Oppositionen styrket – og?
Af Redaktionen

Offentliggjort: 01. april 2009

Så langt øjet rækker strækker der sig nu en kø af politikere, økonomer, samfundsanalytikere og politisk/økonomiske kommentatorer, der er ved at indløse billet til en helt ny forestilling.

Liberalismens nedslidte stykke om markedets uovertrufne og selvregulerende evne til at skabe vækst og velstand, tøjle bureaukrati, vilkårlighed og undertrykkelse af den enkeltes frihed er enten taget af plakaten eller er på vej til at blive det. En ny forestilling er annonceret, uden at nogen er helt på det rene med, hvad den skal indeholde, hvem der skal tildeles hvilke roller, og hvem der skal instruere.

Men forestillingens tema er mere eller mindre formuleret. Det kommer til at handle om en ny form for statslig styring af samfundsøkonomien og en international regulering af verdensmarkedet. Og den er nødvendig, fordi den første forestilling ikke sælger billetter mere.

Nogle forsøgte at indbilde os, at der kunne justeres på det gamle show - på liberalismen - ved at kalde krisen en finanskrise i den tro, at opgaven hovedsagelig ville bestå i at hive nogle uønskede aktører ud af forestillingen og erstatte nogle scener med andre og mere passende. Men det gik ikke, selv om man stadig i regeringskontorerne arbejder med den ene bankplan og finansielle redningspakke efter den anden. Den erkendelse, at krisen ikke kan begrænses til en krise i en dysfunktionel finanssektor, breder sig nu hastigt, hvilket også er begrundelsen for det voksende krav om en ny forestilling.

Flere toneangivende analytikere taler endog om paradigmeskifte, hvormed de henviser til et skifte fra markedsfokuseringen og de abstrakte og uproduktive manøvrer og bevægelser i finansverdenen tilbage til produktionen som grundlaget for alt, hvad der er fornuftigt og reelt.

FN's udviklingsorganisation UNCTAD skriver direkte i sin seneste rapport fra marts 2009, at en af de største opgaver for verdens regeringer består i at tage et opgør med "finansialiseringen" af det økonomiske liv og ophævelsen af den dermed skabte afstand mellem den reale produktion - også kaldet realøkonomien - og handlingerne i den finansielle sektor. Man går endog så vidt som til at afvise alle nationale løsninger på krisen som reelle, med mindre de indgår i en samlet indsats for at genopbygge en ny reguleret økonomisk verdensorden, hvor hele den finansielle sektor skal spille en underordnet og tjenende rolle.

Financial Times har indledt en ny serie under overskriften "Fremtidens kapitalisme", hvor alverdens økonomer og økonomiske kommentatorer drøfter mulighederne for at genskabe en ny stabil kapitalistisk vækstperiode, hvor statsmagten igen skal spille en ledende rolle og markedskræfterne underlægges stram national og international regulering. De samme toner er slået an i The Economist og i en række andre ledende tidsskrifter. Og strømpilen for indholdet i den nye forestilling er sådan set klar nok, om end den er formet som et spørgsmål: "hvordan redder vi kapitalismen fra sig selv"?

Disse og mange andre bestræbelser for at fremskynde en nyorientering og samtidig afværge en egentlig økonomisk og social depression og et sammenbrud på verdensmarkedet har igen gjort det legitimt at tale om nationalisering af finansielle nøgleinstitutioner og kriseramte produktionsvirksomheder indenfor vitale samfundssektorer. Keynes' økonomiske teorier - og især efterspørgselsteoremet - indtager igen en central rolle i de økonomiske debatter. Det har af gode grunde forledt en del på den politiske venstrefløj til at vejre morgenluft og i de aktuelle debatter og med udsynet til en forslået liberalistisk højrefløj på retræte at se konturerne af et afgørende magtskifte - ikke bare i Danmark, men i store dele af Europa.

