Euroen i krise – uvejr forude.
Af Jakob Lindblom

Offentliggjort: 14. april 2010
At euroen og dermed Euroland er i krise er uomtvisteligt. Finanskrisen og den efterfølgende økonomiske krise har afsløret enorme problemer i en række sydeuropæiske landes økonomier, men også store svagheder i selve eurokonstruktionen, der truer selve euroens eksistens.

Ikke at der er noget nyt i dette, hvis man kigger på eurokritikernes argumenter det sidste årti. Det nye består derimod i, at det nu også er helt almindeligt blandt borgerlige økonomer, politikere og erhvervsfolk at sige åbent, at der er noget helt galt med konstruktionen. I starten af marts var det således 64 procent af Børsens Økonomiske Panel, der frarådede dansk tilslutning til euroen indenfor de næste ti år, mens den legendariske storinvestor Jim Rogers, der huserede i 1970'erne i Quantum Fund med George Soros direkte har spået euroens død indenfor 15 år. Ja selv EU-kommissær Olli Rehn har advaret mod et sammenbrud, ifølge det tyske nyhedsbureau DPA.

Men lad os se på problemerne og de mulige scenarier.

Fra starten har de økonomiske hensigter og teorier bag euroen været, at ved at skabe en fælles valuta med et fælles renteniveau og pengepolitik så ville de økonomiske forskelle landene imellem langsomt udligne sig og blive til en stor fælles økonomi. Rationalet har været at one size fits all, og i det omfang dette ikke var tilfældet, så ville nødvendige strukturreformer medføre det. Samt at disse strukturreformer i overensstemmelse med de monetaristiske regler i vækst og stabilitetspagten ville være af liberalistisk art, der skulle sikre ensartet lav inflation, stram budgetdisciplin og konkurrencedygtighed. Dette lå allerede i tankerne hos det såkaldte Delors-udvalg, der nedsattes i 1988 og dannede baggrund for udformningen af euroen i Maastricht-traktaten fra 1991.

Virkeligheden har været den modsatte. At one size fits none, og at forskellene landene imellem er blevet større og større med især en række sydeuropæiske lande, der er fanget i en gældsfælde med massive underskud på de offentlige finanser. Dette ses mest udtalt i landene, der har fået øgenavnet "grisene" eller PIIGS i form af Portugal, Irland, Italien, Grækenland og Spanien. Ifølge Børsen den 16. februar 2010 gælder de øgede forskelle stort set alle økonomiske parametre fra gæld, offentlige underskud og inflation til enhedslønomkostninger og produktivitet.

Under den danske eurodebat i år 2000 advarede nejsiden allerede dengang mod, at en valutaunion med så forskellige økonomier ville vise sig særdeles sårbar overfor netop forskellig udvikling i økonomierne og såkaldte økonomiske chok, som det skete med finanskrisen. Og allerede dengang stod det klart, at de fleste sydeuropæiske lande kun klarede optagelseskravene - om overhovedet - gennem gunstige renteniveauer i halvfemserne, der sikrede budgetkonsolideringer og altså ikke de strukturreformer, som teorierne ellers foreskrev.

I stedet for at læne os tilbage og sige, "hvad sagde vi" på nejsiden, så var det måske snarere på sin plads at kigge fremefter. Hvad venter forude og hvad er svaret?

En bølge af liberalistiske strukturreformer
Som nævnt er forklaringen blandt borgerlige økonomer typisk, at de øgede forskelle og dermed euroens krise skyldes manglende strukturreformer i de enkelte lande. Det er altså landene selv, der har svigtet og svaret vil være et massivt pres for gennemgribende liberalistiske strukturreformer, der styres centralt på EU-niveau.

