meget desto mere nødvendigt, at den politiske strategi for en opposition til neoliberal ideologi og politisk økonomi også har et praktisk formuleret internationalt perspektiv, som rækker ud over den klassiske EU politik.

Afsluttende bemærkninger: Otte pejlemærker.
Som nævnt tidligere er SF's nye formand Villy Søvndals forslag om en samlet opposition det eneste rigtige udgangspunkt for at samle en ny centrum-venstre front på et fælles politisk grundlag. Et sådant grundlag kan meget vel tage afsæt i de visionspapirer, som partierne allerede har formuleret, men det må også overskride disse, hvis det skal kunne mobilisere og centralisere den folkelige modstand mod yderligere velfærdsstatsforringelser. Og grundlaget må, i modsætning til de omtalte visionspapirer, som mindstemål indeholde en strategi for, hvorledes VK regeringens omstrukturering af det danske samfund kan ændres i demokratisk retning.[38] Hvorledes der skal gøres op med hele regeringens markedsgørelsesstrategi helt ned på det konkrete plan ude i kommunerne. Og hvorledes der kan formuleres et konkret og moderne velfærdsalternativ til VK-regeringens og DF's politiske projekt, som hvis det skal have nogen gang på jorden i hvert fald kan forbindes med tilsvarende bevægelser i Europa indenfor rammerne af EU.

Denne opgave bør disponere den kommende diskussion indenfor i hvert fald otte felter, som i den aktuelle debat blandt oppositionspartierne ikke er blevet behandlet videre åbent og dybtgående.

For det første kommer man ikke uden om en kritisk analyse og diskussion af den tidligere velfærdsstats fordelingspolitik og herunder det indbyrdes forhold mellem den primære og sekundære fordelingspolitik. For hvis der ikke i fremtidens velfærdssamfund foretages en helt anderledes radikal intervention i den primære indkomstfordeling mellem kapital og arbejde, vil det lighedsskabende tyngdepunkt igen blive placeret i den statslige sekundære fordelingspolitik og endnu engang resultere i øgede offentlige udgifter og et voksende statsapparat. Kort sagt kan udviklingen af fremtidens moderne velfærdsstat ikke tænkes uden at inddrage et perspektiv om øget demokratisering af produktionen og investeringerne, regulering af hele kapitaldannelsesprocessen og distributionen og ikke mindst øgede sociale krav til erhvervslivet. Det vil fritage staten for en række tunge og uproduktive velfærdsopgaver og samtidig vitalisere den sociale organisering af produktionslivet.

For det andet og i forlængelse af det første skal fokus ved genindførelsen af det universelle grundlag for velfærdsstaten flyttes fra udmålingen af indkomstoverførsler til de felter, hvor efterspørgslen efter disse ydelser genereres. Dvs. der skal sættes målrettet ind overfor udstødningsmekanismer i produktionen og i civilsamfundet, der skaber behovet for indkomstoverførsler. Det gælder eksempelvis de faktorer, der presser folk på sygedagpenge, førtidspension, boligydelse, kontanthjælp osv., således det bliver muligt at anvende en større del af BNP og skatteprovenuet på deciderede universelle velfærdsydelser, der dels forhøjer levestandarden, bidrager til øget lighed og dels øger det offentlige og kollektive forbrug, så større områder af et almindeligt dagligliv frigøres fra markedets tvang.

For det tredje kan en moderne udgave af den solidariske velfærdsstat ikke tænkes overhovedet, uden at en politisk opposition gør sig klart, hvorledes den vil ophæve VK-regeringens strukturreform og genindføre tre selvstyrende og demokratiske forvaltningsled i Danmark. Og i den forbindelse ophæve alle de love og lovkomplekser, der har tvunget en markedsgørelse af den offentlige sektor igennem både i stat, regioner og kommuner. Det gælder også, hvad angår de økonomiske og regnskabsmæssige principper for offentlig virksomhed, som regeringen har gennemført. Hvis ikke, kan en ny regering vedtage alle de progressive love, den vil, men de vil lide døden i en offentlig sektor, der i hele sin struktur, organisation og ledelse er gennemsyret af markedstænkning, udemokratiske styringsmekanismer og enorm afstand til befolkningen.

For det fjerde kommer en politisk opposition ikke uden om et grundlæggende opgør med regeringens skattestop, hvilket nok heller ikke bliver så vanskeligt. Vanskelighederne kan vise sig, når der i forlængelse heraf skal reformuleres en progressiv skattepolitik, der dels flytter beskatningsbalancen fra arbejde over på kapital, ejendom og finansielle bevægelser og spekulative afkast. Men sandsynligvis også ved en diskussion af en strukturel ændring af skattepolitikken, så en sådan på den ene side sikrer skatteinddrivelsesret i alle tre forvaltningsled og på den anden side progression i både kommuneskat og regionsskat. Uden en radikal ændring af skattestrukturen vil en decentralisering af den politiske magt være illusorisk eller på den anden side fastholde den ulige finansiering af velfærdsstaten. Og som et ikke uvæsentligt perspektiv har oppositionen en opgave i at formulere en fælles EU skattepolitik, der også indeholder elementer af Tobinskat. I den sammenhæng er det paradoksalt, at den østrigske kansler Wolfgang Schlüssel allerede har formuleret en sådan politik, som dog er blevet skudt ned af bl.a. Tony Blair og Angela Merkel.

