SPD i det 21. århundrede (anden del): Fornyelsens kraft - det tyske socialdemokratis nye partiprogram

"Kære borgere, kære venner af socialdemokratiet" med disse ord startede det tyske socialdemokratis formand Kurt Beck i januar 2007 debatten om partiets nye grundprogram - Bremer Entwurf. (1)

De første sætninger i Bremer Entwurf lyder: Det 21 århundrede er det første virkeligt globale århundrede. Politisk, produktionsmæssigt, socialt og kulturelt oplever vi den største historiske forandring siden den industrielle revolution. I Becks udlægning: "Vi er vidne til en forandring, som i omfang er sammenlignelig med den industrielle revolutions epoke, at erkende dette og at finde de nødvendige politiske svar, det er for vores generations opgave. Globaliseringen er menneskeskabt og kan påvirkes af den menneskelige vilje. Vi må tilbageerobre vores handlingsmagt". (2 )

I sidste nummer af Kritisk Debat belyste jeg partiets nuværende situation, som er kendetegnet ved medlemsflugt og faldende vælgertilslutning i opinionsundersøgelserne. Videre beskrev jeg den første af de fem store opgaver, som partiet ser ved indgangen til det 21. århundrede, at genskabe troen på at politik lønner sig og videre at få styrket partiet på ny.

At genvinde troen på, at politik kan nytte og at SPD får tilbage erobret deres politiske handlekraft, er forudsætningen for den anden store opgave, som partiet har sat sig, nemlig at tæmme globaliseringen, sørge for de nødvendige rammer for at styre den, så den udfoldes retfærdig og solidarisk. I dette nummer vil jeg beskrive, hvordan socialdemokraterne griber denne udfordring an. Hvordan vil de forme globaliseringen, så den bliver en fordel for flere end et mindretal? Hvad er det for nogle politiske instrumenter, de forestiller sig kan anvendes imod de uheldige sider ved globaliseringen?

Det er med globaliseringen som med ilden, de er begge en god tjener men en farlig herre

Holdningen til globaliseringen i det nye partiprogram er dobbelt, på en gang positivt og negativt:
Det gælder om at forholde sig offensivt til globaliseringen, at se den som en chance, men samtidig sørge for de nødvendige rammer til at styre den. Globaliseringen skaber vækst og fremtidsperspektiver for mennesker i både de rige og de fattige lande. Og den skaber konkrete muligheder for at overvinde krig, sult sygdom og fattigdom. Men den globaliserede kapitalisme bør ikke overlades til sig selv. Den lader gamle uretfærdigheder bestå og den skaber nye trusler mod frihed retfærdighed og sundhed. SPD´s mål er en fair globalisering, som bringer velstand og udvikling ikke kun til de øverste lag i samfundet, men til det store flertal i befolkningen.

Ser vi på den positive vurdering, så har den to begrundelser. Den første er solidariteten med de fattige lande. Endnu lever mange i bitter nød, men i Kina, Indien og mange andre udviklingslande er man inde i en dynamisk udvikling og vidne til en stigende velstand. Den anden begrundelse skyldes Tysklands særlige situation. Tyskland tilhører vinderne i globaliseringen. Det tyske erhvervsliv har takket være en overvældende konkurrencedygtighed først og fremmest i industrien kolossale muligheder.

Det er ikke det billede, vi normalt har af Tyskland, men landet har faktisk de senere år haft en enorm succes på verdensmarkedet. Det er Tyskland, som har været hovedleverandøren af produktionsapparatet bag den stærkt stigende globale produktion. Hver femte maskine i verden i 2005 kom fra den tyske industri. De seneste ti år har landet fordoblet eksporten. Allerede tilbage i 2003 overhalede man USA som verdens største eksportnation (af varer), og siden har landet øget sit forspring. Tyskland er det eneste af de gamle industrilande, som har en stigende andel på verdensmarkedet. Alle de øvrige USA, England og Frankrig taber markedsandele i konkurrencen med de nye økonomiske stormagter Kina og Indien. Sidste år 2006 eksporterede man for 893,6 mia. euro. Det højeste tal nogensinde og 13,7 procentpoint højere end i 2005. Overskuddet på handelsbalance steg til 161 mia. euro og udgjorde 5 procent af bruttonationalproduktet. (2)

Tyskland er et af de lande, som har profiteret mest af den øgede internationale handel. Og fremtiden ser ifølge Bremer Entwurf endnu lysere ud. Salget til Østeuropa udgør en stigende andel af vores eksport. Rusland, Kina og Indien er fremtidsmarkeder, som vi først er begyndt at åbne.

