Projekt: Vi gør det sgu!

Af: Peter og Niels

Denne artikel udspringer af en klassisk samtale, der ofte finder sted sent om aftenen og handler om den ulige fordeling af ressourcer i verden. Projekt "Vi gør det sgu!" er ikke som sådan et forsøg på en løsning af dette problem men handler derimod om ikke at lade sig paralysere af problemets størrelse og bare gøre, hvad man kan. Ideen er virkelig simpel og handler om, at man - ved at køre til Afrika og uddele mad blandt sultende mennesker - vil kunne gøre en forskel. Det er den umiddelbare plan, selvom en af de indledende faser naturligvis bliver at fastslå præcis, hvor vi skal tage hen, og hvad vi skal uddele. Det fremstår for os som et problem, at al kontakt mellem os, der har meget, og dem, der har lidt, faciliteres gennem systemer, så som staten og nødhjælpsorganisationer. Vi har længe følt os fremmedgjorte for de mennesker der sulter i verden, og grunden til at vi har været i stand til at stå til, er at den eneste indflydelse de har haft på vores liv, har været et sagte dræn på vores bankkonti. Det er vores indtryk, at flere mennesker føler denne fremmedgørelse, alene baseret på det faktum at så lidt gøres. Med projekt "Vi gør det sgu!" forsøger vi at kaste denne fremmedgørelse af os ved at tilgå problemet meget konkret og vise, at magten til at forbedre sin omverden er iboende i det enkelte menneske og ikke afhænger af nogen form for social maskine. Artiklen har til formål at udpensle det teoretiske og ideologiske grundlag for projektet.

Moral er et stort emne, men vi er ikke interesserede i at bevæge os ud i en meta-etisk diskussion. For os er etik meget praktisk (i hvert fald i denne sammenhæng) og et simpelt forsøg på at formulere en moral, som - hvis håndhævet - ville komme 1 milliard sultende mennesker i en verden fuld af mad til gode, kunne være: "Smerte er ondt og glæde er godt." De, der kender fyren, vil øjeblikkeligt se Benthams hedonistiske utilitarisme skinne igennem, og vi anerkender blankt, at der er voldsomme problemer med en sådan etik, men det er bare ikke relevant i denne sammenhæng. Denne etiske formulering skal ikke trækkes længere ud end til at sige, at vores del af verden, som sidder på en overflod af ressourcer, etisk set burde dele mere med den tredje verden, der desperat mangler det, vi har, hvis man godtager, at smerte er ondt og at glæde er godt.

Måske kan man snakke om at være moralsk og at handle moralsk. Videreført kan man snakke om, hvorvidt man kan være moralsk uden at handle moralsk. For at kunne snakke om det, må man dog nok hellere lige definere en moralsk handling. Det vi nemlig har diskuteret meget, er hvordan det at stemme på et politisk parti som man er enig med, eller støtte en organisation som gør det, man mener er godt, ikke så meget er en moralsk handling som en moralsk meningstilkendegivelse. Der ligger selvfølgelig en konkret handling i det at stemme eller sende penge, og vi underkender på ingen måde det arbejde, som nødhjælpsorganisationer og andre organisationer med hjertet på rette sted udfører. Det, vi ser et problem med, er hvordan forståelsen af selvet som et moralsk individ virker inkompatibelt med den ansvarsfralæggelse og frivillige fremmedgørelse, der udspringer af at forvalte sin moral gennem donation og stemmeafgivning. Naturligvis er nødhjælpsorganisationer afhængige af en relativt bred folkelig opbakning, og det kan aldrig moralsk fordømmes at yde denne støtte, men i jagten på at opnå den moralske selvopfattelse, mener vi ikke at det er nok.

Den ideologiske basis for vores projekt kan altså opstilles i en bastard-logisk følge, således:

Vi ønsker at forstå os selv som moralske mennesker, altså at gøre det gode.

