Den amerikanske epoke. Fra kold krig til krig mod terror.
Af Tørk Haxthausen

Offentliggjort: 01. november 2009

Jacob Jensen. Movastone Press, 311 s. Kr. 200,-. Er udkommet.

I forfatterens egen bagsidetekst på bogen står der bl.a.: "Når USA går i krig, finder lederne altid en begrundelse. Vietnam-krigen og besættelsen af Irak har vist sig at være påbegyndt med opdigtede begrundelser (...) Andre krige blev påbegyndt på grundlag af krigshandlinger, som CIA havde forhåndskendskab til, men undlod at forhindre, fordi de gav USA de ønskede begrundelser for deres egne planlagte offensiver (...) Metoden blev benyttet af præsident Franklin D. Roosevelt, som havde fuldt kendskab til det kommende japanske angreb på Pearl Harbor. For at få USA ind i 2.Verdenskrig fandt han det "nødvendigt at handle uærligt for nationens bedste", som en historiker sagde (...) Det er holdningen bag den interventionspolitik, der har præget mere end 6 årtiers verdenshistorie domineret af den amerikanske supermagt."

Et længere forord begynder med at redegøre for forfatterens metode: "Denne bog bringer mange citater. Formålet er at fastslå, hvad der er kendsgerninger. En kendsgerning er naturligvis ikke bevist alene ved et citat. Den kilde, jeg citerer fra, kan have taget fejl eller måske endog bevidst have fejlinformeret. Mine kilder til kendsgerninger er aviser, tidsskrifter og bøger læst gennem flere årtier ..." Indledningen giver derefter en række eksempler på den måde, forf. nærmer sig forskellige begivenheder, hvilke kilder, han har brugt, og hvordan han vægter dem. Til slut kommer der en programerklæring:

" USA's og CIA's metoder 'til at trænge ind og øve indflydelse' består i alt fra bestikkelse og afpresning til vold, tvang, bortførelser, tortur, mord på statsledere og andre, hemmelige militære operationer og statskup. Foruden de begivenheder, vi læser om i pressen, finder der utallige sted, som der ikke skrives om (...) Formålet med denne bog er at afdække CIA's og USA's magtspil bag begivenhederne." Dvs. fortælle, hvad der virkelig skete.

Det er blevet en broget historie, som tidsmæssigt spænder fra Pearl Harbor til krigene i Irak og Afghanistan og omfatter alle slags hændelser, enten virkelige eller opfundne, som har haft betydning for udviklingen i verden, eller som blot kaster lys over især CIA's metoder. De ting, man har mulighed for at kontrollere, bekræfter i rigt mål Jacob Jensen's påstande, men der kommer ind imellem lidt tys-tys-sammensværgelse over det hele, når han runder sin fremstilling af mordene på JFK og Robert Kennedy af med at påstå, at også Edward Kennedy var offer for CIA, da han ved Chappaquidick kørte i vandet med en køn sekretær og ikke reddede hende fra at drukne. Det hele skulle ifølge forf. have været iscenesat for at ødelægge hans muligheder for at blive præsident, og det kan da godt være rigtigt - men som det kommer i bogen, uden underbyggende henvisninger, virker det overflødigt. Noget lignende gælder forf.'s overlegne afvisning af alle sprængstof-teorier omkring WTC-tårnene (9/11), der kommer til at virke som en frikendelse af Bush-regeringen for at have foranstaltet hele katastrofen som en parallel til Nazisternes Rigsdagsbrand i sin tid. Jacob Jensens egen teori er, at Bush & Co handlede efter samme mønster som tidligere regeringer og undlod at gribe ind i tide, fordi angrebet kom politisk bekvemt. Men når nu manden er bygningsingeniør, hvorfor har han så ikke brugt sin sagkundskab i sin afvisning af ideerne om, at der var sprængstof i tårnene? Det svækker hans udgave af, hvad der virkelig skete i New York den 11.9., og det er en skam, fordi han her gør et alvorligt forsøg på at finde en plausibel baggrund for begivenheden.

