Arbejdsmarkedskommissionens afsluttende rapport – afvist og alligevel ikke
Af Henrik Herløv Lund

Offentliggjort: 01. maj 2009
Regeringen lurepasser
Med fremlæggelsen af sin endelige rapport 20´ende august nåede Arbejdsmarkedskommissionen til vejs ende. Kommissionen havde dårligt nok fremlagt sine forslag, før VK - regeringen - navnlig Venstre - tilsyneladende afviste dem over en bred bank.

En nærlæsning af udtalelserne fra regeringen viser dog, at afvisningen ikke skal tages helt så kategorisk. Finansministeren udskød snarere Arbejdsmarkedskommissionens forslag, end han egentlig afviste dem. Det skete med den begrundelse, at de akutte problemer i dansk økonomi handler om krise og arbejdsløshed, og at det prioriterer regeringen derfor her og nu, men med den væsentlige tilføjelse, at "... dermed forsvandt problemerne med at skaffe arbejdskraft på længere sigt jo ikke". Han lagde dermed op til, at regeringen vil grave Arbejdsmarkedskommissionens forslag op, når krisen er ovre eller mærkbart på retur.
Dette blev udtrykt endnu klarere af De Konservatives Arbejdsmarkedsordfører, Henriette Kjær: ".. Så snart konjunkturerne er til det, skal der naturligvis laves de nødvendige reformer".1

Meget tyder på, at VK - regeringen således lurepassede i forhold til Arbejdsmarkedskommissionen, idet regeringen jo også selv har bestilt og da også deler mange af de tydeligt nyliberalistiske inspirerede reformovervejelser fra kommissionen og dermed egentligt gerne vil gennemføre dem.
Regeringen har imidlertid øjnene stift rettet mod at vinde det næste folketingsvalg. Dette skal senest komme om et par år, men formentlig overvejer statsminister Lars Løkke Rasmussen at tage det tidligere - måske om et års tid -, for at den nye regering kan få sit eget mandat efter Foghs afgang.

Regeringens overordnede strategi pt. handler derfor om at lurepasse. Som det tydeligt er kommet frem i forbindelse med fremlæggelsen af finansloven for 2010, er regeringen egentligt langt mere bekymret over statsunderskuddet end over arbejdsløsheden. Og arbejdsløshedsbekæmpelsen køres derfor med et absolut minimum af indsats - de såkaldte "drypvise" økonomiske indgreb - arbejdsløsheden bekæmpes kun absolut lige tilstrækkeligt til at få regeringen igennem krisen med facaden i behold.

Imens foregår det virkelige arbejde i regeringens bagkontorer med på lidt længere sigt at planlægge dybtgående indgreb i velfærdsstaten, navnlig på Arbejdsmarkedspolitikken, så snart krisen er ovre eller på retur.

Men for at vinde valget satser regeringen som anført imidlertid på at udsætte sådanne indgreb til valget evt. er vundet. Er dette sket, vil regeringen bekende kulør og gennemføre en klar nyliberalistisk økonomisk politik, herunder åbent at gøre store del af Arbejdsmarkedskommissionens forslag til sine egne.
Derfor er der god grund til at centrum-venstre ikke tror, at den hellige grav er velforvaret. I stedet bør de benytte tiden til at forberede sig selv eller befolkningen på det kommende opgør omkring efterløn, dagpenge, førtidspension og fleksjob.

Velfærdskommissionens arvtager
Arbejdsmarkedskommissionen har da heller aldrig været tiltænkt rollen som syltekrukke, men blev tværtimod nedsat for at gøre arbejdet færdigt i forhold til Velfærdskommissionens nyliberale inspirerede reformplaner for velfærdssamfundet. Som formand fik Arbejdsmarkedskommissionen symptomatisk nok en af Velfærdskommissionens centrale økonomer, Jørgen Søndergaard, som formand. Og Arbejdsmarkedskommissionen har da også troligt nok fortsat i velfærdskommissionens spor om, at velfærdsordninger underlægges økonomiske incitamenter og økonomisk begrundede stramninger.
Angiveligt skulle Arbejdskommissionen finde besparelser i arbejdsmarkedspolitikken indenfor en række overførsler for at dække et hul i de offentlige finanser. Men dette hul er opstået på grund af regeringens uddeling af skattelettelser og er dermed i sidste ende en funktion af regeringens nyliberalistiske strategi med at favorisere privat forbrug og sektor i forhold til det offentlige.

