Verdensøkonomiens lokomotiv såvel som udviklingsland

Af: Joachim Bischoff

Kommentaren blev bragt i tidsskriftet Sozialismus www.sozialismus.de den 31.1.2010.                   

Vi bringer her Joachim Bischoffs kommentar for at give vores læsere et kortfattet overblik over den aktuelle økonomiske situation i Kina og de tendenser, der er under udvikling på verdensmarkedet.

Kinas økonomiske udvikling er i hele verden genstand for en kritisk analyse.  Kina har reageret politisk konsekvent i den store finans- og økonomiske krise og har igennem et stort konjunkturprogram forhindret, at den kinesiske økonomi blev revet med ned i den globale økonomis malstrøm.

Kinas økonomi er i 2009 ikke skrumpet. Og udviklingen her som i de andre asiatiske lande (fx Indien) tyder på et skifte fra Nordamerika som verdensøkonomiens kraftcentrum til den asiatiske region.

Den kinesiske økonomi har tydeligt overgået den kinesiske regerings vækstmål for 2009, men den står dog også ifølge de officielle tal over for store udfordringer. I 2010 skal man forsøge at holde inflationen under kontrol og samtidig sikre den økonomisk vækst.  Kina ønsker at fortsætte sin "proaktive finanspolitik og den forholdsvis lette monetære politik" i 2010. Derfor kunne prisstigningerne "vise en mild opadgående tendens og forblive under kontrol".

Ifølge statistikernes oplysninger steg Kinas bruttoindlandsprodukt (BNP) sidste år med 8,7 % og dermed 0,7 % mere end planlagt. I fjerde kvartal har væksten været på 10,7 %. Dette tal skyldes i høj grad, at væksten i den periode i 2008, der er sammenlignet med, var meget svag. Økonomer havde forventet 10,9 %. " 8,7 % for hele året er et godt væksttal ", siger chefstatistiker Ma. Dog har den årlige vækst fra 1978 til 2008 i gennemsnit været på 9,7 %.



Chefstatistikeren undlod at give sit bud på væksten i 2010, men han sagde dog: "I 2010 vil Kinas økonomi fortsætte sin stabile og relative hurtige vækst." På grund af den svage sammenligningsperiode i 2008 og første kvartal 2009 vil man formodentlig i det første kvartal af 2010 kunne se en "forholdsvis høj" vækst. Udviklingen vil være begunstiget af de øgede investeringer og det tiltagende forbrug.  Dertil kommer nye impulser fra udenrigshandlen. I 2009 er eksporten faldet med 16 % til 1.202 milliarder dollars. Importen er blevet reduceret med 11,2 % til 1,006 milliarder dollars, hvilket gør, at handelsoverskuddet er skrumpet med en tredjedel til 196 milliarder dollars.

Det der overhovedet har gjort væksten på 8,7 % mulig er statens enorme konjunkturprogram (genopretningsprogram), der har stimuleret den indenlandske efterspørgsel. Denne blev yderligere fremmet gennem investeringer fra lokale offentlige korporationer og store statsvirksomheder såvel som udvidelsen af statsbankens kredittildeling. Anlægsinvesteringerne i forhold til sidste år er steget med mere end en tredjedel, tallet er korrigeret for udviklingen i producentpriserne, hvormed tempoet i væksten næsten er blevet fordoblet. Den allerstørste del er skabt gennem offentlige investeringer. Alt i alt vurderer det statistiske kontor, at investeringerne bidrog med omkring to tredjedele af væksten i BNP. Bankerne har i 2009 givet mere end dobbelt så mange kreditter som i det foregående år.

Denne udvikling slog også igennem på det årlige møde i det neoliberalt orienterede World Economic Forum, hvor den kinesiske vicepremierminister Li Keqiang holdt en tale, der blev godt modtaget.  Han understregede ikke blot virkningerne af de økonomiske politiske indgreb for at stimulere verdensøkonomien, men han tog også stilling til stridspunkterne, såsom som den økonomiske udviklings holdbarhed, bekæmpelsen af handelsprotektionisme og klimaforandringernes udfordringer.

