Ulighed er spild
- kritik af CEPOS bogen ’Den retfærdige ulighed’

Af Henrik Herløv Lund

Offentliggjort: 01. februar 2008

Angreb på offentlige overførselsindkomster

Martin Ågerup fra CEPOS vil i sin bog 'Den retfærdige ulighed' gøre op med ligemageriet og den statslige omfordeling. Den hænger sammen med Ågerups og CEPOS dyrkelse af markedet som den optimale samfundsorden. Overladt til sig selv skaber markedet øget ulighed og derfor må uligheden retfærdiggøres, for Ågerup og CEPOS vil jo have meget mere marked og meget mindre stat.
Metoderne til idealisering er mange. Lige fra at uligheden er resultat af 'uliges' egne valg og dermed selvforskyldt. Til at den statslige omfordeling gør det for attraktivt at definere sig selv som svag og lade sig passivt forsørge.

Men Ågerups fremstilling af ulige uddannelsesmuligheder som selvforskyldt eller en slags 'naturlig arv' er ikke korrekt. Tværtimod viser undersøgelser over den sociale mobilitet i uddannelsessystemet, at uanset samme dygtighed og evner, målt ved samme karakterer, slår forskellig socioøkonomisk baggrund igennem og bevirker, at arbejderbørn har ringere mulighed for at få en videregående uddannelse.

Ligeledes viser arbejdsmarkedsundersøgelser, at fx kontant- og starthjælpsmodtagere ikke er på arbejdsmarkedet, fordi de er uvillige til at tage et arbejde. De senere års beskæftigelsesopsving har da også vist, at kontant- og starthjælpsmodtagere springer til, når først jobbene er der.
Ågerups bog retfærdiggør ikke uligheden: Den snarere bortforklarer eller idealiserer den.

Reduktionen af uligheden ved at 'klippe en hæl og skære en tå'

Martin Ågerup mener, at det danske samfund sagtens kan renoncere på ligheden, for vi har mere end nok af den. Men den fremstilling af uligheden kan kun lade sig gøre ved at 'klippe mere end en hæl og skære mere end en tå' af uligheden.

For der er i den brede befolkning fortsat betydelige uligheder. Det er lykkedes at reducere den brede indkomstmæssige ulighed, men den moderne ulighed er i høj grad socio-kulturel: For det første den fortsat centrale ulighed, hvad angår uddannelsesmuligheder, for det andet den betydelige ulighed indenfor sundhed, arbejdsmiljø og levetid, og for det tredje uligheden i relation til arbejdsmarkedet og også på det økonomiske område.

Uligheden i uddannelsessystemet indebærer, at børn fra arbejderhjem har ringere chancer for at gennemføre en videregående uddannelse, selvom de er lige så dygtige som akademikerbørn, målt ved karakterer. Der er altså ikke lige muligheder.

Den sociale ulighed hvad angår sundhed indebærer, at ufaglærte og faglærte samt personer udenfor arbejdsmarkedet har ringere helbredssituation, større træk på sundhedsydelser, flere sygeperioder og kortere middellevetid. Dette er ikke mindst et resultat af dårligt arbejdsmiljø, som arbejdsgiverne jo er ansvarlige får.

Endelig skyldes udstødningen fra arbejdsmarkedet, at der for en række kontant- og startshjælpsmodtagere er en række ikke-økonomiske barrierer, som forhindrer dem i at komme i beskæftigelse.

Uligheden er altså ikke selvforskyldt.

Forarmelsesstrategi

Martin Ågerup satser på at skabe beskæftigelse gennem yderligere reduktion af sociale ydelser: Selvom han i modsætning til næsten alle andre overførselsindkomster vil bevare kontanthjælp og førtidspension, så skal ydelserne sættes ned for at gøre det mindre attraktivt at 'definere sig selv som svag og søge passiv forsørgelse'.

Men en sådan strategi vil kun skabe yderligere fattigdom, fordi årsagerne til manglende beskæftigelse er andre end økonomiske. Tværtimod vil forarmelsen berøve modtagerne af sociale ydelser vigtige ressourcer til at kæmpe sig tilbage på arbejdsmarkedet.

I det hele taget er ulighed spild: Spild af menneskelig trivsel, livskvalitet og ikke-realiseret potentiale for den enkelte. Men også spild for samfundet: Af beskæftigelse og dermed af økonomisk vækst og velstand for os alle.

Men det findes der hos Ågerup ingen forståelse for. Hos ham virker kun jungleloven: Loven om at de stærkeste skal have lov til at rage til sig. Så må fanden tage de svage.

Ågerup vil afskaffe næsten alle offentlige overførselsindkomster

Det sidste demonstreres ikke mindst i Ågerups forslag om, at næsten alle overførselsindkomster skal fjernes, herunder folkepension, syge - og barselsdagpenge, børnefamilieydelse og arbejdsløshedsdagpenge.

