Brudflader - Økonomi og samfund 2008. Peter Nielsen (red.), Frydenlund.
Af Jan Helbak

Offentliggjort: 01. april 2008

Intentionen med anden årgang af Årbogen Brudflader er at belyse: "samspillene mellem økonomi og samfund og hvilke tendenser der er på spil i disse spændingsfelter". Årbogens forord gør det tillige klart, at den henvender sig til den brede offentlighed. "Hensigten er at konfrontere de fremherskende fortællinger gennem kritiske vinkler og konstruktive bidrag".

Hvad angår selve Årbogens sproglige fremstillingsform i stort set alle bidragene, må man sige, at den lever op til intentionen om at henvende sig til den brede offentlighed. Bidragene er alle skrevet i et let tilgængeligt sprog, hvor selve den gennemgående struktur også bidrager til læsevenligheden.

Desværre kan man ikke sige om Årbogen som helhed, at den bidrager synderligt meget til at kaste nyt lys over samspillene mellem økonomi og samfund som aktuel problematik, og det er ikke helt let at indfange nogle klare bud på, hvad det er for bestemte tendenser, der udspiller sig bestemmende indenfor disse felter. Der er nærmere tale om, at Årbogen indfanger brudstykker af brudfladerne, hvor hovedvægten er lagt på beskrivelser mere end på teoretiske analyser og forklaringer.

Det betyder ikke, at Årbogen ikke indeholder flere læseværdige og meget oplysende bidrag. Men der mangler i den grad et overordnet problematikafgrænsende bidrag, der kunne sammenfatte de mange forskellige kritiske vinkler til et eller flere forsøg på at trække nogle tendenser op.

Årbogen skæmmes desværre også af, at kun de færreste af bidragsyderne gør rede for deres præmisser og ikke mindst begrebsapparat. Det er forfriskende, at flere af bidragsyderne forsøger at gøre op med eller reformulere klassiske begreber som klasser, merværdi, profit m.m., men enten har de ikke haft plads til at gøre det tilstrækkeligt grundigt, eller også har det ikke været hensigten at udfolde de teoretiske overvejelser og udgangspunkter. I hvert fald fremstår de mere grundlæggende teoretiske refleksioner i forhold til bidragenes temaer ret magre eller utilstrækkelige. Således tages det i for stor udstrækning for givet, at læseren er enig i den gennemgående forforståelse, at nyliberalismen er en afklaret størrelse, som man kun kan forholde sig kritisk til.

Konsekvensen er, at kritikken i flere af bidragene trods det åbne sprogbrug forbliver indforstået. Faktisk er det kun det indledende bidrag, der forsøger at indfange indholdet i begrebet nyliberalisme. Ellers anvendes det som en velkendt og given størrelse.

Herved kan man sætte spørgsmålstegn ved, om Årbogen trods sproglig lethed rent faktisk henvender sig til den brede befolkning, eller om den på grund af sine lidt lukkede forforståelser kun rammer de grupper, der i forvejen er enige i de kritiske vinkler.

Jeg har personligt ikke desto mindre haft stor glæde af at læse Årbogen, fordi flere af bidragene har været konkret faktamættede. Det gælder ikke mindst bidragene om velfærdsstaten og ommøbleringen af den offentlige sektor bortset fra, at for mange af bidragene lapper for meget ind over hinanden. Her har temaafgrænsningen ikke været tilstrækkelig håndfast.

Men på trods af de meget gode og seriøse konkrete analyser af f.eks. udviklingen indenfor den offentlige sektor eller indenfor andre sektorer, sidder jeg tilbage med spørgsmålet - og hvad så? Sammenhængen mellem de mange konkrete analyser og de anførte "konstruktive bidrag" virker for meste noget påklistret, hvilket nok skyldes, at der i de fleste bidrag meget hurtigt og uformidlet foretages en vandring fra et "er" til et "bør". Det kan måske hænge sammen med, at Årbogen lider af en mere samlet analyse af den aktuelle politisk økonomiske kontekst - en slags referenceramme for samtlige bidrag. Herved bliver det selv sagt også vanskeligt for de enkelte bidrag at levere "råstoffet" til beskrivelsen af de hovedtendenser, der er i spil.

Måske kan det ikke være anderledes, når en Årbog skal skrives af så mange forfattere. Problemet er blot, at konstruktionen ikke yder den enkelte forfatters bidrag tilstrækkelig retfærdighed. Enten skulle der have været færre og mere udfoldede bidrag, som så kunne stå for sig selv, eller også skulle der som sagt have været en groft tegnet ramme, der kunne binde alle bidragene sammen og tegne tendenserne lidt skarpere. En tredje mulighed kunne være, at et og samme tema plus felter blev behandlet ud fra ligeså mange vinkler, som der var bidragsydere. For alle brudfladerne er ikke sideordnede. Nogle er mere centrale og overgribende end andre. Det ville have løftet Årbogen noget, hvis en sådan struktur havde stået skarpt.