Hvor er ”den usynlige hånd”?
Af Redaktionen

Offentliggjort: 02. november 2008

I en leder den 16. oktober skriver The Economist, at "nu er den økonomiske frihed under angreb, og at kapitalismen - det system der muliggør friheden - er hårdt trængt".

Der refereres til den engelske regerings nationalisering af de toneangivende banker og de øvrige OECD-landes regeringers pengeudpumpning og opkøb af bankaktier. I en lettere morbid tone refererer de til sidst en kinesisk leder for at sige: "Vores lærere har visse problemer" og Nicolas Sarkozys bemærkning om, at "markedets selvregulering er færdig" og "laissez-faire er færdig".

Herhjemme går den nyudnævnte erhvervs- og økonomiminister til yderligheder og taler om at give både finansmarkedet og realkreditmarkedet en "hjælpende hånd".

Ingen i hele panelet - bortset fra Cepos - forfægter længere selvfølgeligt og overbevisende dogmet om "den usynlige hånd" og markedets evne til at regulere sig selv og skabe ligevægt. En af liberalismens grundpiller har på blot to måneder slået alvorlige revner. Nu hvor de statslige redningsaktioner for at sikre den kapitalistiske realøkonomi vejer tungere end passionen for den omtalte økonomiske trosretning.

Imidlertid forholder det sig sådan, at det selvregulerende marked aldrig har eksisteret. Selv ikke efter den radikale dereguleringsbølge, der har gået sin sejrsgang på verdensmarkedet efter Reagan og Thatcher.

Det var benhård politisk intervention til fordel for finanskapitalens ekspansionsinteresser, der i 80'erne og 90'erne dels satte gang i en forceret kapitalistisk globalisering, dels øgede profitgrundlaget og dels satte hele det demokratiske liv og de demokratisk valgte regeringer under pres.

Det var ganske bestemte politiske beslutninger bl.a. Clintons ophævelse af Glass-Steagall Act fra 1934, der gjorde det muligt at udvikle alle mulige højkomplekse finansinstrumenter og højrisikable låneformer, der satte gang i aktiespekulationen i 90'erne, boligspekulationen i de sidste otte år, øget gældstiftelse og kreditfinansieret forbrug.

Det var politiske beslutninger at vride armen om på de udviklingslande, der kom i en gældsklemme i 80'erne og 90'erne og tvinge dem til at åbne deres hjemmemarkeder for de store kapitalistiske landes spekulationsagtige porteføljeinvesteringer og kapitaldræn. Og det var politiske beslutninger, at de samme lande blev tvunget til at ødelægge deres skrøbelige velfærdssystemer og sende millioner af borgere ud i fattigdom. Disse politiske beslutninger kaldes Washington Consensus.

Det var politiske beslutninger i USA og EU, der undergravede alle internationale aftaler og regler ved at tvinge et eller flere af de fattigere kapitalistiske lande til at indgå ufavorable bilaterale handelsaftaler.

Og det var politiske beslutninger i USA, EU og Japan, der afviste advarslerne fra BIS (det internationale institut for bankovervågning) i 2007 om, at vi var på vej mod helt uregulerede og alarmerende spekulations- og gældsbobler, der kunne trække verden ned i langvarig krise.

De samme politiske partier, regeringsledere og hæderkronede rådgivere, der traf disse beslutninger, dyrkede selvbevidst og militant myten om markedets evne til at regulere sig selv og globaliseringen som et uafvendeligt fænomen, alle regeringer måtte indrette deres politik efter. Hver gang, der skulle skæres i de offentlige udgifter, og hver gang den offentlige sektor skulle "trimmes" blev der - ført af en "usynlig hånd" - peget på hensynet til konkurrenceevnen og nationens overlevelse på verdensmarkedet. Som noget uafvendeligt!

Når der blandt befolkningerne opstod krav om bedre regulering af f.eks. arbejdsforhold, vandkvalitet, fødevarekvalitet, sundhedsydelser etc., blev der konsekvent henvist til reglerne for fri markedsbevægelse som på sigt - i henhold til frihandelsteorierne - ville bringe alle borgere og nationer større fordele end under tidligere tiders statslige og i de fleste tilfælde demokratisk regulering.