Med den nye Lissabon-traktat artikel 136, så åbnes der netop for øget økonomisk styring af finanspolitikken og budgetdisciplin fra Bruxelles, hvilket kommissionsformand Barosso også lægger op til i sin nye 2020 strategi, som efterfølger den hidtidige Lissabon-strategi for at gøre unionen til verdens mest konkurrencedygtige økonomi, og som ikke skal forveksles med Lissabon-traktaten. Blandt ingredienserne i den nye 2020 plan er dels en mere direkte styring gennem forordninger, der har umiddelbar virkning i landene frem for direktiver, som først skal indskrives i national lov. Og dels en betydelig stramning overfor medlemslandene, der ifølge planen fremover skal fremlægge forslag til strukturreformer, der kan fremme vækst, og i øvrigt har særligt fokus på reformer af pensions- og sundhedsområdet, den sociale beskyttelse og uddannelsessystemerne.

Det er også i lyset af dette, at det seneste tyske forslag om en eurovalutafond efter IMF's forbillede skal ses. Som bekendt har IMF i årtier stået bag stærkt liberalistiske strukturreformer i ulandene til gengæld for at yde en nødvendig lånekapital. Opskriften har været en stram monetaristisk politik blandet med privatiseringer, offentlige besparelser og fyringer som nogle af hovedelementer. Og det er da også dette, som vi kan forvente os i EU, hvis man kigger på de hidtidige erfaringer.

Allerede i 2004 gik Tyskland forrest med den såkaldte Hartz 4 strukturreform, da Tyskland ikke overholdt konvergenskriterierne i europagten om maks. 3 procents budgetunderskud. Indholdet i Hartz 4 kastede titusinder af arbejdsløse ned på lavere understøttelsessatser eller helt ud af dagpengesystemet og førte til massive protester. Som det lød dengang i de tyske byer: "Wer hat uns verraten - Sozialdemokraten - wer war mit dabei - Die Grüne Partei" med reference til den rød-grønne regeringskoalition. 

Også i efteråret 2009 var der strukturreformer i Irland og Letland med offentlige lønreduktioner og besparelser i blandt andet pensionssystemet som nogle af ingredienserne, og ikke at forglemme, direkte bestilt af EU i Kommissionens konvergensrapport fra 2009.

Hvis man virkeligt skal se, hvor blodigt det kan blive, så kan man kigge mod Portugal, hvor regeringen vil privatisere for 45 milliarder, skære i overførselsindkomster og fastfryse lønnen og afskedige i den offentlige sektor for at kunne overholde konvergenskravene senest i 2013, som EU kræver. Eller man kan vende blikket mod Grækenland i denne tid, hvor protesterne er massive med flere generalstrejker og hundredtusindvis i demonstrationer mod de sparekrav, som den græske regering direkte er blevet pålagt af EU for at redde euroen og yde lån til landet, der slås med et budgetunderskud på næsten 13 procent mod de tilladte maksimale 3 procent.

Indholdet i de græske spareplaner er blandt andet massive lønreduktioner for offentlige ansatte, højere tilbagetrækningsalder, fyringer og besparelser foruden en højnelse af momsen på en lang række dagligvarer. Og dette i en situation med en i forvejen høj fattigdom og en enorm ungdomsarbejdsløshed.

Faktisk har både EU og Den Europæiske Centralbank flere gange krævet skærpede sparekrav, inden man sidst i marts var tilfredse og erklærede sig villige til at indgå bilaterale låneaftaler med Grækenland blandet med IMF-lån efter krav fra Tyskland. Og netop dette afslører dels en ny udvikling i EU og dels et paradoks.  

Paradokset består i, at det indenfor rammen af euroen faktisk ikke er muligt at lave særaftaler, der tilgodeser de enkelte lande med eksempelvis lånekapital. Man har altså fra starten lavet en konstruktion, der slet ikke tog højde for situationer med særlige kriser i enkeltlande, og det er netop derfor, at lånene skal ydes bilateralt fra de enkelte lande og udenom EU som institution. Og det er også i dette lys, at det tyske forslag om en eurovalutafond skal ses, hvilket dog kræver en traktatændring, som er usandsynlig i lyset af besværet med at få gennemført Lissabon-traktaten. Om den så kan dannes som en ny og selvstændig institution mellem eurolandene er en anden og indtil videre uafklaret mulighed, som kommissionsformand Barosso eksempelvis har luftet.

