Den græske linedans
Af Bent Gravesen

Offentliggjort: 14. april 2010
Forestil dig en linedanser i et cirkus. Højt hævet over sikkerhedsnettet. Uroligt, vaklende fra side til side. Hun fejler, falder, og gyset breder sig blandt tilskuerne. Efter et langt fald rammer hun et sikkerhedsnet tæt på manegen. Nettet strammes ud - så meget, at artisten med et brag rammer ned i cirkusarenaens gulv. Tilbage er kun en krop, der skrigende og ubevægelig kastes op og ned i nettet, indtil sikkerhedsnettet på ny er i ro. Linedanserens fald ned i det alt for lavt hængende sikkerhedsnet kan desværre blive et dækkende billede på de kommende uger og måneders udvikling i Grækenland.

Det er den socialdemokratiske PASOK-regering, der balancerer på linen, og den vakler allerede med risiko for at falde ned. Som situationen er lige nu, har PASOK-regeringen med sin drastiske nedskæringspakke lagt et historisk hårdt pres på den almindelige græker (se interviewet med fagforeningsmanden Kostas Isychos og fagforeningsaktivisten Maria Syrakou i dette nummer af Kritisk Debat). Men det har ikke afsvækket den internationale finansverdens krav om tårnhøje renter for lån. Det er den linegang mellem almindelige grækere og international finanskapital, der truer med at mislykkes.

Lige nu er den største fare, at PASOK-regeringen og dens krisepolitik bliver væltet af stadigt mere ublu krav fra den internationale finansverden, fordi det stadigt højere renter vil gøre det umuligt for regeringen at refinansiere den græske stats store gæld. Men regeringens meget skrappe offentlige nedskæringer på pensioner, velfærd og lønninger risikerer også at blive væltet af grækerne selv via nye konfrontationer med den græske fagbevægelse, forbrugere og pensionister.

Lavthængende sikkerhedsnet
Det var EU's statschefer, der på EU-topmødet i marts spændte et meget lavthængende sikkerhedsnet ud under Papandreus socialdemokratiske PASOK-regering og den græske økonomi. Men allerede nu står det lysende klart, at EU's sikkerhedsnet hænger så lavt, at Grækenland risikerer at bumpe hårdt og faretruende mod cirkusmanegen. Tysklands Angela Merkel gjorde det nemlig til et ufravigeligt krav, at Grækenland ikke kunne få EU-hjælp, før PASOK-regeringen havde afprøvet alle mulighederne på det internationale finansmarked. Først da ville de øvrige eurolande eventuelt træde hjælpende til, og 'hjælpen' vil i så fald kun bestå af  såkaldte 'ikke-støttede' lån, dvs. lån til en markedsrente, som den internationale finanskapital i disse uger presser højere og højere op.

EU's sikkerhedsnet er derfor mere tilsyneladende tryghed end en reel sikkerhed for, at den græske stat ikke må bukket under for finansmarkedet og gå fallit. Presset fra den internationale finanskapital mod den græske stat er da heller ikke taget af siden EU-beslutningen. Tværtimod.

I finansverdenens gældsklemme
Den græske regering skal i løbet af 2010 refinansiere i omegnen af 54 mia. euro. Heraf skal de 22 mia. allerede refinansieres her i april og maj. Det lykkedes at optage nye lån for de første 5 mia. euro. Men prisen var tårnhøj, en rente på omkring 6.3 pct. Det er en rente, der er næsten dobbelt så høj som den, Tyskland betaler.

Grækenland er ikke alene om at skulle ud og hente store lån til at refinansiere statsgæld. Finansfolkene har mange udlånsmuligheder og kan derfor tillade sig at være tilsvarende kræsende og krævende. Standard & Poor's har beregnet, at de europæiske stater har behov for 1.446 mia. euro i lån i 2010. Italien skal f.eks. refinansiere 20 pct. af landets samlede - store - statsgæld i 2010. Mange lånere betyde, at det er udlåners, dvs. finanskapitalens, marked med dertil hørende højere renter.

Hvis Grækenland kommer til at finansiere de øvrige lån til den rente eller endnu højere, ligner det mest af alt en recept på en statsbankerot, hvor den internationale finanskapital skubber PASOK-regeringen ud af balance og ned i det alt for lave EU-sikkerhedsnet. I skrivende stund har markedsrenten for et 10-årigt græsk statslån været oppe på 7,3 pct. Det er mere end 4 pct. højere end et tilsvarende tysk. Så udsigterne for de 10 mia. euro, som Grækenland skal have finansieret inden udgangen af maj, ser yderst dystre ud.

Det er ikke underligt, at den græske regering har følt sig nødsaget til at spille 'det amerikanske kort', at gå til Den Internationale Valutafond (IMF) og til Wall Streets banker, såsom Morgan Stanley, for at låne disse penge. IMF er kendt for at stille barske krav om nedskæringer, liberaliseringer, mv. for at yde lån, og på Wall Street forlyder det allerede, at storbanken Goldman Sachs har sagt fra, fordi de afgørende kinesiske investorer har sagt, at de ikke ønsker at låne penge til Grækenland. I stedet har en række hedge-fonde meldt deres ankomst og interesse.

