Protest og perspektiv? 
KD - artikler
[12-05-2013] 
Arven fra Fogh
Af: Bent GravesenOffentliggjort: 01. maj 2009
Måske var symbolikken ikke helt på plads, da Anders Fogh Rasmussen overdrog statsministeriet til Lars Løkke Rasmussen. Stik mod traditionen havde Anders Fogh Rasmussen ikke nogen gave med til sin efterfølger. Ikke engang en lille spilledåse, som der ellers efterhånden var blevet tradition for, når statsministerposten skiftede. Det var ellers en tradition, der startede med Anker Jørgensen, der i 1982 gav Poul Schlüter en spilledåse, som spillede "Internationale". Den blev fortsat af både Schlüter og Poul Nyrup Rasmussen, der blot havde andre melodier på spilledåsen. Men den tradition brød Anders Fogh Rasmussen.
Men trods det er arven fra Fogh til Lars Løkke Rasmussen alt andet end fraværende. Lars Løkke Rasmussen har nemlig alt andet end frit valg, når det gælder fremtiden. Det gælder ikke mindst på velfærdsområdet, og det ved han kun alt for godt.
Allerede da Venstre på landsmødet i november 2006 med et helt nyt principprogram knæsatte "den moderne liberalisme", som Anders Fogh Rasmussen selv kaldte det, havde Lars Løkke Rasmussen som næstformand erkendt, "at vi nu vedkender os velfærdssamfundet", hvor det ikke er "til diskussion, om man skal have et velfærdssamfund på et højt niveau."
Da Lars Løkke Rasmussen under landmødefesten skulle holde festtalen, valgte han at lade sig inspirere af et kendt dansk eventyr og fortalte historien om Fatter Anders, der havde været på marked og byttet sin gamle bog for det hele kongerige. Venstre havde forladt idealerne fra Foghs minimalstatsbog og i stedet erobret magten og statsministerposten på at love vælgerne moderne liberal velfærdspolitik og en offentlig sektor med service og kvalitet.
Hvis man skal vurdere, hvilke udfordringer den velfærdsliberalistiske arv fra Fogh giver Lars Løkke Rasmussen, er det derfor nødvendigt at se lidt nærmere på erfaringerne med Foghs velfærdsliberalistiske strategi, herunder den diskurs og de holdninger og forventninger, som dette har skabt hos borgerne. En del af arven fra Fogh består netop i de velfærdsforventninger, som Foghs velfærdsliberalisme har skabt hos vælgerne.
Foghs velfærdsliberalisme
Allerede da Anders Fogh Rasmussen i 1985 som nyvalgt næstformand skulle præsentere det nyliberale debatoplæg "Fra velfærdsstat til velfærdssamfund" gjorde han det klart, at målet var "mere markedsøkonomi og mindre regulering". Mere konkret betød det, at den private sektor skulle vokse hurtigere end den offentlige sektor. Det skulle ske ved så vidt muligt at fastholde uændrede offentlige udgifter og gradvist sænke skattetrykket. Hermed ville den offentlige sektors andel af samfundsøkonomien gradvist skrumpe ind:
"Venstre vil arbejde for en gradvis sænkning af skattetrykket. Det skal ske ved lavere offentlige udgifter og øget vækst i den private sektor. Venstre vil konsekvent bruge væksten i den private sektor til lavere skatter frem for højere offentlige udgifter. Skatteprocenterne skal sænkes i den takt, der skaffes realistisk finansiering."1
Denne strategiske sigtelinje har Fogh aldrig droppet, men tværtimod fulgt nøje i hele Fogh-regeringens levetid. De offentlige udgifter skulle holdes så meget i ro, som det har været politisk og økonomisk muligt. Målet har hele tiden været, at samfundets stadigt stigende produktion så vidt muligt skal gå til privatforbrug og den private markedsøkonomi. En stadig, gradvis privatisering af samfundsøkonomien kunne man kalde det.
Under VK-regeringen har skattestoppet ikke blot på genial vis tjent til på én gang at sælge tryghed og udstille oppositionen i rollen som dem, der nok havde en hel masse skumle skattestigninger i posen. Skattestoppet har samtidig fungeret som redskab til på én og samme tid at stramme det økonomiske greb om den offentlige sektor og udvide privatforbruget. Skattestoppet har helt bevidst været indrettet, så der gradvist skete en udhulning af de offentlige indtægter, ikke mindst takket være fastlåsningen af en række afgifter på uændrede kronebeløb.
Samtidig er skattestoppet blevet kombineret med en politik, hvor betydelige dele af det 'økonomiske råderum', som blev skabt i takt med den økonomiske vækst, ikke er gået til forbedringer af den offentlige velfærd, men derimod til skattelettelser. Kun takket være den galoperende højkonjunktur og en række midlertidige ekstraordinære indtægter på bl.a. Nordsøolien har denne politik ikke resulteret i endnu alvorlige krav om offentlige besparelser og nedskæringer.
Det seneste udtryk for denne strategi for privatisering af stadigt større dele af samfundsøkonomien er VK-regeringens langsigtede økonomiske politik, de såkaldte 2015-mål. Målet er, at den offentlige service mv. i 2015 skal udgøre cirka den samme procentdel af BNP som i dag, dvs. ca. 26,5 pct. af (konjunkturrenset) BNP i 2015.
I regeringens 2015-mål er realvæksten i ressourcerne til offentligt forbrug reduceret til 1 pct. om året i 2009-2012 og ¾ pct. om året i 2013-15. Disse vækstrater på 0,75 - 1,0 pct. pr. år kan passende sammenlignes med væksten under Nyrup-regeringen. Under Nyrup lå vækst i de offentlige udgifter i gennemsnit på ca. 2,3 pct. Selv den hidtidige faktiske vækst under Fogh-regeringen har været nærmest det dobbelte.
Arven efter Fogh er således en liberalistisk strategi, der skal holde stramt styr med og helst indskrænke den offentlige sektors andel af samfundsøkonomien ud fra konkrete sigtelinjer og politisk valgte økonomiske rammer for den offentlige velfærd. Disse sigtelinjer kan bedst karakteriseres som fra asken i ilden selv sammenlignet med det, som det lykkedes Fogh-regeringen at komme politisk igennem med over for kommunerne og borgerne. Med tunge økonomiske beregninger og alenlange talrækker har Foghs finansminister blæst til skærpet politisk kamp for mere privatøkonomi og mindre fælles velfærd. Nu er det op til den nye statsminister at føre en kamp, der vil kræve andre propagandamidler end økonomiske tabeller taget med fra Finansministeriets regnedrenge over i statsministeriet.
Det hele for det halve
"Venstre ønsker et velfærdssamfund, hvor borgerne mødes med en service, kvalitet og attitude svarende til det, vi betaler i skat. Vi ønsker en velfungerende sundhedssektor, hvor danskerne selv kan vælge, hvor og hvornår de vil behandles. Vi ønsker en folkeskole, hvor kvaliteten er i højsædet, så eleverne er klar til at møde fremtidens høje uddannelseskrav. Vi ønsker en ældrepleje, der giver vore ældre medborgere en ordentlig og anstændig service. Vi ønsker en børnepasning, der er fleksibel, kvalitetsbevidst og præget af valgfrihed."
Sådan skrev Venstres ledelse i 1999 i et debatoplæg om fremtidens velfærdssamfund. Bemærk her at ordene er skrevet af den samme partiledelse med Anders Fogh Rasmussen i spidsen, som har det overordnede strategiske mål at inddæmme og indskrænke den offentlige sektor til fordel for privatøkonomiens udbredelse. Den Fogh-regering, der går efter at privatisere stadigt større dele af samfundsøkonomien, har samtidig som strategi at slå skiftende socialdemokratiske ledere på at være 'bedre til velfærd'. Det hele for det halve fristes man til at kalde det.