Frankrigs Præsident Nicolas Sarkozy tog det modsatte standpunkt.  Efter en generel opfordring til frihandel advarede Sarkozy mod tendensen til at oversvømme verdensmarkedet ubegrænset med billige varer. Dette vil lede til protektionistiske reaktioner. Bebrejdelsen om den påståede "valuta manipulation" var også rettet mod Kina. Kinas valuta, yuanen, er knyttet til den amerikanske dollar og betragtes derfor som undervurderet. Dette punkt blev rejst flere gange af USA og EU, nemlig at Kina igennem valutamanipulation holder sin valuta kunstigt nede og dermed beskytter sin eksport. 

Faktum er, at det var Kina, der på den mest entydige måde reagerede på den finansielle - og økonomiske krise. Under den globale økonomiske krise og i den forbindelse de mest vanskelige tider i Kina længe, har Det Kommunistiske Partis Centralkomite og regeringen "handlet videnskabeligt" og ført hele nationen ud af krisen, var modargumentet.

Men Kinas politikere med ansvar for økonomien sidder ikke på den høje hest. Cheføkonomen Zhu Baoliang, indrømmer ærligt, at han ikke kan give et klart svar på, hvor effektiv regeringens store økonomiske incitamentprogram har været. På den ene side har det drevet væksten meget effektivt frem, men på den anden side er der mange strukturelle problemer, der ikke er blevet løst. De er snarere blevet forværret. Desuden er der allerede tegn på overophedning i akkumulationsprocessen.

På den centrale økonomiske konference i det kommunistiske parti blev målet for 2010 fastsat. Man vil tilstræbe en økonomisk vækst på 9 %. Samtidig skal inflationen begrænses til 3 %. Nye investeringsprojekter skal derfor kun indledes i de fattigste regioner med de største udviklingsmæssige efterslæb. De store statslige koncerner med deres økonomiske effektivitetsproblemer skal derfor bremses, og i stedet skal de små og mellemstore private virksomheder tilskyndes til at øge produktionen. De statslige virksomheder er tilbøjelige til monopoldannelse og vil derfor kunne komme i krise igen. De offentlige selskaber bør udelukkes fra ejendomssektoren og andre ikke-strategiske industrier. Den delvise overkapacitet i den traditionelle storindustri skal fjernes, og den må fremover opfylde de almindelige markedsbetingelser og lægge om til mere moderne produktion.

Store reformer er, ifølge Zhu, også nødvendige for at bringe ubalancerne i indkomstfordelingen og udenrigshandlen under kontrol. For at landbefolkningen kan blive bedre stillet, må vandrende arbejdstagere kunne tjene mere og lettere få varigt ophold i byerne. Når de kinesiske virksomheder gradvist skal betale mere for energi og vand vil det ikke alene løse miljøproblemer, men også medvirke til den nødvendige modernisering. Denne linje vil have mere effekt end en opskrivning af yuanen for at modvirke for det kroniske handelsoverskud.

Den centrale økonomiske konference i Kina har udpeget 2010 til året for strukturelle reformer. Ved udgangen af året skal resultaterne måles i forhold til disse mål.

Kinas økonomi har fået stadig mere momentum i de sidste måneder af 2009 (se også tallene i tabellen tidligere) Den største stigning har været industriproduktionen med 9,5 %. Dette til trods for, at eksporten er styrtdykket. Det skyldes især væksten i den tunge industri, der som nævnt giver problemer med overkapacitet indenfor forskellige sektorer. Så midt i væksten erkendes de åbenlyse svagheder af kinesiske økonomer, som fremhæver de uafklarede aspekter i de strukturelle problemer. Eksportstrukturen må optimeres. Det gælder om at tilbyde produkter af højere kvalitet, der er mere konkurrencedygtige og teknisk mere avancerede. Kina har brug for at ændre vækstmønster med henblik på at opnå en mere effektiv vækst og en vækst af højere værdi.

Der er stadigvæk 150 millioner fattige i landet, der har mindre end 1 dollar om dagen. Dette er mere end 11 % af hele befolkningen. På trods af alle succeser er Kina stadigvæk et udviklingsland. Derfor er det ekstremt vigtigt at øge velstanden på landet. Antallet af vandrende arbejdstagere er steget i 2009 med 1,7 millioner til 149 millioner. Forskellen vokser mellem land og by.

