Pensionssystemet gør ikke arbejdere til kapitalister
Af Anders Hadberg & Michael Voss

Offentliggjort: 01. december 2008
­1. Indledning

Decembernummeret 2008 af Kritisk Debat havde klasseanalyse som tema. Vi skrev en af artiklerne, Anders Lundkvist en anden, men disse to artikler havde vidt forskelligt udgangspunkt og formål.

Vi forsøgte at udvikle den marxistiske klasseanalyse, så den kan bruges til at beskrive kapitalismen i dag og først og fremmest bruges til at udvikle en antikapitalistisk strategi og taktik.

Anders Lundkvist derimod argumenterede for, at "...klassebegrebet [ikke] er velegnet til at forstå de afgørende brudflader og de afgørende kampe i vore dages samfund." Det er jo ikke et ukendt synspunkt hverken blandt politikere, samfundsvidenskabsfolk eller deltagere i samfundsdebatten.

Alligevel så vi frem til et spændende modspil, der kunne udfordre vores analyse og dermed enten så afgørende tvivl om den eller bidrage til en udvikling og præcisering af den. Ikke mindst fordi vi kender AL's seriøse analyser af kapitalismen i Danmark, hans skarpe kritik af den førte økonomiske politik og hans grundlæggende solidariske og socialistiske udgangspunkt.

Men her må vi erkende, at vi blev noget skuffede over artiklen "Fra arbejderklassen til den demokratiske sektor". AL bringer en række påstande til torvs

-          som borgerlige og socialdemokrater har fremført i årevis a la "arbejderklassen er blevet borgerliggjorte småkapitalister".

- der ikke på nogen måde udvikles analytisk af hverken marxistiske eller andre samfundsvidenskabelige begreber, men tværtimod springer uformidlet rundt mellem niveauerne, som når han f.eks. argumenterer mod eksistensen af en arbejderklasse med objektivt fælles vilkår ud fra opløsningstendenser i arbejderklassens traditionelle organisationer eller ud fra konjunkturbestemte kamperfaringer fra en periode på 10-15 år.

- som han hverken dokumenterer eller sandsynliggør med empirisk materiale

Ikke desto mindre vil vi i denne artikel tage diskussionen op med AL, fordi han repræsenterer et udbredt synspunkt, også på venstrefløjen - og fordi vi mener at kunne styrke grundlaget for vores egen opfattelse. Om det lykkes, må jo være op til læserne.

2. Deltidskapitalisterne

L's hovedsynspunkt er, at klassesamfundet er blevet erstattet af demokrati og folkekapitalisme, og lønarbejderne ikke længere udgør en arbejderklasse, men er blevet folkekapitalister eller deltidskapitalister:

* "Det store flertal af lønarbejdere er blevet deltidskapitalister, dvs. en del af indkomsten er kapitalindkomster, og denne andel er stigende."

* "Flere og flere 'lønarbejdere' er også kapitalister, fordi de med stigende velstand får et stadigt større overskud, der investeres med henblik på afkast."

* "Kapitalindkomster vejer generelt stedse tungere i forhold til lønindkomster, og det gælder også for de fleste almindelige lønarbejdere."

Hvis AL har ret i, at en betydelig og stigende del af lønarbejdernes indkomster kommer fra kapitalindkomst, altså profit og anden forrentning af kapital, så vil omvendt arbejderne ikke længere være afhængige af at sælge deres arbejdskraft, og deres objektive materielle forhold ville ikke kunne defineres ud fra dette forhold og ud fra, at de afgiver en del af deres arbejdskraft i udbytningsprocessen.

