Ja, der er fattigdom i Danmark, og ja, vi kan gøre noget ved den. Hvis vi vil!
Af Bettina Post

Offentliggjort: 14. april 2010
AE-rådet har 3. marts offentliggjort sin seneste opgørelse over fattigdommen i Danmark. Kort fortalt viser den, at når familier med studerende undtages, er 47.000 flere danskere blevet fattige siden årtusindskiftet, at antallet af fattige i Danmark har rundet 200.000 og at fattigdommen ser ud til at have bidt sig fast.

Jeg er fuldt klar over, at denne indledning vil få det mere liberale Danmark til at protestere. Dels fordi AE-rådets tal er tre år gamle, og dels fordi antallet af fattige er regnet ud på en måde, som ifølge kritikerne ikke siger noget om fattigdommen. Det er noget udenomsfabulerende pladder. Fattigdom kan naturligvis måles på mere end en måde, og man kan også være uenig i AE-rådets beregninger, men tendensen er entydig. Der er sket en stigning i antallet af fattige i Danmark.

OECD-landene[1], som udgør et enestående forum for at diskutere og udvikle økonomisk og social politik, der rækker langt ud over Europas grænser, har fundet sig til rette om en fattigdomsgrænse til at beregne fattigdommen med, som går under betegnelsen '50-procentsmedianen'. Den indebærer, at man betegnes som fattig, når man har mindre end 50 pct. af den gennemsnitlige indkomst til sin rådighed. EU opererer med en tilsvarende beregningsmodel, blot med 60 pct. af medianindkomsten. For danskerne betyder OECD-grænsen, at man er fattig, når man har under 8.400 kroner om måneden i disponibel indkomst - altså kroner og øre i hånden når skatten er betalt, og børnefamilie- og boligydelser er modtaget, men inden månedens første regning er faktureret. En dansk husleje betegnes som lav, når den ligger i omegnen af 5.000 kroner om måneden. Når den er betalt, er der altså 3.400 kroner tilbage til at betale el, vand, varme, mad, drikke, tøj, personlig hygiejne, transport, fritidsinteresser, licens og telefon. Hvis det ikke kan kaldes fattigdom, hvad i alverden skal vi så kalde det?

I år er det som bekendt "Europæisk år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse". EU-kommissionen for "Employment, Social Affairs and Equal Opportunities" har i den anledning formuleret, at noget af det, vi skal gøre sammen, er at "tilskynde til deltagelse og politisk engagement fra hver eneste del af samfundet i kampen mod fattigdom og social udstødelse." Dette har Danmark naturligvis forpligtet sig til at bidrage til. De aktiviteter, der er planlagt, fremgår af en 12-siders publikation om "Danmarks aktivitetsprogram for Det europæiske Fattigdomsår 2010", som tidl. socialminister Karen Ellemann og beskæftigelsesminister Inger Støjberg har skrevet forordet til. Det starter med ordene: " Danmark er et af de lande i verden, hvor velfærden kommer flest til gode, og hvor uligheden er mindst."

Sådan en start kan forsvares med, at Danmark jo ikke er et land, hvor fattigdommen springer voldsomt i øjnene. De samme formuleringer gentages imidlertid i beskrivelsen af vores udfordringer, hvor vi sovses ind i ord som 'privilegerede', 'høj velstand', 'fri og lige adgang', 'økonomisk sikkerhedsnet' og 'lave indkomstforskelle'. Og når det kommer til aktiviteter, synker hjertet helt ned i maven. For det, vi kan forvente, er, at "den danske regering vil benytte fattigdomsåret til at sætte yderligere fokus på det brede spektrum af allerede iværksatte og planlagte indsatser". Og så bliver vi mindet om alle de allerede kendte aktiviteter lige fra Hjemløsestrategien over Det Fælles Ansvar II, Barnets Reform, Velfærdsreformen og Ny chance til alle. Alt sammen i store træk udmærkede initiativer, men jo ikke initiativer, der er opstået, fordi Europa har valgt at sætte særligt fokus på emnet i år.

