Det var så det kommunalvalg …
Af Redaktionen

Offentliggjort: 01. december 2009

På helt traditionel vis kommenteres og kommenteres valgresultaterne og de obligatoriske særheder, som altid har knyttet sig til konstitueringerne efter et kommunalvalg (og nu også et regionsvalg). Denne gang er der i særdeleshed blevet spekuleret i, om det er den røde eller den blå blok, der blev valgets sejrherre. Rød blok gik godt nok frem til 51.2 %, men uden at denne fremgang automatisk vil kunne kapitaliseres ved et folketingsvalg, og uden at det i sig selv var specielt epokegørende. Men det har ikke forhindret tolkningen.

Socialdemokraterne hæfter sig ved, at man nåede de offentligt udmeldte mål om at få borgmesterposterne i landets fire største byer. Og ved at man i øvrigt kun (?) mistede relativt få stemmer på landsplan. Endelig hæfter man sig ved, at man har øget antallet af borgmestre i Danmark.

Venstre bemærker især, at deres konservative regeringspartnere ikke gik tilbage, som det var spået. De glæder sig over, at den borgerlige blok trods alt i det store og hele (når man tæller Dansk Folkepartis stemmer med) bevarede stillingen.

Dansk Folkeparti er begejstret over, at de nu er repræsenteret i langt flere kommuner end før. Man glæder sig også over både den relative styrkelse af den borgerlige blok og over gode stemmetal til sig selv.

Socialistisk Folkeparti er begejstret over fremgangen - navnlig i de store og tætbefolkede byområder - og det tætte og relativt stabile samarbejde med Socialdemokraterne. Herfra siges det, at valgresultatet er udtryk for, at den danske befolkning er træt af den borgerlige regering, interesseret i et regeringsskifte og klar til næste fase.

Men "alle sejrene" til trods er det ikke specielt afgørende, hvor mange pladser man har fået i regionsråd eller byråd eller kommunalbestyrelser. Det afgørende er, om disse pladser rent faktisk kan omsættes i praktisk politik. Og det allermest afgørende er, hvad det er for en politik, den mandatmæssige styrke omsættes til.

Det kan virke banalt at sige det. Men sådan som kommunernes og navnlig regionernes arbejdsvilkår har været de seneste 10 - 15 år, så har de respektive råd jo dybest set ikke kunnet agere som andet end bestyrelser for nogen virksomheder, hvis målsætninger og rammer er fastsat et helt andet sted - langt væk fra de borgere, der må leve med konsekvenserne. Spørgsmålet melder sig derfor; er det noget "den røde blok" vil gøre noget ved i den kommende fireårs valgperiode - især nu hvor den får flertallet i KL? Eller vil man lade sig binde af de socialdemokratiske borgmestres udtalelser på valgnatten om, at man først og fremmest vil søge det brede samarbejde?

Svarene er absolut ikke ligegyldige. F.eks. forestillede kun få sig, at en sygehussag fra Region Midtjylland skulle indtage en så central placering i valgkampen. Men det kom den til, fordi Dansk Folkeparti så sit snit til at politisere på, om et supersygehus skulle anbringes 8 kilometer til den ene side eller 8 kilometer til den anden side i forhold til et fiktivt centrum.

DF fornemmede, at man succesfuldt kunne føre symbolpolitik på, at mange mennesker i det nord- og vestjyske område følte sig umyndiggjort, marginaliseret og bange som et resultat af, at flertallet i den midtjyske region med den socialdemokratiske regionsrådsformand i spidsen og en hærskare af eksperter havde besluttet sig for dels at lave endnu et supersygehus - og for det andet at ville placere det et bestemt sted (i stedet for et andet bestemt sted), hvor ganske mange mennesker ville få længere end nu til kvalificeret hospitalsbehandling. DF tog denne frygt alvorligt - sådan da - i hvert fald alvorligt nok til at der kunne laves valgtaktik på den. Men spørgsmålet for os er mere, om det også er en frygt, som "Den røde blok" vil tage alvorligt. Om der er en vilje her til at undsige den hidtidige elitære tendens i den sociale ingeniørtænkning, eller om man fortsat vil overlade det til DF at repræsentere de geografisk, socialt og kulturelt marginaliserede befolkningsgrupper?

Heller ikke i det spil er svarene ligegyldige, for vi kan ud af valgresultatet læse, at godt nok er "den røde blok" blevet styrket, men "den blå blok" fastholder sin vælgertilslutning især på grund af en ganske pæn fremgang for DF. Hvis den tendens holder, burde det efterhånden stå klart, at en yderligere fremgang for "rød blok" først fremmest beror på, om man evner at gøre indhug i DF's voksende tilslutning fra de marginaliserede samfundsgrupper.

Vi har brug for en "rød blok" - for nu at bruge sundhedssektoren som eksempel - der tager udgangspunkt i borgernes reelle behov og reelle bekymringer og ikke i abstrakte forestillinger om en ny fintunet social ingeniørstat funderet på fortidens industrielle rationalitet.

Vi har brug for en beslutningsproces, der involverer ligeværdige borgere i åbne demokratiske processer i stedet for eksklusive og uigennemskuelige beslutningsprocesser, der ekskluderer flere og flere i den hellige stordrifts navn.

Og vi har brug for en venstrefløj, der tager borgernes mangeartede dagligdags bekymringer alvorligt i stedet for blot at tale hen over hovedet på folk og i øvrigt overlade dem til DF's kynisme.

Vi ser muligheder i situationen. Men vi ser også kommunalvalgsresultaterne som endnu et signal om, at det meget snart kan blive for sent.