I første omgang må vi slå fast, at AL ikke på nogen måde dokumenterer, at dette er tilfældet. AL henviser til:

- almindelige investeringer
- friværdi i boliger
- pensionsopsparing

Allerede i vores første artikel påviste vi, at arbejderklassen ikke har fået en større relativ indkomst gennem kapitalforrentning. Vi argumenterede også for, at arbejderklassen som helhed ikke har tilegnet sig en stigende del af samfundsproduktet gennem ejerskab af egen bolig, men at friværdi-begrebet snarere har forstærket indtægts- og formueulighed mellem kapitalistklasse og arbejderklasse.

I denne artikel vil vi se nærmere på pensionsopsparingen, som jo ganske rigtig giver lønarbejderne en form for ejerskab af kapital og indtægter fra forrentningen af denne kapital.

AL har ikke i sin artikel specifikke tal omkring pensionsopsparingens omfang, men kun et par formentlig'er. Vi har prøvet at se på tallene, og de bekræfter mildest talt ikke AL's tese.

Vi kan konstatere, at det samlede pensionsopsparingssystem fastholder og forstærker uligheden mellem de rigestes, dvs. kapitalistklassens, formuer og arbejderklassens. Det kan ses på tre måder: gennem (1) pensionsindbetalinger, (2) pensionsformuerne, og (3) pensionsudbetalingerne. I det følgende vil vi gennemgå de tre forhold for at dokumentere, hvorledes pensionssystemet skævvrider fordelingen mellem klasserne.

2.1. Skævvridning 1: Pensionsindbetalingerne

Den første måde pensionssystemet afslører en skævvridning mod den øverste top af indkomstpyramiden er ved pensionsindbetalingerne.

I tabel 1 nedenfor er vist, hvorledes fordelingen af indskud på pensionsopsparinger fordelte sig i 2005 på indkomstgrupper.
Tabel 1. Danskernes pensionsindskud inkl. ATP i 2005 , fordelt på indkomstgrupper



Pensionsindskud i alt inkl. ATP

Disponibel indkomst (kr.)

Andel af indskydere

Beløb
(mio. kr.)

Pct. af
pensionssum

Gns.
indkomst

Under 100.000

10%

1.123

1%

51

100.001-200.000

23%

4.613

5%

152

200.001-300.000

26%

17.006

17%

254

300.001-400.000

24%

24.318

25%

345

400.001-500.000

9%

14.623

15%

442

500.001-750.000

7%

16.959

17%

590

Over 750.000

2%

20.400

21%

1.174

Kilde: Skatteministeriet (2008: Bilagstabel 1) og egne beregninger.


Tabel 1 viser, at er der er en enormt skæv fordeling af pensionsindskud - og dermed af fordelingen  pensionsformuen og således af afkastet.

Tabel 1 viser nemlig, at de 2 pct. af danskerne med den højeste indkomst i 2005 stod for 21 pct. af de samlede pensionsindskud, altså 1/5. Samtidig kan det ses, at de 18 pct. højest lønnede stod for 53 pct. af danskernes samlede pensionsindskud i 2005!

Det er med andre ord en enorm skævvridning i, hvor mange pensionsmidler forskellige grupper i det danske samfund sparer op i pensionssystemet. Denne skævvridning favoriserer med al tydelighed toppen af indkomstpyramiden. Vi har i vores første artikel i december vist, at de øverste indkomstlag er knyttet tæt til klassen af kapitalejere i Danmark (Hadberg & Voss 2008: Tabel 4 & 5)[i].

Socialforskningsinstituttet (SFI 2008a)[ii] lavede i 2008 en analyse af danskernes indbetalinger til pension i 1995 og 2005. Her viste det sig, at den gennemsnitlige indbetaling var steget fra 6,5 pct. af den disponible indkomst i 1995 til 8,5 pct. i 2005. I de arbejdsgiver administrerede ordninger er sket en udvikling mod, at en større gruppe betaler en større andel af indkomsten. Imidlertid er det meget markant, at de rigeste grupper betaler en stadig større andel af indkomsten til denne pensionsordning. Fx indbetalte median indskyderen i 1995 4,8 pct. og i 2005 8,3 pct. Heroverfor betalte 99.percentil i 1995 17,8 pct. og 25,5 pct. i 2005 (SFI 2008: Figur 3.2A, og p. 58-9).