Vi får også at vide, at fattigdom i Danmark handler om andet og mere end økonomi, og at vi må se på fattigdom og social udstødelse i et bredere perspektiv, som omfatter en både økonomisk, kulturel og social dimension. Lad mig straks kvittere for disse betragtninger. Fattigdommen rækker videre end, hvad man har råd til. Den handler også om konsekvenserne af de afsavn, man må leve med. Men det fritager os ikke fra også at forholde os til økonomien. Vi har, som Karen Ellemann har fremført ved flere lejligheder, et endog overordentligt generøst sikkerhedsnet under enlige forsørgere, som både får hjælp til huslejen, til børnenes forsørgelse og til daginstitutionsbetalingen, for at også deres børn kan opleve et almindeligt børneliv. Det er en solid økonomisk sikring, det er unikt, og det skal vi værne om. Men det samme sikkerhedsnet skal også findes under enlige mænd, unge med svære problemer og familier med ikke-vestlig baggrund, som er dem, der især skiller sig ud som nutidens fattige. Og udover det har vi, som de to ministre selv er inde på, en fattigdomsudfordring, som er større end den økonomiske.

Det er i den forbindelse glædeligt, at Ellemann og Støjberg fastslår i aktivitetsprogrammet, at indsatsen mod fattigdom skal foregå på tværs af ministerierne. Ikke bare deres egne, men også undervisnings-, integrations- og sundhedsministeriet. I øjeblikket ser vi en ulykkelig tendens til, at mennesker, som via en solid social indsats stables på benene i socialministeriets ressort, notorisk bliver lagt ned igen, når de underlægges beskæftigelsesministeriets krav og sanktioner. Det er, udover at være et mageløst spild af ressourcer, også en absurd forestilling, og det er derfor absolut nødvendigt, at der samarbejdes på tværs. Her må jeg dog advare imod en anden aktuel tendens, som trækker i retning af, at ministerierne i stadig større udstrækning underminerer økonomien hos socialt udsatte ved at overføre beskæftigelsesministeriets tro på økonomiske incitamenter til det sociale arbejde med udsatte børn og familier. Det er en katastrofe for det sociale arbejde. Vi skal støtte disse familier, ikke trække de økonomiske sikkerhedsnet væk under dem.

Jeg ved godt, at det ville være en barnlig utopi at tro, at de to borgerlige ministre ville springe ud i at gøre noget ved de ydelser, som både oppositionen, og alle der er i nærkontakt med den fattigste del af danskerne, kritiserer. Men at ydelserne slet ikke nævnes i aktivitetsprogrammet, er ren strudseadfærd. For selvfølgelig er der en sammenhæng mellem ydelsesniveauerne og fattigdommen.

Jeg har en stærk fornemmelse af, at en afgørende årsag til regeringens uvilje mod at definere en fattigdomsgrænse eller mod at tale om fattigdom som noget, der handler om dårlig økonomi, hænger sammen med de meget lave ydelser, vi byder ledige på kontanthjælp. Et check af dem vil nemlig afsløre, at i hvert fald nogen af dem er i strid med Grundloven.

Grundlovens § 75 stk. 1 slår fast, at alle, af hensyn til almenvellet, har ret til et arbejde. Af stk. 2 fremgår, at hvis man ikke kan udnytte den ret, og hvis ingen andre har pligt til at forsørge en, så har man ret til at blive forsørget af det offentlige. I de seneste år har en klippefast tro på, at alle problemer kan løses med et job, imidlertid frembragt et besynderligt argument for de reducerede sociale ydelser, som har udviklet sig til et mantra om, at det skal kunne betale sig at arbejde. Og selvfølgelig skal det det. Men ligesom fattigdommen ikke kun handler om økonomi, så handler gevinsterne ved at arbejde heller ikke kun om økonomi. Og det er vel trods alt ikke i orden at tilsidesætte grundlovssikrede rettigheder under henvisning til politiske projekter og principper? Det går i mine øjne slet ikke an, at man, for at håndhæve et princip om at det skal kunne betale sig at arbejde, lukker øjne og ører for, at de ledige som af mange forskellige årsager hænger fast i ledigheden i lang tid, efterlades med en økonomi, som de ikke kan leve for. I hvert fald ikke, hvis man mener noget med at ville bekæmpe fattigdom og social eksklusion.

Jeg har dertil hørt vores beskæftigelsesminister påstå, at regeringen ikke har nedsat en eneste ydelse. Men det passer ikke. Regeringen har systematisk nedsat ydelserne lige siden 2002, hvor starthjælpen gjorde sit indtog.

