Den amerikanske epoke - Fra kold krig til krig mod terror. Kommentar til anmeldelse af bogen
Af Jacob Jensen

Offentliggjort: 01. december 2009

I sin anmeldelse rejser Tørk Haxthausen nogle emner, som jeg bør kommentere. Jeg takker for den positive behandling af bogen og tager naturligvis notits af de kritiske bemærkninger. Et index ville have været en god ting; men vi undlod at gøre det på grund af den tid, det ville tage. Meget tid blev brugt til redigering af bogen. Jeg fandt det mest naturligt at opbygge bogen geografisk og færdiggøre emnerne. Derfor kunne tidsspring ikke undgås. Noterne er især kildeangivelser. De er blevet omfattende, fordi jeg har ønsket at citere det materiale, som har overbevist mig om rigtigheden af den fremlagte udlægning.

Jeg var klar over, at nogle vil kalde mig konspirationsteoretiker, fordi jeg gør USA og CIA ansvarlige så mange sammensværgelser. Mange af dem er ikke blevet offentligt kendt. Blandt de kendsgerninger, som fik mange, herunder Weekendavisen og Aktuelt, til at drage konklusionen om en sammensværgelse bag Kennedy-mordet, var især den stribe af ulykker og mord, som fandt sted blandt personer med forbindelse til mordet. De samme aviser betragtede mordet på Robert Kennedy som et af disse tilfælde. Jeg ved ikke, hvorfor kun få fik mistanke til den ulykke, som kort tid efter dræbte en sekretær, skandaliserede Edward Kennedy og umuliggjorde hans ambitioner om at blive præsident. Motivet var det samme i begge brødres tilfælde: Hvis en af dem blev præsident, ville han have haft magt til at grave sandheden om mordet på JFK frem. Jeg fandt dengang min mistanke bekræftet, da kongressens juridiske komite, som undersøgte Watergate og CIA's virksomhed, bad om sagsakterne til Chappaquiddick-affæren. Under arbejdet på min bog fandt jeg flere oplysninger, som bekræftede min mistanke og beviser, at den officielle forklaring er usand eller i hvert fald usandsynlig. Selv om vi ikke har noget fældende bevis i hvert enkelt tilfælde af striben af ulykker og mord, er det statistisk usandsynligt med så mange dødsfald i en begrænset kreds. Til denne stribe hører mord på to Kennedy-brødre og den tredje brors ulykke.

I afsnittet om 9/11-aktionen fremdrager jeg også de kendsgerninger, som har stået til min rådighed. De underbygger mine konklusioner om et amerikansk-israelsk komplot. Spekulationer om, at nogen skulle have bragt sprængstof ind i de tre WTC-bygninger, kan ikke kaldes kendsgerninger. Ingen har givet dokumentation herfor. Jeg har kun hørt om en følgeslutning: en brand kan ikke ødelægge en bygning, derfor må nogen have placeret sprængstof. Som ingeniør skulle jeg nok have forklaret lidt mere. Men mit formål med bogen var at vise USA's og CIA's hånd bag mange begivenheder i verden og ikke at modbevise diverse konspirationsteorier. Dem, som fremsætter teorier baseret på spekulationer i stedet for kendsgerninger og ingeniørmæssig viden, giver regeringen let spil i dens officielle udlægning. Ingen kan bevise, at der ikke var sprængstof. Men brand i møbler og papir i kontorer er tilstrækkeligt til at øge stålets temperatur så meget, at det mister bæreevnen. Bygningsreglementet kræver, at det bærende stål brandisoleres for at forsinke temperaturstigningen fra en brand, så alle kan bringes ud af bygningen før kollaps. Dem, som fremsatte spekulationerne, burde have rådført sig med en bygningsingeniør.

Selv om jeg ikke har set vidnesbyrd om, at Bush & Co bragte sprængstof ind, beskylder jeg alligevel disse herrer for at konspirere. De lod terroristerne komme ind i USA og få flyvetræning. Israelske agenter fulgte deres forberedelser nøje, mens ledende amerikanske efterretningsfolk hindrede politiet i at gribe ind. Samtidig med at islamistiske terrorister forberedte 9/11-aktionen, forberedte nogle i et amerikansk militært laboratorium et angreb med miltbrandsbreve. Angrebet fandt sted, netop som Rumsfeld og Cheney forgæves havde forsøgt at overtale Bush-regeringen til at angribe Irak. Sådanne "tilfældigheder" er statistisk usandsynlige og kan kun forklares ved en koordinerende indsats fra et eller andet sted i Bush-regeringens magtapparat.

Hvem der koordinerede eller gav ordrer, ved jeg ikke. Udenforstående kan ikke vide meget om magtfordelingen mellem Pentagon, de hemmelige tjenester, det hvide hus og andre dele af administrationen. Måske vil vi finde ud af mere om nogle årtier, hvis relevante dokumenter bliver frigivet. Vi ved noget fra begyndelsen af den kolde krig. Eisenhower og Robert Kennedy var tilsyneladende de faktiske ledere af de hemmelige CIA-aktioner på deres tid. Vi ved også, at før da var præsident Roosevelt involveret i et komplot med deltagelse af ledende efterretningsfolk fra flåden for at få USA i krig mod Tyskland og Japan. Selv om snæversynede militær-industrielle interesser måske spillede ind, mener jeg ikke, at de alene dirigerede Roosevelt. Han var imod Japans invasion af Kina og ville hjælpe den engelske "lillebror" i kampen mod nazi-Tyskland. Jeg drager ikke Roosevelt-eksemplet frem for at give en udtømmende forklaring - det er bedre gjort i Tolands og især Stinnetts bøger - eller for at give en moralsk vurdering af Roosevelt. Men jeg siger, at når en præsident som Roosevelt kunne benytte "uærlige" metoder for at få USA ind i 2. Verdenskrig, er det rimeligt at mistænke, at andre præsidenter kunne gøre det samme i den kolde krig og krigen mod terror.

Også Kissinger refererer til Roosevelt. Han forsvarer, at Johnson-regeringen påbegyndte en krig mod Vietnam baseret på et fiktivt vietnamesisk angreb på et amerikansk flådeskib i Tonkin-bugten i 1964. Når Roosevelt måtte, hvorfor så ikke Johnson? Kissinger skrev sin bog før 2001. Men hvorfor ikke også Bush i 2001 og 2003?

Det manglende søslag i Tonkin-bugten er nu indrømmet af mange informerede kilder. Kissinger indrømmelse er dog kun indirekte. Jeg forstår godt, hvorfor det officielle USA ikke har lyst til i dag at give store overskrifter til Tonkin-episoden. Det etablerede Danmark følger trop og holder fast ved den officielle "sandhed" om den uprovokerede vietnamesiske aggression mod et amerikansk flådeskib. Hvad jeg ikke forstår, er, at venstrefløjen Danmark ikke gør noget ud af sagen. Den er det mest åbenbare argument, som støtter det billede af den amerikanske imperialisme, venstrefløjen er enige i. Det kan overbevise skeptiske personer om, hvilke metoder USA benytter i deres krige. Det burde bringes frem som argument imod Danmarks deltagelse i NATO og USA's krige. USA trækker Europa og NATO ind i konfrontationer mod den muslimske verden med forskellige påskud af samme natur som Tonkin-episoden. De mange grupperinger og partier på venstrefløjen burde kunne enes om en fælles front mod den amerikanske supermagt og lægge stridighederne om de forskellige fortolkninger af marxismen og socialismen lidt til side.