Dette dobbeltgreb kan opfattes på mindst to ganske forskellige måder. Den ene er, at det brede krav om bedre kvalitet i den fælles velfærd kun er sminke, der har skullet forvandle Anders Fogh Rasmussen fra hulemand til julemand. Den anden er, at Anders Fogh Rasmussen selv (men ikke nødvendigvis hele Venstre) har ændret mening om velfærdsstaten fra en "omklamring af Mennesket", der reducerer os til "tæmmede og lydige sociale dyr"2, til en stat, der "kan give lige muligheder i samfundet ved at stille gratis uddannelse til rådighed for alle."3.
Motivforskning er altid svært og farligt. I dette tilfælde er der dog stærke argumenter for den sidste tolkning. Men uanset om det holder eller ej, så har den politiske virkelighed under alle omstændigheder gjort den sidste tolkning til det reelle. Uanset om det er sket som politisk spin eller af hjertets lyst, har Anders Fogh Rasmussen bundet sig politisk til at forbedre velfærden. Hans politiske strategi har bastet og bundet ham.
Ikke mindst Anders Fogh Rasmussens kontraktpolitik, som den er kommet til udtryk i valgkampene i 2001 og 2005 med konkrete velfærdsløfter, har med usvigelig politisk sikkerhed mejslet Anders Fogh Rasmussen til løfter om at udvikle den fælles velfærd. Det er tilmed sket i en sådan grad, at både Anders Fogh Rasmussen selv og alle andre fremtrædende Venstre-folk igen og igen stolt har fortalt historien om, hvordan de har ladet flere og flere milliarder skatteborgerpenge rulle til at udvide den fælles velfærd.
Præcis denne politiske retorik rummer sin eget produktive rationale. Når Anders Fogh Rasmussen for Gud ved hvilken gang fortalte om sine egne velfærdsløfter og opregnede de milliarder regeringen allerede havde brugt til at forbedre den offentlige velfærd, var han selv med til at skabe og fastholde én bestemt politisk dagsorden. En dagsorden, der ikke har handlet om, hvorvidt velfærden skal forbedres, men om, hvem der er bedst til at skabe mere og bedre velfærd.
Det har med andre ord haft store konsekvenser for både den politiske offentlighed og de politiske mandater, når Anders Fogh Rasmussen systematisk har valgt at markedsføre sig selv som 'bedst til velfærd' og sætte 'bedre velfærd' højt på den politiske dagsorden. Pointen er nemlig ikke kun den, som kommunikationsfolkene normalt peger på, nemlig at Fogh dermed i lighed med maleren grunder, primer, velfærdsdagsordenen, inden han slår til med sine egne konkrete velfærdsløfter. Han gøder samtidig jorden for de borgere, der kræver mere og bedre velfærd. Han sætter selv deres krav på den politiske dagsorden, gør dem legitime og uomgængelige for enhver politiker, der 'lytter til borgernes problemer'. Denne dynamik har mest tydeligt gjort sig gældende på udlændingeområdet4, men har så sandelig også fungeret effektivt på velfærdsområdet.
Lægger man dette sammen med den overordnede strategi for at indskrænke den offentlige sektors andel af samfundsøkonomien, kan man passende sige, at arven fra Fogh på velfærdsområdet er at kunne det hele for det halve.
Liberalistiske redskaber
Har Fogh-regeringen så i sine 7 år kunnet det hele for det halve? Og vil Lars Løkke Rasmussen kunne det i fremtiden?
Det er ikke nogen helt nem opgave at forbedre velfærden og samtidig indskrænke den offentlige sektors andel af samfundsøkonomien. Med udsigt til alvorlig økonomisk krise i en årrække er opgaven kun blevet meget sværere.
Selv om det endnu ikke er lykkedes for VK-regeringen at styre kommunerne og regionerne så stramt som ønsket, er det lykkedes at 'privatisere mere af Danmark', så den offentlige sektor udgør en mindre del af den samlede samfundsøkonomi, jf. tabel 1.
Til gengæld har det knebet mere med den anden del af Fogh-regeringens politiske binding, nemlig at forbedre velfærden. Det har flere årsager. Nogle af årsagerne er at finde i selve økonomien. Andre er at finde i regeringens særlige liberalistiske drømmeunivers. Først de årsager, der ligger i selve samfundsøkonomien.
En vækst på 1,0 pct. eller 0,75 pct. er langtfra lig med 1,0 eller 0,75 pct. bedre velfærd. Ikke mindst den demografiske udvikling gør det nemlig stadig dyrere blot at skabe den samme velfærd, når flere ældre skal betales folkepension, sendes på hospitalet, have hjemmehjælp og passes på plejehjemmene.
Hertil kommer, at det ofte kan være særligt vanskeligt at øge produktiviteten og effektiviteten i den offentlige sektor i samme takt som andre dele af økonomien. Ikke fordi velfærden ligger i det offentlige, men fordi det typisk er sværere at forbedre effektiviteten på service- og velfærdsområder som f.eks. ældreplejen lige så hurtigt som ny teknologi o. lign. kan forbedre effektiviteten i f.eks. industrien. Når de offentligt ansattes lønninger i et land som det danske så stiger i nogenlunde samme takt som i andre sektorer trods en eventuel forskel i produktivitetsudvikling, bliver det svært at udvikle kvaliteten af velfærden i samme takt som væksten i f.eks. den private industriproduktion.5
Denne sammenhæng beskriver økonomer som et mere generelt problem for bl.a. velfærdsservice i både privat og offentligt regi. Oven i det gør der sig nogle særlige ting gældende i den offentlige sektor i disse og de kommende år. Den offentlige sektor har overenskomstmæssige lønstigninger, der nogenlunde følger lønudviklingen på det private område, og herudover er der i disse år et ekstra lønpres, som bl.a. skyldes en kombination af de offentlige lønsystemer og alderssammensætningen blandt de offentligt ansatte. De offentlige lønsystemer er i højere grad end de fleste private lønsystemer baseret på anciennitetsløn, hvor en del af lønnen først falder efter mange års ansættelse. Når alderssammensætningen i den offentlige sektor er sådan, at gennemsnitsalderen blandt de offentligt ansatte stiger, indebærer det, at der bliver relativt flere, som nu og de kommende år skal have udbetalt denne del af lønnen i form af løn på de højeste anciennitetstrin. Finansministeriet har selv i et svar til Folketinget anslået, at denne faktor måske udgør en særlig stigning i lønudgifterne på ca. 0,5 pct. pr. år. Da lønudgifterne udgør ca. 2/3 af de samlede offentlige udgifter, svarer det til en opdrift i de samlede offentlige udgifter på 0,33 pct., som ikke nødvendigvis modsvares af en tilsvarende kvalitetsforbedring af den offentlige velfærd.
Hertil kommer nogle ekstraordinært store problemer med at forbedre produktiviteten i den offentlige sektor, som skyldes VK-regeringens meget stramme styring af de offentlige anlægs- og investeringsudgifter. VK-regeringen har begrundet den stramme styring af anlægsudgifterne med både den almindelige stramme styring og den økonomiske højkonjunktur. Det økonomiske boom har fået regeringen til at lægge ekstra stor vægt på at bremse specielt anlægsudgifterne for undgå lønpres på det private arbejdsmarked inden for bl.a. bygge- og anlægsområdet. Resultatet har været, at den offentlige sektor på en række områder har haft særlig svært ved at forbedre produktiviteten. Når man har måttet undvære nyinvesteringer i nye faglokaler i folkeskolen og ny teknologi på sygehusene, er det en tand sværere at uddanne børnene bedre og helbrede de syge hurtigere og bedre.
