Tobin-skatten - et godt gammelt Columbus-æg
Af Jesper Jespersen

Offentliggjort: 14. april 2010
Indledning
James Tobin, Eastern Economic Journal, 1979, s. 153
articles: citat_1.png

articles: citat_2.png

Ibid, s. 154


articles: citat_3.png

Ibid, s. 154

Indledning

Tobin-skatten blev, som det fremgår af navnet, foreslået af den keynesiansk inspirerede økonom (og nobelpristager) James Tobin. Baggrunden for forslaget om at lægge en afgift på de valutahandler, der blev brugt til køb og salg af værdipapirer, var sammenbruddet af det valutasystem - Bretton Woods-systemet, der havde fungeret siden afslutningen på 2. verdenskrig. Dette valutasystem byggede på princippet om faste, men dog justerbare valutakurser imellem de deltagende lande. Sigtet hermed var primært at understøtte den internationale handel med varer og tjenesteydelser. Derimod havde landene mulighed for at begrænse de internationale finansielle transaktioner, idet Bretton Woods-aftalen tillod de enkelte lande at indføre forbud mod internationale finansielle kapitalbevægelser. Dette forbud havde som primært sigte at begrænse den finansielle spekulation, der let opstår i et valuta-system med faste valutakurser, hvor politikerne ofte vil være for tilbageholdende med at ændre på kurserne, selvom der er behov for det.

Problemet med sådanne kapitalrestriktioner er dog, at de er forholdsvis lette at omgå. Det betød, at der i en række europæiske lande op gennem 1960erne opstod parallelle valutamarkeder, navnlig for dollar. Begrebet euro-dollar blev i stigende grad en del af den finansielle hverdag på trods af, at der var et forbud i Europa mod at låne dollar i USA, så kunne der i stedet købes dollar af europæiske eksportører af varer, der lovligt fik betaling i dollar. Dernæst begyndte nogle lande at ophæve deres restriktioner på de finansielle kapitalbevægelser, hvilket skabte store muligheder for at opnå spekulationsgevinster i valutamarkedet. De 'svage' valutaer kom under stigende pres for at devaluere, og da USA som en konsekvens af Vietnam-krigen begyndte at opbygge et betydeligt betalingsbalanceunderskud i slutningen af 1960erne, så bevægede valutasystemet sig mod et egentligt sammenbrud. Det blev effektueret, da USA i begyndelsen af 1973 erklærede, at det definitivt ville opgive at føre en fast valutakurs og samtidig tillade frie kapitalbevægelser.

Det blev indledningen til en nærmest eksplosiv udvikling i omfanget af finansielle transaktioner hen over landegrænserne med den konsekvens, at valutakurserne ikke længere kunne styres.  Valutakurserne blev ikke alene gjort flydende, men de blev også særdeles ustabile. Det har en række uheldige realøkonomiske konsekvenser, idet de enkelte landes eksportører (og importører) af varer og tjenester er helt afhængige af, hvilken kurs de skal benytte til at omregne deres udenlandske indtægter og udgifter. Det spiller en helt afgørende rolle for eksportørerne, om dollar-kursen er 5 kr. eller 10 kr. Problemet er blot, at i et valuta-system med flydende kurser og frie kapitalbevægelser, har de enkelte landes regeringer stort set ingen indflydelse på, hvorledes valutakursen udvikler sig, da den er bestemt af de finansielle (overvejende spekulative) kapitalbevægelser.

Hvordan reduceres ustabiliteten i valutamarkedet?

Det spørgsmål som Tobin ønskede at besvare tilbage i 1979 var, hvorledes valutamarkederne kunne stabiliseres og noget af den pengepolitiske autonomi kunne genvindes i en global økonomi, hvor der fortsat er frie internationale kapitalbevægelser?

Udgangspunktet for hans analyse er en model, hvor den betydeligste del af de finansielle transaktioner er drevet af ønsket om at opnå kortsigtede gevinster, når renteniveauerne i de forskellige lande afviger fra hinanden. Det er en problemstilling, der involverer både nationale og internationale kapitalmarkeder. Tobin peger på det forhold, at de finansielle priser (rente, aktiekurser, valutakurser og huspriser) kan bevæge sig væk fra det niveau, der sikrer realøkonomisk balance på arbejdsmarkedet og på betalingsbalancen over for udlandet. Det er om noget en problemstilling, der har accelereret, siden Tobin fremlagde sin analyse. Omsætningen på de finansielle markeder er i dag mere end 100 gange større end på de reale markeder, hvilket bl.a. har medvirket til at skabe aktiekurs- og huspris-boblerne op gennem det seneste årti.