Efter den ti årige krise fra 1995 til 2005 går det nu igen for alvor fremad for den tyske økonomi. 2006 steg bruttonationalproduktet med 2,6 procent. I 2007 forventes en yderligere stigning til 3,5 procent, og landet er dermed i færd med at genindtage sin gamle rolle som vækstlokomotiv i EU.

Denne nye udvikling har på det seneste fået den tyske udenrigsminister og kommende SPD viceformand Frank Walter Steinmeier til at udtale, "Det er ikke dækkende, at kalde det, vi oplever lige nu for et økonomiske opsving. Jeg vil kalde det det tredje tyske Wirtschaftswunder. Det første Wirtschaftswunder skete under genopbygningen efter 2. verdenskrig, det andet var det låne finansierede økonomiske opsving i forbindelse med genforeningen af de to Tysklande. Dette tredje Wirtschaftswunder markerer Tysklands succesfulde økonomiske tilpasning til globaliseringen". (3)

Det går godt i Tyskland. Problemet er blot, at det ikke går godt for alle. Og dermed er vi nået til det negative aspekt i SPD´s syn på globaliseringen. I programudkastet formuleres det på følgende måde: Ikke alle mennesker i vort land har vundet. På flere og flere arbejdspladser oplever medarbejderne, at selv om virksomheden går godt, så flyttes produktionen ud af landet. Finanskapitalen fremtvinger ved integrationen af nye markeder og teknologi muligheden for umådelige afkast, men den hurtige profit og de overdrevne krav om afkast fører alt for ofte til, at investeringer i nye arbejdspladser udebliver. Den økonomiske magt koncentrerer sig i multinationale koncerner, som planlæger deres gevinststrategier globalt, gennemtvingen politiske beslutninger, som fører til at de undgår beskatning og kan fralægge sig deres sociale og økologiske ansvar. Og konkurrencen mellem forskellige lande har ført til et verdensomfattende pres på lønninger, dårligere arbejdsbetingelser, faldende sociale ydelser og ringere omverdensnormer. Globaliseringen truer med at spalte samfundet i dem, som i kraft af deres formuer profiterer af finansmarkederne, og dem som må bære de følgende omkostninger heraf.

Det kan godt være, at Tyskland som følge af globaliseringen oplever sit tredje Wirtschaftwunder, men dette tredje er anderledes end de to foregående. På trods af at væksten i bruttonationalproduktet ligger på omkring 3,5 procent, så er arbejdsløsheden fortsat tæt på 10 procent. For flertallet af dem, som har arbejde, har det økonomiske opsving heller ikke ført til en øget realløn. Stigningen i lønningerne ligger fortsat under prisstigningerne. Og endelig arbejder en stedse større del af arbejdsstyrken i vikarbureauer og lignende prekære ansættelsesformer, hvor timelønnen kan være ned til 4 Euro.

Siden år 2000 er lønmodtagernes indkomst nominelt steget 2 procent medens virksomheds- og formueejernes indkomst er steget 33 procent. Lønmodtagernes andel af bruttonationalindkomsten - lønkvoten - er faldet støt de senere år. Den gamle regel, at når virksomhedernes indtjening øges, så stiger medarbejdernes lønninger også, gælder ikke mere. I en nylig opinionsundersøgelse har lidt over 70 % af tyskerne sagt, at deres materielle situation ikke er forbedret. De føler ikke at de har oplevet noget til opsvinget. (4)

Det brede flertal af befolkningen har ikke nydt godt af opsvinget. Dem, som har draget fordel af det nye Wirtschaftwunder er alene virksomhedsejerne og aktionærerne. Flertallet af befolkningen oplever ikke globaliseringen som en chance, men snarere som en trussel. Hvis globaliseringen skal blive til fordel ikke kun for de øverste lag i samfundet men for det store flertal i befolkningen, så kræver det som nævnt i Bremer Entwurf, de nødvendige rammer til at styre den. Men hvad er det for nogle foranstaltninger, som SPD forestiller sig kan sættes i værk imod globaliseringens skyggesider.

Regler for globaliseringen

Ifølge det nye partiprogram så er kampen imod globaliseringens skyggesider nødvendigvis en tofrontskrig og iscenesættes både internationalt og nationalt. Desuden tillægges EU en væsentlig rolle.