Hertil kommer, at regeringen helt bevidst har valgt at skævdele de ekstra midler. Her er det navnlig sundhedsområdet, der har fået penge på bekostning af andre tunge velfærdsområder som folkeskole, børnepasning og ældrepleje. Samtidig er en pæn del af væksten blevet båndlagt til at udvikle konkurrencestaten til gavn for de danske virksomheder i form af øget forskning mv.
Samlet har det betydet, at broderparten eller hele den reelle vækst i den offentlige sektor er gået til at fastholde det samme velfærdsniveau som tidligere og ikke til at forbedre velfærden i nær samme takt, som der er skabt forventninger om hos borgerne. Der er således gode økonomiske forklaringer på, at mange borgere ikke synes at velfærden er forbedret, men måske snarere forringet under Fogh-regeringen.
Men det er der råd for. I hvert fald for dem, der slår op i den liberalistiske kogebog. VK-regeringen har rask væk hævdet, at den kunne levere 'det hele for det halve' ved at effektivisere den offentlige sektor med liberalistiske midler. Her har strukturreformen og kvalitetsreformen været nogle af de afgørende instrumenter.
Men resultatet er ikke helt blevet som planlagt. Det har vist sig, at de liberalistiske midler ikke har haft den nærmest mirakuløse evne til effektivisering og kvalitetsforbedring, som navnlig Venstre-folkene har håbet og sikkert også troet på. Starthjælp, kontanthjælpsloft, 300-timers regler, osv. har været mere effektive til at skabe fattigdom end til at få folk væk fra overførselsindkomsterne. Ventelistegarantier med milliarder givet ud til behandlinger på privatsygehuse er med regeringens egne seneste tilståelser sket til en voldsom overpris for at få det private sygehusmarked på fode. Kontrakt- og kontrolstyringen af kommuner og institutioner har stjålet flere arbejdstimer og mere arbejdsglæde end den har skabt effektivitet og kvalitet. Strukturreformen har ikke skabt effektiv stordrift og massive udliciteringer, der kunne billiggøre den offentlige velfærd. Frit valg og 'pengene følger borgerne' har ikke for alvor skabt konkurrence på kvalitet og effektivitet.
Derfor er det liberale projekt ved Foghs afgang nået til en korsvej. Lars Løkke Rasmussen har overtaget rattet, mens GPS-en melder "Beregner ny rute". Foreløbig foretager han sig intet - venter kun på, at der bliver beregnet ny rute.
Lars Løkke og arven efter Fogh: IKEA-metoden
Hvilke nye veje og hvilke muligheder har Lars Løkke Rasmussen så for at forvalte arven efter Fogh? Nogle stykker. Men ingen af dem er uden problemer for ham og regeringen.
Indtil videre har Lars Løkke Rasmussen valgt at fortsætte ligeud mod den politiske afgrund. Men alt tyder på, at det eneste han netop ikke kan gøre, er at fortsætte ligeud, som om intet var hændt. Gør han det, har han udsigt til at blive stadig mere klemt af borgernes velfærdsforventninger, hvis eller rettere når han fortsætter mod det liberalistiske mål om øget privatisering af samfundsøkonomien på den offentlige sektors bekostning. At fortsætte ligeud kan derfor meget vel være vejen til at tabe troværdighed hos vælgerne og dermed tabe det næste valg.
Lars Løkke Rasmussen har dog gjort en undtagelse. Han har blinket af mod en ny velfærdsmodel med en ny form for frit valg. Lars Løkke Rasmussen har foreslået en ny udgave af frit valg. Nu skal det ikke længere kun være firmalogo på hjemmehjælpens bil eller adressen på operationsstuen, man kan vælge. Nu skal borgerne også have frit valg af forskellige former for velfærd. Som eksempel har Lars Løkke Rasmussen nævnt frit valg af specialundervisning til de dygtigste i folkeskolen og på universiteterne.
Men alle ved, at special- og eliteundervisning koster dyrt. Derfor vil en bredere gennemførelse af en sådan politik ikke stille færre krav til den offentlige økonomi. Tværtimod. Drejer Lars Løkke Rasmussen for alvor den vej, vil en sådan velfærdsmodel tvinge regeringen til enten at kræve ekstra nedskæringer andre steder eller indføre en udbredt og betydelig brugerbetaling.
Hvis Lars Løkke Rasmussen går den vej, vil han komme til at afvige fra Anders Fogh Rasmussen. Det er ganske vist en gammel Venstre-tanke at indføre friere valg af forskellige former for velfærd og velfærdskvalitet kombineret med brugerbetaling, ligeså snart man vælger mere end det mest basale tilbud. En model, som også minimalstats-Fogh talte for. Men senere har Anders Fogh Rasmussen blokeret for den. Det skete bl.a. i forbindelse med Kvalitetsreformen, fordi Anders Fogh Rasmussen havde den velbegrundede vurdering, at gratis basisvelfærd med brugerbetalt tillægsvelfærd ville udfordre store dele af regeringens vælgergrundlag. Det ville stride med kontraktpolitikken og Foghs egen rolle som den, der var bedst til velfærd og kunne det hele for det halve. Hvis Lars Løkke Rasmussen vælger denne vej, risikerer han derfor, at Anders Fogh Rasmussen får ret i, at det ikke sælger tilstrækkeligt med billetter hos vælgerne.
Lars Løkke Rasmussen har imidlertid også en anden mulighed. Han kan gribe fat i den del af Anders Fogh Rasmussens politiske testamente, der på kort formel siger, at liberalismen er et menneskesyn, hvor det enkelte menneske ikke bare har ret til frihed, men også pligt til ansvar. Mere konkret betyder det i Anders Fogh Rasmussens seneste aftapninger, at man skal udbygge det personlige ansvar for at gøre den offentlige velfærd billig og god. Anders Fogh Rasmussen har selv udtrykt det på denne måde i sin nytårstale i 2007:
Til nye mål og visioner hører også, at vi påtager os et personligt ansvar. Vi skal have vuggestuer og børnehaver af høj kvalitet, hvor børnene får omsorg og udfordring. Men som forældre har vi også et ansvar for at give os tid sammen med vore egne børn. Skolen skal have høj kvalitet, hvor børnene lærer både det faglige og det kreative. Men som forældre har vi også et ansvar for, at børnene er klar til at modtage undervisning, bl.a. ved at sørge for at de møder udhvilede og har lavet deres lektier. Hjemmehjælp og plejehjem skal yde god omsorg. Men selv den bedste offentlige omsorg kan ikke erstatte, at vi bruger tid sammen med vore nærmeste. Vi skal have sygehuse af højeste kvalitet. Men vi bør hver især forebygge livsstilssygdomme, bl.a. ved sund kost og motion.
Anders Fogh Rasmussens udgangspunkt for en sådan strategi er at privatisere eller mere præcist at individualisere ansvaret for dele af velfærden. Med en venlig tanke på møjsommelige erfaringer med at selv at samle og færdiggøre IKEA-møbler, kan man kalde det IKEA-metoden: Du har selv ansvaret for og besværet for en del af produktionen, og det sparer producenten penge på.