I weekenden den 11. - 12. april blev EU-lederne så tvunget til at reagere på finansverdens græske ågerrenter. Eurolandene gik her et lille skridt videre med den fælles hjælpeplan. var euro-landene nødt Det skete med en konkretisering af, hvordan eurolandene og IMF i fællesskab skulle gå på banen med rentekrav, der trods var lidt lavere end finanskapitalens. Umiddelbart har det fået den internationale finanskapital til at svække en smule på rentekravene. De er dog fortsat så store, at de truer med at overbelaste PASOK-regeringens spareplan med store renteudgifter i de kommende år.

Hertil kommer, at det kan blive svært at føre EU-planen ud i livet, hvis det kommer dertil. Det gælder ikke mindst i Tyskland. Her flokkes de tyske politikere flokkes om den hjemlige håndvask for at forklare, at eurolandenes hjælpepakke skam slet ikke er nogen hjælpepakke til nedsat rente. Det er ikke svært at forudsige, at hvis den internationale finanskapital begynder at lytte til disse indenrigspolitiske forsikringer fra tyske og andre politikere, vil det resultere i ny og forøget mistillid til den græske linedans - og hvad deraf følger af opskruede rentekrav.

PASOK's balancegang
PASOK-regeringen balancerer ikke kun i forhold til kravene fra den internationale finanskapital, IMF og EU. Der er i høj grad også tale om en balancegang i forhold til kritikken og kravene fra den græske befolkning og fagbevægelse. Balancen drives tilmed frem af en særlig social og økonomisk lovmæssighed, hvor tryk avler modtryk.

Når trykket fra finansverdens vokser, tvinger det PASOK-regeringen til at stå endnu hårdere fast over for den græske befolkning. Når renteudgifterne til den internationale finansverden vokser, forøge det Grækenlands underskud på de offentlige finanser i en sådan grad, at det truer med at skyde regeringens egen økonomiske spareplan i sænk. Regeringens sparemål kan ganske enkelt ikke nås med stærkt stigende renteudgifter, og det forøger kun det politiske pres på PASOK-regeringen yderligere for at komme med endnu mere drastiske nedskæringsplaner.

Samtidig sender den græske spareplan endnu flere grækere ud i arbejdsløshed. De allerede planlagte nedskæringer virker som en barsk opbremsning for den græske økonomi. Arbejdsløsheden vil stige i den kommende tid, og sammen med de faldende lønninger det det undergrave det regeringens egen skattebase. Mens der spares på livet løs, falder skatteindtægterne, og det sætter spørgsmål ved, om sparevejen overhovedet er nogen vej ud af det græske gældsproblem. Mig bekendt er der ikke noget land, der i moderne tid har formået at skære 4 procentpoint af BNP ned på offentlig gæld midt i en økonomisk krise. Det skulle da være Letland. Derfor kan PASOK's projekt meget vel være dømt på forhånd til at mislykkes, og den nuværende den situation med finanskapitalens opskruede ågerrenter kan meget vel være det, der får den græske linedanser til at falde ned.

Endnu større nedskæringer
PASOK-regeringen har kun begrænsede muligheder for at holde balancen ved endnu større nedskæringer og besparelser, selv om det er de, som både långiverne i IMF og den internationale finansverden skriger på. Her sættes grænsen af de græske vælgere og den græske fagbevægelse. Her vokser kravet om en helt anden spareplan, der sparer på Afghanistan-krig og sætter ind med effektiv beskatning af bl.a. de græske banker (se interviewet i dette nummer af Kritisk Debat). PASOK-regeringen har ikke blot udfordret venstrefløjen af den splittede græske fagbevægelse, men også den store PASOK-ledede del af fagbevægelsen til at reagere med protester og generalstrejker.

Hvis - eller mere realistisk når - det viser sig, at den græske regering ikke formår at nå sine sparemål, vil det gøre Grækenland endnu mere afhængig af de økonomiske og politiske aktører på den internationale og europæiske scene. Vil finansmarkederne opfatte lån til Grækenland som endnu mere risikable investeringer? Vil de skrue renteniveauet endnu længere op? Vil IMF stille endnu skrappere sparekrav for at låne penge til Grækenland? Vil de private internationale økonomiske ratingsbureauer lade Grækenland rutsje endnu længere ned i karakterbogen? Vil vurderingerne ryge så langt i bund, at Den Europæiske Centralbank vil stoppe for yderligere lån til Grækenland? Vil Angela Merkel og EU kræve renten for de 'solidariske' lån sat endnu højere, og/eller vil de stille endnu skrappere krav til Grækenland? Alle disse uhyggelige spørgsmål står givetvis allerede i PASOK-regeringens lommebog. Men om der står nogen svar, er straks mere tvivlsomt.