Hvad angår de privattegnede ordninger, er der faktisk sket et fald i indbetalingerne. Men der er stadig en meget skæv fordeling i indbetalingerne. Det vil sige, at de privattegnede ordninger primært er opretholdt af de allerøverste indkomstlag, der indbetaler en stor andel af indkomsten. I 1995 var det for hhv. medianen og 99.percentil 2,7 pct. og 30,8 pct. I 2005 var de samme indbetalingsrater 2,3 pct. og 28,5 pct. af indkomsten henholdsvis (SFI 2008: Tabel 3.3A).

Det er vigtigt at pointere, at den største opsparing sker gennem arbejdsmarkedspensionerne.

2.2. Skævvridning 2: Pensionsformuerne

Indtil videre har vi set, at der er en stærk sammenhæng mellem indkomst/socioøkonomiske status og indbetaling til pension. Imidlertid er der god grund til også at se på sammenhængen mellem indkomst og pensionsformue, således, at vi kan bekræfte, at 2005 ikke var et misvisende eksempel på fordelingen af pensionsindbetalinger og dermed -formuer.

SocialForskningsInstituttet (SFI 2007)[iii] foretog i 2007 en deskriptiv undersøgelse af danskernes pensionsopsparinger. Her undersøgtes bl.a. sammenhængen mellem indkomsten og pensionsformuen. Altså ikke blot hvor meget der indbetaltes, men hvor meget der var akkumuleret hos den enkelte (se SFI 2007: tabel 4.2 for uddybende omkring sammenhængen).

Her var konklusionen - i hvad der nærmest er en gentagelse af det ovenstående - at

"Overordnet set er der som forventet en pæn sammenhæng mellem indkomsterne og den samlede formue, og sammenhængen er især kraftig i 1.-2. decil og i 9.-10. decil. Sammenhængen stiger desuden med alderen." (SFI 2007: 58)

I pensionssystemet tildrager med andre ord de øverste indkomstgrupper, dvs. direktører, topledere, højtstående funktionærer med videre, sig den overvejende andel af pensionsformuen og dermed det afkast, som pensionsselskaberne genererer fra deres investeringer i forskellige privatkapitalistiske virksomheder.

Pensionssystemet er med andre ord med til reproducere kapitalismens fordelingsnøgle, hvor de øverste rige grupper aftager den væsentligste del af profitmassen.

2.3. Skævvridning 3: Pensionsudbetalinger

Selv om kapitalistklassen (+ højere funktionærer, mellemledere, højtlønnede konsulenter mm) øger deres andel af den samlede formue på bekostning af arbejderklassen, kunne man jo godt forestille sig, at lønarbejderne alligevel var blevet småkapitalister, bare med vægt på "små".

Det forudsætter, at lønarbejdernes indtægt fra kapitalforrentning er blevet så stor - eller på vej til at blive så stor - at den har/får en betydende indflydelse på deres leveforhold. Kapitalindkomst skal om ikke fylde mere end lønindkomst, men dog så meget, at arbejderne ikke længere har et objektivt modsætningsforhold til kapitalen

Her er det altså ikke nok - ikke engang afgørende - at se på pensionsindbetalinger eller pensionsformue. Vi må se på pensionsudbetalingerne, men ikke primært på de samlede udbetalinger. Den del af udbetalingerne, som svarer til indbetalingerne, er jo ikke på nogen måde kapitalindkomst eller profit. Det er en andel af vores lønindkomst, som vi har sparet op (eller rettere er blevet tvunget til at spare op), og som vi får udbetalt i pensionsalderen.

Altså må vi se på, hvor meget en lønarbejder modtager i reel forrentning (minus inflation, plus/minus skat) af sit indskud. Det er kapitalindkomsten. Dette beløb må vi sætte i forhold til enten arbejderens livsindkomst eller til arbejderens samlede pension, dvs. indkomst efter pensionering.