Vil det så løse problemerne med at skabe mere og bedre velfærd i en stadigt mere privatiseret økonomi? Det er langtfra sikkert. De steder, hvor det private ansvar erstatter det offentlige ansvar - som f.eks. de pårørende, der bruger tid på omsorg for svage ældre - kan det ganske vist bidrage til at fritage det offentlige for udgifter. Men det er marginaler vi taler om, og det kræver, at regeringen kan ændre befolkningens adfærd.
De steder, hvor det private ansvar supplerer det offentlige ansvar, og det er de fleste steder - f.eks. forældrene, der sender friske og udhvilede børn i skole med en sund madpakke - er det ikke nogen direkte besparelse. Derimod kan det være med til at effektivisere velfærden i form af bedre velfærd for de samme penge, hvis borgerne ændrer adfærd på sådanne områder. I nogle tilfælde kan det også marginalt omsættes i billigere offentlig velfærd. Hvis alle forældre kunne sørge for sunde madpakker, der bliver spist, ville det mindske behovet for offentlig støtte til et billigt, sundt frokostmåltid i folkeskolen. Sundere livsførelse kan spare mange sundhedsudgifter, hvis det vel at mærke er risikogrupperne, der får et sundere liv. Osv. Men det kommer ikke af sig selv. Så var alle madpakkerne jo allerede smurt, og alle smøgerne droppet for længst.
Skal strategien have noget for sig, må 'ansvarsprivatiseringen' nødvendigvis følges op med tiltag, der ændrer adfærd og får nye grupper af borgere til at handle anderledes. Alle de liberalistiske (men ikke nødvendigvis liberalt-frisindede) ønsker om, at vi alle sammen bruger den personlige frihed og det personlige ansvar "rigtigt", bunder jo i, at der i dag er for mange, som ikke kan eller vil gøre det, som gavner samfundsøkonomi og billigere velfærd.
På en række områder har regeringen allerede fundet sine bud på, hvordan den vil ændre borgernes adfærd. De to afgørende instrumenter er økonomisk straf og såkaldte kontrakter mellem den enkelte og samfundet. Det er f.eks. folkeskolens kontrakter med forældre om, at de skal sørge for at børnene kommer friske og udhvilede i skole. Det er de sociale myndigheders kontrakter med forældre til utilpassede børn. Det er jobcentrets lovfastlagte kontrakt med de ledige kontanthjælpsmodtagere om selv at finde mindst 450 timers arbejde for at kunne få kontanthjælp. Det er jobcentrets kontrakt med de syge om deltagelse i aktivering for at kunne få sygedagpenge, osv.
Som man kan se, er det en velfærdsliberalisme, der sætter kontante priser på personlige ansvar. Forvalter du ikke dit individuelle ansvar rigtigt - eller har du ikke mulighederne for at bruge det rigtigt - koster det på kontanthjælpen, sygedagpengene osv. Der bliver udskrevet en regning, hvis du ikke bruger din frihed, som regeringen ønsker.
Det, der markedsføres som den enkeltes frihed og ansvar, bliver dermed i praksis til den enkeltes pligt til at gøre det 'rigtige', sådan som staten og regeringen definerer det rigtige, og der bliver udskrevet bøder for ikke at gøre sin pligt. Her skal der ikke megen fantasi til for at forestille sig, hvilke grupper i samfundet, der har de bedste forudsætninger for uden besvær at gøre det rigtige og undgå bøderne, og bl.a. derfor er metoden dømt til ikke for alvor at bidrage til billigere velfærd. Det er jo ikke de veluddannede mellemlag, der skal til at smøre madpakker og leve sundt. Det gør de stort set i forvejen. Hvis man for alvor skal skabe billigere sundhed gennem adfærdsændringer, skal man ændre adfærden hos nogle helt andre dele af samfundet.
Denne delvise privatisering af ansvaret for velfærden kan sagtens kombineres med en moderat udgave af gratis basisvelfærdsydelser og frit valg af tillægsydelser efter Dankortets formåen og forsikringspolicens dækning. Derimod stiller det spørgsmål ved den hidtidige model for intern konkurrence i den offentlige sektor.
Med frit valg, BUM-modeller og kvalitetsreform har regeringen forsøgt at skabe konkurrence og markedspres på de offentlige velfærdsinstitutioner. Hidtil er det stort set blevet ved redskaberne, uden det reelt har skabt markedspres for effektivisering og forbedring. I erkendelse heraf lægger regeringen med Kvalitetsreformen ekstra stor vægt på at få gennemført tvungne og standardiserede kvalitetsmålinger. Hensigten er, at borgerne skal vælge de velfærdsinstitutioner med den bedste score på disse kvalitetsmålinger, og så skal princippet om, at pengene skal følge med brugerne (køberne!), bruges til at piske de enkelte institutioner til øget produktivitet og bedre kvalitet. De velfærdsinstitutioner, der ikke opfylder borgernes forventninger, skal miste penge og presses til at lukke eller forbedre og effektivisere.
Hidtil har denne type konkurrence mellem offentlige velfærdsinstitutioner (og private leverandører) kun i ringe grad skabt konkurrence på kvalitet endsige pris. Derfor har markedsgørelsen ikke bidraget nævneværdigt til at effektivisere og billiggøre den offentlige sektor. VK-regeringen har ikke fået det hele for det halve ad den vej, som man havde håbet.
Hele denne model bygger på, at velfærdsinstitutionerne skal konkurrere på at producere i princippet ens velfærdsydelser. Men hvis det brydes op med en model, hvor der bliver meget mere frit valg af forskellig velfærd og forskellige tilkøbsydelser, ryger selve ideen med standardiserede kvalitetsmålinger, og det vil være endnu sværere at forestille sig, at konkurrencen og markedet kan levere effektivitet og billiggørelse.
Udfordret på hjemmebane
Alt i alt må man sige, at arven efter Fogh udfordrer Lars Løkke Rasmussen på den liberale hjemmebane: Hvordan skaber man en velfærdsliberalisme, der lader privatøkonomien brede sig over stadigt større dele af samfundsøkonomien og samtidig formår at indfri de velfærdsforventninger, som Foghs kontraktpolitik og velfærdsdagsorden selv har været med til at udvikle og vedligeholde?
Men dette spørgsmål på den offentlige dagsorden udfordrer ikke blot Lars Løkke Rasmussen. Det rummer også en udfordring for oppositionen omkring Socialdemokraterne, SF, de radikale og Enhedslisten. Vil de acceptere denne dagsorden og blot prøve at give andre svar end Lars Løkke Rasmussen? Eller vil de i stedet forsøge at enes om en anden sigtelinje for den offentlige velfærd? Vil de f.eks. svare igen med en politik, der som minimum kræver en kvalitativ og kvantitativ udvikling og forbedring af den fælles velfærd i mindst samme takt som væksten i privatforbruget og privatøkonomien?
I givet fald er den logiske konsekvens at slås for en helt anden økonomisk politik og ikke mindst en ny skattereform, der sætter konkrete mål for et forøget samlet skattetryk. Viger oppositionen tilbage for det - af frygt for vælgerne - risikerer den at sætte sig selv på den samme umulige opgave, som Fogh gjorde, da han påstod at kunne det hele for det halve. Selv om den røde redskabskasse rummer andre og mere brugbare værktøjer end Foghs velfærdsliberalisme, er det langtfra sikkert at en ny centrum-venstre-regering vil kunne løse en sådan opgave under en fortsat økonomisk krise.
Noter
1Venstres principprogram 1995.
2Anders Fogh Rasmussen: Fra socialstat til minimalstat, København 1993
3Anders Fogh Rasmussen i sin tale til Venstres landsmøde i 2005.