Det er nemlig en svaghed ved Den amerikanske epoke, at den holder sig til det indledende løfte om at finde frem til kendsgerninger - gennemgående forstået som CIA's og den amerikanske regerings rolle. For at vende tilbage til Pearl Harbor og præsident Roosevelt's manglende indgriben, så får man ikke svar på det afgørende spørgsmål, nemlig hvorfor præsidenten absolut ville have USA med i krigen mod Hitler og japanerne. Der står, at han jo fik ret, men hvad vil det sige? Og handlede han helt på egen hånd? Eller var der, også dengang, et 'militært-industrielt kompleks', som skubbede på?

Med andre ord: Hvem har den egentlige magt i USA? Er det et demokrati eller en korporativ (fascistisk) stat? Eller noget helt tredje, vi ikke har navn for? Flytter magten sig? Hvordan er forbindelserne mellem Pentagon, de hemmelige tjenester og finansverdenen? Den slags spørgsmål kunne bogen med fordel have beskæftiget sig mere med.

Og hvem er målgruppen? Almindelige læsere, som gerne vil oplyses på en overkommelig måde? Her kunne forlaget have sørget for en redaktion, så stoffet blev lidt mere overskueligt. Nu er det i høj grad organiseret geografisk, hvad der medfører en mængde tidsspring, når man bevæger sig fra et område til et andet. En kronologisk ordnet fremstilling havde gjort det lettere for den almene læser at orientere sig og f.eks. huske, hvilken amerikansk præsident, der havde ansvar for hvad. Alligevel kan denne gruppe få udbytte af bogen, hvis den læses for sine afsløringers skyld og uden behov for videre tekstkritik. Helhedsbilledet kan vække trang til at søge mere oplysning andre steder. Det er naturligt, at selv den bedste fremstilling kun kan give ret overfladiske referater på kun godt trehundrede sider. Den almindelige læser kan få sin nysgerrighed og modsigelseslyst vakt. Det forudsætter kun, at han føler trang til noget i den retning.

Andre målgrupper kunne være mennesker, som havde brug for en oversigt at slå op i, når de ellers beskæftiger sig med de forhold, bogen behandler. En sådan er der i høj grad brug for, hvis man deler forfatterens overordnede syn på USA's politik siden 2.verdenskrig. Her er savnet af et indeks føleligt, især når bogen indeholder så mange tidsspring. Efter læsningen sidder man med et behov for at slå op på bestemte steder for lige at finde et navn eller en dato, som kunne gøre det muligt at undersøge en påstand nærmere. Hvis man ikke hører til de vandaler, der læser bøger med kuglepen og gør notater i marginen undervejs, har man ikke mange chancer for at finde det, man søger efter. Man kunne selvfølgelig også skrive papirlapper til sig selv, men hvorfor skal man gøre hele det arbejde, forlag og forfatter burde have gjort?

Når jeg brokker mig over sådan noget, skyldes det, at teksten så ofte henviser til kilder, forfatteren har samlet 'gennem flere årtier', som han skriver, men som ikke er let tilgængelige (om overhovedet) for dagens læser. Mange steder står fremstillinger af begivenheder, der vil være nye for mange, som rene påstande. Den, der gerne vil have ændret eller modificeret sin opfattelse af USA's rolle de seneste 60 år, eller som finder en ny fremstilling af noget, der har optaget ham, lades ofte i stikken.

Forlaget burde have redigeret mere energisk, for der er tale om en bog, man har savnet på dansk - og den fortjente, som sagt og i første række, et ordentligt index, en lidt smidigere tilrettelæggelse og en grundig oprydning i noteapparatet. Men selv med sine mangler er den på mange måder en igangsætter. Også garvede USA-kritikere kan finde ting, som er nye eller som anskues på en frugtbar måde.