Desværre har det ikke været muligt at finde fremskrivninger af pensionsudbetalinger opdelt på komponenter og på forskellige socio-økonomiske/indkomstmæssige fordelinger.

Men vi kan i stedet lave en simpel fremskrivning af en pensionsopsparing, der kan illustrere andelen af kapitalindkomsten i pensionsudbetalingen.

Med udgangspunkt i en arbejders løn på 250.000 kr. laver vi et eksempel, hvor vi antager, at lønnen stiger realt 2% om året, pensionsformuen vokser med en real forrentning på 3 % og hvert år indbetales 10% af indkomsten. Vi fremskriver opsparingen 30 år.

Tabel 3. Hypotetisk fremskrivning af pensionsopsparing hos lønarbejder, 1000 kr.

År

Opsparing

Kapitalafkast

Lønindskud

30 år

1.540

524

1.014

Pct. af opsparing



34%

66%


Vores regneeksempel i tabel 3 viser, at ca. en tredjedel af opsparingen i arbejdsmarkedspensionen stammer fra kapitalafkast efter 30 års opsparing.

Der er flere forhold at tage i betragtning i vurderingen af kapitalindkomstens størrelse her. Arbejdsmarkedspensionen udgør blot en andel af den samlede indkomst for pensionister, andre væsentlige kilder er her folkepension. I en opgørelse fra Socialministeriet 2005, vurderes det at arbejdsmarkedspensionerne i gennemsnit for alle opsparere vil udgøre omkring 50 pct. af indkomsten for pensionister i 2050[iv]. Derfor vil der - hvis vi blot tager den gennemsnitlige indkomst som udtryk for arbejderens indkomst i pensionsalderen - være tale om en andel af indkomsten fra kapitalindkomst på omkring 17 pct. i vores tænkte eksempel. Vi må her huske på at arbejderne langt fra modtager samme niveau af arbejdsmarkedspension som de øverste indkomstlag, jf. afsnit 2.1 og 2.2 ovenfor.

Selv hvis AL vil hævde, at 17 % udgør en betydelig del af den samlede indkomst, må vi minde om, at det kun er i pensionsalderen, at denne kapitalindkomst udgør en del af den samlede indkomst. Set i forhold til livstidsindkomsten hos en gennemsnitlig arbejder vil andelen af kapitalindkomsten være lille - i vores beregningstilfælde omkring 5-8 % af livsindkomsten for en SOSU-hjælper ifølge tal fra SFI (2008b)[v].

Dertil kommer, at i de år, hvor lønarbejderne er erhvervsaktive, er de 100 % afhængige af lønindkomst. Hvilket igen vil sige, at deres objektive situation som lønarbejdere, der er nødt til at sælge deres arbejdskraft, i disse år er nøjagtigt, som den altid har været - også før arbejdere havde pensionsopsparing.

Endelig må man huske, at lønarbejdernes pensionsopsparing udspringer af deres position som lønarbejdere, der må sælge deres arbejdskraft. Hvis ikke de sælger deres arbejdskraft, bliver de ikke del af en arbejdsmarkedspensionsordning eller får mulighed at spare op på en anden måde. Og størrelsen af den kapitalindkomst, som forrentningen af pensionsopsparingen udgør, er afhængig af, hvor meget de tjener ved at sælge deres arbejdskraft. Pensionsopsparingen - selv med et vist element af profitindtægt - annullerer altså ikke modsætningsforholdet mellem arbejderklasse og kapital, og det undergraver ikke lønarbejdernes objektive interesse i at sikre sig den størst mulige lønindkomst på bekostning af arbejdsgivernes profit.

3. Staten og de offentligt ansatte

AL's anden hovedpåstand er, at fremkomsten af en stor offentlig sektor får arbejderklassen til at "implodere" og fjerner arbejderklassens objektive interesse i at afskaffe kapitalismen.