Dette vil selvsagt navnlig belaste den økonomisk dårligere stillede del af befolkningen, som især er dem, som trækker på efterløn og folkepension samt arbejdsløsheds- og sygedagpenge.
Men der er ifølge Ågerup ingen grund til at staten skal omfordele til mennesker, der godt kan klare sig og betale selv. Ifølge Martin Ågerups plan skal disse statslige overførsler derfor erstattes af tegning af private forsikringer, som vil vende den tunge ende nedad.

Endvidere skal en række statslige tilskud til bolig (boligydelse, boligsikring og rentefradrag), familie (børnefamilieydelse og børnetilskud) samt til erhvervelse af lønindkomst (lønmodtagerfradrag) afskaffes. Det må anerkendes, at afskaffelsen af fradrag for prioritetsrenter vil belaste boligejerne og højere indkomster mest. Men bortset fra dette element, vil sådanne reformer primært belaste de lavere indkomster (lejere, småbørnsfamilier og lavtlønsmodtagere) mest.
Ågerups 'betal selv samfund' er således kun de riges paradis. For os andre bliver det fandme´ synd.

Flad skat: Betal ved en anden kasse end statskassen

Når Ågerups fremtidssamfund bliver de riges paradis, hænger det sammen med at besparelserne på omfordeling og velfærd skal bruges til at finansiere CEPOS ´s evige universalløsning: En flad skat.
CEPOS kan ikke få for meget af flad skat, så derfor foreligger forslaget herom i Ågerups bog i hele 2 versioner. En flad skat på 43 procent, der kun fjerner top og mellemskat, og et langsigtet mål om en flad skat på 23 procent, der også nedsætter bundskatterne.

Det siger imidlertid sig selv, at når man herigennem fjerner enhver progression i beskatningen, dvs. eliminerer top- og mellemskat, så vil en sådan skattereform under alle omstændigheder primært tilgodese de højere indkomster. Mens altså de besparelser på omfordeling og velfærd, der skal finansiere reformen navnlig belaster de lavere indkomster.

Stærkt tvivlsomme dynamiske effekter

Ågerup forventer betydelige 'dynamiske effekter' af begge forslag, nemlig øget incitament til at arbejde mere, fordi man efter skat 'får mere i posten'.

Disse dynamiske effekter må dog i begge forslag tages med meget store forbehold. For forslaget om flad skat på 23 procent gælder ligefrem, at der for skatteyderne under ét alene er tale om en skatte- eller udgiftsomlægning. Godt nok spares der omkring 190 mia. kr. i statslige overførsler, men skatteyderne skal bare betale tilsvarende beløb ved nogle andre kasser end statskassen, primært til de private forsikringsselskabers kasser.

Borgerne som helhed betragtet får således merudgifter stort set i samme størrelsesorden som besparelserne. For skatteyderne bliver der på trods af skattelettelserne på ingen måde 'mere i posen', når disse merudgifter er fraregnet.

Ikke kun markedet, men samarbejdet mellem privat og offentlig sektor har skabt velstanden

Martin Ågerup og CEPOS har således ikke de store perspektiver at tilbyde den almindelig befolkning. For deres løsningsmodeller handler strengt taget kun om god gammel borgerlig interessepolitik: Omfordeling fra de fattige til de rige.

Men hvis man ikke har så meget at tilbyde selv, kan man da altid forsøge at sværte modstanderen til: Her velfærdsstaten og den statslige omfordeling.

Billedet heraf er i hvert fald umiskendeligt karikeret. Ifølge Martin Ågerup er det således alene markedet og den kapitalistiske markedsøkonomi, som har skabt efterkrigstidens økonomiske vækst og fremgang. Hvorfor det så er lykkedes at øge nationalproduktet og velstanden 3 gange siden 60erne og frem til århundredskiftet - lige netop i den periode hvor velfærdstaten udbygges - forklares ikke i "Den retfærdige ulighed". Det er jo dog besynderligt, når økonomisk vækst og velstand angiveligt sker på trods af velfærdsstaten og den statslige omfordeling.

Forklaringen er naturligvis også den, at det forholder sig stik modsat. Vækst og velstand er tværtimod skabt gennem et samspil mellem velfærdsstat og marked, herunder gennem den statslige omfordeling. Danmarks mange mindre virksomheder har haft gavn af en stærkt offentlig sektor, som har leveret en lang række nødvendige forudsætninger for virksomhedernes konkurrenceevne: En velkvalificeret og omstillingsparat arbejdsstyrke, et fleksibelt arbejdsmarked, institutioner til pasning af børn og ældre, et effektivt sundhedsvæsen. Den offentlige sektor har således bidraget afgørende til den økonomiske fremgang gennem at udbygge den institutionelle konkurrenceevne.

