Det upåagtede valg
Af Redaktionen

Offentliggjort: 01. juni 2009

De hænger der, som traditionen foreskriver. Ensomme og nærmest lidt spøgelsesagtige stirrer kandidaterne fra deres plakater ned på forbipasserende. Uden appel og uden betydning. Fravær af klip i nyhedsudsendelserne og de små overskrifter i aviserne giver et levende billede af en totalt død valgkamp op til EU parlamentsvalget. Ingen interesserer sig for det valg bortset lige fra de håbefulde kandidater, der selv udstråler en følelse af, at de "spytter mod vinden".

Hvor mistrøstig denne tilstand end er, så er den også forståelig. Ingen af de store partier har gjort sig nævneværdige anstrengelser for at gøre EU parlamentet og valgkampen nærværende og betydningsfuld. Hertil er den hjemlige politiske batalje om sukkerafgift på sukkerfri produkter alt for vigtig. Og den opfattelse, at parlamentet stadig ikke er noget rigtigt parlament, lever sit eget hårdnakkede liv. Så hvorfor bruge tid og energi og penge på noget, som "alle der ved noget" også ved er ingenting?

Og hvor har parlamentet været under den igangværende krise? Især da den spidsede til i slutningen af 2008? Her var det ministerrådet, der trådte sammen for at rage kastanjerne ud af ilden. Medierne fulgte forhandlingerne time for time, og kun få i denne verden ofrede det så meget som en tanke, om parlamentet gjorde sig forestillinger i den sammenhæng. At der så ikke kom noget som helst ud af ministerrådsmøderne andet end de sædvanlige fraser og opfordringer til de enkelte medlemslande om at koordinere deres redningsaktioner overfor bankerne, er en ganske anden sag.

Med til billedet hører også, at krisen, som den har foldet sig ud, har skubbet hele EU spørgsmålet endnu længere i baggrunden i den almindelige vælgerbevidsthed. Godt nok blev det i en kort overgang, da kronen var under pres, diskuteret, om ikke det var nu, at danskerne skulle til stemmeurnerne for at stemme om EU forbeholdene. Men da kronens stilling i forhold til euroen var genoprettet, forstummede også denne diskussion. Den hjemlige diskussion om bankpakkerne, om placering af det politiske ansvar for den voksende arbejdsløshed og debatten om vækstpakker eller ej indtog suverænt det politiske mediebillede.

Det samme gjorde sig gældende i alle de store EU lande. Og det var IMF, der måtte rykke ud for at afværge en truende statsbankerot i Ungarn, Letland og Irland. EU stod magtesløs. I hvert fald reagerede og handlede man ikke praktisk og konkret. Al opmærksomhed blev koncentreret om Gordon Browns udspil om en koordineret og aggressiv "bankredning", og uenighederne om, hvordan den globale krise skulle imødegås mellem Angela Merkel og Sarkozy og især Obama. Og selv på det niveau var interessen for de mulige fælles løsninger kun af ganske kort varighed. Det var og blev de store kapitalnationers individuelle løsninger, der til sidst fangede interessen. Også fordi, det var her, der virkelig skete noget - koordineret eller ej.

En i bund grund paradoksal situation set i lyset af, at krisen faktisk har flået euro konstruktionen og den dertilhørende vækst- og stabilitetspagt op i limningen. Stort set alle eurolandene har overskredet pagtens tærskelværdier for pengepolitikken i deres bestræbelser for at modgå en egentlig finansiel nedsmeltning og transformation til en dyb krise i realøkonomien med høj arbejdsløshed og risiko for social uro til følge. På indeværende tidspunkt er flere ledende EU økonomer faktisk i tvivl om, hvorvidt euro konstruktionen overlever krisen i sin nuværende udformning, eller om den skal gennemgå omfattende reformer, der bl.a. vil indbefatte opbygningen af en egentlig stabilitetsfond, som kan komme de mest betrængte økonomier til undsætning. For nuværende ville det have drejet sig om lande som Italien, Spanien, Grækenland, Irland og Portugal, hvis økonomier ikke kan hamle op med f.eks. den tyske og franske økonomi.