AL skriver: "Hertil kommer, at en tredjedel af lønmodtagerne i Danmark er offentligt ansatte og derfor ikke står i et modsætningsforhold til private kapitalejere".

Om de offentligt ansatte har tilstrækkeligt mange objektive fællesinteresser med private lønarbejdere (den traditionelle definition af arbejderklasse), er et helt afgørende spørgsmål, som vi behandlede i vores første artikel.

Hvad angår lønniveau, mangel på indflydelse på egen arbejdssituation, hierarkiske organiseringsformer og industrielle arbejdsformer (tidsstudier, ekstrem arbejdsdeling), er det efter vores mening åbenlyst, at store dele af de offentligt ansatte ikke alene har løn-, arbejds- og leveforhold, der ligner de privat ansattes - men at mange af de offentligt ansatte nærmest påtvinges arbejdsorganiseringsformer, som begynder at forsvinde i fremstillingsindustrien.

Samtidig vil vi fastholde, at de offentligt ansatte lønarbejdere (minus dem i højere ledelsesstillinger) faktisk står i et objektivt modsætningsforhold til kapitalen - modsat AL's påstand. Som vi skrev i vores første artikel:

"Privat ansatte i cirkulationssfæren og offentligt ansatte er underlagt samme udbytningsmekanisme, der konstant søger at presse lønnen ned og tempoet op, altså at reducere omkostninger. Nedskæringerne i den offentlige sektor, der har til formål at få tempoet op og reducere omkostningerne for samme ydelse, modsvarer altså den logik, som gælder for den cirkulerende kapital."

Som supplement til eksklusionen af de offentligt ansatte fra arbejderklassen introducerer AL begrebet "demokratiet". Det er en klassisk borgerlig mystifikation, som normalt bliver sat i modsætning til socialisme.

AL definerer aldrig, om han opfatter "demokratiet" som en samfundsform, der har erstattet eller modificeret kapitalismen, eller - som vi mener - en politisk styreform, som kan tages i anvendelse af kapitalismen af mange grunde, bl.a.

- fordi det bedre formidler modsætninger inden for kapitalismen
- fordi det imødekommer en række demokratiske krav fra arbejderklassen
- fordi kapitalistklassen kan mindske risikoen for opgør med systemet ved at fungere "med et menneskeligt ansigt"

Men i al sin mangel på begrebsmæssig præcision får AL i hvert fald til dels gjort det til et samfundssystem, i og med at han hævder, at "demokratiet" blev vundet bl.a. "ved at den demokratiske styrede sektor voksede støt og roligt frem til og med 80'erne". Man kunne spørge, om demokratiet så igen er blevet tabt under Fogh-regeringen. For AL er dette samfundssystem åbenbart noget, der kommer og går med de politiske konjunkturer.

Med disse betragtninger får AL endegyldigt løsrevet sig fra enhver klasseforståelse af samfundet (hvilket han sikkert vil tage som en kompliment), men også fra ethvert forsøg på at anvende en historisk materialistisk tilgang til samfundsfænomener.

Som eksempel på at kampen om demokratiet har erstattet kampen mod kapitalen og mod kapitalismens udbytnings- og undertrykkelsesformer, anfører AL de offentligt ansattes overenskomstkamp, deres kamp mod forringede arbejdsvilkår og privatisering og deres kamp - sammen med brugergrupper - for at fastholde en række velfærdsydelser.

Men disse konflikter er på alle måder klassekamp. Selv om privatkapitalen ikke er direkte synlig i disse konflikter, så lurer de - ikke specielt godt kamoufleret - i baggrunden med deres evige krav om en sænke de offentlige udgifter og om privatisering. Egentlig synes vi, at AL burde kunne få øje på privatkapitalen og kapitalistklassen bag kampen om velfærden og den offentlige sektor, også selv om han ikke lige frem kaster sig ud i en dybtgående analyse af de underliggende økonomiske bevægelser og grundlæggende magtforhold i samfundet.