• At stemme på sympatiske partier eller støtte sympatiske organisationer er tættere på at være en meningstilkendegivelse end en handling.
• At sætte sig ind i en bil og køre til Afrika for at dele så meget mad ud, som vi realistisk set kan komme af sted med, er en moralsk handling.
• Derfor gør vi det. Sgu.

Vores projekt går altså i det store hele ud på at køre til Afrika og enten - sponsoreret eller for egne penge - købe så meget mad, som vi kan, og fordele det blandt mennesker, der sulter. Rent praktisk er der selvfølgelig en masse planlægning, der kommer til at foregå, før nøglen drejes i tændingen, men vi forestiller os, at dette projekt er til at bide over. Det er derfor vi gør det.

Men

Der er masser af indvendinger imod et projekt af denne type, og siden vi her har fået muligheden for at forklare os på skrift, kan vi ligeså godt komme de mest åbenlyse i forkøbet samt adressere et par af de spørgsmål, vi forestiller os, vil blive stillet.

Det er ikke effektivt!

Et klassisk utilitaristisk argument kunne passende lyde sådan. Og nej, det er rigtigt, at de ressourcer, vi kommer til at bruge på at fragte os selv til Afrika og distribuere den mad, vi kan få fat i, kunne række længere - måske ti gange længere gennem en nødhjælpsorganisation. Man kunne drage nødhjælpsorganisationers integritet i tvivl, men den hjælp behøver vores argument slet ikke (og det har vi desuden ikke noget belæg for at gøre), for det handler ikke om, hvad man kunne gøre med de penge, men hvad vi gør med de penge. Alle, der har et fjernsyn, har brugt penge på noget, der er meget ineffektivt som nødhjælp. Faktum er jo bare at vi ikke lever på en sten, og sender alle de penge der ikke holder os i live, til andre der har mere brug for dem. Vi anerkender vores menneskelige åndelige svaghed, uden nødvendigvis at se det som noget uønskværdigt. For vi er alle sammen mennesker - også de mennesker, vi gerne vil redde, og når man opstiller et stort system til at mediere mellem mennesker, der har meget, og mennesker, der har lidt, så kan de mennesker, der har meget, godt komme til at føle, at de står og smider deres penge ind i en maskine i stedet for i hænderne på andre mennesker. Sådan har vi det også. Ikke ud af mistro til at vores penge gør gavn, men ud fra en grundlæggende opfattelse af os selv som forbrugere i Vesten, der overfører penge til en verden, vi kun kender fra TV. Der er ikke tale om den moralske selvopfattelse, vi leder efter.

For det er altså bare nemt - og til at gå til - at køre til Afrika i en bil og uddele mad. Vi vil gerne vise for andre, men også for os selv, at der ikke behøver ligge noget mellem mennesker der har brug for hjælp, og mennesker der gerne vil hjælpe. Det behøver ikke være en nødhjælpsorganisation, der arrangerer et 4 måneders ophold i Tanzania, hvor man hjælper med at bygge skoler og hospitaler. Det er rent faktisk muligt bare at tage derned og give en hånd. Pointen med Projekt "Vi gør det sgu" er, at vi nægter at tro på, at der skulle være store problemer forbundet med gerne at ville hjælpe mennesker i nød. Måske er det forfærdeligt naivt, men det vil vi så finde ud af.

Det gør ikke nogen forskel.

Det kommer an på, hvordan man ser det. Måske kan vi redde 10 mennesker fra at dø af sult (umiddelbart), og måske dør der samme dag 16.000 andre af sult (- et tal vi har hørt. Det er noget i den stil, der dør hver dag). Kun rent statistisk kan man argumentere for, at det ikke gør nogen reel forskel. 10 mennesker, der ikke dør, er virkelig godt. Man kunne drive sig selv til vanvid ved rent faktisk at prøve at begribe den desperate galskab, der ligger i at (omkring) 16.000 mennesker dør af sult hver dag, men det sker, og det kan vi ikke afhjælpe bare sådan. At argumentere for at man ligeså godt kan lade være med at gøre noget, hvis man ikke kan gøre mere end det, vi gør, er at fastholde en opfattelse af, at der ikke er noget at gøre. For det kommer sgu ikke til at ske, at hele verden pludselig slutter fred, bliver venner og deler alt. De 16.000 mennesker om dagen er en statistik, der kommer til at forfølge os længe endnu, men det må vi ikke lade os paralysere af. For vi kan gøre noget!