4Se Anker Brink Lund: Niche nursing - strategisk offentlighedsarbejde for viderekomne, i Mie Femø Nielsen (red.): Spin, selvfremstilling og samfund - public relations som reflekterende praksis, København 2004
5Økonomerne har ligefrem givet denne sammenhæng et særligt navn, Baumols omkostningssyge eller Baumol-effekten, opkaldt efter økonomen William Baumol, der var den første til at analysere servicesektoren særlige vanskeligheder med at skabe øget effektivitet i samme takt som andre dele af økonomien.
Men trods det er arven fra Fogh til Lars Løkke Rasmussen alt andet end fraværende. Lars Løkke Rasmussen har nemlig alt andet end frit valg, når det gælder fremtiden. Det gælder ikke mindst på velfærdsområdet, og det ved han kun alt for godt.
Allerede da Venstre på landsmødet i november 2006 med et helt nyt principprogram knæsatte "den moderne liberalisme", som Anders Fogh Rasmussen selv kaldte det, havde Lars Løkke Rasmussen som næstformand erkendt, "at vi nu vedkender os velfærdssamfundet", hvor det ikke er "til diskussion, om man skal have et velfærdssamfund på et højt niveau."
Da Lars Løkke Rasmussen under landmødefesten skulle holde festtalen, valgte han at lade sig inspirere af et kendt dansk eventyr og fortalte historien om Fatter Anders, der havde været på marked og byttet sin gamle bog for det hele kongerige. Venstre havde forladt idealerne fra Foghs minimalstatsbog og i stedet erobret magten og statsministerposten på at love vælgerne moderne liberal velfærdspolitik og en offentlig sektor med service og kvalitet.
Hvis man skal vurdere, hvilke udfordringer den velfærdsliberalistiske arv fra Fogh giver Lars Løkke Rasmussen, er det derfor nødvendigt at se lidt nærmere på erfaringerne med Foghs velfærdsliberalistiske strategi, herunder den diskurs og de holdninger og forventninger, som dette har skabt hos borgerne. En del af arven fra Fogh består netop i de velfærdsforventninger, som Foghs velfærdsliberalisme har skabt hos vælgerne.
Foghs velfærdsliberalisme
Allerede da Anders Fogh Rasmussen i 1985 som nyvalgt næstformand skulle præsentere det nyliberale debatoplæg "Fra velfærdsstat til velfærdssamfund" gjorde han det klart, at målet var "mere markedsøkonomi og mindre regulering". Mere konkret betød det, at den private sektor skulle vokse hurtigere end den offentlige sektor. Det skulle ske ved så vidt muligt at fastholde uændrede offentlige udgifter og gradvist sænke skattetrykket. Hermed ville den offentlige sektors andel af samfundsøkonomien gradvist skrumpe ind:
"Venstre vil arbejde for en gradvis sænkning af skattetrykket. Det skal ske ved lavere offentlige udgifter og øget vækst i den private sektor. Venstre vil konsekvent bruge væksten i den private sektor til lavere skatter frem for højere offentlige udgifter. Skatteprocenterne skal sænkes i den takt, der skaffes realistisk finansiering."1
Denne strategiske sigtelinje har Fogh aldrig droppet, men tværtimod fulgt nøje i hele Fogh-regeringens levetid. De offentlige udgifter skulle holdes så meget i ro, som det har været politisk og økonomisk muligt. Målet har hele tiden været, at samfundets stadigt stigende produktion så vidt muligt skal gå til privatforbrug og den private markedsøkonomi. En stadig, gradvis privatisering af samfundsøkonomien kunne man kalde det.
Under VK-regeringen har skattestoppet ikke blot på genial vis tjent til på én gang at sælge tryghed og udstille oppositionen i rollen som dem, der nok havde en hel masse skumle skattestigninger i posen. Skattestoppet har samtidig fungeret som redskab til på én og samme tid at stramme det økonomiske greb om den offentlige sektor og udvide privatforbruget. Skattestoppet har helt bevidst været indrettet, så der gradvist skete en udhulning af de offentlige indtægter, ikke mindst takket være fastlåsningen af en række afgifter på uændrede kronebeløb.
Samtidig er skattestoppet blevet kombineret med en politik, hvor betydelige dele af det 'økonomiske råderum', som blev skabt i takt med den økonomiske vækst, ikke er gået til forbedringer af den offentlige velfærd, men derimod til skattelettelser. Kun takket være den galoperende højkonjunktur og en række midlertidige ekstraordinære indtægter på bl.a. Nordsøolien har denne politik ikke resulteret i endnu alvorlige krav om offentlige besparelser og nedskæringer.
Det seneste udtryk for denne strategi for privatisering af stadigt større dele af samfundsøkonomien er VK-regeringens langsigtede økonomiske politik, de såkaldte 2015-mål. Målet er, at den offentlige service mv. i 2015 skal udgøre cirka den samme procentdel af BNP som i dag, dvs. ca. 26,5 pct. af (konjunkturrenset) BNP i 2015.
I regeringens 2015-mål er realvæksten i ressourcerne til offentligt forbrug reduceret til 1 pct. om året i 2009-2012 og ¾ pct. om året i 2013-15. Disse vækstrater på 0,75 - 1,0 pct. pr. år kan passende sammenlignes med væksten under Nyrup-regeringen. Under Nyrup lå vækst i de offentlige udgifter i gennemsnit på ca. 2,3 pct. Selv den hidtidige faktiske vækst under Fogh-regeringen har været nærmest det dobbelte.
Arven efter Fogh er således en liberalistisk strategi, der skal holde stramt styr med og helst indskrænke den offentlige sektors andel af samfundsøkonomien ud fra konkrete sigtelinjer og politisk valgte økonomiske rammer for den offentlige velfærd. Disse sigtelinjer kan bedst karakteriseres som fra asken i ilden selv sammenlignet med det, som det lykkedes Fogh-regeringen at komme politisk igennem med over for kommunerne og borgerne. Med tunge økonomiske beregninger og alenlange talrækker har Foghs finansminister blæst til skærpet politisk kamp for mere privatøkonomi og mindre fælles velfærd. Nu er det op til den nye statsminister at føre en kamp, der vil kræve andre propagandamidler end økonomiske tabeller taget med fra Finansministeriets regnedrenge over i statsministeriet.
Det hele for det halve
"Venstre ønsker et velfærdssamfund, hvor borgerne mødes med en service, kvalitet og attitude svarende til det, vi betaler i skat. Vi ønsker en velfungerende sundhedssektor, hvor danskerne selv kan vælge, hvor og hvornår de vil behandles. Vi ønsker en folkeskole, hvor kvaliteten er i højsædet, så eleverne er klar til at møde fremtidens høje uddannelseskrav. Vi ønsker en ældrepleje, der giver vore ældre medborgere en ordentlig og anstændig service. Vi ønsker en børnepasning, der er fleksibel, kvalitetsbevidst og præget af valgfrihed."
Sådan skrev Venstres ledelse i 1999 i et debatoplæg om fremtidens velfærdssamfund. Bemærk her at ordene er skrevet af den samme partiledelse med Anders Fogh Rasmussen i spidsen, som har det overordnede strategiske mål at inddæmme og indskrænke den offentlige sektor til fordel for privatøkonomiens udbredelse. Den Fogh-regering, der går efter at privatisere stadigt større dele af samfundsøkonomien, har samtidig som strategi at slå skiftende socialdemokratiske ledere på at være 'bedre til velfærd'. Det hele for det halve fristes man til at kalde det.