Frem for alt frygter finansielle eksperter en overophedning af akkumulationsprocesserne i Kina. Denne trussel har de nationale politikere set, og derfor skal krisen løses gennem pengepolitikken. Centralbanken har allerede øget valutareservekravene for banker og øget udbyttet på visse statspapirer. En ekspansiv politik betyder naturligvis også i Kina en fare for fejlinvesteringer, usund gæld og stigende inflationspres. Bankmyndighederne har opfordret finansinstitutionerne til at være forsigtige med nye lån, og hvor det er muligt sørge for en bedre udnyttelse. Taget over ét år er priserne faldet en anelse, men i december steg forbrugspriserne med 1,9 %, og producentpriserne steg med 1,7 %. Kina har, til trods for al anerkendelse, endnu ikke haft succes med at finde en ny bæredygtig vækstmodel, der er mindre afhængig af eksport, og som er mere baseret på den indenlandske efterspørgsel.



Oversættelse af ovenstående illustration: Kinas vækst kommer frem for alt byerne til gode. Forandringer i indkomst per capita i % er baseret på reelle forandringer i forhold til sidste år.

Den røde farve viser væksten i byerne, og den blå farve viser væksten på landet.

Kilde: Det nationale statistikkontor.
Kilde: FAZ fra 22.1.2010

Ikke mindst på grund af stigningen i de offentlige overførsler og subsidier har husholdningernes disponible indkomst for første gang i årevis været større end den øgede økonomiske produktion. Dette har dog ikke bidraget til at mindske kløften mellem by og land - tværtimod (jf. den foregående illustration). Landbefolkningen, som stadig udgør halvdelen af den kinesiske befolkning, har pr år og per hoved mindre end en tredjedel af indkomsten til rådighed i forhold til byboerne. Væksten i landbrugsproduktionen beløb sig i 2009 til 4,2 %, der som følge ligger under gennemsnittet for den samlede vækst i Kina.

Vestlige observatører forventer i 2010 en BNP vækst på 11 % og en stigning i forbrugerprisindekset med 3,5 % sammenlignet med 0,7 % i 2009.

Med sin økonomiske succes har Kina bidraget til, at den asiatiske region har kunnet overtage funktionen som lokomotiv i den globale økonomi. Det er kun i Asien, at der viser sig et " V-formet opsving", som økonomer i andre af verdens regioner kun vil kunne fantasere om. I 2010 regner eksperter med en vækstrate på 6,6 % for Asiens udviklingslande og nye vækstøkonomier..

Asien blev mindre ramt af den finansielle krise end Vesten, fordi Asiens finansielle markeder var regulerede. Bankerne var ikke i samme omfang dybt involveret i spekulation. Valutareserverne var høje, så politikerne havde handlefrihed. De pågældende lande havde lært af krisen i 1997-98. Dertil kommer, at fordi mange lande i regionen - især Kina, ikke er udviklede demokratier, kunne regeringerne hurtigt gennemføre store udgiftsprogrammer.

Kina har derudover med sine valutareserver på mere end 2,400 milliarder dollars et grundlag for at stille krav til fremtidens finansregulering.  Folkerepublikken bliver med hensyntagen til omstruktureringen af det monetære og finansielle system en vigtig faktor i verdensøkonomien og har fået større betydning i kraft af den finansielle krise. De nye vækstlandes og udviklingslandes tillid til Vesten og især til USA og vestlige organisationer er svundet drastisk. 

Kina er på den baggrund kontinuerligt ved at udbygge sin indflydelse som en international finansiel magt.  I mellemtiden er Kina blevet aktionær i alle de regionale udviklingsbanker lige fra Latinamerika over Afrika til Asien. På det sidste har Kina begrænset sin IMF-andel med 50 milliarder dollars, men har samtidig sammen med Hong Kong i foråret 2009 pumpet 38 milliarder dollars i Chiang Mai-initiativet, den asiatiske pendant til IMF. Formålet er at styrke de regionale økonomiske sammenslutninger parallelt den voksende indflydelse i IMF.