Arbejdsmarkedskommissionens egentlige mission handler således i sidste ende om at beskære en række offentlige overførsler for at finansiere skattelettelserne.

Problemet har imidlertid været, at kommissionen er blevet overhalet af forandringerne i den økonomiske virkelighed på grund af finanskrisen og det i kølvandet herpå følgende globale økonomiske tilbageslag.

Det blev allerede tydeligt, da Arbejdsmarkedskommissionen i efteråret 2008 af VK - regeringen i sidste øjeblik inden krisen blev forsøgt anvendt som løftestang for at gennemføre forringelser af dagpenge og efterløn. Det har været et længe efterstræbt mål for DA og nyliberalisternes hårde kerne fx CEPOS, men de politiske forhandlinger herom kørte fast og endte resultatløst.
Når forslagene ender som en fuser, hænger det især sammen med, at de ved fremlæggelsen begrundes med fortsat henvisning til højkonjunkturens mangel på arbejdskraft. Men i realiteten er de hermed helt ude af timing, da de økonomiske realiteter fremover tydeligt for alle handler om krise og arbejdsløshed.

Det kan ikke blot opposition og fagbevægelse, men den ganske befolkning se og Arbejdsmarkedskommissionens forslagspakke må derfor allerede på det tidspunkt lægges til side af regeringen.

Arbejdsmarkedskommissionen overhalet af krise og arbejdsløshed
Med bemærkelsesværdig stædighed har Jørgen Søndergård og Arbejdsmarkeds-kommissionen imidlertid fastholdt den i første omgang kuldsejlede mission i håb om revanche ved næste runde i forbindelse med fremlæggelsen af kommissionens endelige rapport - dvs. nu. Og hvis det ikke kan opnås, så i hvert fald tydeligvis med den bagtanke at så nogle frø og sætte en dagsorden til senere. Som Jørgen Søndergaard udtaler ved pressekonferencen om kommissionens afsluttende rapport: "Jeg ville ikke være for hurtig med at dømme Arbejdsmarkedskommissionens forslag ude"
Kommissionen har derfor, som anført, fastholdt hovedforslagene, som handler om indgreb mod:

  • dagpenge
  • efterløn
  • førtidspension
  • fleksjob
Kommissionen har tilmed også fastholdt begrundelsen for forslagene som motiveret af hensynet til sikring af arbejdskraftforsyning og beskæftigelse - men dog nu her henvist til på længere sigt efter krisen. Hermed forsøger Arbejdsmarkedskommissionen tydeligvis at gøre sig spilbar for regeringen, når denne er rede til arbejdsmarkedspolitisk handling.

Men timingen af kommissionens forslag er ikke blevet bedre med fremlæggelsen af den afsluttende rapport, men tværtimod værre. Danmark står idag med en dobbelt økonomisk krise. Udefra skyller den massive internationale finanskrise ind over os ledsaget af styrtdyk på eksportmarkederne. Indefra kommer en bolig - og forbrugskrise efter, at Fogh - regeringen skattestop og lånereformer skabte en voldsom dansk boligboble.
Begge dele vil det tage dansk økonomi lang tid at komme sig over, og der er derfor udsigt til 3 til 4 års vedvarende økonomisk krise, mens arbejdsløsheden må vurderes at stige til over 200.000.

Tabel: Forventet udvikling i ledigheden 2008 til 20112.

herloev_1_10_09.jpg

Forslag uden effekt på beskæftigelse og offentlige finanser.
Timingen er ikke Arbejdsmarkedskommissionens eneste svipser. Kommissionen begrunder sine forslag med, at de vil kunne sikre fremtidig arbejdskraft og beskæftigelse, men de første mange år vil de være uden reel effekt i så henseende.

For de økonomiske realiteter, så langt vi kender dem, handler om stor og vedvarende arbejdsløshed. I denne sammenhæng skaber det selvfølgelig ikke mere beskæftigelse, hvis man lukker efterlønsordningen ned eller svinger den økonomiske pisk over dagpengemodtagere, endsige hvis man presser mennesker med i forvejen begrænset arbejdsevne tilbage på arbejdsmarkedet, snarere tværtimod.

Det siger sig selv, at når Arbejdsmarkedskommissionens forslag på grund af krisen og arbejdsløsheden ikke har nogen som helst positiv effekt på beskæftigelsen, vil de heller ikke have det på de offentlige finanser, fordi der ingen udsigt er til øgede skatteindtægter herved.
Også udsigten til besparelserne på de offentlige udgifter igennem Arbejdsmarkedskommissionens forslag må vurderes at være begrænset, hvad der også erkendes af kommissionen selv.