Samtidig har vi siden finanskrisen og i Grækenlands tilfælde i særdeleshed oplevet en ny og mere selvstændig og aggressiv udvikling i EU i forsvaret for Vækst og stabilitetspagten og kravet om liberalistiske strukturreformer. Før finanskrisen har kommissionen afleveret sine konvergensrapporter, der har påtalt landenes manglende opfyldelse af kravene i en venlig tone og anvist mulige strukturreformer uden at bissen er skruet synderligt på. Og det selvom lande som Tyskland, Frankrig og Portugal med flere kronisk har overtrådt kravene, og som med Hartz 4 som mest markante undtagelse heller ikke har gjort det store for at gøre det. Selvom den franske venstrefløj nok gerne vil tilføje Sarkozys tilbagetrækningsreformer til den ligning.

Ikke kun Sydeuropa
Vi kan altså forvente os en bølge af krav om strukturreformer fra EU's side og givetvis også villighed til at følge det op med det straf- og bødesanktioner, som euroreglerne giver mulighed for at pålægge medlemmerne af ØMU'ens tredje fase - altså dem som har indført euroen som fysisk mønt.  Men det er ikke kun et problem for sydeuropæerne. I hele EU har landene problemer med at overholde euroreglerne efter krisen og dræningen af statskasserne til dyre bankpakker. På den måde skal venstrefløjen i hele EU til at lære begrebet strukturreformer at kende som andet end noget IMF og Verdensbanken pålægger ulandene.

Dette gælder også i Danmark, hvor vi med vores deltagelse i ØMU'ens anden fase og dermed i Vækst og stabilitetspagten pålægger os selv at leve op til kravene, hvilket vi langtfra gør med store offentlige underskud efter skattelettelser, bankpakker og krise. Og det er derfor, at finansminister Claus Hjort Frederiksen i februar måned fremlagde en konvergensrapport som skal nedskære underskuddet efter påbud fra EU og blandt andet indfører nulvækst i den offentlige sektor i de kommende tre år og samlet skal spare 24 milliarder inden 2013 og 31 milliarder inden 2015. De 24 milliarder svarer i øvrigt nøjagtigt til det, som EU i sin konvergensredegørelse lagde frem skulle spares inden 2013.

Selvom det ikke er denne artikels ærinde at gå i dybden med den danske konvergensrapport, så skal fire forhold dog fremhæves. Nemlig for det første, at nulvækst naturligvis betyder ganske omfattende besparelser som følge af de løbende prisstigninger, flere ældre osv. uanset regeringens mantra om, at kommunerne får "det samme". For det andet, så kommer det til at gøre ondt på velfærden i en tid, hvor stramme KL-aftaler og skattestop det seneste årti har skåret ind til benet, og hvor flere kommuner genåbner 2010-budgetterne for at spare yderligere, mens regionerne fyrer sygeplejersker og sosu-assistenter på stribe. For det tredje, så er det påfaldende, hvor fraværende EU-vinklen har været i dækningen af denne sparepakke. Og endelig for det fjerde, så er det ikke engang nok set med EU's øjne, idet Økonomikommissær Olli Rehn officielt har kritiseret pakken for at være for optimistisk og i stedet peget på, at efterlønsordningen skulle fjernes som led i en egentlig strukturreform.

Hvilke alternativer findes?
Hvad kan der så gøres, og hvilke alternativer findes? Jo, for at starte med Danmark, så er underskuddet stort og krisen dyb med høj arbejdsløshed som følge af dels en forsømmelse af de offentlige indtægter med skattelettelser, udgifter til bankpakker mv. Og dels et opsving i nullerne baseret på lånebaseret forbrug, afdragsfrie lån osv. der gjorde boligboblen og dermed krisen større her, end i andre lande. Imidlertid er konvergensrapporten den forkerte medicin til den forkerte sygdom. Havde Danmark ikke skullet - og fra regeringens side virkeligt villet - overholde konvergenskravene, så havde man kunnet sparke gang i væksten og nedbringe arbejdsløsheden gennem klimainvesteringer i den offentlige bygningsmasse eller lignende. Nu frygter flere økonomer, at besparelserne tværtom vil kvæle den gryende vækst.