Og ganske rigtigt er der på få måneder trukket nye fronter op i dansk politik. Slaget om skattereformen skabte ikke disse fronter, men udløste de omgrupperingsbevægelser, der skulle til for endeligt at tegne et billede af en samlet opposition og et nyt regeringsgrundlag. I forhandlingerne om først bankpakkerne og senere skattereformen er det lykkedes for Socialdemokratiet og SF at fremføre fælles alternativer. De har for det første været langt mere solidariske og for det andet taget den økonomiske krises dybde alvorligt. Det fremgår bl.a. af de to partiers insisteren på nødvendigheden af at vedtage en større og mere gennemgribende vækstpakke for dels at modvirke arbejdsløsheden og dels benytte anledningen til at genopbygge hele den nedslidte offentlige sektor og infrastruktur.

At regeringen ikke har givet efter for presset, men tværtimod har fortsat med sin kuldsejlede liberalistiske politik alene støttet af DF er ikke et vidnesbyrd om styrke. Den kan ikke andet. Den står og falder med den internationale markedsfundamentalistiske tendens og vil gå ned med den. Faktisk har regeringen ikke haft andet valg end at forskanse sig og minimere skaderne. Det har på den anden side givet oppositionen både tid og grund til at finde sammen, hvilket stilskiftet i EL og den politiske drejning i Det Radikale Venstre blot er de seneste tegn på.

Man vil regeringsmagten! Men hvad vil man med den?

Vi ved, at Socialdemokratiet og SF vil gennemføre en offensiv vækstpakke og en ny og mere solidarisk skattereform, hvor man bl.a. vil fjerne muligheden for at trække sundhedsforsikringer fra i skat. Vi ved, at de to partier og sandsynligvis hele oppositionen kan enes om en offensiv vækstramme for kommunerne. Men meget mere ved vi ikke om, hvordan de i øvrigt vil gøre op med hele den liberalistiske markedsorientering, som det er lykkedes VK regeringen dels at bundfælde i hele den almindelige samfundstænkning og dels at indbygge i hver eneste pore af den offentlige sektor i forbindelse med strukturreform, arbejdsmarkedsreform, frit valgs reform, kvalitetsreform osv.

VK regeringens samlede kompleks af reformer har udviklet en struktur og et sæt af styreformer inden for hele den offentlige sektor, der nødvendiggør, at alle ansatte handler efter en slags abstrakt markedslogik, og har på den anden side omdefineret borgerne til serviceforbrugere eller direkte kunder. Kort sagt er det lykkedes regeringen ikke alene at privatisere og individualisere løsningen af kollektive opgaver og problemer, men også at gribe ind i borgernes selvbevidsthed. Og disse betingelser vil en ny centrum-venstre regering være underlagt, hvis ikke oppositionen allerede nu indleder et bredspektret angreb, som den forpligter sig til at følge op på i praksis ved en regeringsovertagelse.

Vi ved nu også - selv OECD og IMF ved det - at krisen er så dyb, at vi hverken kan forudsige væksten i arbejdsløsheden, omfanget af den sociale polarisering eller risikoen for et større væksttilbageslag på verdensmarkedet. Et faktum, som også et centrum-venstre alternativ må forholde sig til!

Der findes med UNCTAD rapportens konklusion ikke længere nationale løsninger på den økonomiske krise eller det kaos, som den liberalistiske samfundsstrategi har frembragt. Af samme grund er det heller ikke sandsynligt, at en ny regering kan indlede opgøret med to årtiers angreb på socialstaten uden dels at støde på indædt modstand fra de samfundsgrupper, der har profiteret af denne tendens og dels skabe en række utilsigtede konsekvenser og reaktioner, som det kun er muligt at tackle, hvis der forinden er udviklet en bred og aktiv folkelig opbakning. En lære, som i det mindste præsident Obama har draget, når han i større eller mindre grad holder liv i den græsrodsbevægelse, der førte ham til sejr.

