Retten på overarbejde
Af Redaktionen

Offentliggjort: 01. februar 2009

Hvorvidt Marianne Jelveds selvransagelse, hvad angår retspolitikkens udvikling, kan anskues som en begyndelse til et kritisk opgør med den fremherskende retspolitiske kurs, er det nok for tidligt at sige noget om. (se interview med Jelved "Vi har fejlet fatalt", Berlingske Tidende 17/1-09.)

Alligevel kan man godt mærke en fornemmelse af, at retspolitikken med vedtagelsen af "Tuneserloven" i december sidste år er ved at nå grænsen for dens kolonisering af de øvrige områder af samfundspolitikken uden samtidig både at undergrave demokratiet og parlamentarismen som grundlag og styreform.

Forud for Marianne Jelveds udtalelser er gået et helt årti, hvor retspolitiske initiativer og vedtagelser har været det umiddelbare og mest fremherskende svar på sikkerhedsproblemer, sociale problemer, dalende samfundsmoral, den øgede utryghed i befolkningen osv. Næsten hver eneste gang medierne har evnet eller prioriteret at grave en eller anden sag frem, har folketingsflertallets svar været; stramning af retspolitikken og skærpelse af den eksisterende strafferamme. Eller som konsekvens af 11. september 2001 at omgå en række af borgernes grundlovssikrede rettigheder for at værne om "demokratiet og retsstaten". Hele terrorlovgivningen eksponerer dette paradoks.

Om det gælder øget vold på gaderne, bandekrige, meningsløse mord, hensynsløs adfærd i trafikken, væksten i antallet af hjemmerøverier, mulig undergravende virksomhed, vilkårlige reaktioner blandt minoritetsgrupper som reaktion på ydmygelser og stigmatisering osv. har svaret hver eneste gang været: strengere straffe eller ny lovgivning. Og som begrundelse for denne vægtning af retspolitiske løsninger har man flittigt gjort brug af mere eller mindre seriøse forskningsresultater, der alle har det til fælles, at de henfører den antisociale og samfundsskadelige adfærds udspring til de enkelte misæderes utilpassethed, uanset om denne træder frem i form af meningsløs voldsanvendelse, grove berigelsesforbrydelser eller fundamentalistisk politisk anslag mod samfundets grundværdier.

Vi kan godt forstå, at Marianne Jelved nu maner til eftertanke og sætter retspolitikkens udvikling under kritisk belysning i almindelighed og terrorlovgivningens udformning og konsekvens i særdeleshed. Og her får hun følgeskab af en række udmærkede kapaciteter på området. Men det ville have været befriende, hvis hun og mange af de andre, der bakker hende op, i al deres eftertanke også rettede søgelyset mod årsagerne til denne udvikling.

Selvfølgelig er det korrekt, at de konkrete følger af bl.a. terrorlovene ikke er en "retsstat værdigt". Det er også korrekt, at den skærpede retspolitiske kurs skal finde sin umiddelbare forklaring i de politiske partiers desperate bestræbelser for at dæmme op for det voksende antal episoder, hvor enten samfundsstabiliteten er truet, eller hvor borgernes almindelige tryghed forulempes på det groveste. Det er endvidere korrekt, når der henvises til borgernes dalende respekt for retten og gældende love, faldende almindelig samfundsmoral og voksende ansvarsløshed. Ikke desto mindre er det bemærkelsesværdigt, at de kræfter, der nu maner til eftertanke og selvransagelse samtidig ser bort fra den almindelige udvikling, som samfundet har undergået i løbet af de sidste 10 - 15 år.

Man henviser til retsstaten som abstrakt norm uden at tage i betragtning, at den dominerende liberalistiske kurs, der lægges ned over al politisk tænkning og debat, i sin konsekvens fører til det liberale demokratis indre opløsning og sociale sammenhængskraft forstået som borgernes frivillige og naturlige respekt for den anden og de grundværdier, som samme politiske system hævder at bygge på.

Når politikken som grundlag for samfundsudviklingen fortrænges af markedet og de kapitalistiske økonomiske kræfter, når politik og politisk kamp ophæves af kontraktpolitik, og denne føres helt ud i lokalpolitikken. Når statssystemet som forvalter af politiske beslutninger omdannes til er markedsstyret serviceproducent og borgerne til forbrugere af disse serviceydelser. Og når enhver menneskelig ytrings værdi først skal gennem en økonomisk nyttemåling, før den tilstedes betydning og legitimitet, forekommer det for os indlysende, at samfundet langsomt udvikler de samme socialkarakterer og adfærdstyper, som idealiseres på markedet, men som afskyr, når de træder frem som almindelig adfærdsmønstre i det offentlige rum.

