Eftertankens tid?
Af Redaktionen

Offentliggjort: 01. maj 2009

For nogle uger siden, nærmere bestemt den 7. april dukkede der en spændende og lidt usædvanlig artikel op af økonom Per H. Hansen på Børsens hjemmeside. Usædvanlig, fordi artiklen meget præcist kritiserede de herskende økonomiske teorier på bjerget for at operere med "økonomiske modeller og diverse forsøg på økonomiske prognoser, der med usvigelig sikkerhed altid tager fejl". Forfatteren begrunder bl.a. sin påstand med en henvisning til, at der altid sker noget uventet, som modeller ikke kan tage højde for, og ikke mindst at "de bygger på nogle grundlæggende antagelser om mennesket, som er uholdbare".

I sine begrundelser henviser han også til en ny disciplin, der kaldes behavorial economics, som udgår fra den grundantagelse, at "vores erkendelse af verden påvirkes af en lang række faktorer, som traditionel økonomisk teori ikke kan forholde sig til". Selve artiklen rundes af med et spørgsmål om, hvorvidt det overhovedet længere giver mening at operere med økonomi som en selvstændig videnskabelig disciplin, og om ikke der er brug for en økonomisk teori, "der i højere grad tager sit grundlæggende udgangspunkt i en mere passende forståelse af, hvordan mennesket er "skruet sammen"". Hvortil kræves, at økonomisk teori i fremtiden integreres i de øvrige samfundsvidenskaber og måske oven i købet tænkes sammen med historievidenskaben.

Artiklen som sådan ville ikke have været så interessant, havde det ikke lige været fordi der bl.a. i Financial Times i samme periode har været bragt adskillige artikler af vægtige økonomer, der for det første gør op med forestillingerne i ligevægtsteorierne om den selvregulerende markedsøkonomi og for det andet sætter spørgsmålstegn ved de samme teoriers grundantagelser om, at mennesket i et og alt handler økonomisk rationelt og kun afviger herfra, hvis det politiske system og andre irrationelle fænomener i samfundet tager overhånd.

Vi vil nok i den nærmeste periode stifte bekendtskab med flere af sådanne kritiske opgør med de neoklassiske og liberalistiske økonomiske teorier. I hvert fald hvis vi skæver til de historiske erfaringer.

I 1929-1933 udspandt der sig en voldsom teoretisk borgerkrig mellem de klassiske økonomer, der afviste enhver form for statslig indgreb i den voksende økonomiske krise og alene kunne anbefale monetære manipulationer og intet andet. Og på den anden side de praktiske økonomer, som havde indset, at forestillingerne om det selvregulerende marked og krisens selvstændige rensende virkninger ikke havde meget med virkeligheden at gøre. Hvis man skulle undgå et decideret samfundsmæssigt sammenbrud og medfølgende social uro, måtte staten på en eller anden måde gribe ind dels for at fremme efterspørgslen og dels for at sætte offentlige arbejder i gang og bekæmpe arbejdsløsheden. Problemet for disse økonomer var, at de ikke kunne henvise til en teori, der understøttede deres pragmatiske forslag.

Teorien leverede Keynes samme år, men den slog først igennem tre år senere og faldt på denne måde sammen med USA's og Englands begyndende oprustningspolitik. Udviklingen herefter og den voldsomme vækst efter 2. Verdenskrig så ud til at skulle bekræfte Keynes økonomiske teorier på en sådan måde, at de fleste politikere og samfundsforskere faktisk var overbevist om, at man for det første havde fået et teoretisk redskab til at styre en krisefri kapitalisme og for det andet en teori, der var mere i overensstemmelse med den faktiske menneskelige natur.

