Status over en social revolution
Af Redaktionen

Offentliggjort: 01. december 2008

På Venstres landsmøde i weekenden den 15.- 16. november holdt formanden - Anders Fogh Rasmussen - to taler. Den første tale var en slags statusopgørelse over resultaterne fra de sidste syv års regeringspolitik, hvad formanden kaldte en "social revolution". Den anden tale indeholdt en lancering af regeringens nye grønne profil.

Karakteristisk for begge taler var deres svulmende stil og grandiose ordvalg, sådan som det ofte sker hos talere, der ikke længere har så meget at byde på eller modsat en del af skjule.

Ikke desto mindre lykkedes det Venstres leder - i hvert fald for en stund - at sætte en ny såkaldt "grøn dagsorden". Stort set hele pressen og de fleste politiske partier inklusive SF hoppede lige i gyngen og begyndte en ivrig diskussion af de fremtidige konkrete muligheder for bæredygtig vækst.

På den anden side tog stort set ingen notits af den første tale, hvor Venstres formand i talens slutning hævdede, at regeringen "gennem syv år har skabt resultater i verdensklasse". Men faktisk er det den tale, der er interessant og ikke "den grønne", fordi den beskriver en politisk praksis gennem syv år, der i lighed med hele den liberalistiske strømning i verden, har accelereret rovdriften på verdens ressourcer, understøttet et helt vanvittigt overforbrug af næsten alt, øget fattigdommen blandt det overvældende flertal af verdens indbyggere og gjort det næsten umuligt for verdens demokratisk valgte politikere at kontrollere og styre kapitalismens katastrofale ødelæggelse af naturgrundlaget.

I det perspektiv kan "den grønne tale" henføres til kategorien afledende manøvrer, hvor man ivrigt kaster sig ud i voldsomme debatter om de "ti fugle på taget", mens den ene i hånden enten omkommer af mangel på føde eller på grund af tvungen overvægt.

Her på redaktionen ser vi derfor mere perspektiv i at forholde os til Fogh Rasmussens første tale, som er udformet som et beskrivende strejftog gennem syv års liberalistisk "reformpolitik", der midt i talen bliver til "social revolution".

Så lad os opholde os ved nogle centrale citater fra talen:

"Vi har nået imponerende resultater". "Blot et enkelt tal kan illustrere vores succes". Arbejdsløshedstallet er nede på ca. 45.000. Venstreformanden nævner ikke noget om, at Danmarks Statistik med et enkelt metodisk greb har gjort arbejdsløsheden ca. 1.5% mindre. Heller ikke, at stadigt flere presses helt ud af arbejdsmarkedet, og at der stadig er stort set det samme antal borgere i den arbejdsduelige alder, der er låst fast på den ene eller den anden overførselsindkomst.

Og "Danmarksrekorden i beskæftigelse" er som i USA og flere af de andre vestlige lande skabt på baggrund af en "bobleøkonomi", der nu er bristet og kan ende i den dybeste og længste recession siden 2. Verdenskrig. Skulle det blive tilfældet, vil mange tusinde danske arbejdsløse erkende, hvor meget det er lykkedes regeringen at ødelægge det danske arbejdsmarkedssystem, og hvor dårligt de i dag er forsikrede mod tab af indtægt og social tryghed. De vil også opdage, at arbejdskraften i dagens Danmark stort set ikke kan forvente at blive opkvalificeret eller få støtte til videreuddannelse. Til gengæld vil de blive chokeret over, hvor mange tvangsforanstaltninger regeringen har fået indført til at terrorisere de arbejdsløse til at tage et hvilket som helst arbejde. Det er nemlig på det område, regeringen er kommet længst med sin arbejdsmarkedsreform - i øvrigt uden synderlig modstand fra oppositionen eller for den sags skyld fagbevægelsens top.

