Klaus Hjort Frederiksen bekræfter Marx's værditeori!
Af Jan Helbak

Offentliggjort: 14. april 2010
Op til og på KL's topmøde i 2010 blev regeringen beskyldt for, at dens nul-vækst politik for det offentlige forbrug i 2011-2013, som beskrevet i Konvergensprogrammet, ville føre til massive afskedigelser og forringelser af velfærden.

På selve KL's topmøde forsøgte finansminister Klaus Hjort Frederiksen at imødegå kritikken og hævdede på linje med statsministeren, at der ikke var tale om besparelser men om en nulløsning, hvor der oven i købet skulle være plads til pris- og lønfremskrivninger. Så hvad var det oppositionen peb over? Kommuner og regioner kunne have nøjagtig det samme antal ansatte som hidtil.

Og konfronteret med, at kommunerne og regionerne allerede nu skal afskedige medarbejdere, selv om der har været en realvækst i det offentlige forbrug på ca. 1.5% af BNP, svarede Klaus Hjort Frederiksen, at der var over 10 mia. kr. at spare i kommunerne gennem effektiviseringer. Det nye buzzword i den politiske debat.

Finansministerens svar på KL's topmøde er blevet kaldt urealistisk og gennemført talmanipulation, og det er blevet sagt, at regeringen bruger de samme tal to gange osv.

Hvad sagde Klaus Hjort Frederiksen egentlig?
Men hvad er det egentlig, han sagde? "Tag de bedste og mest effektive kommuner indenfor de forskellige områder og gør som dem. Så kan I indsnævre gabet og spare 10 mia. kr."

Ja - men når han siger det, hvad siger han så? Han siger ikke andet, end at de kommuner, der gør det bedst og billigst indenfor ganske bestemte og givne standarder repræsenterer den socialt bestemte nødvendige arbejdstid, der medgår til at producere en ydelse. Den forbrugte arbejdstid bestemmer værdien. De kommuner, der ligger under må enten finde sig i at få færre penge eller anvende flere ressourcer for at producere det samme. Det sidste kan de ikke, derfor må de skære ned eller effektivisere, så de kommer på højde med de mest effektive.

Det er værdiloven i tillempet form omsat til den offentlige sektor!

Det Klaus Hjort Frederiksen fremførte på KL's topmøde var således hverken talmanipulation, eller som Morten Bødskov fra Socialdemokratiet kaldte det, "gammel vin på nye flasker". Finansministeren tog blot udgangspunkt i det, der sker hver eneste dag indenfor den offentlige sektor. Han tog udgangspunkt i de forhold, som VK regeringen har skabt, og som oppositionen i vid udstrækning har accepteret som praktisk hverdag, selv om den igen og igen harcelerer over markedsgørelsen.

Hvor sker det, finansministeren taler om?
Lad os blot se på et enkelt område. Hvor i den offentlige sektor sker det, som Klaus Hjort Frederiksen beskrev så plastisk i sin tale? Det sker på sygehusene. Her finansieres en stigende del af regionernes budgetter og de enkelte sygehuse gennem aktivitetsbaserede bevillinger - også kaldet DRG taksterne (Diagnose-Relaterede-Grupper). Hvad er de regnet ud efter? De er regnet ud som et vejet gennemsnit af de mest effektive produktioner. Det er med andre gennem bench-marking, at man kommer frem til de sygehusafdelinger eller sygehuse, som indenfor bestemte diagnosegrupper, leverer ydelserne bedst og billigst. Det er også dem, der bestemmer baseline. Styringsgrundlaget bag DRG kaldes ABC og ABM, og står for henholdsvis Actvity Based Costing og Activity Based Management. Et omkostningsbestemt styringssystem udviklet til store private koncerner, men som nu bruges både i ministerier, i regionerne og efterhånden også i kommunerne. KL har udgivet en hel bog om disse styringsmetoder.

Hvis vi skal følge logikken i styringen gennem DRG takster, får det til følge, at et sygehus på trods af ændret baseline og krav om et ganske bestemt effektmål godt kan fortsætte i sit eget tempo og med egne operationsmetoder, men det får kun betaling efter den nye baseline, som er bestemt af det mest effektive sygehus, altså det sygehus hvis nødvendige arbejdstid er den laveste - den mest produktive. Og den afregningsmetode har regering tænkt sig skal udgøre en endnu større procentdel af den samlede sygehusfinansiering. Hvilken metode, der ud fra en helhedsbetragtning virker bedst - og så lang sigt - er sådan set irrelevant.

