En tynd kop te
Af Carl Pedersen

Offentliggjort: 14. april 2010
Oprindelse

Enhver bevægelse har sin oprindelseshistorie. Det nye politiske fænomen i USA, Tea Party bevægelsen, er ingen undtagelse.

Det begyndte et ret besynderligt sted. I et indslag den 19. februar 2009 fra the Chicago Mercantile Exchange blev finanskanalens CNBC's redaktør  Rick Santelli bedt om en analyse af Obama-regeringens forsøg på at redde amerikanske husejere, der var blevet snydt af finansinstitutionerne. I stedet for at komme med et sobert, nøgternt svar begyndte Santelli at vifte med armene og udtrykke en frustration som mindede om journalisten Howard Beales udfald ("I'm mad as hell and I'm not gonna take it anymore") fra 1976 filmen Network.

Santelli rasede mod "en regering der tilskyndede dårlig opførsel" for derefter at henvende sig til sine kolleger i baggrunden og stille følgende (lidt grammatisk kluntede) spørgsmål:

"Det er Amerika! Hvor mange af jer ønsker at betale for din nabos pantebrev, som har et ekstra badeværelse, og som ikke kan betale deres regninger?"

Ikke uventet kom der buh-råb fra salen. Santelli åbnede armene, henvendte sig igen mod kameraet og sagde:

"Præsident Obama, hører du efter?"

Men Santelli var ikke færdig. Når en kollega tilkendegav, at han var ved at blive bange for situationen, kunne Santelli ikke dy sig for at sammenligne den nuværende amerikanske regering med en berygtet nabo mod syd:

"De gør dig bange allerede. Ser du, engang havde Cuba store villaer og en forholdsvis anstændig økonomi. De bevægede sig fra det individualistiske til det kollektive. Nu kører de rundt i Chevys fra 1954, måske den sidste store bil der kom fra Detroit."

Så kom han med en indskydelse:

"Vi overvejer at holde et Chicago teselskab i juli. Til alle jer kapitalister, der ønsker at deltage ved Lake Michigan, begynder jeg at organisere."

Det med et teselskab ved Lake Michigan i juli blev ikke til noget. Men Santelli havde ubevidst tændt gnisten til en bevægelse.

Et ungt medlem af den konservative tænketank Heartland Institute, hvis mission er "at komme med frimarkeds løsninger til sociale og økonomiske problemer", blev inspireret af Santellis opfordring og organiserede en demonstration mod Obama-regeringens redning af finansinstitutionerne i Washington og andre steder i USA. En bevægelse var født.

For et dansk publikum kan navnet Tea Party forekomme noget mærkeligt, men det henviser til noget, som enhver amerikaner har lært i skolen. Sammen med de amerikanske kolonier var det lykkedes det britiske imperium at stække fransk indflydelse i Nordamerika efter Syvårskrigen med Frankrig (1756-1763). Men den lange krig havde kostet Storbritannien dyrt, og regeringen i London besluttede sig for at indføre nogle skatter på de amerikanske kolonier. Dermed blev kimen til den amerikanske uafhængighedskrig plantet.

Mange amerikanere var oprørte over, hvad de anså for at være en stor skattebyrde opkrævet uden, at kolonierne var repræsenteret i det britiske parlament. Fra at være loyale undersåtter under Syvårskrigen, begyndte mange i de 13 amerikanske kolonier at modsætte sig Londons skatteåg. Modstanden antog mange former, men muligvis den mest markante var den i Boston i 1773. En gruppe kolonister, nogle forklædt som indianere, steg ombord et britisk skib læsset med te og hældte kasserne i havnen. Hvad derefter gik over i historien som The Boston Tea Party har i amerikanernes selvbevidsthed fungeret som et symbol på et folk, der ønskede selvbestemmelse og var indædte modstandere af en skattebyrde indført fra den anden side af Atlanten.

Nu kommer truslen indefra, fra selveste Det Hvide Hus. Den nuværende Tea Party bevægelse har efterhånden vokset sig stor ved at fremmane faren for, at Obama-regeringen vil indføre socialisme, eller det der er værre, i USA. Ved mange af de demonstrationer, der har fundet sted siden sidste forår, kunne man opleve deltagere med tebreve hængende fra hatte og sågar folk forklædt som kolonister fra uafhængighedskrigens dage. Hvad der er mere odiøst, er de plakater, som nogle har med sig, som beskylder Obama for at være enten socialist, fascist eller kommunist. Der har også været tilfælde af demonstranter, som dukker op med skydevåben (formentlig i angst for den udbredte myte, at det vil lykkes Obama at forbyde skydevåben overalt i USA).

