Klasser i Danmark - replik til Anders Hadberg og Michael Voss (bidrag i Kritisk debat, dec. 2008)
Af Anders Lundkvist

Offentliggjort: 01. januar 2009
Folkekapitalisme?

Lad mig starte med, hvad vi er enige om (fordi tallene er éntydige).
Det er givet at lønkvoten gennem mange år har været faldende, profitkvoten derfor stigende. Det gælder Danmark, og det gælder resten af den rige verden. Således målt vejer kapitalindtægter tungere. Andre tal, anført af Hadberg og Voss (H/V) samt af undertegnede i decemberudgaven, peger i samme retning.
Videre er det givet at fordelingen af indkomsten og især fordelingen af formuen (nettokapitalen) bliver stadig mere skæv.
Alt i alt vejer kapitalindkomsterne tungere, samtidig med at de fordeles mere ulige.

Derefter deler vandene sig.
H/V søger at finde belæg for at den sidste tendens er så meget stærkere end den første, at det store flertal (de 90% 'fattigste') har fået meget lidt af de stigende kapitalindkomster, som i stedet er blevet 'monopoliseret' af de sidste 10% og især af den 'gyldne procent'. Derfor er almindelige lønmodtagere ikke blevet 'småspekulanter', altså delvise kapitalister.
Selv argumenterer jeg for at selv om kapitalindkomsterne overvejende - og i stigende grad - går til de rige, vejer disse indkomster stadig tungere i forhold til lønindkomster for flertallet af almindelige danskere (de 60% i midten). I den forstand er der en tendens til øget 'folkekapitalisme'.

Hvem har ret? Jeg må opfordre læseren til at studere belægget for de to synspunkter i de to bidrag til decemberudgaven. Jeg vil her gøre opmærksom på, at Tabel 4 og 5 hos H/V, der viser en moderat stigning i kapitalindkomster for de 90%, ikke inkluderer pensionsformuen1. Denne er steget med knap 10% årligt i perioden 1996 - 2005; jeg har ikke tal på, hvor meget de 90% har fået af denne voldsomme vækst, men i kraft af arbejdsmarkedspensionerne må det være en væsentlig del. Men H/V har ret i at aktiefesten har været forbeholdt de rige.

Hvad betyder krisen for udviklingen?
Der er ingen tvivl om at likvideringen af store spekulationsformuer vil øge ligheden i samfundet; det så vi i 30erne og i mindre målestok i et par år i Danmark, efter at IT-boblen brast i 2001. Heri ligger at det især er kapitalen (formuen), der vil blive mere lige fordelt.
På den anden side betyder krisen at især små virksomheder luges ud, - de går fallit eller opsluges af de store (der ofte kan trække på statshjælp). Fx går mange småbanker i Danmark og udlandet nedenom og hjem, mens mange større overtages af de endnu større. Det øger kapitalkoncentrationen indenfor erhvervslivet og mindsker konkurrencen (hvilket de borgerlige tilsyneladende ikke er bekymret for i denne tid).

Hvem tilhører arbejderklassen?
Hvis jeg forstår H/V ret, er vi enige om at lønindkomst er en nødvendig betingelse for at tilhøre arbejderklassen. Det er derfor vi alle lægger vægt på at fastslå, hvor stor en andel kapitalindkomsterne udgør af almindelige menneskers indkomst; hvis det er en stor del, er de arbejdere, hvis det er en lille andel, er de det ikke.

Men er det også en tilstrækkelig betingelse?
Hvis ja, vil det have den konsekvens at praktisk taget alle danskere tilhører arbejderklassen, for selv den gyldne procent har overvejende - omkring 75% - lønindkomster (men den øgede udbredelse af 'aflønning' i form at aktieoptioner trækker denne andel nedad).
Alligevel synes H/V at mene at lønindkomst er en tilstrækkelig betingelse, eftersom de henregner lønmodtagere i den offentlige sektor til arbejderklassen. De får jo en løn, fastlagt efter aftale - og måske konflikt - med en offentlig arbejdsgiver.

Her må jeg insistere på at de offentligt ansattes stilling i den kapitalistiske produktionsmåde er helt forskellig fra privatansattes. De står ikke overfor en profitmaksimerende kapitalist. De er - i sidste instans - ansat af alle borgere, og deres løn betales af os alle, i form af skatten. De står udenfor den arbejderklasse, som i hvert fald Marx talte om.

De kan kun inkluderes i denne klasse, hvis det hævdes at staten er éntydigt kapitalistisk, altså alene repræsenterer kapitalens (almene) interesser, hvilket da også er hvad H/V gør. Men det er en stor fejl. I et demokratisk, kapitalistisk samfund er staten dobbeltbestemt. Den skal sikre den private ejendomsret og generelt etablere kapitalens almene produktionsbetingelser (fx infrastruktur), men i kraft af demokratiet repræsenterer den også flertallet af borgeres interesser og værdier.