Dette dobbeltgreb kan opfattes på mindst to ganske forskellige måder. Den ene er, at det brede krav om bedre kvalitet i den fælles velfærd kun er sminke, der har skullet forvandle Anders Fogh Rasmussen fra hulemand til julemand. Den anden er, at Anders Fogh Rasmussen selv (men ikke nødvendigvis hele Venstre) har ændret mening om velfærdsstaten fra en "omklamring af Mennesket", der reducerer os til "tæmmede og lydige sociale dyr"2, til en stat, der "kan give lige muligheder i samfundet ved at stille gratis uddannelse til rådighed for alle."3.
Motivforskning er altid svært og farligt. I dette tilfælde er der dog stærke argumenter for den sidste tolkning. Men uanset om det holder eller ej, så har den politiske virkelighed under alle omstændigheder gjort den sidste tolkning til det reelle. Uanset om det er sket som politisk spin eller af hjertets lyst, har Anders Fogh Rasmussen bundet sig politisk til at forbedre velfærden. Hans politiske strategi har bastet og bundet ham.
Ikke mindst Anders Fogh Rasmussens kontraktpolitik, som den er kommet til udtryk i valgkampene i 2001 og 2005 med konkrete velfærdsløfter, har med usvigelig politisk sikkerhed mejslet Anders Fogh Rasmussen til løfter om at udvikle den fælles velfærd. Det er tilmed sket i en sådan grad, at både Anders Fogh Rasmussen selv og alle andre fremtrædende Venstre-folk igen og igen stolt har fortalt historien om, hvordan de har ladet flere og flere milliarder skatteborgerpenge rulle til at udvide den fælles velfærd.
Præcis denne politiske retorik rummer sin eget produktive rationale. Når Anders Fogh Rasmussen for Gud ved hvilken gang fortalte om sine egne velfærdsløfter og opregnede de milliarder regeringen allerede havde brugt til at forbedre den offentlige velfærd, var han selv med til at skabe og fastholde én bestemt politisk dagsorden. En dagsorden, der ikke har handlet om, hvorvidt velfærden skal forbedres, men om, hvem der er bedst til at skabe mere og bedre velfærd.
Det har med andre ord haft store konsekvenser for både den politiske offentlighed og de politiske mandater, når Anders Fogh Rasmussen systematisk har valgt at markedsføre sig selv som 'bedst til velfærd' og sætte 'bedre velfærd' højt på den politiske dagsorden. Pointen er nemlig ikke kun den, som kommunikationsfolkene normalt peger på, nemlig at Fogh dermed i lighed med maleren grunder, primer, velfærdsdagsordenen, inden han slår til med sine egne konkrete velfærdsløfter. Han gøder samtidig jorden for de borgere, der kræver mere og bedre velfærd. Han sætter selv deres krav på den politiske dagsorden, gør dem legitime og uomgængelige for enhver politiker, der 'lytter til borgernes problemer'. Denne dynamik har mest tydeligt gjort sig gældende på udlændingeområdet4, men har så sandelig også fungeret effektivt på velfærdsområdet.
Lægger man dette sammen med den overordnede strategi for at indskrænke den offentlige sektors andel af samfundsøkonomien, kan man passende sige, at arven fra Fogh på velfærdsområdet er at kunne det hele for det halve.
Liberalistiske redskaber
Har Fogh-regeringen så i sine 7 år kunnet det hele for det halve? Og vil Lars Løkke Rasmussen kunne det i fremtiden?
Det er ikke nogen helt nem opgave at forbedre velfærden og samtidig indskrænke den offentlige sektors andel af samfundsøkonomien. Med udsigt til alvorlig økonomisk krise i en årrække er opgaven kun blevet meget sværere.
Selv om det endnu ikke er lykkedes for VK-regeringen at styre kommunerne og regionerne så stramt som ønsket, er det lykkedes at 'privatisere mere af Danmark', så den offentlige sektor udgør en mindre del af den samlede samfundsøkonomi, jf. tabel 1.
Til gengæld har det knebet mere med den anden del af Fogh-regeringens politiske binding, nemlig at forbedre velfærden. Det har flere årsager. Nogle af årsagerne er at finde i selve økonomien. Andre er at finde i regeringens særlige liberalistiske drømmeunivers. Først de årsager, der ligger i selve samfundsøkonomien.
En vækst på 1,0 pct. eller 0,75 pct. er langtfra lig med 1,0 eller 0,75 pct. bedre velfærd. Ikke mindst den demografiske udvikling gør det nemlig stadig dyrere blot at skabe den samme velfærd, når flere ældre skal betales folkepension, sendes på hospitalet, have hjemmehjælp og passes på plejehjemmene.
Hertil kommer, at det ofte kan være særligt vanskeligt at øge produktiviteten og effektiviteten i den offentlige sektor i samme takt som andre dele af økonomien. Ikke fordi velfærden ligger i det offentlige, men fordi det typisk er sværere at forbedre effektiviteten på service- og velfærdsområder som f.eks. ældreplejen lige så hurtigt som ny teknologi o. lign. kan forbedre effektiviteten i f.eks. industrien. Når de offentligt ansattes lønninger i et land som det danske så stiger i nogenlunde samme takt som i andre sektorer trods en eventuel forskel i produktivitetsudvikling, bliver det svært at udvikle kvaliteten af velfærden i samme takt som væksten i f.eks. den private industriproduktion.5
Denne sammenhæng beskriver økonomer som et mere generelt problem for bl.a. velfærdsservice i både privat og offentligt regi. Oven i det gør der sig nogle særlige ting gældende i den offentlige sektor i disse og de kommende år. Den offentlige sektor har overenskomstmæssige lønstigninger, der nogenlunde følger lønudviklingen på det private område, og herudover er der i disse år et ekstra lønpres, som bl.a. skyldes en kombination af de offentlige lønsystemer og alderssammensætningen blandt de offentligt ansatte. De offentlige lønsystemer er i højere grad end de fleste private lønsystemer baseret på anciennitetsløn, hvor en del af lønnen først falder efter mange års ansættelse. Når alderssammensætningen i den offentlige sektor er sådan, at gennemsnitsalderen blandt de offentligt ansatte stiger, indebærer det, at der bliver relativt flere, som nu og de kommende år skal have udbetalt denne del af lønnen i form af løn på de højeste anciennitetstrin. Finansministeriet har selv i et svar til Folketinget anslået, at denne faktor måske udgør en særlig stigning i lønudgifterne på ca. 0,5 pct. pr. år. Da lønudgifterne udgør ca. 2/3 af de samlede offentlige udgifter, svarer det til en opdrift i de samlede offentlige udgifter på 0,33 pct., som ikke nødvendigvis modsvares af en tilsvarende kvalitetsforbedring af den offentlige velfærd.
Hertil kommer nogle ekstraordinært store problemer med at forbedre produktiviteten i den offentlige sektor, som skyldes VK-regeringens meget stramme styring af de offentlige anlægs- og investeringsudgifter. VK-regeringen har begrundet den stramme styring af anlægsudgifterne med både den almindelige stramme styring og den økonomiske højkonjunktur. Det økonomiske boom har fået regeringen til at lægge ekstra stor vægt på at bremse specielt anlægsudgifterne for undgå lønpres på det private arbejdsmarked inden for bl.a. bygge- og anlægsområdet. Resultatet har været, at den offentlige sektor på en række områder har haft særlig svært ved at forbedre produktiviteten. Når man har måttet undvære nyinvesteringer i nye faglokaler i folkeskolen og ny teknologi på sygehusene, er det en tand sværere at uddanne børnene bedre og helbrede de syge hurtigere og bedre.