Ikke desto mindre levede forestillingerne om en gennemsnitlig ligevægt på markedet videre og førte med udsigten til nye inflationære tendenser til en antagelse hos mainstream økonomerne om, at der var en nøje sammenhæng mellem arbejdsløshed og inflation. Antagelsen blev anerkendt og gjort til et nyt væsentligt styringsmål. Men pludselig skete der noget uforudset. På ganske få år fik man i 70'erne både høj arbejdsløshed og høj inflation. Og endnu engang udbrød der borgerkrig indenfor faget økonomi. Det samme billede gentog sig ved recessionen i 1982, og nu skal vi så opleve det en gang til, hvor kritikerne nu først og fremmest anklager de neoliberalistiske økonomers irrationelle tro på økonomisk rationalitet og forestillingerne om samfundsøkonomien som blot og bart et samlet udtryk for de mange virksomheders og økonomiske agenters selvstændige og autonome handlinger. Hvad de fleste af disse kritikere forbigår med stor behændighed er, at de kritiserede økonomiske teorier meget nøje svarer til liberalismens generaliserede menneske- og samfundssyn. Bedst udtrykt af Margaret Thatcher, der lidt polemisk postulerede, at samfundet ikke var andet end summen af individerne.

Så hvis den neoklassiske økonomi er under anklage for at bygge på fejlagtige modeller, gold matematik med udgangspunkt i et helt forkert og primitivt menneskesyn, må anklagen også gælde de samme økonomiske teoriers politiske og ideologiske overbygning.

For problemet er jo, at de udskældte modeller sagtens kan være rigtige eller i det mindste give nogle valide udsagn indenfor et samlet rationelt system. Man kan absolut heller ikke udelukke, at mennesket handler økonomisk rationelt. Det er blot ikke det, der er på dagsordenen, men derimod at definere, hvad der forstås ved rationalitet.

For hvad der er "godt for Ford" er ikke nødvendigvis godt for USA. Ikke desto mindre er det denne atomistiske fejlslutning, der bestemmer mainstream økonomernes modeller. Vækst, rigdom og velstand er blevet ensbetydende med de mange virksomheders, servicevirksomheders og finansinstitutioners vækst uden hensyntagen til de mere og mere problematiske afledte effekter.

Produktion af flere og flere biler giver godt nok en høj indtjening og høj beskæftigelse, og sådan kunne logikken generaliseres til snart sagt al produktion - og krudt og kugler. Men om det er fornuftigt, er ikke et økonomisk spørgsmål, men et politisk samfundsmæssigt. Og anskuet herfra er en øget produktion af biler helt og aldeles irrationelt. Man behøver blot fem minutters ophold på en motorvej for at erkende den systematiserede irrationalitet. Det samme kunne siges om produktionen af fødevarer, elektriske artikler osv. Det kan godt være, at de hver især er små teknologiske vidundere, men taget under et og i en sammenhæng - og denne er kapitalistisk - har de bidraget til en økonomisk vækst, der bl.a. truer vores naturgrundlag, underminerer samfundenes sociale grundlag og binder enorme ressourcer i, at alle tvinges til at købe det samme, hvor kollektive løsninger kunne have sparet på ressourceforbruget og samtidig sikret en langt mere ensartet og udbredt rigdomsudvikling.

Godt nok en anden form for økonomisk rationalitet, idet udgangspunktet er kollektivet som økonomisk aktør og ikke enkeltindividet som forvalter af egne snævre interesser. Men - og det er ganske rigtigt - en sådan alternativ form for økonomisk rationalitet, der snildt kan anvende mange af de udviklede matematiske modeller, ville også kræve en anden form for politisk rationalitet, der på ingen måde er forenelig med liberalistisk tankegang og slet ikke med kapitalismen som samfundssystem.