For Grækenlands vedkommende er krisen stor og handling uomgængelig. Imidlertid, er det værd at bemærke, at problemerne ikke blot er selvskabte, og at landet havde haft øgede handlemuligheder ved at stå udenfor euroen. Havde Grækenland således stadig haft drakmer, så kunne man have foretaget en devaluering, hvis man havde ført fastkurs, og hvis man havde flydende kurs, så havde markedet givetvis nedskrevet værdien svarende til en devaluering længe inden krisen tog dette omfang. Herved havde Grækenland på kort sigt opnået en konkurrencefordel overfor sine handelspartnere med øget vækst og arbejdspladser, forbedret eksport og valutabalancer og måske flere investeringer. 

Bevares nu er devalueringer og flydende kurser "politisk ukorrekte" i debatten herhjemme, da det hævdes at være usolidarisk og udtryk for, at man hæver sig på de andres bekostning, da konkurrencen i sagens natur er en relation. Dette er korrekt, men omvendt kan en græsk offentlig ansat med lige så stor ret hævde, at euroens one size fits all politik er usolidarisk. At fastlåsningen af svage økonomier til samme rente og pengepolitik som stærke økonomier har fastlåst de svageste på et ugunstigt udgangspunkt, der blot har fået landene til at sakke endnu længere bagud og dermed bærer en del af ansvaret for krisen. Og at dette med et billede fra sportens verden svarer til at forbyde cykelryttere at køre i de lave gear, lige så snart favoritgruppen er nået over bjerget og kun mangler nedkørslen, mens resten af feltet knap nok er begyndt at køre op ad.

Et forhold, der er værd at bemærke, om end af de mere kuriøse, er, at Grækenland ikke lægger op til at beskære sine tårnhøje militærudgifter, der forholdsmæssigt er blandt unionens største. Måske dette skyldes, at det i sig selv vil være brud på EU's nye Lissabon-traktat, hvis artikel 42 stk. 3 pålægger landene gradvis at forbedre sine militære kapaciteter?

Et andet alternativ, der har været fremme i debatten går hverken på at ignorere konvergenskravene, eller fordelene ved at stå udenfor, men slet og ret på at ændre reglerne i euroen. Eksempelvis har SF herhjemme ønsket sociale forhold og beskæftigelse indskrevet i stabilitetspagten på linie med inflationsbekæmpelse, budgetdisciplin osv.

Hvordan disse i mange tilfælde modstridende krav mellem fx inflation og beskæftigelse skulle vægtes med bløde politikværdier sat overfor benhårde målbare talværdier står dog hen i det uvisse. Man risikerer at stå med nogle ret tomme hensigtserklæringer, som der da heller ikke er opbakning til hverken i Ministerrådet, Kommissionen eller EU-parlamentet. Og at pålægge en dansk regering at arbejde for det, som udgangspunkt for en dansk tilslutning til euroen vil være et direkte blålys.

Et andet forslag går på, at mangedoble EU's budgetter og så lade dem udbetale bloktilskud til svage eller kriseramte lande ligesom vi kender det herhjemme, når udkantsområder som Lolland eller Thy får hjælp over bloktilskuddet. Dette har eksempelvis været fremme blandt gruppen af centrum-venstre økonomer, som kalder sig Euromemorandum-gruppen i Kritisk Debat i juni 2009.

Imidlertid rejser dette flere spørgsmål, end det besvarer i mine øjne. For det første skræmmer sporene fra EU's såkaldte strukturfonde, der bygger på samme princip og i forvejen råder over store summer, men som er bureaukratisk og behæftet med alvorlige svindelproblemer i op mod 30 procent af udbetalingerne.