Hertil kommer, at regeringen helt bevidst har valgt at skævdele de ekstra midler. Her er det navnlig sundhedsområdet, der har fået penge på bekostning af andre tunge velfærdsområder som folkeskole, børnepasning og ældrepleje. Samtidig er en pæn del af væksten blevet båndlagt til at udvikle konkurrencestaten til gavn for de danske virksomheder i form af øget forskning mv.
Samlet har det betydet, at broderparten eller hele den reelle vækst i den offentlige sektor er gået til at fastholde det samme velfærdsniveau som tidligere og ikke til at forbedre velfærden i nær samme takt, som der er skabt forventninger om hos borgerne. Der er således gode økonomiske forklaringer på, at mange borgere ikke synes at velfærden er forbedret, men måske snarere forringet under Fogh-regeringen.
Men det er der råd for. I hvert fald for dem, der slår op i den liberalistiske kogebog. VK-regeringen har rask væk hævdet, at den kunne levere 'det hele for det halve' ved at effektivisere den offentlige sektor med liberalistiske midler. Her har strukturreformen og kvalitetsreformen været nogle af de afgørende instrumenter.
Men resultatet er ikke helt blevet som planlagt. Det har vist sig, at de liberalistiske midler ikke har haft den nærmest mirakuløse evne til effektivisering og kvalitetsforbedring, som navnlig Venstre-folkene har håbet og sikkert også troet på. Starthjælp, kontanthjælpsloft, 300-timers regler, osv. har været mere effektive til at skabe fattigdom end til at få folk væk fra overførselsindkomsterne. Ventelistegarantier med milliarder givet ud til behandlinger på privatsygehuse er med regeringens egne seneste tilståelser sket til en voldsom overpris for at få det private sygehusmarked på fode. Kontrakt- og kontrolstyringen af kommuner og institutioner har stjålet flere arbejdstimer og mere arbejdsglæde end den har skabt effektivitet og kvalitet. Strukturreformen har ikke skabt effektiv stordrift og massive udliciteringer, der kunne billiggøre den offentlige velfærd. Frit valg og 'pengene følger borgerne' har ikke for alvor skabt konkurrence på kvalitet og effektivitet.
Derfor er det liberale projekt ved Foghs afgang nået til en korsvej. Lars Løkke Rasmussen har overtaget rattet, mens GPS-en melder "Beregner ny rute". Foreløbig foretager han sig intet - venter kun på, at der bliver beregnet ny rute.
Lars Løkke og arven efter Fogh: IKEA-metoden
Hvilke nye veje og hvilke muligheder har Lars Løkke Rasmussen så for at forvalte arven efter Fogh? Nogle stykker. Men ingen af dem er uden problemer for ham og regeringen.
Indtil videre har Lars Løkke Rasmussen valgt at fortsætte ligeud mod den politiske afgrund. Men alt tyder på, at det eneste han netop ikke kan gøre, er at fortsætte ligeud, som om intet var hændt. Gør han det, har han udsigt til at blive stadig mere klemt af borgernes velfærdsforventninger, hvis eller rettere når han fortsætter mod det liberalistiske mål om øget privatisering af samfundsøkonomien på den offentlige sektors bekostning. At fortsætte ligeud kan derfor meget vel være vejen til at tabe troværdighed hos vælgerne og dermed tabe det næste valg.
Lars Løkke Rasmussen har dog gjort en undtagelse. Han har blinket af mod en ny velfærdsmodel med en ny form for frit valg. Lars Løkke Rasmussen har foreslået en ny udgave af frit valg. Nu skal det ikke længere kun være firmalogo på hjemmehjælpens bil eller adressen på operationsstuen, man kan vælge. Nu skal borgerne også have frit valg af forskellige former for velfærd. Som eksempel har Lars Løkke Rasmussen nævnt frit valg af specialundervisning til de dygtigste i folkeskolen og på universiteterne.
Men alle ved, at special- og eliteundervisning koster dyrt. Derfor vil en bredere gennemførelse af en sådan politik ikke stille færre krav til den offentlige økonomi. Tværtimod. Drejer Lars Løkke Rasmussen for alvor den vej, vil en sådan velfærdsmodel tvinge regeringen til enten at kræve ekstra nedskæringer andre steder eller indføre en udbredt og betydelig brugerbetaling.
Hvis Lars Løkke Rasmussen går den vej, vil han komme til at afvige fra Anders Fogh Rasmussen. Det er ganske vist en gammel Venstre-tanke at indføre friere valg af forskellige former for velfærd og velfærdskvalitet kombineret med brugerbetaling, ligeså snart man vælger mere end det mest basale tilbud. En model, som også minimalstats-Fogh talte for. Men senere har Anders Fogh Rasmussen blokeret for den. Det skete bl.a. i forbindelse med Kvalitetsreformen, fordi Anders Fogh Rasmussen havde den velbegrundede vurdering, at gratis basisvelfærd med brugerbetalt tillægsvelfærd ville udfordre store dele af regeringens vælgergrundlag. Det ville stride med kontraktpolitikken og Foghs egen rolle som den, der var bedst til velfærd og kunne det hele for det halve. Hvis Lars Løkke Rasmussen vælger denne vej, risikerer han derfor, at Anders Fogh Rasmussen får ret i, at det ikke sælger tilstrækkeligt med billetter hos vælgerne.
Lars Løkke Rasmussen har imidlertid også en anden mulighed. Han kan gribe fat i den del af Anders Fogh Rasmussens politiske testamente, der på kort formel siger, at liberalismen er et menneskesyn, hvor det enkelte menneske ikke bare har ret til frihed, men også pligt til ansvar. Mere konkret betyder det i Anders Fogh Rasmussens seneste aftapninger, at man skal udbygge det personlige ansvar for at gøre den offentlige velfærd billig og god. Anders Fogh Rasmussen har selv udtrykt det på denne måde i sin nytårstale i 2007:
Til nye mål og visioner hører også, at vi påtager os et personligt ansvar. Vi skal have vuggestuer og børnehaver af høj kvalitet, hvor børnene får omsorg og udfordring. Men som forældre har vi også et ansvar for at give os tid sammen med vore egne børn. Skolen skal have høj kvalitet, hvor børnene lærer både det faglige og det kreative. Men som forældre har vi også et ansvar for, at børnene er klar til at modtage undervisning, bl.a. ved at sørge for at de møder udhvilede og har lavet deres lektier. Hjemmehjælp og plejehjem skal yde god omsorg. Men selv den bedste offentlige omsorg kan ikke erstatte, at vi bruger tid sammen med vore nærmeste. Vi skal have sygehuse af højeste kvalitet. Men vi bør hver især forebygge livsstilssygdomme, bl.a. ved sund kost og motion.
Anders Fogh Rasmussens udgangspunkt for en sådan strategi er at privatisere eller mere præcist at individualisere ansvaret for dele af velfærden. Med en venlig tanke på møjsommelige erfaringer med at selv at samle og færdiggøre IKEA-møbler, kan man kalde det IKEA-metoden: Du har selv ansvaret for og besværet for en del af produktionen, og det sparer producenten penge på.
Vil det så løse problemerne med at skabe mere og bedre velfærd i en stadigt mere privatiseret økonomi? Det er langtfra sikkert. De steder, hvor det private ansvar erstatter det offentlige ansvar - som f.eks. de pårørende, der bruger tid på omsorg for svage ældre - kan det ganske vist bidrage til at fritage det offentlige for udgifter. Men det er marginaler vi taler om, og det kræver, at regeringen kan ændre befolkningens adfærd.
