Skattereform på Skinner
Af Redaktionen

Offentliggjort: 01. marts 2009

I 1953 udkom psykologen B. F. Skinner med bogen Science and Human Behavior, hvor han gjorde sig til talsmand for en ekstrem stimulus-responspsykologi. Han afviste psykiske processer som; følelser, vilje, forpligtelse og tænkning som relevante og hævdede, at det eneste interessante er den adfærd som kan registreres i forhold til helt bestemte stimuli. Senere overførte han i 1971 sine psykologiske synspunkter til en teori om samfundsstyring og social kontrol i bogen; "Har vi råd til frihed".

Opfattelsen var kort fortalt den, at med de rette stimuli kunne borgerne styres og reguleres til at gøre "det rigtige" og hensigtsmæssige. Og det vigtige var her, hvordan de opførte sig. Alt det andet kunne man alligevel ikke vide noget bestemt om.

B. F. Skinners teorier vakte selvsagt enorm modstand blandt psykologer og sociologer, og allerede da hans bog, "Har vi råd til frihed", udkom, var hans tanker hverken videnskabeligt eller politisk "korrekte". Og få år efter var han enten glemt eller blev brugt som en vittighed.

B. F. Skinner delte på denne måde skæbne med Milton Friedmann og andre af de radikale liberalistiske økonomer fra "Chicagoskolen", der levede en marginaliseret tilværelse i velfærdsstatens og keynesianismens skygge.

Men ca. 10 år efter skulle de få hævn i et omfang, som ingen dengang overhovedet kunne have gjort sig begreb om. Milton Friedmann blev ophøjet til cheføkonom for den liberalistiske bølges opgør med velfærdsstaten og den keynesianske økonomi, og B. F. Skinners tankegods blev i indpakket og i ganske ordrig form indbygget som ledetråd i den bølge, der fra midten af 80'erne og op til i dag kom til at gå under navnet New Public Management.

I dag er deres tankegods almindelig visdom blandt alverdens samfundsforskere, selv om de vil forsværge ethvert slægtskab i hvert fald med Skinner. Men kontraktpolitikken er anerkendt som politisk styringsinstrument. Få stiller spørgsmål ved effektiviseringsmanien indenfor den offentlige sektor. Begreber som eksempelvis myndighed, omtanke, medfølelse og interesse indgår ikke længere i synet på den almindelige borger eller ansatte i det offentlige. En så sofistikeret menneskelig aktivitet er forbeholdt de ganske tynde lag i toppen og deres stabsmedarbejdere. Og incitamentsstyring er i konsekvens heraf blevet en helt almindelig daglig foreteelse, hvilket lige præcis var, hvad Skinner forestillede sig som idealet for ingeniørstaten.

Faktisk er den liberalistiske ideologiske nedsivning i tidsånden lykkedes så godt, at man i den politiske debat og blandt de økonomiske- og psykologiske hjælpevidenskaber er komplet tonedøve overfor den voksende modstand i befolkningen mod at blive reduceret til ureflekterede elektroniske kredsløb. I undersøgelse efter undersøgelse har et flertal af befolkningen vist, at den både har stor forståelse for det offentliges udgifter, ønsker en socialt retfærdig velfærdspolitik og en socialt afbalanceret skattepolitik. At den insisterer på både at have blik for andre, at kunne tænke selv og føle noget for fællesskabet.

Ikke desto mindre fortsætter magteliten både i og udenfor den offentlige sektor med at fremture med de mest primitive stimulus-respons argumenter i jagten på den optimale og modsigelsesfri effektivitet - målt som mikroøkonomisk output.

I samme spor kører Skattekommissionen og som forventeligt regeringen, der på grundlag af kommissionsudspillet den 24. februar fremlagde et nyt skatteudspil under endnu en monstrøs titel; "Forårspakke 2.0 - vækst, klima, lavere skat".

Lad os her se bort fra det med vækst. Den er for tiden underlagt tyngdeloven, og lad os samtidig reservere hele klimadebatten til astrologien. Her ønsker regeringen den alligevel hen. Så er der skatten tilbage.