Af nedenstående oversigt fremgår, at satserne for starthjælp er ca. halvt så høje som for øvrige kontanthjælpsmodtagere over 25 år. Ungenedsættelsen, ægtefællenedsættelsen og kontanthjælpsloftet slår alle til efter seks måneder på kontanthjælp, og betyder at unge mister 967 kr./md. (det skal kunne betale sig at studere), ægtepar mister 1244 kr./md. (uden anden begrundelse end, at sådan er det) og dem, der rammes af kontanthjælpsloftet, mister op til 2.350 kr./md., som først og fremmest trækkes i støtten til huslejen.

450-timersreglen, som er den helt store "dræber", betyder, at ægtefæller på kontanthjælp begge skal arbejde 450 timer i ordinært arbejde indenfor to år, ellers mister den ene retten til kontanthjælp. Ansættelse med løntilskud tæller altså ikke med her, det skal være helt almindeligt ustøttet arbejde. Disse familier kan desuden ikke længere modtage tilskud til huslejen i h.t. aktivlovens § 34. Jeg har netop hørt om en familie, der er faldet for reglen, som har ni børn, heraf seks under 18. De skal nu klare sig for 13.096 kr. brutto om måneden. Enhver, der har haft ansvar for et almindeligt husholdningsbudget, kan se med et halvt øje, at det forslår som en skrædder i Helvede. Derfor er 450-timers reglen i strid med Grundloven.

articles: bet_post.png

Dertil kommer så satsreguleringen, altså den årlige regulering af selve beløbene der udbetales. Når den sammenlignes med DA's lønstatistik, viser det sig, at realindkomstfremgangen for overførselsmodtagere er under halvdelen af, hvad den har været for lønmodtagere. Hvor lønmodtagernes årsindkomst fra 1998 til 2007 steg med 13 pct., er overførslerne således kun steget med 5,4 pct. for kontanthjælpsmodtagerne.

Denne politik, som altså på flere ledder holder kontanthjælpen, og i særdeleshed starthjælpen, langt under det, som resten af befolkningen har at gøre godt med, har nogle fattigdomsudløsende konsekvenser, som ikke kan overdøves af råbet om, at det skal kunne betale sig at arbejde. Dem er vi nødt til at forholde os til.

Jeg er fuldt opmærksom på, at regeringen er imod at formulere en fattigdomsgrænse, og at argumenterne har kredset om det relative fattigdomsbegreb og det absurde i, at der bliver flere fattige, når det går godt med landets økonomi. Nuvel. Men var fattigdomsåret så ikke en anledning til at se på, om der er andre måder, vi kan holde øje med den udvikling på? Det må da være en vigtig opgave for de ansvarlige ministre - uanset om de har ansvar for at løse sociale problemer eller for de konkrete beløb, der udbetales til kontanthjælpsmodtagerne. Og uanset om konjunkturerne går op eller ned.

For at komme videre, må vi diskutere fattigdom på en ny måde. Og lad os endelig kalde den en 'fattigdomslomme', som statsministeren gjorde for nogle måneder siden, hvis det er det, der skal til for, at alle kan være med. Ambitionerne må være for det første at blive enige om at definere fattigdommen i Danmark. Dernæst at finde en måde at holde øje med den på, så vi hele tiden kan arbejde i retning af den mindst mulige fattigdom(slomme).

For at blive enige om, hvad fattigdom er for noget, behøver vi på ingen måde at starte fra scratch, med et større udvalgsarbejde om de nu annoncerede 'fattigdomsindikatorer'. Vi har jo en regering som, til trods for Foghs erklærede opgør med smagsdommere og eksperttyranni, har det med at nedsætte kommissioner, når noget skal kvalificeres, for så, når kommissionerne har arbejdet intenst i et par år, at underkende alle anbefalingerne. Sådan en proces har vi mildt sagt ikke brug for i relation til fattigdomsåret. For der er allerede nogle vældig kvalificerede bud på en definition af fattigdom i den vestlige verden.

I 2008 blev der gennemført en undersøgelse af fattigdommen i København, og i den forbindelse formulerede de mindrebemidlede københavnere gennem en række interviews deres fattigdom som, at den ikke nødvendigvis handler om sult og nød. Den handler om ikke at have råd til det, som de fleste har råd til. Det interessante ved denne definition er, at den er præcis mage til en definition, som den anerkendte engelske sociolog Peter Townsend har formuleret:

»Fattigdom er, når individer, familier og grupper i befolkningen mangler ressourcer til at opnå den kost, deltage i de aktiviteter og have de levekår og behageligheder, som er normale eller i det mindste vidt anerkendte i det samfund, som de hører til. Deres ressourcer er så langt under gennemsnittet for individer og familier, at de udelukkes fra almindelige livsmønstre, vaner og aktiviteter «

Vi kan godt alle sammen tåle og klare at være på hælene både socialt og økonomisk i en begrænset periode. Mens vi er studerende, i en længerevarende periode med sygdom eller som i mit eget tilfælde, da jeg blev skilt og i et år levede sammen med mine to små børn på 60 pct. af dagpenge-max, fordi jeg havde valgt at tage forældreorlov. Så snor man sig, og kan i øvrigt, når det bliver for træls, tælle dagene til det lysner økonomisk igen.