En række af Arbejdsmarkedskommissionens forslag kunne tværtimod øge arbejdsløsheden. I en situation, hvor arbejdsløsheden er stor og stigende, er fx forslaget om at fremskynde forhøjelsen af efterlønsalderen, ikke blot dumhed, men nærmer sig en forbrydelse. For de ældre, som så ikke ville kunne opnå efterløn, ville med stor sikkerhed i stedet kunne stille direkte op i arbejdsløshedskøen. Arbejdsløsheden ville altså vokse, ikke falde.
Ligesom de mennesker med reduceret arbejdsevne, som det fx skulle lykkes kommissionen at forhindre i at få førtidspension og fleksjob, ingen jordisk chance har for beskæftigelse. For i det arbejdsmarked, som tegner sig en årrække fremover, vil selv de, som normalt er arbejdsgivernes første valg få vanskeligere ved at finde job. Hvor meget vanskeligere vil de da ikke blive for potentielle fleksjobbere og førtidspensionister.

Allerede nu ser vi, at fleksjobbere ikke ansættes men fyres i virksomhederne.

Arbejdsmarkedskommissionens fejlagtige virkemidler
Arbejdsmarkedskommissionens fejl har ikke blot bestået i dens utroligt ringe timing og effektløsheden af den forslag, men også i dens fejlagtige valg af virkemidler og strategi.

Kommissionen har været og er fortsat fanget i nyliberalismens nu forældede økonomiske tænkning. Derfor formår den ikke at erkende, at der skal en hel anden økonomisk strategi til for at skabe beskæftigelse.

En effektiv beskæftigelsesstrategi må tage udgangspunkt i den erkendelse, at krisen hærger i markedsøkonomien og den private sektor, som er økonomisk rystet og vækstmæssigt lammet. Derfor må det derfor være det offentlige, som skal gå foran med at skabe øget beskæftigelse gennem øgede offentlige investeringer og øget offentlig velfærdsbeskæftigelse.

Når det således er det offentlige forbrug og velfærden, som holder beskæftigelsen og økonomien oppe og krisen og arbejdsløsheden i tømme, er det naturligvis igen samfundsøkonomisk helt i skoven at jagte velfærdsbesparelser, således som Arbejdsmarkedskommissionen i virkeligheden gør det.

Når man så tilmed laver velfærdsbesparelser inden for en række overførselsordninger for samfundets ældre, nedslidte, de fyrede medarbejdere og for mennesker med begrænset arbejdsevne, kan det endvidere kun betegnes som at træde på dem, der i forvejen ligger ned. Sådanne forslag repræsenterer et helt uacceptabelt brud med det hensyn til de svage, som er lakmusprøven på, om vi overhovedet skal kunne tale om et velfærdssamfund.

Førtidspension skal fortrænges.
De manglende sociale hensyn viser sig navnlig i Arbejdsmarkedskommissionens forslag vedr. førtidspension og fleksjob. Vedrørende førtidspension hævder kommissionen, at man vil forebygge, men ikke erstatte ordningen gennem nye forudgående "udviklingsforløb".

Figur: Udviklingsforløbs indplacering ifølge Arbejdsmarkedskommissionen3.

herloev_2_10_09.jpg

Men disse "udviklingsforløb" skal ifølge kommissionen omfatte alle personer, hvor man blot ikke kan udelukke, at de engang i en ubestemt fremtid kan blive bedre og i stand til at arbejde i et eller andet omfang. Dvs. i praksis stort set alle.

Samtidig foreslår Arbejdsmarkedskommissionen også ydelsen i udviklingsforløbet væsentligt nedsat i forhold til den i dag gældende ydelse for førtidspension. Hermed vil man naturligvis give kommunerne et stærkt incitament til fremover at vælge udviklingsforløb i stedet for egentlig førtidspension, uanset om der i realiteten sker - og kan ske - nogen rimelig forbedring med disse personers manglende arbejdsevne herigennem.

