Værdikampe Økonomi og Samfund
Af Randi Bruhn

Offentliggjort: 01. september 2009

Værdikampen som omdrejningspunktet for samfundsudviklingen
Det er årbogens målsætning at analysere samfundet i spændingsfeltet mellem dominerende værdier på den ene side og alternative værdier på den anden side. Bogen består af en række overordnede essays om værdikampen samt forskellig nedslag i dette genstandsfelt. Spændvidden i årbogen er meget bred, og artiklerne berører mangfoldige temaer så som kapitalismens globaliseringstendens, en vision om udviklingen af et mere frugtbart fællesskab igennem legen og en analyse af kapitalismens inddragelse af en spirituel dimension i arbejdslivet.

Bogen indledes med at udfolde spørgsmålet om "Værdikampe i det nye årtusinde". I Peter Nielsens og Lars Poulsens forståelsesramme er der ikke blot tale om det snævre begreb om kulturel værdikamp, der har huseret i den offentlige debat siden 2001. Tværtimod anvender forfatterne begrebet til at indfange mange af de modsætninger, der gør sig gældende i vor virkelighed anno 2009. Værdikampen handler dermed både om fordeling af økonomiske værdier, og om hvorledes samfundet bør organiseres og styres.

I modsætningen til den almene forståelse af politik som konsensus og forhandling understreger forfatterne, at politik både er konsensus og kamp. Hermed berettigelsen af begrebet værdikamp og en implicit henvisning til, at samfundslivet ikke udelukkende behøver at være determineret af den økonomiske udvikling

Perioden fra 1970erne til 1990erne analyseres som en opbrudsperiode, hvor der foregik en kamp mellem socialdemokratismen og nyliberalismen om fordelingen af værdier. Et centrum for denne kamp har ifølge essayet været, hvilken rolle staten skal have i omfordelingen af værdier. De modsætninger der i den forbindelse identificeres er bl.a. lighed kontra ulighed, løn kontra profit og forholdet mellem den offentlige og den private sektor. Ifølge forfatterne er kampen om fordelingen af værdierne kun én side af den vedvarende nyliberalistiske værdikamp for et nyt samfund, idet kampen også handler om mere immaterielle sider af samfundsøkonomien. I forlængelse heraf er et nødvendigt aspekt i deres analyse spørgsmålet om, hvorledes samfundet bør organiseres og styres.

Staten bruger flere autoritære styringsmekanismer
Forfatterne peger på, at der er sket et skifte fra den klassiske liberalisme til nyliberalisme. En væsentlig forskel er, at hvor den klassiske liberalisme ønsker en minimalstat, er dette ikke et mål i sig selv for nyliberalisterne. En stærk stat, der organiserer og styrer samfundslivet, er et hensigtsmæssigt instrument for at få borgerne til at tilpasse sig markedet. Nyliberalisme i praksis er dermed kendetegnet ved, at staten har fået en ny funktion. Nyliberalisterne opfatter staten som et nødvendigt instrument, der igennem styringsteknologier både virker skabende og disciplinerende. Herefter angiver forfatterne en række eksempler på, hvilke strategier der benyttes af denne mere autoritære stat. Myndighedsudøvelsen er dog styret af den økonomiske fornuft, der henter den ultimative sandhed på markedet.
En anden interessant analyse er essayets diagnose af det gældende forhold mellem individ og fællesskab, der i stigende grad bliver bestemt af nyliberalistiske værdier. Analysen rummer bl.a. eksempler på, hvorledes markedsorienterede værdier bliver virkeliggjort på en lang række planer.

Idet den politisk konsensus er rettet mod en tilpasning til arbejdsmarkedet og forbrugssamfundet, der er dikteret af en globaliseret økonomi, bliver borgernes selvforståelse og adfærd i høj grad dikteret af ønsket om øget forbrug og karrierefordele. Hermed har tænkning og handling, der tager afsæt i fællesskabet frem for i individuelle interesser ringe kår. I forlængelse heraf peger forfatterne på, at den øgede disciplinering og styring på makroplan også viser sig i forhold til det enkelte menneskes psykiske helbred, der er mærket af arbejdsrelaterede lidelser i en stigende kurve. Livet anno 2009 er simpelthen, ifølge forfatterne, blevet mere fattigt, mere smertefuldt og mere ufrit.

Nye værdikampe og nyliberalismens svaghed
Kampen for at redde kloden og dermed menneskehedens fremtid er ifølge Nielsen og Poulsen den væsentligste af de forskelligartede værdikampe, der gør sig gældende for indeværende. Det er også her, at den politiske konsensus om at bæredygtig udvikling og aktiv klimapolitik, ikke kan gennemføres indenfor en nyliberalistisk ramme, der er styret af friheden til øget forbrug. I udviklingen af en klimapolitik er der altså en oplagt mulighed for at bryde med nyliberalismens hegemoni. Udover kampen for klodens overlevelse nævner forfatterne kampen for fællesskabets mulighed for at organisere sig demokratisk frem for ved hjælp af nyliberalistiske styringsinstrumenter.