Men hvis man i en lang periode - uanset hvad man selv gør for at komme ud af det - er ramt af fattigdom, så mærkes det som afsavn på vitale områder, som medfører social eksklusion. Og har man været fattig i mere end tre år, har man flere afsavn end personer, som har været fattige i kortere tid. Det skyldes, at levestandarden ikke falder på samme tidspunkt som indkomsten, bl.a. fordi der er opsparede ressourcer i de fleste husholdninger, som man kan trække på et stykke tid.

De afsavn, vi ved, at de fattigste af os lider under, er først og fremmest sådan noget som at gå til tandlæge og til frisør og at undlade at købe lægeordineret medicin, hvis den er dyr. Frisørbesøgene er selvsagt de mindst vigtige af de tre afsavn, selvom det, at håret ikke er klippet i årevis, faktisk har en ikke uvæsentlig betydning for muligheden for at komme i arbejde. Men hvis tænderne enten er tydeligt misligholdte eller ligefrem er faldet ud, så betyder det både nedsat livskvalitet, og at man ser slidt og forhutlet ud. Tager man heller ikke nødvendig medicin, så skranter man unødigt og døjer med lidelser, som kunne have været helbredt. I værste fald bliver de i stedet forværrede.

De fattige må også undlade at betale udvalgte regninger, eller undlade at betale dem til tiden, og udover, at det koster gebyrer og giver ondt i maven, så øger det jo altså også risikoen for, at der bliver slukket for lyset, vandet eller strømmen og helt galt går det, når det betyder, at man bliver sat ud af sin lejlighed. Ifølge SFI er en fjerdedel af dem, der bliver sat ud af deres lejebolig stadig uden selvstændig bolig et år efter udsættelsen. En fogedudsættelse er altså en motorvej til social deroute. De stærkt nedsatte ydelser, starthjælpen og 450-timersreglen rammer desuden så præcist ikke-vestlige indvandrere, at SFI også kan konstatere, at der i disse år foregår nærmest etnisk segregering, når tallene for fogedudsættelser også undersøges for etnicitet. Det er dybt foruroligende!

Når man ikke har råd til at udskifte eller reparere nedslidt tøj og ting, så ses fattigdommen, både på de fattige selv og på deres boliger. Og de københavnske fattige fortæller, at det gør dem flove, og at det koster identitet, at måtte hente sit 'nye' tøj på Kofoeds Skole. Vi lægger jo alle sammen en del af vores identitet i det tøj, vi har på. Og det kan man jo ikke gøre på samme måde, når man ikke har råd til selv at købe sit tøj. Mulighederne for at være social ved at deltage i kulturelle aktiviteter er heller ikke til stede. Det kan man selvsagt godt leve uden, men det er dog afsavn, som afskærer fra film-, musik- og teateroplevelser, som alle andre kan vælge at deltage i og dele, og som er med til at højne både livskvaliteten og muligheden for at føle sig som en del af normalsamfundet.

I København koster det mindst 23 kroner at køre med bussen, og en kop kaffe på en café koster mellem 25 og 40 kroner. Ingen af delene er muligheder, som de mindrebemidlede kan vælge til. Og endnu værre bliver det, når der er børn i familien. Vi har alle hørt eksemplerne om, at de fattiges børn ikke kan invitere til børnefødselsdag, og til det kan man sige, at det kunne de jo nok, hvis ikke det var fordi børnefødselsdag i 2010 nærmest er en partyevent, og forventningerne hos klassekammeraterne ikke kan tilfredsstilles med "brownie-mix" og leg i gården. Derfor vil de fattiges børn hellere lade være med at invitere hjem i de slidte stuer til en skuffende oplevelse, ligesom de også takker nej til at deltage i de andres fødselsdage, fordi de aldrig kan være med på gaveniveauet og er flove over det. De kan mange steder godt deltage i udvalgte fritidsaktiviteter, som de kan få "fritidspas" til i en række kommuner. Men skulle det være et musikalsk talent og ikke et boldtalent, der trænger sig på, kan de godt glemme det. De fattiges børn må også fordrive ferier og fridage på biblioteket (hvor landets bibliotekarer gør et fantastisk stykke arbejde for dem!), mens klassekammeraterne drager til Thailand, på skiferie eller en tur til månen. Igen kan man sige, at man nok kan leve et tilfredsstillende liv uden at have været på skiferie, men det er desuagtet socialt ekskluderende, at være et barn, som aldrig kan imponere i den legendariske stil om, "Hvad jeg har lavet i min sommerferie" ...