Så Klaus Hjort Frederiksen er blot konsekvent, når han i sin tale udfolder og udbreder principperne fra sygehusfinansieringen til hele den offentlige sektor.. For det er jo det markedsgørelse reelt betyder.

Systemet accepteres - resultaterne forkastes.
Men så vidt vides, har de fleste socialdemokratiske borgmestre og S og SF som partier hverken i Danske Regioner eller i KL gjort alvorlig indsigelser mod regeringens omkostningsreform, der blev gennemført sammen med opgave- og strukturreformen. Faktisk har KL i hver eneste økonomiaftale siden 2007 accepteret at udvide anvendelsen af de omkostningsbaserede budget- og regnskabsprincipper, som ABC og ABM blot er delelementer i.

Nu reagerer man så, når Klaus Hjort Frederiksen anvender de samme principper som grundlag for en generel effektiviseringspolitik. Så taler de om angreb på selvstyret og om, at der er store forskelle kommunerne imellem. Og hvad så? Det ragede dem en høstblomst, da det drejede sig om sygehusene i forbindelse med strukturreformen, og de stod ikke i første række, da opgave- og strukturreformen blev kritiseret for at føre til ensretning og underminering af det kommunale selvstyre. Tværtimod så man opgave- og strukturreformen som en styrkelse af kommunerne og omkostningsreformen som et elementært og fornuftigt redskab til at få styr på de offentlige udgifter.

Men nu taler oppositionen og mange borgmestre om afskedigelse af mindst 10.000 medarbejdere som konsekvens af VK regeringens konvergensprogram i almindelighed og Klaus Hjort Frederiksens politik i særdeleshed. Og hvad så, hvis afskedigelser i den størrelsesorden skulle blive en realitet? Hvis man anerkender princippet om markedsudvekslingen som det mest effektive system for allokering, og hvis 10.000 færre medarbejdere i hele den kommunale sektor kan udføre det samme som nu og oven i købet ligeså godt eller bedre, er det så ikke sund logik enten at skille sig af med denne overflødige mængde ansatte eller producere noget mere for de samme penge?

Vi har jo i så mange andre sammenhænge hørt denne logik fremført - også i socialdemokratisk ledede kommuner. Ligesom det er den samme logik, der ligger bag forestillingerne om, at alle aktiviteter kan omdannes til udvekslelige kvantiteter bl.a. gennem tests, diagnoser, kvalitetsstandarder osv. Disse er blot fremtrædelsesformer for det egentlige forhold - værdiloven indført i tillempet form indenfor det offentlige. Og det er blot den tankegang og daglige praksis Klaus Hjort Frederiksen er loyal overfor. Han kan ikke være andet, for det er liberalismens inderste princip. Den formelle lighed og den reelle ulighed. Liberalismen afspejler værdiloven politisk og ideologisk. Sådan er det! Alt andet er, hvis systemet accepteres, harmløs hændervriden fra humanismens hårdt pumpede maskinrum, hvor der altid har været for små motorer til at drive værket.

Kritik af præmisserne.
Man kan som generelt princip ikke acceptere præmisserne i et sagsforhold og forvente at komme til en slutning, der hviler på helt andre præmisser.

Bench-marking, som efterhånden indføres i hele den offentlige sektor, har aldrig været andet end en administrativ og formal tillempning af de mest elementære markedsbaserede udvekslingsmekanismer. Og bench-marking er trængt dybt ind i hele den offentlige sektor og præger stort set alt liv og al forskning.

Fremgangsmåden er naturaliseret i en grad, at man i flere kommuner med den allerstørste selvfølgelighed skriver effektmål ind i budgetterne, og de indgår efterfølgende i regnskabsopgørelsen. Eksempelvis læste jeg for nogle uger siden en regnskabsopgørelse fra B&U i Århus kommune, hvor alle fremskridt og tilbageskridt indenfor skolesektoren opgøres i kvantitative størrelser ækvivaleret med landsgennemsnittet. Alle sociale, kulturelle og lokale forskelle er bortabstraheret.

Men er det ikke det, Klaus Hjort Frederiksen taler for? Og er det ikke vareudvekslingens grundlov? At man kan se bort fra alle kvalitative forskelle, oprindelse osv. For så vidt noget optræder som vare, bliver møntfoden dette nogets ækvivalenskarakter - dvs. forskelsløsheden - for ellers kan pølser og appelsiner ikke udveksles med hinanden. Og hvad bestemmer udvekslingsforholdet? Det gør den tid, der totalt set er medgået til at producere de enheder, der indgår i udvekslingen i et ækvivalerende forhold.