Santelli havde måske med sit vredesudbrud tilskyndet dannelsen af Tea Party bevægelsen, men allerede under valgkampen i 2008 kunne man ane den angst og vrede, der blev primusmotor for den. Især efter den republikanske præsidentkandidat John McCain valgte den nu fhv. Alaska-guvernør Sarah Palin som sin vicepræsidentkandidat, kom der en del rabiate demonstranter til deres valgmøder.

Palin formodede at opildne stemningen ved valgmøderne ved at komme med bemærkninger som, at "Obama ser ikke Amerika som du og jeg ser Amerika." Ikke overraskende tiltrak de republikanske valgmøder "birthers" (folk som mente, at Obama var født i Kenya og derfor ikke havde nogen ret til at være præsident), og de der frygtede, at Obama vil forvandle USA til et europæisk socialdemokrati eller en kommunistisk totalitær stat.

Denne blanding af Obama som fremmed og socialist blev flettet sammen med den gamle amerikanske mistro mod staten til at skabe en frygt for USA's overlevelse under en Obama-regering.

Disse og andre grupper er også at finde ved Tea Party-demonstrationer. Foruden ovennævnte er der også tilhængere af den populære (og populistiske) Fox TV-talkshow vært Glenn Becks 9/12-projekt, der - som navnet hentyder - ønsker, at USA vender tilbage til det patriotiske og religiøse sammenhold, man oplevede dagen efter terrorangrebet på New York og Washington i 2001. Militsgrupper, der prædiker væbnet modstand mod den socialistiske overtagelse af USA, er også blevet en del af bevægelsen. Nogle Tea Party-tilhængere ser Obama-regeringen som en trussel mod selve USA's forfatning. Oath Keepers ønsker at forsvare forfatningens principper mod utidige statslige indgreb. "Tenthers" henholder sig til forfatningens 10. tillæg, der definerer den føderale stats magtbeføjelser i forhold til de enkelte delstater, og som derfor mener, at Obamas sundhedsreform er ulovlig.

Ideologisk henter mange indenfor Tea Party-bevægelsen inspiration fra Ayn Rands mammutroman Og verden skælvede (Atlas Shrugged) fra 1957. Rand, en indvandrer, der flygtede fra Bolsjevismen i sit hjemland Rusland i 1925, var tilhænger af en ekstrem form for frimarkeds-ideologi uden nogen form for offentlige styring.

Astroturf eller græsrodsbevægelse?
Tea Party-aktivister ynder at beskrive sig selv som del af en ægte græsrodsbevægelse. Men spørgsmålet er, om Tea Party-bevægelsen er et udtryk for en ægte folkelig modstand, eller om den er, hvad amerikanere kalder en "astroturf" (dvs. falsk) bevægelse, som styres af bestemte interesser. Sandheden ligger et sted midt imellem. Selvom der er nogle aktivister, som er blevet Tea Baggers, fordi de er bekymrede over deres økonomiske situation, er der magtfulde konservative organisationer, der har en interesse i at yde støtte til bevægelsen og styre den ovenfra.

I et berømt essay fra 1964 fremsatte historikeren Richard Hofstadter begrebet "den paranoide stil i amerikansk politik." Med det mente han, at den amerikanske højrefløj følte sig magtesløs over for sociale forandringer og frygtede, at kosmopolitter havde undermineret gamle amerikanske dyder, og at socialister var i gang med at afskaffe kapitalisme.

Et eksempel på den paranoide stil er Glenn Becks 9/12 projekt. Hovedbudskabet er, at Obama-regeringen undergraver ægte amerikanske dyder. Sammen med The Tea Party Express tog Beck initiativet til en demonstration mod Obama i Washington den 12. september 2009.

FreedomWorks, som ledes af det forhenværende republikanske kongresmedlem Dick Armey, har også givet støtte til Tea Party-bevægelsen. FreedomWorks har tætte forbindelser til konservative lobbygrupper i Washington.

Liberty Central, en Tea Party forgrening, udmærker sig ved at have ingen ringere end Virginia Thomas, kone til det konservative medlem af USA's højesteret Clarence Thomas i spidsen.