For det femte kan en politisk opposition ikke vedblive med at gå uden om det ubehagelige opgør med dels ejendomsprisernes himmelflugt og pensionsordningerne. Udviklingen indenfor begge områder bidrager som nogle af de mest central faktorer ikke alene til at øge nationaløkonomiens ustabilitet og de voksende ubalancer på verdensmarkedet, de reducerer også enhver ny regeringens økonomisk politiske virkemidler og redskaber. For hvert år, der går, hvor store samfundsgrupper kompenserer for manglende lønudvikling ved at tage lån i friværdien og omsætte til forbrug, og for hver gang de store kapitalfonde med store kapitalindsprøjtninger fra pensionskasserne æder sig ind på produktive kapitalværdier og gældsætter tidligere sunde virksomheder, indskrænker det kommende regeringers mulighed for at styre den nationale økonomi og indgå i større politisk økonomiske alliancer bl.a. indenfor EU.[39]

For det sjette forekommer det ganske perspektivløst at fortsætte diskussionen af offentligt forbrug versus privat forbrug og størrelsen af vækstrammer for førstnævnte, hvis ikke denne diskussion kombineres med en diskussion af, hvorledes der skal gribes ind i markedsdannelsen for at sikre en fremtidig hensigtsmæssig byudvikling, infrastruktur, trafiksanering og ikke mindst sundhedsstruktur som overordnet paradigme for de andre politikområder. Det kan faktisk blive nødvendigt at afluse samtlige politikområder for VK-regeringens kommodificeringspolitik og samtidig opbygge nye demokratiske strukturer, der sikrer en høj grad af borgerindflydelse og organiseret brugerindflydelse for at modvirke tidligere tiders bureaukratiseringstendenser og social ingeniørtænkning.

For det syvende er den politiske opposition tvunget til at gennemføre et radikalt opgør med den traditionelle skizofrene EU politik. I det kapitalistiske verdenssystem udgør EU en central magtfaktor.[40] Unionens strukturelle opbygning og nuværende politiske regime fungerer i ekstrem grad som overnational transmissionsrem for udbredelse af neoliberal politik i alle hjørne af den nationalstatslige politik.[41] Af samme grund vil enhver venstreoppositionel front eller bevægelse, der ikke har et udbygget og folkeligt reformperspektiv for EU, sidde fast i et snævert nationalt utopia, som til enhver tid vil kunne og også vil fortjene at blive skudt ned som ren overbudspolitik. I konsekvens heraf skal et nationalt velfærdspolitisk program forlænges og potenseres med et EU perspektiv indenfor de enkelte politikområder. Og på den anden side bør kampen for et demokratisk og socialt Europa opfattes som en (og vigtig) blandt flere centrale platforme for den internationale sociale bevægelse for at reformere og demokratisere de internationale reguleringsinstitutioner som eksempelvis Bretton Wood institutionerne, FN og WTO. Hvorvidt de faktisk kan reformeres, er noget helt andet som der ikke her skal tages stilling til. Det afgørende er imidlertid at bestræbelserne for at ændre disse institutioners politiske indhold og praktiske interventionsmåde i sig selv udgør en samlende funktion for de sociale bevægelser, svækker USA's dominans i det kapitalistiske verdenssystem og repræsenterer et opgør med myten om globaliseringens status som uafvendeligt resultat af en historisk naturlov.

Og for det ottende kan en politisk opposition, der også vil gøre krav på at være en bevægelse, ikke komme uden om en diskussion af, hvorledes der kan gennemføres en demokratiseringsproces både top-down og buttom-up indenfor samtlige samfundsstrukturer. Dvs. de gamle diskussioner om socialt- og økonomisk demokrati som den radikale uddybning af det politiske demokrati må genformuleres som centrale politiktemaer vel at bemærke frigjort fra tidligere tiders bureaukratiske dødvægt. Dvs. demokratispørgsmålet må udvides fra en politisk til en social kategori.

Selvfølgelig er disse otte politiske pejlemærker eller politikfelter ikke udtømmende hverken i deres konkrete indhold eller langsigtede perspektiv. Men et sted skal oppositionen begynde, hvis den på den ene side vil samles om et fælles perspektiv og på den anden side erobre regeringsmagten på et grundlag, så magten også kan bruges til at gennemføre det politiske alternativ. Og alene en diskussion af de ovennævnte otte politikfelter vil udfordre regeringen og åbne et vindue for de mange forskellige samfundsgrupper, der er i skred i frustration over en neoliberal politik og retorik, som de ikke kan blive ved med at acceptere og på den anden side heller ikke konkret forestille sig et alternativ til.