For det andet er det nok tvivlsomt om solidariteten i de andre lande rækker til dette i en tid, hvor alle lande mere eller mindre er i krise. Og hvis der endelig skulle være politisk vilje til dette i medlemslandene, så rejser det spørgsmålet om ikke, det er en vældig eurocentrisk tilgang i en tid med fødevarekrise, finanskrise og klimakrise, som alt sammen rammer den fattige verden i syd hårdere end i Europa. Hvorfor så ikke støtte her i stedet?

Og endelig for det tredje, så vil en sådan politisk omfordeling give EU endog meget stor politisk magt over landenes budgetter uden at demokratiet flytter med. Det er velkendt, at EU savner folkelig legitimitet og lider under det, som med en pæn omskrivning kaldes et demokratisk underskud. I forvejen bestemmer EU ca. 80 procent af lovgivningen i landene. Med en sådan økonomisk omfordeling i den størrelsesorden, der skal til og foreslås her, så er der ikke meget tilbage og dette er der næppe opbakning til eller forståelse for hos befolkningerne - snarere tværtimod.

Hvorom alting er, så er det under alle omstændigheder illusorisk, da der er borgerligt flertal både i Ministerrådet, EU-parlamentet og Kommissionen, ligesom både traktater og stabilitetspagten har fokus på en helt anderledes og liberalistisk politik, og at der ikke er udsigt til at ændre disse, hverken på kort eller mellemlangt sigt, uanset om det politiske flertal skulle svinge.

Med andre ord, skal vi endeligt på venstrefløjen bruge tid på at diskutere helt nye teoretiske paradigmer, så må det for en internationalt orienteret venstrefløj kræve dels en global orientering på globale problemer frem for endnu mere eurocentrisme, og dels et større fokus på de politikker, der skaber ubalancerne og kriserne. Et bud på en interessant debat kunne være en fiktiv global reservevaluta, som Kina på et tidspunkt foreslog kombineret med en genregulering af kapitalbevægelser, indførelse af Tobinskat og en redemokratisering af pengepolitikken på nationalt plan. Men en sådan debat har kun anden prioritet.

Bryder euroen sammen?
Spørgsmålet er så, om euroen bryder sammen, som der spekuleres i? Det må tiden vise, men en ting er helt sikkert. EU-systemet og dets borgerlige eliter giver sig ikke uden kamp. For det første repræsenterer de økonomiske kriser en glimrende lejlighed til at få iværksat ganske massive liberalistiske strukturreformer set fra deres synsvinkel, og for det andet er der simpelthen investeret for meget ideologisk i selve EU-systemet, hvor euroen er det fremmeste symbol med en væsentlig større symbolsk værdi, end selve det valutariske egentligt berettiger til.

Fra starten har euroen ikke blot været et betalingsmiddel, men i endnu større grad været et symbol, som konstant skulle minde os om, at vi er EU-borgere, hver gang vi handler og derved opbygge den EU-identitet, som EU har sukket efter i årevis[i]

Netop derfor er der ikke udsigt til at europrojektet droppes politisk lige med det samme, ligesom det vil være et enormt ansigtstab for EU, hvis nogle lande tvinges til at forlade euroen. Derfor må venstrefløjen i hele EU berede sig på uvejr forude med mange liberalistiske strukturreformer i vente som den foretrukne EU-medicin, hvis et sammenbrud skal undgås. Netop nu protesterer portugiserne og grækerne og der diskuteres nulvækst og besparelser herhjemme, men uden at tingene sættes ind i den større EU-sammenhæng.

Derfor venter der den brede venstrefløj i hele EU en stor opgave med at sætte fokus på dette, koordinere protesterne og lære af hinandens erfaringer i kampen mod de nuværende og kommende strukturreformer. Og modstanden herimod må føres mod EU og euroen som konstruktion, og ikke blot de siddende regeringer, der er lige presset fra Bruxelles og euroens one size fits none-politik, og det hvad enten de er borgerlige eller fra centrumvenstre som i Grækenland og i Tyskland under Hartz 4. En forståelse af dette og en fælles kamp har første prioritet.


[i] Vil man vide mere om dette aspekt og opbygningen af en EU-identitet og egentlig EU-nationalisme, så kan dette link anbefales: http://www.information.dk/194590