Men situationen er også paradoksal, fordi krisen har rokket en del ved styrkeforholdene mellem institutionerne indenfor EU, selv om det endnu er for tidligt at spå om, hvordan de nye tendenser vil udvikle sig videre.

Kommissionen har under krisen spillet en så tilbagetrukket rolle og nærmest taget sig så impotent ud, at det billede af autoritet og handlekraft, der tidligere har stået om institutionen er noget falmet. Ministerrådet har godt nok holdt møder og skabt enighed om en stor hjælpepakke til den finansielle sektor. Men de fleste ved godt, at hovedparten af pakken bestod af de nationale regeringers i forvejen vedtagne hjælpepakker, og den tyske kansler og den franske præsident har åbenlyst kørt deres helt eget politiske spil. Hvad værre er - de fleste nationale regeringer har gennemført krisepakker i en skala og på en måde, der helt klart favoriserer deres egen finanssektor og vitale nationale industrier. Dette gælder ikke mindst for de store bilproducerende medlemslande. Den indbyrdes solidaritet har været til at overse.

Faktisk er det kun den europæiske centralbank, der har været aktiv på scenen under hele krisen. Men bundet til pengepolitiske virkemidler og uden den helt store indflydelse på den samlede unionspolitik, har dens interventioner på pengemarkedet været begrænset til at alene at redde bankerne. Centralbanken er som en del af hele euro konstruktionen og uden samme suverænitet som nationalbankerne ganske begrænset i sine muligheder for at gribe ind i den samlede økonomi på et niveau svarende til den amerikanske, den japanske eller kinesiske nationalbank.

Der tegner sig således et billede i kølvandet på krisen af et EU, hvis sammenhængskraft ikke længere er så overbevisende, som hidtil fremstillet. EU's toneangivende institutioner er i krise, og det indbyrdes styrkeforhold er mere åbent end før.

Men problemerne for EU stikker dybere og er ikke ganske forskellig fra de problemer, som nu også vokser i de nationale økonomier. Tilliden til liberalismens markedsfundamentalisme er stærkt læderet, og kun nogle få enøjede (eller helt blinde) disciple klamrer sig til credoet om mere marked og mindre stat. Også det store flertal i befolkningerne har indset, at økonomiens frie fald i 2009 kun er blevet delvist bremset på grund af regeringernes helt enorme pengeudpumpning. Kravet om mere regulering lyder fra alle kanter - men vel at bemærke først og fremmest fra de nationale regeringer.

EU kommissionen har i den sag været tilbageholdende. I øvrigt ganske forståeligt, al den stund Kommissionen om nogen med afsæt i EU traktarene (godt hjulpet af EF domstolen) har forfægtet udlægningen af de frie markedsmekanismer og markedets forrang for politiske, sociale og kulturelle hensyn. Og det er netop den politik og den ideologi, der svarer til den, som nu er sat under pres. Logisk nok får det også indflydelse på Kommissionens autoritet og legitimitet, da hele konstruktionen modsvarer den liberalistiske politiske økonomi - drømmen om et "forretningsministerium" til at regulere betingelserne for markedets fri udfoldelse.

Men selv om Unionen angiveligt har fået nogle ridser i lakken, fordi den har vist sig langt mindre handlekraftig end forventet og måske endnu vigtigere fordi hele dens traktatlige grundlag har vist sig særdeles problematisk, betyder det ikke, at de fleste virkelig betydningsfulde økonomiske operationer og bevægelser ikke netop foregår i det internationale rum. Eksempelvis er hele banksektoren under de sidste syv års massive spekulationsbølge blevet yderligere integreret. Den samme udvikling kan ses indenfor de store transnationale selskaber og udbygningen af den vertikale industristruktur med underleverandører spredt ud over det meste af Europa, som igen har skærpet og udbygget arbejdsdelingen. Delvis en naturlig tendens indbygget i den kapitalistiske økonomi og delvis befordret af Kommissionens og Rådets politiske initiativer.