Og her er det ganske utroligt, som B. F. Skinner får oprejsning. Topskatten skal sænkes fra 15 til 13.5%. Topskattegrænsen hæves og Mellemskatten fjernes. Argumentet er, at så vil borgerne få et incitament til at arbejde mere. Og dette incitament virker, som det forstås, bedst hos dem, der har mest at vinde. De rige.

Begynder de at arbejde mere, vil de også forbruge mere og på den måde bidrage til at "sætte gang i hjulene". De mindre velbjærgede får ganske vist ikke nær så meget ud af skattereformen - dem der tjener under 300.000 kr. om året slet ikke noget - men til gengæld kan de se frem til igen at kunne komme i arbejde. Kort og godt skal der blot trykkes på den knap, der vitaliserer berigelseskredsløbet hos øvre middelklasse og overklassen, så regner både politikere og de økonomiske orakler med, at forbruget vil få en ny vitaminindsprøjtning og forbrugsfesten kan genoptages.

Selvfølgelig tager skatteudspillet højde for, at det på sigt skal være fuldt finansieret. Det skal blandt andet ske gennem højere "grønne afgifter" og andre afgiftstyper.

Igen øjner man Skinner bag kulissen. Hvis befolkningen ikke vil rette sig efter vores incitamenter og arbejde mere, når vi sætter skatten på arbejde ned, så kan vi skærpe stimuli ved at sætte afgifterne op. For så bliver folk ganske enkelt nødt til at arbejde noget mere, hvis afgifterne skal betales. Det kaldes betinget respons.

Men lad os dreje lidt væk fra liberalismens socialteknologiske lirumlarum og se på, hvad de centrale konsekvenser af skatteudspillet egentligt er.

Regeringen har siden sin første tiltræden haft et mål på skatteområdet. At hive progressionen ud af hele skattesystemet, svække borgernes mulighed for at opnå velfærdsydelser fra det offentlige og med 2015 planen reducere og fastlåse de offentlige driftsudgifters andel af BNP. Dvs. gennemføre en markant og konsekvent omfordeling fra de fattigste dele i samfundet til de rigeste. Lavere skat på arbejde og højere afgifter på forbrug er mantraet. I dag udgør den progressive del af skatten - personskatten og erhvervsskatten - kun ca. 40% af den samlede skatteindtægt. Resten stammer fra moms, afgifter og arbejdsmarkedsbidrag. En yderligere reduktion af den progressive del af skattegrundlaget går med usvigelig sikkerhed ud over ca. 60% af befolkningens leveforhold. Og det uanset hvad man så kalder de forskellige afgifter.

Her er det i øvrigt ganske interessant at notere, at når det eksempelvis drejer sig om "grønne afgifter", så kalkulerer man ikke med Skinnes stimulus-respons effekt, for i givet fald skulle man ikke kunne indregne et bestemt skatteprovenu på den konto. Det har heller ikke været formålet med nogen af skatteomlægningerne. Ligesom med alle de andre centrale politiske reformer indenfor de sidste 8 år har formålet være at svække hele det velfærdsgrundlag, der indtil nu har gjort størstedelen af befolkningen relativt immune overfor liberalismens reduktionistiske menneskesyn - profitmaksimeringens historiske motor.

Men når nu regeringens hensigter med denne skattereform nummer 2 er så åbenbare, hvorfor går oppositionen så overhovedet ind på tanken om, at en skattereform er nødvendig, og at skat på arbejde skal lettes og flyttes over til afgifter af den ene eller den anden slags? Man kunne forstå det, hvis der havde været et folkeligt pres. Det er ikke tilfældet. Eller hvis en skattereform kunne kickstarte økonomien. Det er heller ikke tilfældet. Faktisk er det kun erhvervslivet og bankøkonomerne, der søvngængeragtigt har plæderet for en skattereform - og deres ord har ellers ikke den store autoritet for tiden.