Det indledende essay er en glimrende analyse af nyliberalismen i praksis, der realiseres igennem en mere og mere autoritær stat. Dertil kommer at essayet med sin forståelse af det politiske også henviser til nye kampe, hvis udfald ikke er givet. En kritik er dog, at der ikke skelnes mellem liberalisme i teori og i praksis. Eksempelvis førte den klassiske liberalisme i det 19 årh. også til en større og mere regulerende stat trods intentionerne om det modsatte. Mere styring både produktiv og disciplinerende er bestemt ikke liberalismen fremmed, da mennesket må tilpasses den økonomiske fornuft.

Efter det indledende essay følger en række artikler der består af forskellige nedslag indenfor værdispørgsmålet. Herunder artiklen "Ny opposition efter brudte alliancer" af Peter Nielsen, som er en interessant analyse af den politiske udvikling siden 2001, hvor der bl.a. peges på, at der ikke findes nogen midte i danskpolitik, CEPOS rolle i samfundsdebatten som angivelig uafhængig institution, nyliberalistiske økonomers hegemoni og mediernes rolle. Det er dog i beskrivelsen af forholdet mellem markedsdemokrati, velfærdsstat og forbrugersamfundet og dets funktion, at artiklen har sin virkelige tyngde.

Markedsdemokratiet betyder bl.a., at samfundet er blevet éndimensionelt og dermed, at det politiske univers er blevet lukket, da alle modsætningen udspiller sig indenfor rammerne af den kapitalistiske økonomiske samfundsindretning. I forlængelsen heraf betyder den politiske konsensus, at mennesket forstås som determineret af påståede økonomiske faktor.

Nielsen ser dog en mulig åbning af det politiske felt, idet han understreger, at en væsentlig svaghed ved det nyliberalistiske reformprojekt, er at nyliberalismen ikke kan skabe en utopi, der formår at skabe mening og sammenhæng. Dermed er der et rum for en opposition fra centrumvenstre, der ideelt set kan bryde med det politiske lukkede univers.

Styrken ved Nielsens artikel er i særdeleshed, at han i sin analyse af markedssamfundet formår at redegøre i et klart og letforståeligt sprog for de argumentationsrækker, der ligger til grund for de påstande, som de fleste fra centrumvenstre vil nikke genkendende til.

Kapitalismens forandringsprocesser
De to indledende essays kridter den hjemlige banehalvdel af, men årbogen indeholder også en række interessante analyser af kapitalismens vedvarende forandringsprocesser i et globalt perspektiv. I den forbindelse er artiklen "Kapitalismens globalisering" af Ulrik Goos Iversen meget læseværdig og velskrevet. Iversen beskriver kapitalismens globalisering som en dynamik, som han baserer på fire forhold: 1. Den ideologiske opfattelse af væksten. 2. Forholdet mellem finanskapital og industriel kapital. 3. Generaliseringen af den kapitalistiske udbytning, samt 4. Politisk og militær intervention. I sin analyse af denne dynamik lykkedes det forfatteren at redegøre for sammenhængen mellem den europæiske rationalitets forhold til vækst, økonomiens selvstændiggørelse og kapitalismen i terrorkrigens tid. Hvilket er noget af en bedrift. Samtidig balancerer artiklen meget godt mellem et abstrakt og et konkret niveau.

En anden artikel der stiller skarpt på kapitalismen er "Kapitalismens nye former" af Niels Fastrup. Hans overordnede ramme er, at man generelt set kan tale om en udvikling fra efterkrigstidens industrikapitalisme til nutidens krigskapitalisme. En væsentlig pointe for Fastrup er, at forskellen mellem disse kapitalisme former "ikke fuldt ud indfanges i talen om en overgang fra en socialdemokratisk velfærdsstat til en nyliberalistisk markedsstat". Han argumenterer for, at centrumvenstre analytikere må overskride dikotomierne offentlig/privat, stat/marked, kollektivisme/individualisme for at vinde indsigt i kapitalismens dybere forandringer. Disse forandringer i kapitalismen indebærer bl.a. en forandring af rum, tid og institutioner, der er gået fra at være konstante lokaliserbare størrelse til at blive mere diffuse sociale processer.

En ansats til alternative fællesskaber
Nu er der mange andre af artiklerne i årbogen, der fortjener en fremhævelse herunder artiklen: "Det frugtbare fællesskab" af Cecilie Eriksen, der undersøger mulighederne for at danne nye fællesskabsformer. Herunder kommer hun med årbogens måske mest originale bidrag, idet hun peger på, at legen og virkeliggørelsen af legen i voksenlivet er ladet med muligheden for fællesskaber, der ikke er underlagt den økonomiske fornuft.

Årbogen Værdikampe, Økonomi og Samfund 2009 er bestemt anbefalelsesværdig. Artiklernes styrke er i samfundsanalyserne af nyliberalismens udbredelse og implicitte styringsformer. Hvorimod det er et fåtal af artikler, der udkaster idéer til virkeliggørelsen af alternative værdier.

Læs den!