Hvorfor en bil, det giver jo ikke mening?

Bevares, en flybillet havde været nemmere, hurtigere og billigere. Dog er der endnu et aspekt af dette projekt, hvad man kunne kalde det æstetiske eller måske endda det romantiske. At flyve til Afrika er sikkert fedt, men - for at gøre brug af et dårligt ordspil - er det vigtigt for os, at dette projekt holdes nede på jorden. Vi vil gerne mærke distancen og føle overgangen fra vores del af verden til deres. Vi kan godt bringe ordet fremmedgørelse på banen igen og snakke om, hvordan en rejse over land hjælper med til at situere os i verden og cementere, at vi rent faktisk bor på den samme klode, som de mennesker, der lever helt forfærdelige liv. At flyve til Afrika er lidt som at flyve til en fremmed planet, med mindre man kigger ud af vinduet hele vejen. Men mest af alt handler det om, at vi gerne vil. Vi vil gerne køre derned, fordi det ville være et eventyr, og det ville sætte vores destination i relief at have de mange tusinde kilometer i ryggen. For dette projekt handler jo netop ikke om, hvordan man mest effektivt organiserer og finansierer mest mulig nødhjælp. Nærmest det modsatte. Det handler om, at vi er to idioter, der drikker for meget og ikke rigtig ved noget om, hvordan verden fungerer, men at vi gerne vil hjælpe, og at vi ser dette som noget at gøre, og vi gør det sgu.

Hvorfor anonymitet?

Vi vil gerne inspirere andre til at tage ud i verden og hjælpe på en konkret måde, men det kan sagtens lade sig gøre uden at stå frem med navn, og vi er ikke interesserede i at skulle forsvare os mod den anklage, der hedder, at vi kun gør dette for at promovere os selv. Det er ikke, fordi vi ønsker at være maskerede hævnere, men hvem, vi er, er bare ikke så vigtigt. Det er handlingen, ikke os, det handler om.

Og du har ingen undskyldning

Pointen med nødhjælp udenom de organisationer, der rent faktisk ved, hvad de laver, er at forsøge at bringe ansvarsfølelsen tilbage i mennesket. Det lyder jo sindssygt flot og umuligt ambitiøst, men mennesket er bare ham/hende der ser hvad vi laver, og groover lidt på ideen. Man kan ikke støtte Projekt "Vi gør det sgu" med 100 kr. over SMS, og der er ingen koncerter, hvor overskuddet går til vores benzin. Man kan sætte sig ind i sin bil (eller - hvis man ikke har en - købe en gammel smadderkasse, som vi har planer om) og køre et sted hen, hvor man kan gøre en forskel. Og gøre den. Hvis man gerne vil hjælpe men ikke føler, at man har tid i dagligdagen til at rejse ud og hjælpe, så kan man donere til nødhjælpsorganisationer (hvilket vi for øvrigt ikke har planer om at stoppe med på grund af dette projekt), og derved kunne der godt være mennesker, der ville være døde, som lever videre. Men hvis man mener, at det er moralsk at hjælpe nødlidende mennesker, og man ønsker at være moralsk og forstå sig selv sådan, så tror vi ikke på, at det er nok. Vi kan naturligvis ikke svare for andre menneskers sjælefred, og dette er bare et projekt, der kommer til at involvere os to, men vores moralske selvopfattelse kan ikke opretholdes af månedlige (eller ugentlige, eller daglige) donationer til velgørenhed eller en stemme på partier, der kan handle på vores vegne. Vi tager af sted, fordi det hjælper, og fordi vi kan, og det er nok det eneste argument, vi har brug for.