De offentlige overførsler, og herigennem statens omfordeling, er ikke i modsætning hertil, men en del heraf. Et eksempel herpå er arbejdsløshedsdagpengene. I kraft af at det offentlige sikrer indkomstunderlaget ved arbejdsløshed, kan Danmark til gengæld have et meget fleksibelt arbejdsmarked uden stramme ansættelsesbindinger for virksomheder, hvilket er meget væsentligt i en økonomi, der er præget af mange virksomhedsnedlæggelser og oprettelser, og som er meget åben og derfor konjunkturfølsom.

Flexicurity og høje dagpengesatser er to sider af samme sag. Uden høje dagpengesatser ville fagbevægelsen være tvunget til i stedet at kræve meget længere opsigelsesvarsler og meget større ansættelsesbindinger i overenskomsterne. Fleksibiliteten ville gå fløjten.

Flere der forsørges udenfor arbejdsmarkedet i USA end i Danmark

I det hele taget er Ågerups fremstilling af det danske velfærdssamfund i bedste tilfælde 'misforstået', i værste tilfælde 'manipuleret'. Fx får man ved læsning af 'Den retfærdige ulighed' indtryk af at en betydelig del af den danske befolkning er 'på støtten' og at den statslige omfordeling har forvandlet Danmark til et 'nassersamfund' (mine udtryk - hhl).

Dette sker med henvisning til, at antallet af overførselsmodtagere har været stigende. Dette skal imidlertid ses i sammenhæng med, at Danmark er verdensmester i beskæftigelsesfrekvens. Det offentlige har bidraget hertil ved at overtage eller støtte en lang række forsørgelsesopgaver, som tidligere blev varetaget i familien af kvinderne. Disse ting hænger sammen: Uden aflastning af familien, ingen højere arbejdsmarkedsdeltagelse. Faktisk er der i USA flere, der forsørges udenfor arbejdsmarkedet, end tilfældet er i Danmark.

Danskerne arbejder ikke for lidt

Hos Ågerup høres også et ekko af andre nyliberale ideologer som fx Nina Smith, når han hævder, at danskerne - naturligvis på grund af omfordelingen - arbejder for lidt. Men igen rives tingene ud af en sammenhæng. Danmark har som oven anført et af verdens højeste tal for arbejdsmarkedsdeltagelse. Hvis danskerne også skal have et familieliv, og herunder børn, kan antallet af arbejdstimer vanskeligt samtidig ligge højt.

Danskerne arbejder ikke for lidt, de tager sig af deres børn.

Intet retfærdigt ved ulighed - kun spild

Martin Ågerups bog indgår i CEPOS's vedvarende kamp for at udbrede nyliberalistisk tænkning og en nyliberal samfundsmodel med markedsøkonomi og markedsløsninger i højsædet. Det er en kamp mod den danske/nordiske velfærdsmodel og den rolle, som offentlig omfordeling spiller heri.

Som titlen siger, er målet med Ågerups bog at retfærdiggøre uligheden. Bogen tegner imidlertid et utrolig idealiseret billede af ulighed, af markedet og af den nyliberale samfundsorden. Modsvarende er billedet af velfærdsstaten og den virkelige ulighed stærkt karikeret og præget af manglende inddragelse af konkret viden på området.

Bogen er samtidig dybt reaktionær i sit politiske sigte. Martin Ågerup foreslår næsten alle overførselsindkomster fjernet, herunder folkepension, syge - og barselsdagpenge, børnefamilieydelse samt arbejdsløshedsdagpenge. Kun kontanthjælp og førtidspension skal bevares, men til gengæld sættes ned. I stedet skal lønmodtagerne forsikre sig hos de private forsikringsselskaber.

Besparelserne herved skal finansiere CEPOS's evige universalløsning: Indførelse af en flad skat. Det vil navnlig tilgodese de højere indkomster, mens forsikring hos private selskaber fordelingsmæssigt vil vende den tunge ende nedad.

CEPOS´ s fordelingspolitik er således god gammeldags borgerlige interessepolitik: Omfordeling fra de økonomisk dårligere stillede til de økonomisk velstillede.

Men på trods af Ågerups forsøg på retfærdiggørelse og bortforklaring går 'Den retfærdige ulighed' helt forkert i byen. Ulighed er spild: Spild af menneskeligt potentiale og trivsel, som 'de ulige' ikke kan realisere. Men også spild af ikke realiseret beskæftigelse og dermed af økonomisk vækst og velstand for samfundet.

Der er derfor god grund til at blive ved med at bekæmpe uligheden. Det er til vores fælles bedste.

Martin Ågerup: Den retfærdige ulighed, forlaget Center for Politiske Studier, kr. 150.

Henrik Herløv Lund:Ulighed er spild. Kritik af CEPOS - bogen: Den retfærdige ulighed og analyse og diskussion af den virkelige ulighed. Bogen er udkommet som e-bog på forlaget Alternativ; den kan downloades på www.henrikherloevlund.dk.