NOTER

[1] Claus Offe: Contrandictions of the Welfare State. 1984
[2] Med "diskurs" forstår jeg her de overordnede rammer og normer, der regulerer og ordner den offentlige kommunikation og virker bestemmende for, hvad der meningsfuldt kan siges, skrives og fremstilles af symboler.
[3] Ole Bernild: Sjette forelæsning; Den danske velfærdsstat efter 1945. 2002
[4] Rune Slagstad: De nationale strateger. 2001
[5] Claus Offe: Contrandictions in the Welfare State 2001 og Megnad Desai: Marx's revenge 2002.
[6] Bl.a. de mange neoklassiske økonomiske bidrag fra teoretikere på den ene eller den anden måde tilknyttet den neoliberale tænketank Societé Mont Pellerin med Von Hayek som frontfigur.
[7] Giovanni Arrighi og Bervely Silver: Chaos and governance in the Modern World System.
[8] David Harvey: The new Imperialism. 2005
[9] Immanuel Wallerstein: The decline of American power. 2003
[10] Gérard Duménil and Dominique Lévy: Capital resurgent, Roots of the neoliberal revolution. 2004
[11] Bob Jessop: The future of the Capitalist State. 2003
[12] The Economist: Decoupled. 23. February 2006. I Danmarks konkrete situation se Berlingske Tidendes behandling af kapitalfonde bl.a. i artiklen: Kapitalfonde koster staten milliarder 7. maj 2006
[13] The Economist: The viagra of volatility 25. may 2006 og Plying with fire 18. may 2006 og Industriel metamorphosis 29. September 2005.
[14] Bush's problemer i forbindelse med aflytning af alle borgere og kritikken af Blairs antiterrorlove.
[15] Hegemoni har jeg valgt at definere som en social eller politisk krafts styrke til at naturalisere et socialt og politisk over- underordningsforhold og legitimere de deraf afledte samfundsstrukturer.
[16] Fremgår eksempelvis af Socialdemokratiets Folkeskoleudspil fra 2000
[17] Fornyelse af den offentlige sektor. Oplæg i Socialdemokratiet 1989 og Aktiv arbejdsmarkedspolitik.
[18] Tony Blair: Singapore speach 1996
[19] Tony Blair: What is a stake holder society 1997
[20] Niels Åkerstrøm Andersen: Borgerens kontraktliggørelse. 2003.
[21] Regeringen: Tid til status. 2005
[22] Kirsten Bregn (red): Omstilling i den offentlige sektor i et økonomisk perspektiv. 1998
[23] Finansministeriet: Introduktion til et omkostningsbaseret bevillingssystem. April 2006
[24] Finansministeriet, Sundhedsstyrelsen og Indenrigs- og sundhedsministeriet: Takststyring i de nye regioner maj 2006
[25] Chantal Mouffe:Politik og lidenskaber: Hvad er på spil i demokratiet? Distinktion nr. 7 2003
[26] Katrin Hjort: Moderniseringen af den offentlige sektor. 2001
[27] Kommissionsformand Baroso: "Europa I arbejdstøjet". Foråret 2006
[28] Elle Meiksins Wood: A manifesto for Global Capital. Bidrag i antologien; Debating Impire 2003
[29] David Harvey: A brief history of neoliberalism. 2005
[30] Mikael Nyberg: kapitalen.com. 2005
[31] Notater fra DSI og Amtsrådsforeningen, der analyserer erfaringer og rapporter fra andre vestlige industrilande med indførelse af takstsystemer indenfor sundhedssektoren, BUM modeller og privatisering.
[32] David Harvey: The new imperialism. 2005
[33] Norman Fairclough: Analysing discource. 2003
[34] William K. Tabb: Trouble, trouble, debt and bouble. Monthly Review may 2006.
[35] Vardøger nr. 18 1988: Arbeiderklasse og Socialdemokrati. Mot avvikling av et skjebnefællesskap.
[36] Andrew Glyn: Social democracy in Neoliberal times. 2003
[37] Der eksempelvis henvises til, hvorledes LO har ageret i forbindelse med mobiliseringerne op til og efter demonstrationerne den 17. maj 2006.
[38] Her er der stor inspiration at hente I Tyskland hos Wahlalternative und sociale gerechtigkeit WASG som opposition til SPD's overtagelse af neoliberal politik.
[39] Ifølge The Economist 10. june 2006 har Danmark de største stigninger i boligpriserne (21.3%) på årsbasis blandt 20 udvalgte udviklede industrilande.
[40] Carchedi Guglielmo: For another Europe. 2001.
[41] Peter Gowan and Perry Andersen: The question of Europe. 1997.