Problemet får sin egen klare politiske aktualitet, når Ole Sohn fra SF op til partiets landsmøde kritiserer bankerne og hele finansverdenen for at have handlet "hamrende uansvarligt". Nej - bankerne og finansverdenen har ikke handlet uansvarligt. De har fulgt deres instinkt for at skabe den maksimale profit, og her har de helt modsat den konventionelle opfattelse fået følgeskab af en lang række af de store transnationale virksomheder, som igennem flere år først og fremmest har hentet deres afkast ved finansiel spekulation. At dette så har ført til kreditfinansieret overforbrug, opbygget uholdbare ubalancer i verdensøkonomien, lav produktivitet, faldende investeringer og spændt den globale ulighed til det yderste, er noget ganske andet. Men som kapitalister har de handlet ansvarligt, selv om de gennem deres handlinger har undergravet grundlaget for almindelig produktiv vækst i realøkonomien mange år fremover. Kapitalismen er et dynamisk økonomisk system, der trods mange indre modsætninger har skabt en enorm økonomisk vækst. Problemet er, at det ikke nødvendigvis er den vækst menneskene og samfundene har brug for. Og det er netop den problematik, der nu sættes på dagsordenen, om end det i første omgang tager form af en kritik af de neoklassiske økonomiske teoriers grundlag og menneskesyn.

Men det fører ikke særlig vidt at kritisere de moderne matematiserede økonomiske modeller for utilstrækkelighed, fordi de bygger på forkerte antagelser om, "hvordan mennesket" er skruet sammen, hvis man ikke samtidig stiller spørgsmålet, hvordan det menneskelige samliv er "skruet sammen", og om dette tilgodeses rationelt indenfor den kapitalistiske samfundsorden. Eller sagt på en anden måde, kan man ikke kritisere de gængse økonomiske teorier og modeller eller kapitalen for at handle "hamrende uansvarligt", hvis man ikke som konsekvens indleder et kritisk opgør med den samfundsindretning, der enten har frembragt disse teorier og "hamrende uansvarlige" handlinger eller på den anden side legitimeres ved disse.

Og så er vi tilbage ved begyndelsen for 233 år siden, hvor Adam Smith m.fl. ikke talte om økonomi som sådan - men om politisk økonomi. Hvor interessen drejede sig om at få hold på, hvorledes samfundenes rigdom blev skabt og efterfølgende fordelt mellem samfundsgrupperne. Hvorfor disciplinen kom til at hedde politisk økonomi, fordi man havde indsigt i, at der ikke kunne findes "rene økonomiske" teorier, der kunne forklare, hvorfor der blev produceret og fordelt på en ganske bestemt måde. Hertil krævedes også politisk analyse og kritisk indsigt i samfundets samlede organisation. Man havde den gang knap fantasi til at forestille sig, at der skulle komme økonomiske- og socialvidenskabelige forskere efter, der i ramme alvor kunne hævde, at markedsøkonomien af egen drift kunne frembringe en samfundsmæssig ligevægt og besvare alle vægtige samfundsmæssige spørgsmål.

Af samme årsag indledte Karl Marx og med ham mange andre heller ikke en kritik af økonomien eller den kapitalistiske økonomi, men af den politiske økonomi og således af den kapitalistiske samfundsindretning som sådan - og ikke af enkeltstående fænomener, økonomiske dysfunktioner, uretfærdigheder mv. Idet den politiske økonomi, netop fordi den var politisk, også var historisk og således også stod til at ændre politisk.

Således forstået bør Per H Hansens eftertanke påkalde sig megen ros, fordi han sammen med mange andre tænksomme økonomer om end ikke helt tilsigtet, har sat kritikken af den politiske økonomi på dagsordenen. Og herved åbnet op for en diskussion af, hvordan mennesket og det samfundsmæssige menneske egentligt "er skruet sammen" for at nå til den dybere forståelse af, hvad der egentligt er samfundsøkonomisk rationelt, og hvilke politiske forudsætninger, der skal være til stede for at indfri denne rationalitet.

I den sammenhæng batter det ikke rigtigt at kritisere kapitalen for at handle "hamrende uansvarligt", når de enkelte kapitalister nu engang har handlet kapitalistiske ansvarligt. Hvis de har handlet uansvarligt set i en samfundsøkonomisk sammenhæng, og deres handlinger er i konflikt med menneskenes og samfundenes behov i almindelighed - så er det kritikken af kapitalismen og alternativet, der skal bruges krudt på og ikke moralsk kvababbelse over de enkelte kapitalisters økonomiske rationalitet. Den kritik og debatten om alternativer ser vi gerne bredt ud i dette tidsskrift.