Hvad siger Klaus Hjort Frederiksen? At hvis alle de skoler og daginstitutioner, der ligger under de bedste og mest effektive i resultater, kommer på højde med "toppen", så kan der spares, eller som han siger frigøres10 mia. kr.

Selvfølgelig er der forskel på en skole i Skælskør og en i Århus. Men pointen er netop, at det er underordnet. Det er resultatet, der er det afgørende - dvs. det ækvivalerende forhold. Havde det været ude på det virkelige marked, var skolen i Skælskør gået nedenom og hjem, eller var blevet overtaget af en skole fra Århus eller fra Dallas, der kan drive skoler på højde med de mest effektive. Det hedder produktivitetsstigning og markedets udlignende effekt.

Den logik er indlysende klar og forkert på en og samme tid. Problemet er blot, at oppositionen i sin tid hoppede på vognen og godtog den, da den kun blev brugt ideologisk og partikulært. Nu hvor den i nødens stund generaliseres, viger man tilbage. Nuvel et fremskridt! Men så må man også gøre op med præmisserne.

Hvad betyder det? Det betyder, at oppositionen må gøre op med alle både teoretiske og praktiske forestillinger om, at den offentlige sektor kan defineres som en ydelsesfabrik. Grundudgangspunktet må i stedet være, at den offentlige sektor i en velfærdsstat er en demokratisk foranstaltning til at sikre borgernes demokratiske velfærd og altid skal være underlagt dette. At forvalte noget betyder jo, at drage omsorg for noget, nogen andre ejer. Og når vi taler om den offentlige forvaltning, taler vi om, at man både politisk og praktisk i hverdagen skal drage omsorg for et flertal af borgernes ønsker - ikke om det offentlige som en ydelsesfabrik af ensartede og standardiserede produkter, som kan kvantificeres og sættes på brøk.  

Rettelig har det været VK regeringens hensigt lige siden sin indsættelse i 2001 at gøre op med dette grundsynspunkt på velfærdsstaten, og oppositionen har mere eller mindre åbenlyst accepteret VK regeringens liberalistiske maxime: At alle handlinger i det offentlige kan løsrives fra det politiske og det konkrete og omdannes til standardiserede og forskelsløse ydelser, der kan måles i forhold til hinanden uden hensyn til produktionens konkrete og bestemte betingelser.

Så hvis man reelt vil gøre op med Klaus Hjort Frederiksens regnestykke - som ubestrideligt er en illusion - må man gøre op med illusionens udspring: Forestillingen om, at alle handlinger i det offentlige rum kan omdannes til udveksling af ydelser, som i udvekslingen optræder som forskelsløse ækvivalenter. Dvs. gøre op med den økonomiske rationalitet som den generaliserede fornuft par excellance. Hvis man ikke vil det, har man kun muligheden for at anfægte de forekommende talstørrelser, og der er Klaus Hjort Frederiksen på hjemmebane.

Liberal ortodoksi og realiteterne.
Hvorfor er det så, at han virker som om han er i defensiven? Fordi han er det! Fordi abstraktionens magiske dragning har mistet i styrke. Flere og flere begynder at indse, at forskelsløshedens paradigme er utåleligt. Det gjorde ikke så meget under det kunstige opsving fra 2004-2008, hvor den offensive NPM snak (New Public Management) forekom som en blanding af højstemt ideologi og snusfornuft - og hvor man blot kunne lade det første ligge og bruge det andet i praksis. Hvilket er, hvad mange har gjort.  

Men nu, hvor NPM strategien skal omsættes til deciderede nedskæringer - også kaldet effektiviseringer - i generaliseret form, slår konsekvenserne direkte ind mod borgernes egne interesser i almindelighed. Når forældrene på en skole informeres om, at skolen kun modtager bevillinger på x-2 til budgettet næste år, fordi man skal op på samme niveau som de bedste og billigste skoler ude i landet, så opleves det som et voldsomt overgreb og forældrene begynder at reagere. Men de reagerer jo først nu, fordi selve præmissen og systemet hidtil kun har haft begrænset indflydelse på deres virkelighed. Reaktionerne kommer først i større målestok, når det økonomiske herredømme udstrækkes til at gælde alle kommunernes aktiviteter. Så længe det kun gjaldt for ældreplejen eller for dele af aktiviteterne på sygehusene antog diskussionerne nærmest akademisk karakter. Fokus var først og fremmest på de synlige nedskæringer, hvorimod de bagved liggende ideologiske overvejelser og hensigter blev betragtet som et frit svævende holdningsspørgsmål.