Tobin diskuterede som nævnt navnlig dette ustabilitetsproblem i tilknytning til valutamarkedet. Da det her er så åbenbart, at valutakursen i lange perioder på grund af spekulative kapitalbevægelser kan bevæge sig væk fra et niveau, der sikrer ligevægt på betalingsbalancen. Også her gælder det, at uligevægten på betalingsbalancen for de fleste lande har været støt stigende siden 1970erne - med USA som det særligt spektakulære eksempel.

Tobins udgangspunkt er, at det ikke er praktisk muligt (- måske endda knap nok ønskeligt) at genindføre et forbud mod internationale kapitalbevægelser, bl.a. fordi det i praksis er vanskeligt at sondre mellem de skadelige spekulative og de produktive kapitalbevægelser, såkaldt direct foreign investments. Som en grov indikator for karakteren af kapitalbevægelsen kan nævnes løbetiden for de udenlandske værdipapirer, der erhverves, benyttes. Jo kortere løbetid et værdipapir har, desto større er sandsynligheden for, at der er tale om en spekulativ transaktion.

Med dette udgangspunkt stillede Tobin spørgsmålet; om der kunne udformes en afgift på internationale kapitalbevægelser, der er høj for de kortvarige valutatransaktioner; men som ikke vil stille sig hindrende for gennemførelse af længerevarende og derfor mere seriøse transaktioner? Svaret på dette spørgsmål er overraskende enkelt, idet en ganske beskeden (omsætnings)afgift på enhver valutahandel vil have en sådan profil.

Et taleksempel for en Tobinskat

Tobin benytter et eksempel, hvor der indføres en afgift på 1 pct. af enhver valutahandel, der refunderes for alle (i princippet) momsregistrerede, det vil sige at varehandel og salg af tjenesteydelser er fritaget; men ikke turistvaluta (det kan diskuteres; men er ikke afgørende).

Benyttes valuta til køb at et udenlandsk værdipapir med ganske kort løbetid f.eks. 1 mdr., så skal der betales 1 pct. ved købet og 1pct. når værdipapiret forfalder, og valutaen skal veksles tilbage. Alt i alt 2 pct. i afgift på kun én måned, det svarer til en pro anno rente på 24 pct. Hvis det i stedet var en obligation, der løber over 3 mdr. - en såkaldt Treasury Bill, som der handles rigtig mange af - ville regnskabet se således ud 2 pct. fire gange på ét år, hvilket svarer til 8 pct. pro anno (p.a.). Er der tale om en investering der forventes at løbe over ét år, så bliver afgiften 2 pct. p.a. En investering med 10 års horisont vil derimod kun komme til at bære en effektiv afgift på (2 pct. /10) = 0,2 pct. p.a.

Tabel 1:  Tobin-skatten antages at være hhv. 0,1pct, 0,5 pct. og 1 pct. på enhver valutahandel
articles: tob_tabel.png

Kilde: egne beregninger

Tabellen viser de omkostninger omregnet til årlig rente, som en Tobin-skat (af forskellig større) vil give anledning til i forbindelse placering af et likviditetsoverskud i udlandet. Selv en meget lille Tobin-skat vil gøre det næsten prohibitivt dyrt at placere ledige midler, der skal bruges dagen efter, i udlandet (de placeres 'over night', som det hedder i bank-jargon'en). Tallene i tabellen kan tolkes, som et udtryk for, hvor store renteforskelle, der kan være mellem ind- og udland, før det kan betale sig at flytte penge over grænsen alt efter længden på investeringen. Tager vi eksemplet med en afgift på én procent og en 3 måneders investeringshorisont (hvilket er en lang periode for en finansiel institution), så skal renten i udlandet være 8 pct. højere end i indlandet, for at det kan betale sig at placere pengene i udlandet - under forudsætning af, at valutakursen forventes at forblive uændret.

Tabellen kan således også benyttes til at belyse størrelsen af de renteforskelle, som Tobin-skatten kan bidrage til at etablere mellem to (forskellige) valutaer, uden at det udløser større kapitalbevægelser mellem de to valutaområder. Det var hovedargumentet bag Tobins anbefaling af skatten, at den kunne muliggøre faste valutakurser og en vis pengepolitisk styring. Indførelse af en Tobin-skat vil medføre, at lande med en selvstændig valuta kan genvinde noget af deres pengepolitiske autonomi i en situation (som f.eks. den danske), hvor landet har forpligtiget sig til at holde en fast valutakurs og opretholde frie kapitalbevægelser over for omverdenen.