Udover at gøre noget ved de nedsatte sociale ydelser, skal vi derfor selvfølgelig have fat i flæsket på de sociale problemer, som skaber langvarig ledighed og dermed både økonomisk og kulturel fattigdom. Der er rigtig mange gode løsninger i spil allerede, og der er ingen tvivl om, at man i mange kommuner gør en god og velfunderet indsats for at dæmme op for en masse af de problemer, der fastholder folk i ledighed eller i usikre jobs med meget begrænsede lønninger. Problemerne kender vi allerede, så heller ikke her behøver vi at gå i gruppe om at definere noget nyt og ukendt.

Vi ved f.eks., at mangel på brugbare kompetencer og manglende evne til at tilegne sig dem, er væsentlige årsager til langvarig ledighed. Kombineres dette med stækkede sociale kompetencer og uheldig personlig fremtræden, forstærkes problemerne. Dertil kommer, at der kan være tale om psykisk og/eller fysisk nedsat funktionsevne og diverse sociale problemer såsom misbrug og kriminalitet. Vold i familien er en barriere navnlig for kvinder, som lever med en voldelig ægtefælle. Volden handler rigtig ofte om irrationel og ekstrem jalousi, og så længe kvinderne i disse parforhold holder sig derhjemme, går det nogenlunde. Men lige så snart hun begynder dagligt at være væk hjemmefra i timevis på steder, hvor hun taler med andre mænd, trapper jalousien og volden op igen, og hun bliver bogstaveligt talt banket tilbage i hjemmet igen. Det er en kæmpe barriere for beskæftigelse!

Nogle af de langvarigt ledige har kun en eller to af disse barrierer, andre kan præsentere mange af dem eller i værste fald dem alle sammen. Derfor skal indsatsen altid være differentieret og altid være målrettet den enkeltes behov. Og beskæftigelsesindsats og social indsats skal gå hånd i hånd.

Vi har altså masser af viden om, hvad fattigdom er, og hvad der skaber den. Fattigdomsåret er skudt i gang (dog med et par måneders forsinkelse for Danmarks vedkommende), og vi skal nu både have vores nye socialminister og vores beskæftigelsesminister i arbejdstøjet, fordi fattigdom både handler om sociale problemer og om penge.

Opgaven er at sørge for, at det økonomiske sikkerhedsnet er så finmasket, at ingen lades i stikken med en økonomi, som ikke giver dem råd til at leve. Uanset herkomst, civilstand og arbejdsevne har vi brug for et eksistensminimum, som sikrer os mad, drikke, tøj, personlig hygiejne, transport, fritidsinteresser og dagligvarer og at vi kan betale for en rimelig bolig. Det afgørende er, at niveauet for overførselsindkomsterne ikke fører til et dårligt helbred eller social isolation. En kontanthjælp, der tager udgangspunkt i omkostningerne til en minimumslevestandard, er for mig at se det mest reelle bud på et faktisk økonomisk sikkerhedsnet.

Lad os benytte fattigdomsåret til at blive enige om at definere også den danske fattigdom og gøre noget ved den på tværs af partifarver og gold retorik. Det kræver, at de ansvarlige folkevalgte af enhver observans tager sig sammen og går hinanden i møde, så vi kan komme videre i debatten og i løsningerne. Hvis det lykkes, er der håb for de fattige.



[1] Australien, Belgien, Canada, Danmark, Finland, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Irland, Island, Italien, Japan, Korea, Luxembourg, Mexico, Nederlandene, New Zealand, Norge, Polen, Portugal, Slovakiet, Spanien, Sverige, Schweiz, Storbritannien, Tjekkiet, Tyrkiet, Ungarn, USA og Østrig