I det spørgsmål var modstanden knap så entydig for at sige det mildt. Langt hen ad vejen accepterede man de tankebaner, hvor alle borgere i liberalisternes verden er frie, for så vidt alle har de samme formelle frihedsrettigheder. På dette plan ækvivalerer alle borgere. Det gør de også i Brugsen - altså på markedet.

Men ved at dette formelle aspekt blev trukket frem igen og igen - bl.a. i hele frit valgs debatten -   blev det reale ladt tilbage. De reelle forskelle sås ikke. Derfor fokus på markedet og ikke på produktionen. På resultatet frem for forudsætningerne. På adfærden frem for motivet osv. Og hele denne tankegang er langt ind i oppositionens rækker blevet accepteret, næsten uanset hvilket tema, der har været til debat.

Men tankegangen er liberalismens grundnerve. Som det kapitalistiske markedssystems politiske udtryk eller ækvivalent - som værdilovens dominans over alle konkret menneskelige aktiviteter. Af samme grund er oppositionen også nødt til at se bort fra excesserne i liberalismens udtryk - Klaus Hjort Frederiksens illusionsmageri på KL's topmøde - og fokusere på det essentielle. Dvs. illusioner omsat til daglig praksis.

Opgøret må starte i hverdagen.
I dag er det såvel borgerlige som S-SF ledede kommuner der indfører aktivitetsbaseret budgettildeling indenfor flere områder. Det samme opfordrer både KL og Danske Regioner til uanset formandens partifarve. For som man siger, skal man kun betale for, hvad man får. Men tager man f.eks. forskellige plejecentre indenfor en kommune, så har de vidt forskellige grundbetingelser. Alligevel indfører man aktivitetsbaseret styring, hvor alle - og jeg understreger alle - handlinger omdannes til kvantificerbare ydelser. Til det formål udarbejdes der ydelseskataloger, der igen er baseret på tidmålinger som grundlag for pris. Og tiden er sat efter de hurtigste og bedste. Hvis et andet center end det bedste og hurtigste ikke kan leve op til det tempo, må det enten lære det eller medarbejderne arbejde mere for at opnå de samme budgettildelinger. Længere er den ikke. Og da de langsomste centre kun får den samme tildeling, har de ikke råd til at have de samme mennesker ansat. De må afskedige.

Så hvor er forskellen på det Klaus Hjort Frederiksen vil på landsplan og det, man allerede gør i mange kommuner indenfor ældreplejen? Der er ingen substantiel forskel. Forskellen består alene i, at finansministeren vil generalisere det, som kommunerne har indført partikulært, hvorved absurditeten også træder tydeligt frem.

I konsekvens heraf vil den argumentation, der korrekt skal føres mod finansministerens logik også skulle føres mod de kommunale flertals og deres topembedsmænds faktisk handlinger. For begge bygger på de samme præmisser: "pengene følger borgeren, fordi denne som på markedet er forskelsløs fra alle de andre". Pengene er jo de samme. Kun mængderne er forskellige.

Dermed også sagt, at hvis oppositionens partier og fagforeningerne nu kritiserer Klaus Hjort Frederiksens konsekvent gennemførte markedslogik, som den fremgik af talen på KL's topmøde, må de nødvendigvis fremføre nøjagtig samme kritik i hverdagen indenfor alle de områder, hvor værditeorien i tillempet form bringes i praktisk anvendelse. Og ikke nok med det, de må også gennemføre en kritik af hele den offentlige sektors strukturelle udvikling op til og især efter indførelsen af opgave- og strukturreformen. Det betyder i al sin enkelhed, at et program for en ny regering, der vil gøre op med VK regeringens neoliberale politik, også må indeholde forslag til, hvordan vi kommer af med de struktur og organisationsformer samt NPM inspirerede styreformer, der reelt intet andet er end Klaus Hjort Frederiksens forkætrede tankegang omsat i daglig praksis.

For Klaus Hjort Frederiksen er værdiloven indbegrebet af fornuft, for Karl Marx grundlaget for kapitalismens irrationalitet, og kritikken heraf har, som det fremgår stadig sin berettigelse.