I realiteten lægger kommissionen således op til fortrængning af den egentlige førtidspension til fordel for en midlertidig og billigere ordning - en discountudgave. Konsekvenserne, for de fra arbejdsmarkedet af helbredsgrunde udstødte, vil imidlertid være stærkt negative. De vil for det første blive langtidsparkeret på et yderst lavt forsørgelsesgrundlag, hvor de i årevis vil blive tvunget til at hutle sig igennem, og hvor fremtiden konstant vil være uvis. Og de vil for det andet på trods af ringe arbejdsevne og dårligt helbred blive kastebold for alle mulige og umulige "aktiveringsforslag" og for vedvarende "opfølgninger", der skal retfærdige, at de fastholdes i disse "udviklingsforløb" og om muligt presse dem tilbage på arbejdsmarkedet.
En sådan behandling af nogen af samfundets svageste kan vi ikke være bekendt.

Og fleksjob skal "devalueres"
Det samme gælder Arbejdsmarkedskommissionens forslag vedr. fleksjob.

Med den angiveligt tilforladelige begrundelse at ville støtte de "svageste" fleksjobbere foreslår Arbejdsmarkedskommissionen det offentlige løntilskud til fleksjob omlagt fra i dag at følge lønnen til at aftage i forhold til lønnen.

Figur: Løntilskud i fleksjob i forhold til arbejdsgiverbetaling i nuværende ordning og ifølge Arbejdsmarkedskommissionens forslag.4

herloev_3_10_09.jpg

Men da virksomhederne selvfølgelig ikke vil kompensere fleksjobberne lønmæssigt for det faldende offentlige tilskud, bliver konsekvensen alene den, at fleksjobberne selv fremover kommer til at betale gildet i form af betydeligt lavere indkomst.

Et frontalangreb på det rummelige arbejdsmarked.
Skulle Arbejdsmarkedskommissionens forslag blive realiseret, vil fremtidens potentielle fleksjobbere såvel som arbejdspladserne blive nødt til at tænke sig om to gange før de accepterer fleksjobs. Fremtidige fleksjobbere må tage i betragtning, at hvis Arbejdsmarkedskommissionens forslag gennemføres får de forringet deres lønvilkår betydeligt i forhold til hidtil. For arbejdspladsernes vedkommende bliver de nødt til at tænke over, om de vil ind på fremover at blive opdelt i et A og B-hold.

Den virkelige hensigt med denne devaluering af ordningen kan kun være på alle leder at blokere tilgangen til fleksjob. Arbejdsmarkedskommissionen ser her helt bort fra, at fleksjobordningen faktisk har været en succes, fordi den har sørget for, at en lang række mennesker kunne blive på arbejdsmarkedet på trods af reduceret arbejdsevne. Og at de tilmed kunne blive på samme overenskomstvilkår som de almindeligt beskæftigede.
Arbejdsmarkedskommissionens forslag vedrørende såvel fleksjob som førtidspension kan derfor kun betegnes som et frontalangreb på det rummelige arbejdsmarked.

På grund af deres reducerede arbejdsevne er alternativet til fleksjob for mennesker med betydeligt reduceret arbejdsevne de første mange år næppe beskæftigelse men at havne først på arbejdsløsheds - og/eller sygedagpenge og dernæst formentlig på kontanthjælp.

Arbejdsmarkedskommissionens forslag er således også en sikker opskrift på social deroute udenfor arbejdsmarkedet for mennesker med reduceret arbejdsevne.
Hvorfor skal førtidspension fortrænges og fleksjob devalueres, når der alligevel er ringe eller ingen udsigt til beskæftigelse for og af de pågældende?
Det er bemærkelsesværdigt, at Arbejdsmarkedskommissionen i sine forslag gennemgående læner sig stærkt op af arbejdsgiverorganisationerne og CEPOS.

For den hårde kerne af nyliberalister har det længe har været en torn i øjet, at der gennem fleksjob og førtidspension var "udveje" af arbejdsmarkedet.
Hvad er meningen? Handler det i virkeligheden om, at man i den nyliberale lejr ønsker genskabt en "sulten reservearme", der kan ånde de beskæftigede lønmodtagere i nakken og bidrage til at holde deres løn- og velfærdskrav i tømme?

Noter

1) Jf. Ritzau: Regeringen lurepasser om reformer. 21.09.09
2) Kilde: Lund, Henrik Herløv: Den økonomiske krise i Danmark. Maj 2009. Revideret.
3) Arbejdsmarkedskommissionen: Oplæg til trepartsdrøftelse 7. Maj 2009.
4) Arbejdsmarkedskommissionen: Oplæg til trepartsdrøftelse 7. Maj 2009, s 8.