På den ene side har kapitalen behov for at slippe billigst muligt fra at få løst de opgaver, som stat og kommuner står for. Opgaver, som er nødvendige for selve produktionen eller leveringen af private tjenesteydelser (f.eks. infrastruktur, uddannelse af arbejdskraften, lov og orden), eller opgaver, som er udtryk for sociale velfærdsordninger og overførselsydelser, arbejderklassen har tilkæmpet sig retten til, og som kapitalen "leverer" via det offentlige. Samtidig ønsker dele af kapitalen at lægge udførelsen af flere og flere af disse opgaver direkte under den privatejede profitproduktion

På den anden side har arbejderklassen en interesse i at fastholde og øge omfanget og kvaliteten af disse velfærdsydelser og overførselsydelser, lige som den offentligt ansatte del af arbejderklassen har en interesse i at mindske det gratis merarbejde, de yder, ved at øge lønnen, mindske arbejdstiden eller mindske arbejdspresset, samt en interesse i at øge kvaliteten i arbejdslivet ved at øge kvaliteten i de ydelser, de leverer.

Det afføder kampen om velfærden eller kampen om den offentlige sektor. Det er ikke identisk med modsætningen mellem arbejde og kapital om udbytningen i selve produktionen, men det er de samme grundlæggende magtforhold og de samme økonomiske mekanismer, der ligger under. Kampen om den offentlige sektor er defineret af forholdet mellem på den ene side en klasse, der ejer kapital, sætter den i bevægelse og opsamler profit, og på den anden side en arbejderklasse, der sælger sin arbejdskraft. De er defineret af, at vi lever i et kapitalistisk samfund.

Derfor vil kampen om velfærden heller aldrig bliver vundet af "demokratiet", men derimod blive afgjort af styrkeforholdene mellem klasserne. I sidste ende vinder vi kun AL's "demokrati", hvis arbejderklassen bliver i stand til at gennemføre det nødvendige opgør med kapitalismen og erstatte den med et socialistisk samfund.

4. Mere debat

Alt i alt vil vi tillade os at konkludere, at det ikke er lykkedes AL at overbevise om, at arbejderklassen ikke længere er arbejderklasse. AL har ikke påvist nye faktorer og udviklinger, som grundlæggende har ændret arbejderklassen placering i forhold til kapitalen i et kapitalistisk samfund.

Dermed er det ikke sagt, at vores analyse, som vi præsenterede i sidste nummer, og som vi yderligere har argumenteret for her, holder 100 % vand. Det må naturligvis være til stadig diskussion.

Derudover har vi indtil nu kun lagt det basale grundlag for en analyse af arbejderklassen i dagens Danmark. Som vi opridsede i den første artikel, står mange spørgsmål tilbage.

Vi vil endnu engang opfordre andre til at melde ind, både med kritik af vores grundpræmisser og med bidrag til udvikling og præcisering af analysen.

[i] Hadberg & Voss (2008): "Arbejderklassen i Danmark", i Kritisk Debat, december 2008, 44. udgave, 5 årgang.

[ii] Socialforskningsinstituttet (2008a): Danskernes inbetalinger til pension. Socialforskningsinstituttet. København

[iii] Socialforskningsinstituttet (2007): Danskernes pensionsopsparinger. En deskriptiv analyse. Socialforskningsinsituttet, København.

[iv] Socialministeriet (2005): National strategirapport om det danske pensionssystem, tilgængelig på: http://www.social.dk/netpublikationer/2005/p7dpen0707/

[v] Socialforskningsinstituttet [Deding, M. & Weatherall, C.] (2008b): Livsindkomst i kvinde og mandefag. Notat d. 22.april 2008. Socialforskningsinstituttet. København