På internationalt plan er målet skabelsen af et fair globalt økonomisk system. For at opnå dette er det nødvendigt, at der etableres retfærdige velfungerende regler for finans - , råstof-, og varemarkederne. Desuden skal der etableres bindende internationale sociale og økologiske mindste standarter for den globale konkurrence.

Til sikring af disse mål forestiller man sig følgende:

1. Oprettelsen af et globalt råd under FN, som sørger for koordinering og sammenhæng i erhvervsmæssige, sociale og økologiske spørgsmål.

2. For at sikre udviklingslandene retfærdige chancer på markedet må industrilandene inden for rammerne af verdenshandelsorganisationen WTO åbne deres markeder og arbejde frem mod en afvikling af støtten til deres landbrugseksport.

3. International regulering af finansmarkederne.

4. Nationalstaternes konkurrence om lavere skat må stoppes.

5. For at forsvare arbejdstagernes rettigheder skal den internationale arbejdstagerorganistion ILO styrkes.

6. Frie fagforeninger skal tillades overalt i verden.

7. Skabelsen af en varedeklarationer for produkter, som er produceret under internationale regler for arbejderbeskyttelse, arbejdstid m.m.

8. Indgåelse af aftaler, hvor efter internationale arbejdsgivere forpligter sig til at overholde grundlæggende sociale standarder i forhold til deres ansatte på verdensplan.

På EU niveau vil man arbejde for en styrkelse af det europæiske parlament. Desuden vil man skabe

1. En arbejdsret som fastlægger ensartede standarder for overenskomst- og strejkerettigheder.

2. I virksomheder, som arbejder i flere europæiske lande, skal medarbejdernes indflydelse sikres og udbygges.

3. For at forhindre konkurrencen om de laveste skattesatser skal der skabes ensartede grundlag og mindstesatser for beskatningen af virksomheder i Europa..

På det nationale plan forestiller SPD sig følgende foranstaltninger:

1. For at sikre vedvarende vækst skal de offentlige investeringer øges.

2. Offentlig støtte til udviklingen af serviceerhvervene er et centralt element i bekæmpelsen af arbejdsløsheden.

3. Styrkelse af investorer, som sigter på langsigtet engagement frem for hurtige afkast, eventuelt ved at give disse finansgrupper fortrin m.h.t. stemmerettigheder.

4. For de mennesker, som ikke har nogle perspektiver på det almindelige arbejdsmarked, er det nødvendigt med tilbud om offentlig støttede arbejdspladser, som er rettet mod almenvellet.

5. Lønstigningernes sammenhæng med produktivitetsstigningerne skal genskabes.

6. Overenskomstautonomi og strejkeret er uundværlige elementer i den sociale markedsøkonomi.

7. Indførelse af en mindsteløn i de nederste indkomstområder.

8. For at sikre at arbejdstagerne får del i virksomhedernes overskud, skal medarbejderne inddrages
i virksomhedernes kapitaldannelse.

9. Beskatning skal foregå efter præstationsevne.

10. Samfundet skal sikres en harmonisk indkomstfordeling.

SPD har i regeringssamarbejdet med CDU søgt at virkeliggøre flere af de målsætninger, som er formuleret i programudkastet. Den socialdemokratiske finansminister Peer Steinbrück har længe forsøgt at få taget hul på spørgsmålet om international regulering af finansmarkederne. Senest var spørgsmålet oppe i forbindelse med G 8 mødet i Heiligendamm i juni måned i, dog uden noget afgørende gennembrud. I slutudtalelsen hed det blot, at finansmarkederne er under observans, og at man følger udviklingen.

Partiet og især Franz Münfering regeringens vicekansler har længe uden held presset på for at få indført en mindsteløn. Forhandlingerne med CDU endte i juni måned med et kompromis, som styrkede overenskomstparternes (fagforeningerne og arbejdsgiverne) muligheder for at indgå og sikre overholdelsen af branchedækkende mindstelønninger. I de brancher, hvor fagforeningerne står svagest og lønnen er lavest, har man ikke fået løst problemet.