Når borgerne i de vestlige økonomier reagerede mod nedbygningen af velfærdsydelserne, blev der henvist til, at øgede privatiseringer og indførelse af markedsstyring i den offentlige sektor ville give mere effektivitet og sikre et endnu højere velfærdsniveau - mere "value for money". Man kunne blot vende blikket mod det private erhvervsliv og se, hvor effektivt virksomhederne og det samlede marked fungerede. De relativt velregulerede arbejdsmarkeder i EU blev i samme ombæring stemplet som de egentlige barrierer for højere økonomisk vækst. Man kunne blot sammenligne med væksten i USA.

Ingen - eller i hvert fald kun ganske få - pegede på det faktum, at væksten i USA fortrinsvis byggede på en enorm gældsophobning, et gigantisk dræn af verdens kapitalressourcer og en vækst i produktiviteten, der først og fremmest skyldtes tempoopskruning og ikke nyinvesteringer. Og endnu færre havde lyst til at kaste yderligere lys over dette faktum, efterhånden som man i Europa fulgte i kølvandet på bobleøkonomien i USA.

Men gældsdrevet vækst i OECD-landene, hvis befolkning kun udgør ca. 25 procent af jordens samlede befolkning, holder selvfølgelig ikke i længden. Og at den udviklingsvej ikke længere er asfalteret, er det, den nuværende finans- og økonomiske krise reelt handler om. Alene det forhold, at Kina som ny kapitalistisk vækstøkonomi er nettobidragsyder til USA's enorme gældssanering, og at Kina, Østasien, Rusland, Indien, Brasilien, Saudi Arabien ikke længere er til at komme udenom, når der skal udarbejdes redningsplaner for verdensmarkedet, indvarsler store ændringer i det kapitalistiske verdenssystem, hvor den "usynlige hånd" vil blive erstattet af øget statslig - og ikke nødvendigvis demokratisk - regulering. Et scenarium, som The Economist ganske præcist advarer imod i et nyhedsbrev den 27. oktober 2008 med overskriften "Krisetid for demokratiet?".

Nu har der ikke i nyere tid eksisteret økonomiske regimer i ren form. De har altid været spundet ind i politisk bestemte regler og været videnskabeligt og ideologisk legitimeret. Af samme grund er de nu synlige politiske konflikter og den tilsvarende videnskabelige og ideologiske rådvildhed mindst ligeså interessant og vigtig som gældsøkonomiens sammenbrud.

Lidt højstemt kan man med Pink Floyd sige, at der er blevet "slået et hul i muren". Ikke Berlin-muren, men den ideologiske mur omkring den kapitalistiske samfunds- og verdensordens fuldkommenhed. Ikke fordi vi her på nogen måde henviser til en eller anden politisk automatik drevet af endnu en "usynlig hånd" - for sådanne findes ikke. Men spørgsmålet trænger sig på: "hvis denne krise udvikler sig videre, og når det ude i samfundslivets hverdag viser sig, at markedet hverken er selvregulerende eller har ført til stabil vækst - hvad er så alternativet?"

Det er det spørgsmål, der er ved at opnå status som punkt ét på dagsordenen, og det ved de samme politikere, teoretikere, økonomer osv., der har stået i spidsen for tre årtiers liberalistisk politik, ganske udmærket. Derfor jagter de også alle mulige eksotiske - heriblandt psykologiske - forklaringer på, hvordan det kunne gå så galt. Og alle forklaringer kan bruges, blot de ikke fører til en grundlæggende kritik af kapitalismen som system og dettes iboende logik.

Men når nu der er "slået et hul i muren", kan det undre, at den hjemlige centrum-venstre opposition - ikke i højere grad end tilfældet er - udnytter situationen og over en bred bank udfordrer hele VK-regeringens ideologiske og teoretiske grundlag. Hvis ikke det er nu, der skal rejses en mere grundlæggende diskussion om en ny demokratisk regulering af samfundsøkonomien både nationalt og internationalt, hvornår så?

Hvis ikke det er nu, der skal rejses en diskussion om en demokratiseret velfærdsstat, stop for privatiseringer, afvikling af markedsstyring inden for den offentlige sektor, nyregulering af boligsektoren og finanssektoren, hvornår er det så?

Alternativet til tre årtiers liberalistisk offensiv, der for tiden har mærkbart åndedrætsbesvær, er nemlig ikke givet på forhånd. Autoritær statsdirigisme venter i kulissen, hvis ikke centrum-venstre kender sin besøgelsestid. Den er bl.a. Nicolas Sarkozys svar på "selvreguleringens endeligt" for at redde kapitalismen, der aldrig har givet demokratiet andet end tålt ophold.