Bevægelsen udgør et tveægget sværd for Det Republikanske Parti. På den ene side ligger dens antipati mod det offentlige på linie med den republikanske ideologi. På den anden side kan den løse bevægelse, som tiltrækker rabiate individer og smågrupper, skræmme nogle af de uafhængige vælgere, som Det Republikanske Parti gerne vil have fat i.

The Tea Party Patriots har forgreninger over det ganske land og er i færd med at udarbejde A Contract from America. Navnet leder tankerne tilbage til 1994, da republikaneren Newt Gingrich stod i spidsen for en konservativ revolution under midtvejsvalget, der for første gang siden 1954 bragte republikanerne i flertal i Repræsentanternes Hus. Gingrich lavede dengang en Contract With America, der indebar bl.a. skattelettelser, nedskæringer i velfærdsydelser, deregulering og et større militærbudget.

Nu indsamler The Tea Party Patriots forslag til et 10-punkts program. De indkomne forslag omfatter bl.a. skattelettelser og begrænsninger af statens magt.

Fælles for alle disse Tea Party-grupperinger er modstanden mod, hvad de anser for at være Obama-regeringens forsøg på at indføre en form for europæisk socialisme i USA. I modsætning til nogle af de grupper, der udkæmpede kulturkrigen under Bill Clinton og George W. Bush med modstand mod abort og homoseksualitet, fokuserer Tea Party-bevægelsen hovedsageligt på økonomien. Modstanden mod Obamas sundhedsreform blev en af mærkesagerne for bevægelsen i 2009-2010.

Ligesom ved demonstrationerne i 1770erne er skattetrykket også en af Tea Party-bevægelsens mærkesager. Amerikanerne skal indlevere selvangivelser den 15. april hvert år. Sidste år organiserede Tea Party Patriots massedemonstrationer mod skattetrykket, og hvad de anså for at være statens sløseri med hårdtarbejdende borgeres penge. I år bliver formentlig ingen undtagelse. På forsiden af deres webside bedyrer Tea Party Patriots at lignende demonstrationer er i gang med at blive organiseret over det ganske land.

Tea Party bevægelsen og det nye Amerika
Tea Party-bevægelsen er også et udtryk for en anden udvikling i USA. Ifølge USA's Census Bureau (folketællingen) regner man med, at i USA i 2050 vil flertallet af amerikanere være fra ikke-europæiske lande.

Tea Party-bevægelsen, hvor broget den end er, består ifølge meningsmålinger hovedsageligt af hvide, højtuddannede og relativt velstående amerikanere. Næsten halvdelen af dens medlemmer er kristne fundamentalister og op imod 90% mener, at USA bevæger sig hen mod socialisme under Obama.

Tilskyndet af deres helt Glenn Beck ligger mange Tea Party-aktivister under for konspirationsteorier, der afspejler en fornemmelse af, at det nye Amerika under Obama er ved at erstatte det gode, gamle Amerika, som de elsker.

Beck fortolker en artikel om løsninger af fattigdomsproblemet skrevet i 1966 af to politologer, Richard Cloward og Frances Piven, som en bevidst strategi for at overbyrde statens bureaukrati med krav om sociale forandringer for dermed at skabe en krise, som vil gøre det muligt at iværksætte en socialistisk overtagelse af USA.

Hele 28 gange har Beck snakket om denne "Cloward-Piven strategi" i sit program ved at se den som del af "Revolutionens Træ", som sammenkæder Che Guevara, den forhenværende Weather Underground medlem William Ayers, fagforeningen Service Employees International Union (SEIU), socialaktivist gruppen Association of Community Organizations for Reform Now (ACORN) og andre lyssky grupper med Præsident Obama.

Ifølge Beck og andre konservative er ACORN ansvarlig for den krise i boligmarkedet, som Santelli reagerede imod, fordi den bevidst fik fattige amerikanere til at optage tvivlsomme huslån, som forårsagede den økonomiske krise.

ACORN er nu gået fallit efter en storstilet konservativ kampagne. Det, som ligger bag angrebet mod ACORN, er ikke så meget organisationens påståede ansvar for den økonomiske krise men det faktum, at ACORN under valgkampen i 2008 fik mange fattige og minoriteter til at registrere sig som vælgere. Det er med andre ord frygten for det nye Amerika, der var skyld i angrebet mod ACORN.