Når en hel befolkning gennem to årtier er blevet tudet ørene fulde med fraser om, at "pengene ligger bedst i borgernes lommer", at alt skal kontrolleres, dokumenteres og kalkuleres, at offentlig transport og andre offentlige løsninger kun duer, hvis de økonomisk kan hvile i sig selv, at borgerne skal tænke på sig selv og i et og alt handle som forbrugere. Ja, så giver det næsten sig selv, at en omfattende kriseløsning, der kun er mulig ved at genindsætte kollektive løsninger på kollektive problemer som politisk paradigme, vil rende ind i modstand den ene gang efter den anden. Og i det spil kan man ikke forlade sig på, at liberalismen som ideologi og samfundspolitik er afgørende kompromitteret og har mistet autoritet, når den forinden er sivet ind som grundbetingelse for hverdagslivet. Der skal arbejdes hårdt for at erstatte et princip om kontrol, bedst og billigst og noget for noget med et solidarisk livsperspektiv.

Vanskelighederne bliver ikke mindre af, at der med den lange liberalistiske offensiv mod velfærdsstaten og den tilsvarende styrkelse af den kapitalistiske klasse og den ideologiske markedstænkning inden for alle områder af samfundslivet også er sket en afpolitisering af hele det politiske liv.

Politik er blevet redefineret til at være instrumentel samfundsstyring i bedste koncernstil. Demokratiet er degraderet til tekniske valghandlinger for partiernes konkurrence om magten til at gennemsætte rammerne for borgernes individuelle livsudfoldelse, men hvor borgerne samtidig er blevet hægtet af. Og denne afdemokratiseringsproces er trængt helt ind i de partier, der nu står på tærsklen til at formulere et alternativ.

Hvis Socialdemokratiet og SF sammen med Det Radikale Venstre og Enhedslisten skal overvinde "det politiske tomrums" problem, kommer de ikke uden om også at skulle formulere en klar politik for genoplivning af demokratiet og fællesskabstænkningen. For at blive folkelige repræsentanter med den nødvendige folkelige opbakning bag deres politik, skal partierne tage et opgør med mange års elitært politisk liv og genopfinde dels forankringen i de folkelige bevægelser og organisationer og dels udviklingen af nye folkelige forankringspunkter, der kan udfolde en ny ramme for "demokratisering af borgeren" og af samfundslivet.

For nu at vende tilbage til det, vi indledte lederen med, så er køen, der vil købe billetter til de nye og radikale løsninger på kapitalismens krise vokset. Men koret af de mange nye statsinterventionister har absolut ingen intentioner om at begrænse markedets og den kapitalistiske profitproduktions dominans. De har heller ingen intentioner om udvidelse af borgernes demokratiske indflydelse på fremtidens regulering af samfundslivet. For dem gælder det alene om at redde kapitalismen uden at nå dertil, hvor der også skal gennemføres radikale indgreb overfor de både nationale og internationale årsager, der har skabt det uoverskuelige globale kaos.

Det er op til de nye centrum-venstre alternativer at bane vejen for disse indgreb - uden at forfalde til nationalistiske løsninger og protektionistiske beskyttelsesforanstaltninger i deres bestræbelser for at redde de nationale økonomier. Derfor nytter det heller ikke stort, hvis en centrum-venstre regering i Danmark alene læner sig op ad en ny kapitalistisk reguleringsstrategi eller indskrænker sig til at modvirke krisens sociale konsekvenser gennem en modificeret omfordelingspolitik.

Den må i alle forhold integrere sin konkrete krisepolitik i en omfattende demokratiseringsbevægelse, der rækker dybt ind i statssystemet, i et centralistisk EU, det internationale samarbejde og de tilhørende institutioner.

Vel står et opgør med liberalismen for døren, men kun som indledningen til en omfattende gendemokratisering af hele samfundslivet, herunder produktionen og fordelingen af samfundets rigdom - nationalt og internationalt. Men det opgør magter ingen regering at gennemføre - alle gode hensigter til trods - med mindre den for det første er en del af en større international tendens og for det andet selv bidrager til at udvikle det demokratiske grundlag for sit eget folkelige mandat.