Men man kan ikke "ustraffet" animere et samfunds borgere til først og fremmest at tænke på sig selv, undergrave alle naturlige fællesskaber gennem deres kommercialisering og binde flere og flere mellemmenneskelige relationer ind i primitive kontraktforhold uden samtidig at ophøje mistilliden til udgangspunkt og samfundslivets grundvilkår. Og det i en grad, at selv det borgerlige statsvæsens abstrakte fællesskab og de deri indbyggede forpligtelser og moralske bindinger kommer under pres. Hvis den enkelte borger ikke længere føler sig beskyttet af statsvæsnets fællesskabsforpligtelser eller af de andre partielle fællesskaber, som er blevet kommercialiserede, kan man ikke fortænke ham/hun i først og fremmest at tage udgangspunkt i sig selv og i enhver situation ansvarsfrit hævde sin ret for at undgå at miste den.

Som private markedsagenter i det offentlige rum træder borgerne i forbindelse med hinanden i frygt - markedets generaliserede frygt, hvilken de stærkeste og bedst aflagte kan forsikre sig i mod, hvorimod de socialt mest udsatte enten må overskride retten eller forsøge at omgå den. For samfundsmoral og almindeligt hensyn til det fælles bedste er blevet en for omkostningstung affære.

Det er bagsiden af liberalismens samfundsutopi, og det er den kritikkerne af retspolitikkens overdrev vælger at se bort fra. De har accepteret konkurrence og kontrakter som den ideelle form for samkvem mellem borgerne og statsvæsnet. De anerkender markedsmekanismerne som eneste pålidelige måde at regulere fordelingen af samfundsrigdommen på og så fremdeles, men de bryder sig ikke om resultatet - den grundfæstede rethaveriskhed, der trænger sig ind i alle mellemmenneskelige relationer som styrende faktor.

Af samme grund ser de også bort fra, at den samme samfundsindretning, som de i det store og hele hyller, producerer marginalisering af hele samfundsgrupper i et stadigt større omfang og sociale tendenser, der teknisk karakteriseres som sociale dysfunktioner. Og de ser bort fra, at lige netop marginaliseringen og stigmatiseringen er et Janushoved, hvor den ene side er fornedrelsen og ligegyldigheden hos de marginaliserede, og hvor frygten hos det brede flertal af borgere for at havne dér er den anden side. Eller for at bruge Lacans berømte bemærkning; det borgerlige samfunds rigide og ekskluderende normalitet har sindsygen som sin forudsætning, for hvordan skulle man ellers sætte grænsen for normaliteten og grundsætte frygten for at ryge ud over kanten. Stigmatiseringstruslen trænger sig på som samfundsdisciplinering, når fællesskaberne mister deres betydning og tiltrækningskraft som akser for hverdagslivet og statsvæsnets abstrakte fællesskab sin positive reguleringskraft, fordi det til grund liggende værdisystem står i et stadigt mere anstrengt forhold til hverdagslivets praktiske oplevelser.

Kritikerne ser også bort fra, at markedssystemet har standarden som sin forudsætning, hvorfor generaliseringen af samme system til også at gælde i det offentlige rum og i privatlivet nødvendigvis må fortrænge den højt besungne rummelighed eller i hvert fald forbeholde den for dem, der lever op til standarderne. Og således befinder kritikerne sig i den situation, at de gerne vil gennemføre selvransagelsen i forhold til underdanigheden overfor frygtens paranoia uden at ville gennemlyse frygtens årsag. Fordi de selv er en del af den ideologiske og politiske verdensanskuelse, der har sendt den legitime demokratiske politiske kamp i landflygtighed, afpolitiseret borgeren til en ansvarsfri forbruger og af den grund alene har den skærpede retspolitik tilbage til at løse de voksende sociale spændinger og imødekomme borgernes helt naturlige krav på tryghed i hverdagslivet.

Opgøret med den gennemtrængende retspolitiske tendens, der præger det politiske flertal for nuværende, og som ikke er en "retsstat værdig", og hvad værre er umyndiggør borgerne og undergraver demokratiet, må nødvendigvis overskride kritikken af samme retspolitiks overdrev og rette kritikken mod den samfundsudvikling, der på en og samme tid skaber og legitimerer de tilstande, som gør overdrevet nødvendigt.

Eller sagt på en anden måde. Hvis man ikke vil et kritisk opgør med kapitalismens og liberalismens stadigt mere inhumane samfundsindretning, må man leve med retspolitikkens ekstreme vilkårlighed og den autoritære parlamentarismes snigende udgrænsning af samfundets demokratiske liv.