Det betyder omvendt, at de nuværende nationale krisepolitikker og bestræbelser for at holde arbejdsløsheden nede formodentlig vil vise sig stærkt begrænsede. Og ingen af medlemslandene - uden undtagelse - vil i sig selv have styrke nok til at gennemtrumfe de ønskede reguleringer af de finansielle markeder og sikre euroens stabilitet. De vil end ikke have tilstrækkelig styrke til at sikre deres nationale arbejdsmarkeder og kerneindustrier. Hertil er den økonomiske integration allerede blevet alt overvældende.

Set i det perspektiv er det ikke alene paradoksalt, men ligefrem absurd, at valgkampen op til EU parlamentsvalget enten former sig som en så tyst og ubemærket affære ned gennem hele Unionen eller også er plaget af fuldstændigt ligegyldige kandidater fra de toneangivende partier, der hver især fremfører små og ubetydelige mærkesager, som dels udstiller deres anakronistiske provinsialisme og dels de respektive partiers ligegyldighed overfor de fælles problemer i Europa.

Faktisk er det næsten kun grupper af progressive økonomer og EU interesserede intellektuelle og forskellige folkelige bevægelser, der for alvor har gjort sig bemærkede med krav om: en helt anden og gennemdemokratiseret EU konstruktion, en ændret økonomisk politik, det "sociale områdes" forrang for det økonomiske og en radikalt ændret optræden på den internationale arena for at gennemtrumfe en fair verdenshandel og regulering af den globale finansielle sektor. Den europæiske fagbevægelse har også været på banen i erkendelse af, at hverken arbejdsløsheden eller kampen for at bevare ordentlige arbejdsforhold for lønmodtagerne længere alene er et nationalt anliggende. Det har den liberalistiske dereguleringspolitik sammen med kapitalismens udvikling sørget for.

Men heller ikke disse udmærkede grupper af økonomer og intellektuelle eller de forskellige bevægelser inklusive fagbevægelsen har i den aktuelle situation formået at gøre den standende valgkamp nærværende endsige vigtig. Et faktum som måske også refererer til, at de politiske partier indenfor de kendte centrum-venstre mønstre enten hænger fast i illusionerne om et progressivt EU på det gældende traktatgrundlag eller i en nationalstatstænkning, der ikke rigtig tør udfordre vælgernes udlevede nationspræferencer. Selv når de samme partier skal beskrive, hvad deres kandidaters mission er i EU parlamentet, forfalder de til nationalstatslige begrundelser i stedet for at trække det sociale og demokratiske perspektiv frem som det mest centrale - som det de europæiske lønmodtagere er bedst tjent med alle nationale, kulturelle og sproglige forskelle til trods.

I det konfliktfelt falder selv de bedste forslag fra progressive økonomer og de faglige fællesorganisationer på stengrund. For hvem tror oprigtigt på, at det kan lade sig gøre at oprette en effektiv regulering af den finansielle sektor, at udvide og omlægge EU budgettet, så der kan gennemføres sociale udligningsordninger, at der kan indgås udviklingsfremmende handels- og bistandsaftaler med EU's nærområder og gennemføres en omfattende og lighedsskabende socialpolitik indenfor hele Unionen osv., uden det hele ender i bureaukrati og de store medlemslandes dominans? Kort sagt uden at prisen bliver for høj i form af tab af demokratisk selvbestemmelse og politisk autonomi og frihed.

Det er der selvsagt ikke mange, der gør på nuværende tidspunkt. Ingen af de toneangivende partier har seriøst påtaget sig den opgave at udvikle og propagandere en demokratisk reformstrategi for EU, eller en helt anden samarbejdsform, der dels gør op med det markedsfundamentalistiske grundlag og bureaukratiske centralisme og dels med institutionernes indbyrdes funktion og styrkeforhold og deres samkvem med de nationale parlamenter og deres underliggende demokratiske liv. Så igen - hvorfor dog tage et parlamentsvalg alvorligt, der alligevel ingen betydning har?