Og i juli måned har partiet så fremlagt et forslag til, hvordan arbejdstagerne kunne inddrages i virksomhedernes kapitaldannelse, nemlig i form af en såkaldt Tysklandsfond. Den nye konstruktion er ikke en erstatning for medarbejdernes nuværende mulighed for direkte kapitaldeltagelse gennem erhvervelse af aktier i det selskab, hvori de arbejder. Denne mulighed skal fortsat bestå, og den statslige støtte skal øges. Tysklandsfonden er et alternativ, som muliggør en indirekte deltagelse og beskytter dermed medarbejderne i tilfælde af konkurs. Konstruktionen i Tysklandsfonden er en trekantsmodel bestående af virksomhed, medarbejder, fond. Fonden stiller kapital til rådighed for firmaer, som tilbyder sine medarbejdere kapitaldeltagelse. Medarbejderne erhverver på baggrund af tillæg til lønnen og med støtte fra staten andele i fonden. For disse fondsandelene modtager medarbejderne afkast og kan ved arbejdsplads skift vælge at sælge deres fondsandele.

Kommentarer til Bremer Entwurf

Lad os endnu engang lade partiformand Beck kommentere, hvad det drejer sig om for socialdemokratiet i den nuværende situation: "Udfordringerne og chancerne i globaliseringen, i det tekniske og det videnskabelige fremskridt, opbruddet i arbejdslivet og de demografiske forandringer, de præger vores nye partiprogram. Jeg er bevidst om, at mange mennesker ville være tilfredse, hvis blot de ikke fik det endnu dårligere socialt. For mig er det for lidt. Vi må satse på at udnytte mulighederne i forandringerne." (5)

Ifølge Beck så er socialdemokratiet strategi ved indgangen til det 21. århundrede nu som før ikke defensiv men offensiv: "Om det lykkes at gøre omvæltningerne i de økonomiske strukturer til et fremskridt for mennesker, det er vor tids store spørgsmål. I moderniseringens aldrig tilendebragte proces var det, og sådan er det også fortsat vores opgave som socialdemokrater at sikre fremskridt for menneskene." Der er ingen vej tilbage til det gamle industrisamfund eller det 20. århundredets trygge nationalstat. Blikket må nødvendigvis rettes fremad. Kraft gennem fornyelse, det var, og det er fortsat socialdemokratiets politik. (6)

I denne artikel har jeg behandlet to ud af de fem væsentlige opgaver, som det nye socialdemokratiske partiprogram har opstillet ved indgangen til det 21. århundrede. I den tidligere første del af artiklen behandlede jeg problemstillingen, hvordan partiet kan tilbage erobre sin politiske handlekraft. I denne anden del af artiklen har jeg belyst, hvordan partiet vil forme globaliseringen, så den bliver frivillig, retfærdig og solidarisk.

Hvad angår det første spørgsmål, så er der mange i Tyskland, som for øjeblikket taler om partiets tilbagegang, om dets lederkriser, om dets manglende evne til at komme med kvalificerede bud på tidens problemer osv. osv. I et interview i Die Zeit d. 27.7 2007 siger den tidligere SPD leder og Bundeskanzler Helmuth Schmidt : " SPD er ikke ved at forsvinde. Den ønskedrøm er jeg ofte blevet præsenteret for. SPD blev ikke revet i stykker i 1919. Og i 1945 da nazisterne var væk, da var de heller ikke forsvundet. Da var SPD der igen straks".

SPD har været her længe, og de er her fortsat. I Bremer Entwurf, som senere på året vil blive vedtaget på en partikongres i Hamburg og derefter få navnet Hamburger programmet, sammenlignes globaliseringen med den tidligere industrielle revolutions epoke. Det 21 århundrede er det første virkeligt globale århundrede. Politisk, produktionsmæssige, socialt og kulturelt oplever vi den største historiske forandring siden den industrielle revolution.

Erfurter programmet fra 1871 var socialdemokratiet svar på industrialiseringens udfordringer i forrige århundrede. Bad Godesberg programmet fra 1959 var svaret på kapitalismens udfordringer i efterkrigstiden. Erfurter programmet var medvirkende til at den tøjtesløse kapitalistiske industrialisering efterhånden blev underlagt regler, som med tiden førte til, at udviklingen blev "en fordel for menneskene". Bad Godesberg programmet førte til skabelsen af den sociale markedsøkonomi, som tyskerne nød godt af i 60erne og 70erne.

Hamburger programmet er svaret på udfordringerne i det 21. århundrede. Spørgsmålet er så, om det på lignende succesfuld måde vil kunne være med til at forme det 21. århundrede. Og i denne forbindelse er det væsentlige, om de politiske instrumenter, man foreslår, vil kunne virke imod de uheldige sider ved globaliseringen, og dernæst om man har mulighederne og den nødvendige politiske styrke til at gennemføre dem.