Hvorfor har oppositionen indsnævret sin opposition til alene at handle om større social afbalancering? I stedet for at gå lige i kødet på regeringen og samtidig gøre det klart for de brede lønmodtagergrupper, at enhver udvanding af progressionen i personskatten og enhver tilsvarende forøgelse af afgifterne altid vil "vende den tunge ende nedad". Og at forøgelse af det private forbrug på bekostning af det offentlige og kollektive forbrug først og fremmest rammer de store befolkningsgrupper, der har mest behov for en skattefinansieret statslig omfordelingspolitik.

Det er ganske simpelt vanskeligt at forstå, at oppositionen ikke i en situation, hvor den offentlige sektor skranter, hvor almindelige mennesker klamrer sig til deres dyrt betalte forsikringer for at klare sig og med voksende frygt ser på deres indskrumpede pensionssaldo, udfordrer regeringen og klart afviser alle tanker om en skattereform efter den fremlagte linje.

Oppositionen skulle tværtimod fremlægge forslag til en skattereform, der skærpede progressionen i personskatten, begrænsede afgifterne for de almindelige borgere og tilsvarende øgede afgifterne overfor erhvervslivet. Hævede skatten på alle former for kapitalafkast, afskaffede fradraget på sundhedsforsikringer og varslede en socialt afbalanceret boligskat, så ingen skal gå fra hus og hjem. Selvfølgelig ville der lyde et ramaskrig fra regeringen og dens socialteknologer indenfor de højere samfundsvidenskaber - men tiden er ikke med dem. Tiden er til at fremlægge en radikal skattepolitik, der gør det muligt at gennemføre velfærdsforbedringer for de mange og genoprette en lighedsfremmende fordelingspolitik. Hertil kræves en udvidelse af de direkte skatters andel af den samlede skattebase.

For Milton Friedmanns og B. F. Skinners moderne arvtager har ikke ret. Folk vil i almindelighed ikke lade sig reducere til et binært talsystem eller et incitament justeret kredsløb af betingede responser. De vil tænke, føle, engagere sig og forpligte sig sammen med andre borgere, og de vil først og fremmest opleve at kunne leve trygt og med en stor grad af individuel frihed og demokratisk indflydelse på tingenes gang. Det fordrer et anerkendt og praktisk fællesskab.

Ikke højrefløjens beklumrede og abstrakte værdibaserede fællesskab. Men et praktisk fællesskab, hvor samfundet i form af det offentliges forpligtelser overfor den enkeltes velfærd skaber de reale og konkrete muligheder for, at den almindelige borger kan udfolde sig frit. Vel at mærke uden at have konkursen rendende efter sig som en klæbrig skygge og i øvrigt være overladt til sig selv eller sit forsikringsselskab, hvis der skulle gå noget galt.

Hvis oppositionen tog dette perspektiv alvorligt og vristede sig fri af opinionsmålingernes Skinneragtige borgerfigur, kunne den på en og samme tid sejle lodret op mod regeringens nye skattepolitik og liberalistiske skattetænkning og indlede en mere forpligtende dialog med de samfundsgrupper, der rent faktisk vil få mere ud af en øget beskatning og mere offentligt velfærdsforbrug - især nu hvor borgernes sikkerhed er under pres af kapitalismens krise og øget arbejdsløshed.

Hvis man virkelig vil sikre lønmodtagerne mod i denne situation at blive totalt eksponeret overfor erhvervslivets skalten og valten med løn- og arbejdsvilkårene, er det en påtrængende opgave at øge de kollektive velfærdsforanstaltninger. Og det kræver højere og ikke lavere skat. Broderparten skal bæres af de indtægtsgrupper, der i to årtier har nydt godt af den politik, som Milton Friedmann og B. F. Skinner lagde "moderne" teorier til.

Men endnu har vi ikke besvaret vores eget spørgsmål om, hvorfor oppositionen ikke griber denne oplagte mulighed til at udfordre regeringens politik. Måske er svaret, at oppositionen selv efter to årtiers liberalistisk dominans har en rem af huden fra Skinner og Friedmann.