De steder, hvor det private ansvar supplerer det offentlige ansvar, og det er de fleste steder - f.eks. forældrene, der sender friske og udhvilede børn i skole med en sund madpakke - er det ikke nogen direkte besparelse. Derimod kan det være med til at effektivisere velfærden i form af bedre velfærd for de samme penge, hvis borgerne ændrer adfærd på sådanne områder. I nogle tilfælde kan det også marginalt omsættes i billigere offentlig velfærd. Hvis alle forældre kunne sørge for sunde madpakker, der bliver spist, ville det mindske behovet for offentlig støtte til et billigt, sundt frokostmåltid i folkeskolen. Sundere livsførelse kan spare mange sundhedsudgifter, hvis det vel at mærke er risikogrupperne, der får et sundere liv. Osv. Men det kommer ikke af sig selv. Så var alle madpakkerne jo allerede smurt, og alle smøgerne droppet for længst.
Skal strategien have noget for sig, må 'ansvarsprivatiseringen' nødvendigvis følges op med tiltag, der ændrer adfærd og får nye grupper af borgere til at handle anderledes. Alle de liberalistiske (men ikke nødvendigvis liberalt-frisindede) ønsker om, at vi alle sammen bruger den personlige frihed og det personlige ansvar "rigtigt", bunder jo i, at der i dag er for mange, som ikke kan eller vil gøre det, som gavner samfundsøkonomi og billigere velfærd.
På en række områder har regeringen allerede fundet sine bud på, hvordan den vil ændre borgernes adfærd. De to afgørende instrumenter er økonomisk straf og såkaldte kontrakter mellem den enkelte og samfundet. Det er f.eks. folkeskolens kontrakter med forældre om, at de skal sørge for at børnene kommer friske og udhvilede i skole. Det er de sociale myndigheders kontrakter med forældre til utilpassede børn. Det er jobcentrets lovfastlagte kontrakt med de ledige kontanthjælpsmodtagere om selv at finde mindst 450 timers arbejde for at kunne få kontanthjælp. Det er jobcentrets kontrakt med de syge om deltagelse i aktivering for at kunne få sygedagpenge, osv.
Som man kan se, er det en velfærdsliberalisme, der sætter kontante priser på personlige ansvar. Forvalter du ikke dit individuelle ansvar rigtigt - eller har du ikke mulighederne for at bruge det rigtigt - koster det på kontanthjælpen, sygedagpengene osv. Der bliver udskrevet en regning, hvis du ikke bruger din frihed, som regeringen ønsker.
Det, der markedsføres som den enkeltes frihed og ansvar, bliver dermed i praksis til den enkeltes pligt til at gøre det 'rigtige', sådan som staten og regeringen definerer det rigtige, og der bliver udskrevet bøder for ikke at gøre sin pligt. Her skal der ikke megen fantasi til for at forestille sig, hvilke grupper i samfundet, der har de bedste forudsætninger for uden besvær at gøre det rigtige og undgå bøderne, og bl.a. derfor er metoden dømt til ikke for alvor at bidrage til billigere velfærd. Det er jo ikke de veluddannede mellemlag, der skal til at smøre madpakker og leve sundt. Det gør de stort set i forvejen. Hvis man for alvor skal skabe billigere sundhed gennem adfærdsændringer, skal man ændre adfærden hos nogle helt andre dele af samfundet.
Denne delvise privatisering af ansvaret for velfærden kan sagtens kombineres med en moderat udgave af gratis basisvelfærdsydelser og frit valg af tillægsydelser efter Dankortets formåen og forsikringspolicens dækning. Derimod stiller det spørgsmål ved den hidtidige model for intern konkurrence i den offentlige sektor.
Med frit valg, BUM-modeller og kvalitetsreform har regeringen forsøgt at skabe konkurrence og markedspres på de offentlige velfærdsinstitutioner. Hidtil er det stort set blevet ved redskaberne, uden det reelt har skabt markedspres for effektivisering og forbedring. I erkendelse heraf lægger regeringen med Kvalitetsreformen ekstra stor vægt på at få gennemført tvungne og standardiserede kvalitetsmålinger. Hensigten er, at borgerne skal vælge de velfærdsinstitutioner med den bedste score på disse kvalitetsmålinger, og så skal princippet om, at pengene skal følge med brugerne (køberne!), bruges til at piske de enkelte institutioner til øget produktivitet og bedre kvalitet. De velfærdsinstitutioner, der ikke opfylder borgernes forventninger, skal miste penge og presses til at lukke eller forbedre og effektivisere.
Hidtil har denne type konkurrence mellem offentlige velfærdsinstitutioner (og private leverandører) kun i ringe grad skabt konkurrence på kvalitet endsige pris. Derfor har markedsgørelsen ikke bidraget nævneværdigt til at effektivisere og billiggøre den offentlige sektor. VK-regeringen har ikke fået det hele for det halve ad den vej, som man havde håbet.
Hele denne model bygger på, at velfærdsinstitutionerne skal konkurrere på at producere i princippet ens velfærdsydelser. Men hvis det brydes op med en model, hvor der bliver meget mere frit valg af forskellig velfærd og forskellige tilkøbsydelser, ryger selve ideen med standardiserede kvalitetsmålinger, og det vil være endnu sværere at forestille sig, at konkurrencen og markedet kan levere effektivitet og billiggørelse.
Udfordret på hjemmebane
Alt i alt må man sige, at arven efter Fogh udfordrer Lars Løkke Rasmussen på den liberale hjemmebane: Hvordan skaber man en velfærdsliberalisme, der lader privatøkonomien brede sig over stadigt større dele af samfundsøkonomien og samtidig formår at indfri de velfærdsforventninger, som Foghs kontraktpolitik og velfærdsdagsorden selv har været med til at udvikle og vedligeholde?
Men dette spørgsmål på den offentlige dagsorden udfordrer ikke blot Lars Løkke Rasmussen. Det rummer også en udfordring for oppositionen omkring Socialdemokraterne, SF, de radikale og Enhedslisten. Vil de acceptere denne dagsorden og blot prøve at give andre svar end Lars Løkke Rasmussen? Eller vil de i stedet forsøge at enes om en anden sigtelinje for den offentlige velfærd? Vil de f.eks. svare igen med en politik, der som minimum kræver en kvalitativ og kvantitativ udvikling og forbedring af den fælles velfærd i mindst samme takt som væksten i privatforbruget og privatøkonomien?
I givet fald er den logiske konsekvens at slås for en helt anden økonomisk politik og ikke mindst en ny skattereform, der sætter konkrete mål for et forøget samlet skattetryk. Viger oppositionen tilbage for det - af frygt for vælgerne - risikerer den at sætte sig selv på den samme umulige opgave, som Fogh gjorde, da han påstod at kunne det hele for det halve. Selv om den røde redskabskasse rummer andre og mere brugbare værktøjer end Foghs velfærdsliberalisme, er det langtfra sikkert at en ny centrum-venstre-regering vil kunne løse en sådan opgave under en fortsat økonomisk krise.
Noter
1Venstres principprogram 1995.
2Anders Fogh Rasmussen: Fra socialstat til minimalstat, København 1993
3Anders Fogh Rasmussen i sin tale til Venstres landsmøde i 2005.
4Se Anker Brink Lund: Niche nursing - strategisk offentlighedsarbejde for viderekomne, i Mie Femø Nielsen (red.): Spin, selvfremstilling og samfund - public relations som reflekterende praksis, København 2004
5Økonomerne har ligefrem givet denne sammenhæng et særligt navn, Baumols omkostningssyge eller Baumol-effekten, opkaldt efter økonomen William Baumol, der var den første til at analysere servicesektoren særlige vanskeligheder med at skabe øget effektivitet i samme takt som andre dele af økonomien.
Rediger:
| Udskriv: 