"Den offentlige gæld er nedbragt med over 200 mia. kr. siden 2001". Det er fuldstændig korrekt og er et mesterstykke set i lyset af, at der samtidig har været et skattestop, der har friholdt den rigeste tredjedel fra at betale mere til samfundsøkonomien. Men resultatet er også derefter. Både stat, regioner og især kommunerne er drænet for ressourcer, og hele den offentlige bygningsmasse forfalder i et øget tempo. Infrastrukturen er ved at bryde sammen i byerne og på landevejene. Den offentlige transport er ringere end for blot ti år siden, og flere områder i Danmark dækkes ikke længere af offentlig transport. Her er man nødt til at have bil for at komme i kontakt med omverdenen.

"Det koster at stå udenfor Euro'en". Underforstået, det koster en højere rente, at Danmark ikke er med i eurosamarbejdet. Men det koster også "tabet af politisk indflydelse". Som om den danske regering overhovedet ville have noget at skulle have sagt i euroselskabet, hvor medlemslandene ikke engang indbyrdes kan enes om en fælles indsats mod finanskrisen og den nu åbenlyse samfundsøkonomiske krise. Og som om de store spekulative kapitalbevægelser, der for tiden dræner den danske valuta, ville opføre sig anderledes, fordi vi havde euro'en som valuta. Men det sætter både Venstres formand og næstformand deres lid til, fordi alternativet med en offensiv fælles reguleringspolitik og finanspolitik ville udgøre et alvorligt anslag mod hele deres ideologiske fundament. Et ganske oplagt punkt for oppositionen at udfordre regeringen på.

Men i talen hæftede Anders Fogh Rasmussen sig ikke kun ved de nyeste reformer, fordi regeringen med hans ord faktisk har "gennemført omfattende reformer af det danske samfund". Det er vi ganske enige med ham i og har gennem årene undret os såre over, at disse reformer og især deres konsekvenser ikke har været genstand for en gennemgribende kritik fra oppositionens side.

Det drejer sig f.eks. om Frit valgs reformen, der bl.a. har givet de ældre mulighed for at "vælge noget andet", hvis de ikke var tilfreds med de offentlige ydelser. En gedigen usandhed. De ældre er blevet påtvunget ganske bestemte standardydelser og har alene haft muligheden for at vælge mellem forskellige "leverandører". At standardydelserne så er blevet forringet år for år, at personalet og borgerne er blevet fremmedgjorte overfor hinanden og de ældre forvandlet til kunder og den offentlige pleje og omsorg til en gemen vare, synes hverken regeringen eller kommunalpolitikerne længere at bekymre sig ret meget om. Det er i hvert fald ikke til diskussion. Selv centrum venstre afholder sig fra en afgørende kritik.

Ligesom man nu to år efter strukturreformens ikrafttræden ikke længere forholder sig til det simple faktum, at omdannelsen af amterne til fem regioner uden selvstændig økonomi og en tilsvarende kommunalfuldmagt til selv at tilrettelægge sine dispositioner, i overensstemmelse med borgernes ønsker, for det første har forstærket magtcentraliseringen. For det andet cementeret den påtvungne markedsstyring af hele den offentlige sektor, uanset om man lokalt har været interesseret i denne form for styring. Og for det tredje udhulet det lokale selvstyre og demokrati, fordi de enkelte politikere uanset farve stort set ikke længere kan bedrive politik, da stort set alle væsentlige områder er spundet ind i et uoverskueligt net af kontrakter på kryds og tværs og bindinger af centrale økonomiaftaler.

Godt nok har regeringen bundet sig til et opgør med dette kontraktvælde med Kvalitetsreformens indsats for "afbureaukratisering og forenkling". I virkelighedens verden bliver det dog blot til, at regeringens liberalistiske kontraktpolitik indfører tre nye regler og regelsystemer for hver regel, der fjernes. Et sygdomstegn man også kender fra de store private koncerner og transnationale selskaber, hvor kontrolsystemer og tyrannisk ledelsesformer vokser eksplosivt for at nedkæmpe indre spændinger og gedigent snyderi.