Ligeså forståelig denne holdning er, ligeså begrædelig er den. For der er faktisk langt mere på spil end et ubetydeligt parlamentsvalg midt i en tid, hvor de nationale regeringer og politiske partier har nok at gøre med at redde de nationale økonomier og presse deres lønmodtagere til at vise samfundssind og acceptere forringede sociale vilkår. Det er jo først og fremmest de nationale finansielle sektorer, der har brug for socialhjælp. Det mere, der er på spil, handler om en omfattende nyordning af de økonomiske, politiske og militære magtforhold på verdensmarkedet, som ikke er forårsaget men aktualiseret af den globale økonomiske krise.

I det spil, som både vil være meget langstrakt og meget farefuldt for verdens befolkninger, vil de store regionale politisk-økonomiske alliancer indtage en vigtig rolle. I Asien har Kina og Japan lagt al deres prestige ind i opbygningen af en "økonomisk katastrofefond". Der gøres i det stille forberedelser til en fælles valuta osv. USA søger allierede for at fastholde dollaren som reservevaluta og afværge en egentlig og åben deroute på verdensmarkedet. En verdensmagt slukker og lukker ikke pænt efter sig. Spillet om hegemoniet og magtstillingen er allerede i gang om udformningen af de internationale institutioner som en ny verdensordens struktur, der uvægerligt vil trænge sig på og trænge sig på med tiltagende styrke, jo længere krisen varer.

Et perspektiv af dimensioner, der gør, at den nuværende politiske kamp indenfor Unionen er mere relevant end nogen sinde før. Det vil i tiden fremover være af afgørende betydning, om EU grundlæggende er demokratisk opbygget, om en forfatningstraktat ophøjer markedsfundamentalismen til bærende princip eller først og fremmest beskytter borgerne socialt og kulturelt. Det vil have samme betydning, hvilken politisk magt, der styrer EU, når det drejer sig om nyordning af verdensmarkedet og kampen mod den strukturelle ulighed. Eller når det drejer sig om regulering af den finansielle sektor, de transnationale pensionsfonde og fordelingspolitikken både mellem medlemslandene indbyrdes og indenfor disses egne nationale økonomier. Ligesom den politiske farve også har afgørende betydning for viljen til at sikre det sociale arbejdsmarked og hjælpe de østeuropæiske medlemslande, der er storleverandører af billig og løntrykkende arbejdskraft. Og uanset om man bryder sig om det eller ej, så eksisterer euroen om ikke andet så som symbol på den økonomiske og markedsmæssige integration.

Hvordan vi end vender og drejer terningen, bliver resultatet det samme. Ligegyldigheden overfor parlamentsvalget fra medier, partier og vælgere står i et skærende misforhold til dets faktiske betydning - her forstået som nødvendigheden af at bruge enhver lejlighed til at indlede og udfolde et samlet politisk opgør med EU's markedsfundamentalisme og bureaukratiske centralisering og den nationaløkonomiske selvforståelse, der fremover kun kan afsvække det politiske livs demokratiske processer og den kulturelle egenart yderligere, fordi den nuværende indretning lader markedsdominansen gå fri.

Uanset holdningen til EU - for eller imod - eller indstillingen til, om EU kan reformeres til en republikansk social demokratisk Union, står enhver centrum-venstre alliance, der vil et opgør med kapitalismens dehumanisering, økonomiske kaos og autoritære tendenser, overfor et valg uden mellemproportionelle omveje. Enten vil man udvikle og engagere befolkningen i en social og demokratisk reformpolitik indenfor den nuværende Union og på tværs af nationale grænser, eller også må man opfinde, eller også må man opfinde en ny Union til erstatning for den nuværende.

Med mindre man selvfølgelig endnu engang vil underlægge sig nationalstatslige utopier af frygt for udfaldet af næste Folketingsvalg og hermed prisgive sin brede vælgerskares fremtidige livsbetingelser. Men således betragtet vil en centrum-venstre alliance heller ikke være til megen nytte for nogen. Og således må vi også slutte med at konstatere, at centrum-venstre partierne både i og uden for landets grænse har et stort ansvar for, at en vigtig lejlighed til at påvirke debatten om et politisk økonomisk alternativ til forfatningstraktatens og EU institutionernes markedsfundamentalisme, er udeblevet i en upåagtet valgkamp.