Til det første spørgsmål må man sige, at nok har man nogle modtræk i forhold til globaliseringens skyggesider, men hvad der virker, og hvordan det virker, har man endnu ikke erfaringer med. Udviklingen af de rette instrumenter er først i sin vorden, hvilket man også er klar over i SPD. Beck har tidligere udtalt " Diskussionen, om hvordan værdier og mål i en social markedsøkonomi lader sig forene med spillereglerne på de globale finansmarkeder, er endnu i sin vorden. Simple svar er ikke mulige." (7)

Til det andet spørgsmål kunne man sige, at det er positivt, at Tyskland eksportverdensmesteren med den store økonomiske vægt går ind og forsøger at tæmme globaliseringen. Hvis ikke Socialdemokratiet, hvem så, og hvis ikke Tyskland, hvem så? Men tilbage bliver, at der også er andre aktører på den globale scene først og fremmest USA. De hidtidige fremskridt er som tidligere nævnt ikke særlig imponerende. Og hvad angår de indenrigspolitiske foranstaltninger imod globaliseringen, så har socialdemokratiet heller ikke haft overvældende succes.

Bremer Entwurf, som på SPD´s partikongres i oktober måned bliver til Hamburger programmet, er et realistisk bud på de politiske problemer ved indgangen til det 21. århundrede. Med sin kritik af globaliseringens skyggesider og viljen til at ville forme globaliseringen adskiller det sig afgørende fra CDU og andre borgerlige partiers holden sig tilbage og overlade til markedet at regulere udviklingen. Når man mere eller mindre stiltiende dukker sig for globaliseringens spilleregler er der ikke meget håb for det store flertal af borgerne.

Die Linke, det nye parti til venstre for SPD kan man ikke anklage for at dukke sig for globaliseringen. Tværtimod tilkendegiver de en klar afstandstagen. Partiets globaliseringsmodstand er sympatisk, men dets styrke ligger først og fremmest i deres bevidstgørende kritik af udviklingens skyggesider. Det er svært at forestille sig, at den isolering fra den internationale økonomi, som partiets politik er ensbetydende med, skulle være realistisk for et land som Tyskland, der i den grad lever af international handel.

Det er langt fra sikkert, at SPD med sit nye partiprogram skulle kunne få succes med bekæmpelsen af globaliseringens skyggesider. Men det er det bedste bud, som hidtil er givet. Så lad os krydse fingre for at det lykkes for dem. Kraft gennem fornyelse, for et globalt retfærdigt og solidarisk 21. århundrede.

Det tog lang tid før den kapitalistiske industrialisering blev lagt i bånd og omformet til at være en fordel ikke kun for de få, men også for det store flertal. I relation til den omformning af kapitalismen, som fulgte efter Bad Godesberg programmet fra 1959, så skete mange af de afgørende nyskabelser f.eks. beskyttelse mod fyringer og medbestemmelse i virksomhederne først i 70erne og 80erne.

Omformningen af globaliseringen i retning af et frit, retfærdigt og solidarisk system behøver ikke at vare mange årtier, men at det bliver et langt sejt træk, derom er der næppe tvivl. Og det må man så indstille sig på. Eller måske kan man håbe på en hurtigere og større forandring, at der vil ske noget uventet, noget som ingen har haft fantasi til at forestille sig. Det er forandringen, som igen og igen har gentaget sig i historien. Den pludselige forandring, som væltede alle keglerne. Den hurtige handling hos folk, her og nu. Nu kan det være nok. Det kommer igen en dag. Selvfølgelig gør det det.

NOTER

1. Bremer entwurf kan findes på internet addressen www.spd.de: „Soziale Demokratie im 21.
Jahrhundert - Bremer Entwurf". I det følgende af artiklen er citater fra Bremer Entwurf skrevet
med kursivskrift

2. www.spd.de: „ Für ein neues Grundsatzprogram der SPD"

3. Handelsblatt 9.2.2007

4. Der Spiegel 28/2007 - „Die SPD kann stolz sein"

5. Der Spiegel 27/2007 - „Doppeltes Risiko"

6. www.spd.de: Aktuell: Kolumne - Kurt Beck: „Volle Teilhabe durch Arbeit"

7. Frankfurter Allgemeine Zeitung 11.6.2007 - Kurt Beck: „Das soziale Deutschland"

8. Sozialismus 4/2007 - Joachim Bisschoff: „SPD im 21. Jahrhundert: Partei der nachhaltigen
Wertschöpfung"