Sidst har Kommunernes og Regionernes Evaluerings og Vidensinstitut (Krevi) antydet dette problem i en rapport om "effekten af" anvendelse af økonomiske incitamenter til at styre kommunerne. Men den er nok hurtigt glemt.

Regeringen har med Globaliseringsreformen og Uddannelsesreformen tilstræbt at gøre "Danmark til den mest konkurrencedygtige nation i verden" og sikre, at 90% af en ungdomsårgang gennemfører en ungdomsuddannelse. Resultaterne er ganske bedrøvelige. Uddannelsesstederne bruger i dag oceaner af ressourcer på at konkurrere med hinanden og på at tilpasse uddannelserne og kontraktforskningen til de for tiden mest hotte konjunkturer. Om det batter i det lange løb, har man på universiteterne ganske enkelt ikke råd til at interessere sig for. Og på uddannelsesområdet er antallet af unge, der får en ungdomsuddannelse faldet ret dramatisk samtidig med eller måske på grund af, at uddannelsernes kvalitet er ødelagt.

Venstres formand beskæftiger sig i talen en del med udlændingepolitikken. Vi forbigår den med den enkle bemærkning, at lige meget hvordan statsministeren eller regeringen omtaler sin udlændingepolitik, står indtrykket af en reaktionær frygtskabende intolerance tilbage som et gennemgående problem, der rækker langt ind i alle samfundets porer og påvirker det, man kunne kalde, vores socialkarakter. Det er det, Venstre forstår ved den "sociale revolution", som bl.a. har udmøntet sig i angreb på faglige rettigheder, social tryghed, fællesskabsforpligtelser, politisk styring af økonomien, ordentlige boliger til alle, lighed i sundhed, demokratisk indflydelse osv. kan kaldes for en social revolution.

Vi skal ikke her ofre mange ord på regeringens udenrigspolitiske bedrifter, for der er stort set ingen. Selv nævner Fogh Rasmussen ikke den forsmædelige og ynkelige Irakkrig med et ord, og omtalen af den håbløse krig i Afghanistan balancerer på randen af det komiske set i lyset af, at næsten alle andre nøgterne politiske ledere og rådgivere er begyndt at fatte, at krigen ikke kan vindes, og at tiden med vestlig dominans på kloden er ved at rinde ud.

Men tilbage står en dansk statsminister og partileder, der i sin tale på Venstres Landsmøde har gjort status over syv års liberalistisk reformpolitik uden så meget som en eneste reference til de åbenlyse samfundsmæssige opløsningstendenser, som nu er ved at indhente regeringen. Og som er den egentlige grund til, at den selv samme regering får det stadigt vanskeligere i håndteringen af de mange nye problemer og krisetendenser, som den i det store hele selv har skabt.

Ikke så underligt, at statsministeren foretrækker at rejse rundt ude i verden og overlade det enorme reparationsarbejde til sin finansminister og de Konservatives nye formand. Og heller ikke så underligt, at Venstres formand i den situation vælger at kaste sig over noget så luftigt som en "grøn national miljøpolitik" og "en grøn konkurrenceøkonomi".

Underligt er det derimod, at oppositionen ikke har valgt blot at tage den nye "grønne profil" med et smil og i stedet gå direkte i kødet på resultaterne af syv års liberalistisk "social revolution" og konkret pege på, hvordan man ville rette op på skaderne, hvilke reformer man vil omgøre, og hvilke langsigtede reformer man vil sætte i stedet. Hvis man vel og mærke vil et samfund, der på alle områder og på alle niveauer er gennemsyret af solidariske og demokratiske principper.

Det er disse principper, som VK regeringens liberalistiske "sociale revolution" har nedbrudt, og det er dem, oppositionen skal genopbygge indenfor alle de nævnte reformområder, hvis den vil videre og genopbygge en moderne social og demokratisk velfærdsstat - nu hvor statsintervention ikke længere er et fyord.