Frygten for det nye Amerika har medført, at Tea Party-bevægelsen er gennemsyret af racistiske elementer. Ved en demonstration mod sundhedsreformen i Washington i marts blev det afro-amerikanske kongresmedlem John Lewis, en veteran fra borgerretsbevægelsen i 1960erne, mødt med tilråbet "nigger." Et andet afro-amerikansk kongresmedlem, James Clyburn, sagde, at ikke siden 1960 havde han hørt nogle af de tilråb, som demonstranterne kom med.

Forhenværende republikansk kongresmedlem Tom Tancredo fik noget af det største bifald ved Tea Party-konventet i Nashville, da han sagde, at valget af Obama skyldtes manglen på en læseprøve før folk kunne stemme. Henvisningen var klar - før vedtagelsen af The Voting Rights Act i 1965 var det praksis i sydstaterne at nægte afro-amerikanere stemmeretten ved at indføre sådanne prøver.

I slutningen af 1960erne var der en modreaktion mod udvidelsen af det offentlige, som for mange hvide blev kædet sammen med borgerrettigheder for afro-amerikanere. Sidestillingen af "socialisme" med den første afro-amerikanske præsident er også et kendetegn ved Tea Party-bevægelsen.

Republikanerne og Tea Party bevægelsen
Valget af republikaneren Scott Brown som senator i Massachusetts i januar 2010 sendte chokbølger gennem Obama-regeringen. Sædet var blevet ledigt i 2009 efter demokraten Ted Kennedys død. Kennedy, en af forkæmperne for sundhedsreformen, havde haft sædet i næsten 40 år, så derfor var tabet symbolsk. Tea Party-bevægelsen havde været aktivt i at støtte Brown, og mange kommentatorer udlagde det overraskende resultat som et udtryk for bevægelsens stigende magt og indflydelse. Selvom Tea Party-bevægelsen kan komme til at styrke republikanerne ved midtvejsvalget i november 2010, kan der også ligge en fare i et for tæt forhold mellem det gamle parti og den nye bevægelse.

Et andet særvalg kan tjene som eksempel. I New Yorks 23. distrikt stillede den moderate republikaner Dede Scozzafava op imod demokraten Bill Owens. Tea Party bevægelsen mente, at Scozzafava var en "RINO" (Republican in name only/Republikaner kun af navn). Tea Party-bevægelsen satte alle kræfter ind for at forhindre Scozzafavas valg ved at støtte den ærkekonservative Doug Hoffman fra Det Konservative Parti. Scozzafava trak sig, men Hoffman tabte til demokraten i et distrikt, der ikke havde valgt en Demokrat siden 1873.

Fremtiden
Vedtagelsen af Obamas sundhedsreform var et nederlag for Tea Party-bevægelsen. Den havde indædt kæmpet imod reformen som en statslig overtagelse af sundhedsområdet. Tidligere reformer som Social Security (pension) i 1934 og Medicare (sygesikring til ældre amerikanere) i 1965 blev også udråbt af konservative som vejen mod socialisme. De nyder nu udbredt popularitet hos amerikanerne. Hvis det samme sker med Obamas sundhedsreform vil en bevægelse baseret på en begrænsning af statens magt uundgåeligt blive svækket.

Det er imidlertid for tidligt at spå om Tea Party-bevægelsens fremtid. Men lignende populistiske bevægelser i USA - både til venstre og til højre i det politiske spektrum - har for det meste haft en relativt kort levetid. Ofte bliver de eller deres ideer delvist indlemmet i et af de to store politiske partier. Nogle konservative republikanere ser gerne Tea Party-bevægelsen som en del af partiet. Der ligger som nævnt imidlertid en fare for at bejle til en så broget og rabiat gruppe. Som man oplevede ved valget i 23. distrikt i New York, kan en for tæt forbindelse med Tea Party bevægelsen ende med at gavne Demokraterne.

Bevægelsen kan i det lange løb blive skadet af dens egen succes, netop fordi den tiltrækker grupper og individer på den yderste højrefløj. Dertil kommer, at de mange indflydelsesrige og pengestærke grupper, der yder støtte til Tea Party-bevægelsen, kan skade dens selvbestaltede image som en ægte græsrodsbevægelse. Foreløbig kan man konstatere, at en løs bevægelse baseret på frygt - og som kynisk støttes af magtfulde interessegrupper - udgør en tynd kop te.