Vi kan hurtigt blive enige om at den aktuelle stat i alt for høj grad varetager kapitalens interesser, og i den nyliberale periode i mange henseender er kommet til at ligne private virksomheder, men dette er ikke naturgivent. Tidligere - i den Keynesianske periode - var der mere balance mellem 'pengemagt' og 'folkemagt', og sådan kan det blive igen; det er faktisk det, den politiske kamp drejer sig om. H/V's holdning er politisk farlig, fordi den leder til det gamle kommunistiske standpunkt, at staten ikke kan have nogen autonomi i forhold til kapitalens interesser, således at demokrati nærmest er skadeligt, fordi det skaber illusioner om at valg kan ændre noget.

Jeg er enig i at selve det forhold, at offentligt ansatte producerer serviceydelser (vi har stort set ingen demokratiserede industrivirksomheder) ikke diskvalificerer dem som arbejdere, men det er altså ikke pointen.2

Marxisme?
H/V støtter sig på marxistisk politisk økonomi.
Det gør jeg ikke. Det var faktisk Marx's diskussion af cirkulationsomkostninger - omtalt af H/V - i 2. Bind af Das Kapital, der tilbage i 1974 udløste min mistillid til hans økonomiske teori: Det var for indviklet og vilkårligt til at være overbevisende, og hvis dette virvar var en konsekvens af arbejdsværdilære og udbytningsteori (merværditeori), så måtte der være noget galt med disse teorier.

Det er der også.

Som pristeori fungerer arbejdsværdilæren ikke, for de relative priser kan ikke bestemmes af varernes indhold af socialt nødvendigt arbejde, såfremt vi inddrager afkastet til kapitalen ('transformationsproblemet'). Kapital kan ikke reduceres til 'ophobet' arbejde.
Som (normativ) værditeori, derimod, forekommer arbejdsværdilæren mig at være overbevisende: Arbejdet og kun arbejdet skaber værdi. Det indebærer, at det er retfærdigt at en indsats honoreres, mens det er uretfærdigt at ikke-indsats (det blotte eje af kapital) afkaster en indkomst. Eje som sådan skaber ikke noget som helst, og når kapitalejerne tilegner sig værdi (kapitalindkomster) er det taget op af lommerne på de eneste produktive, nemlig arbejderne.3

For at nå denne konklusion om udbytning behøver man ikke Marx's merværditeori. Denne er kritisabel af flere grunde. For det første er den uaktuel, fordi der er utroværdigt at bestemme lønnen som lig med arbejdernes subsistensomkostninger (arbejdskraftens reproduktionsomkostninger). For det andet er den logisk uholdbar, fordi lønarbejdet er forudsat som frit arbejde, men hvis arbejderen sælger sin arbejdskraft, sælger han sig selv, hvilket forvandler ham til slave. Derfor er det arbejdet, og ikke arbejdskraften, der sælges. Under kapitalismen kan alt sælges og dermed gøres til vare, - undtagen arbejdskraften.

Der er visse tegn på, at marxistisk økonomisk teori er ved at få en renæssance, nu da den uhæmmede kapitalisme har spillet fallit. Das Kapital siges at gå som varmt brød i Tyskland.
Jeg bliver træt ved tanken om en Marx revival. Jo, man kan lære en masse af Marx, som af Aristoteles og de andre kloge gutter. Men hvis en moderne kapitalisme-kritik skal presses ind i et marxistisk korset, bliver den ineffektiv. Det er der som nævnt teoretiske grunde til, men den dybe grund er at marxismen forudsætter en arbejderklasse, hvilket er en forudsætning der synes at smuldre. Kapitalens modmagt er i dag almengjort til at være demokratiet, dvs. os alle sammen som ligeværdige borgere.

Noter

1Indbetalinger til private pensionsordninger indgår (negativt) i Tabel 4, men det forventede fremtidige afkast, når man bliver pensioneret, indgår ikke.

2Men jeg er uenig i opdelingen, hvor kun industriarbejdere - der fremstiller fysiske varer - er produktive, mens servicearbejdere i cirkulationssfæren blot formidler det allerede skabte. Det stammer fra Marx's mærkelige idé om at kun arbejde, der resulterer i et materielt resultat, er værdiskabende. Derfor indgik servicearbejde ikke i beregningen af det sovjetiske nationalprodukt. Kan man virkelig fastholde dette i informationsalderen? Sjovt nok læner borgerlig mytologi sig op af dette synspunkt, når de taler om at 'værdierne' skabes i den private sektor, mens den offentlige sektor nærmest pr. definition er uproduktiv (og derfor parasitisk, fordi den finansieres med skatter).

Den relevante opdeling går i stedet mellem den produktive sektor og den finansielle sektor, hvor den første fremstiller noget (varer eller service), mens den sidste blot sender penge rundt i systemet (ideelt skal den formidle opsparing til investering).

3I 'Kritik af Privatarbejdet. 1.Del: Simpel vareproduktion', forlaget GMT 1981, giver jeg i kapitel 9 en udførlig kritik af Marx's vare- og pengeteori.