Euro-krise
Den græske krise og ikke mindst risikoen for tilsvarende kriser i Portugal, Italien, Irland og Spanien har rejst en diskussion om euro-samarbejdet, og de interne modsætninger i euro-landene er vokset. Slagsmålet om hjælpen til Grækenland forud for marts-topmødet i EU er et eksempel herpå. Mens en række eurolande var parat til at tilbyde Grækenland lån til 4-4,5 pct., dvs. det samme som lande som Irland og Portugal betaler, insisterede Tyskland på 6- 6,5 pct. Disse modsætninger bunder ikke primært i forskellige politiske holdninger eller farver på regeringslederne. De har i langt højere grad rod i de indre strukturelle modsætninger, der er og har udviklet sig i eurosamarbejdet.

Da den økonomisk-monetære union (ØMU'en) og euroen i sin tid blev introduceret, skete de ud fra en forestilling om, at det indre marked, globaliseringen og selve euro-samarbejdet tilsammen ville fungere som en katalysator for en økonomisk konvergens eurolandene imellem. Forventningen var, at eurosamarbejdet på én gang ville befordre og forudsætte, at de indbyrdes forskelle mellem EU-landene med hensyn til økonomisk vækst, inflation, lønomkostninger, produktivitet, offentlig gæld, betalingsbalance, mv. gradvis ville svinde ind.

Men sådan gik det ikke. Forskellene på næsten alle parametre er vokset i stedet for at blive mindre. Forskellen i inflationsrater mellem de laveste og de højeste er nærmest tredoblet siden euroens indførelse i 1999. Forskellene i produktivitet er vokset, ikke mindst når det gælder arbejdsproduktiviteten. Forskellene i arbejdsløshedsprocenter er større i dag end i 1999. Det samme gælder de offentlige underskud og den offentlige gæld.

De stigende forskelle danner det materielle grundlag for stigende spændinger mellem eurolandene. Hvis f.eks. Den Europæiske Centralbank begynder at hæve renten for hurtigt eller for meget, vil Tyskland og Holland måske klappe i hænderne, mens Grækenland, Italien, Portugal og Spanien vil protestere.

En af de strukturelle forskelle, der er særlig markant og spiller en særlig rolle for den græske/sydeuropæiske krise, er forskellene i eurolandenes konkurrenceevne og betalingsbalancer. Lande som Holland, Østrig og (navnlig) Tyskland har store betalingsbalanceoverskud. De modsvares af underskud i andre lande, nemlig lande som Grækenland, Portugal og Spanien. Disse forskelle i betalingsbalance skyldes i væsentlig grad de betydelige forskelle i landenes konkurrenceevne, hvor de sydeuropæiske landes konkurrenceevne år for år er blevet svækket i forhold til de nordeuropæiske.

To til tango
Disse skævheder inden for eurosamarbejdet er et afgørende element i forklaringen på såvel den græske krise, den truende krise i andre sydeuropæiske lande og de interne EU-stridigheder om et solidarisk EU-svar. Dermed ligger de mulige løsninger også i politiske tiltag, der retter op på disse skævheder i eurosamarbejdet. Her tager folk som Angela Merkel og den tidligere direktør i Den Europæiske Centralbank Otmar Isssing fejl, når de påstår, at den græske krise "er skabt i Grækenland" og er "et resultat af dårlig politik og ikke udefra kommende kræfter som et jordskælv". "Der skal to til tango," som den franske finansminister Christine Legard frimodigt har udtrykt det, da hun bad Tyskland om at gøre noget ved sin høje opsparing og store betalingsbalanceoverskud som et bidrag til at løse bl.a. den græske krise.

Så længe Tyskland fastholder en så stor opsparing og et kæmpeoverskud på betalingsbalancen, er det endog meget svært for et land som Grækenland at finde en vej ud af krisen. Løsningen på den græske krise er både europæisk og græsk, og en del af løsningen er europæiske tiltag, der overvinder nogle af de store skævheder intern i EU og eurogruppen.

Det vil kræve et opgør med det, som den amerikanske Nobel-pris-økonomi Joseph Stieglitz har kaldt 'underskudsfetichisme', dvs. en nærmest religiøs tro på, at kampen mod underskud på de offentlige finanser selv i økonomiske krisetider bør gå foran alt andet. Et sådant opgør med neoliberal underskudfetichisme kan f.eks. bestå i lempelige lån til bl.a. Grækenland fra en europæisk valutafond og fra Den Europæiske Centralbank. Det kan være en omlægning af Den Europæiske Investeringsbank, så den får mulighed for at foretage såkaldte kontracykliske investeringer, der kan modvirke det nedadgående pres på bl.a. den græske økonomi som følge af økonomisk opstramning i en krisetid. Den kan også være en europæisk bankskat og en Tobin-skat på finansielle transaktioner, hvor hele eller en del af provenuet går til en europæisk solidaritetsfond, der får til opgave at investere i bl.a. infrastruktur, (miljø)teknologi og uddannelse i lande med kriseproblemer. Mulighederne er mange. Men de kræver, at både den græske regering og de øvrige EU-lande opgiver at komme helskindet gennem den nuværende linedans.