Yderligere argumenter knyttet til indførelse af en Tobin-skat

I praksis er det dog ikke helt let at introducere en sådan beskatning - uanset dens åbenbare teoretiske fordele. Det væsentligste problem knytter sig til mulighederne for at omgå beskatningen. Finansielle fordringer er uhyre mobile. Handlen med værdipapirer og underskrivelsen af finansielle lånedokumenter kan i vore moderne internettider foregå næsten, hvor som helst på kloden. Ydermere vil de fleste pengeinstitutter uden tøven være behjælpelige med, at sådanne transaktioner kan gennemføres på tilstrækkeligt eksotiske steder, så beskatning kan undgås. Dette problem kendes fra handel med stort set alle beskattede varer og tjenester. Bedst kendt er problemerne med 'grænsehandel', hvis beskatningsniveauerne eller praksis afstedkommer afgørende forskellige. Sønderjyderne kørte tidligere glade og gerne til Flensborg for at købe vin, sprit og cigaretter og samtidigt fik bilen tanket op til en lavere pris. Sådan er det ikke længere, da tyskerne har fået stort set det samme skatte- og afgiftsniveau på de fleste varer.

Men hvis et af de store lande holder sig uden for aftalen, så vil den blive gennemhullet som en si. Vi har netop oplevet hvorledes USA har holdt sig uden for Kyoto-protokollen vedr. CO2-kvoter, hvilket på nogle områder har givet USA en konkurrencemæssig fordel. Derfor er det vigtigt, at enhver aftale om at indføre en afgift på handel med valuta bliver så omfattende geografisk som overhovedet mulig. Det vil sige, at de som et minimum omfatter både USA og Europa, samt de fleste lande på de øvrige kontinenter. Hvis det lykkes, så kan disse lande i fællesskab beslutte, at en forudsætning for, at en kontrakt er gyldig og i givet fald kan håndhæves ved en domstol, er, at der er betalt den aftalte Tobin-skat. Hvis det bliver en del af aftalen, så vil de fleste investorer givetvis afstå fra at underskrive købsaftalen på et eksotisk sted, hvor der ikke er sikkerhed for, at en misligholdt lånekontrakt kan inddrives ved hjælp af domstole og fogedforretning. De fleste vil i så fald vælge at betale den nødvendige (trods alt beskedne) afgift for at sikre, at dokumentet har gyldighed og en evt. misligholdelse kan sikres gennem de sædvanlige domstole. Dette vil kræve enighed mellem de største aktører og de regulerende myndigheder og en omfattende aftale - af en karakter, der kunne minde om Verdenshandelsorganisationen, WTO's organisering.

Desuden er der stærkt delte meninger vedrørende konsekvenserne af, at Tobin-skatten vil kunne generere et ikke ubetydeligt provenu. Fortalerne for skatten fremhæver netop provenu-effekten, idet provenuet er fremkommet gennem implementering af en ikke-forvridende skat. Tværtimod er det en skat, der får den finansielle sektor til at fungere mere optimalt, samtidig med at provenuet kan benyttes til at mindske andre, og muligvis forvridende skatter. Det er en argumentation, der også høres fremført i forbindelse med de 'grønne afgifter'.  Her er forskellen blot, at Tobin-skatten ikke på samme måde, som de grønne afgifter vender den tunge ende nedad, det vil sige fordelingsmæssigt lægger en uforholdsmæssig byrde på de små og mindre indkomster.

Hvis Tobin-skatten indførtes blot i størrelsesordenen 0,1 procent, så ville den på verdensplan selv med et meget moderat skøn over størrelsen af valutaomsætningen kunne indbringe omkring $500 mia. årligt, hvilket er ca. det dobbelte af den globale udviklingsbistand, der i dag gives til de fattigste lande.

Fri-markedsøkonomer og politikere vil omvendt være stærkt kritiske. De tror ikke på, at Tobin-skatten kan forbedre de finansielle markeders funktion. De er modstandere af enhver form for statslig regulering, da de frygter, at sådanne reguleringer - og ikke mindst det dertil knyttede provenu primært vil gavne den politiske elite. De ser med dyb skepsis på ethvert reguleringsinitiativ, der udspringer fra det politiske miljø.[1] Tobin var selv af den opfattelse at det provenu, som skatten ville generere skulle kanaliseres tilbage til den finansielle sektor på en ikke forvridende måde, så sektoren blev holdt skadesløs.

Afslutning

I kølvandet på den finansielle krise, der opstod i efteråret 2008, er det blevet fremført bl.a. af både den franske og britiske regeringschef, at indførelse af en Tobin-skat kunne køle de finansielle markeder ned og herved bidrage til, at aktie- og husprisbobler blev undgået i fremtiden. Men en virkningsfuld Tobin-skat vil kræve, at den får et (næsten) globalt omfang, og at der på forhånd er truffet beslutning om, hvorledes der skal disponeres over det provenu, der uundgåeligt vil blive genereret. Der er fortsat en udbredt skepsis med hensyn til, om Tobin-skatten har en realistisk gang på jorden - uanset dens tilsyneladende positive konsekvenser for de internationale finansmarkeders funktion.

[1] Græsrodsbevægelsen Attac havde  (og har stadigvæk) en Tobin-skat som et højt prioriteret mål for deres aktiviteter.