TINA!
Af Redaktionen

Offentliggjort: 01. oktober 2008

Op gennem 80'erne lød hovedkommentaren fra liberalismens førstedame - Margaret Thatcher; "there is no alternative" (TINA). Det statement blev gentaget, uanset om det drejede sig om privatisering af offentlig ejendom såsom vandværker, togtrafikken, kraftværker, kommunale boliger eller den meget radikale deregulering af hele finansverdenen. Af gode grunde fik premierministeren også tilnavnet Madame TINA.

Siden har TINA været standardsvaret fra alverdens politikere, når der skulle skæres ned i offentlige velfærdsgoder, eller der skulle kanaliseres penge fra det offentlige over i den private sektor. Dog er begrebet i de seneste år blevet afløst af et andet mantra men med samme defaitistiske indhold- globaliseringen.

Men i løbet af ganske få uger er TINA kommet til ære og værdighed igen - om end med et radikalt ændret indhold.

Som svar på den truende nedsmeltning på de finansielle markeder især i USA men også i Asien og i Europa, har den amerikanske regering indenfor de seneste seks måneder set sig tvunget til at foretage den ene statslige redningsinstitution efter den anden. Først og fremmest overfor de store investeringsbanker og de to alt dominerende kreditforeninger, Fannie Mai og Freddie Mac. De to sidstnævnte blev lodret nationaliseret. Ved hver statsintervention har det heddet sig, at det drejede sig om at inddæmme de usunde finansforetagender for at redde de gode og bevare et grundlæggende sundt finanssystem. Midlet var at hælde enorme summer af likvide midler ind i banksystemet for at holde handlen og udlånsvirksomheden mellem bankerne i gang. Den er nu næsten på nulpunktet. Frygten hærger. Beskyttelsen af indskyderne kom først i anden række.

Ingen af centralbankernes redningsaktioner har indtil nu levet op til forventningerne, hverken i USA eller i de lande i Europa (fortrinsvis England), som har fulgt USA tættest ud i det finansielle kaos. Det blev klart i september måned, hvor de to store investeringsbanker Lehmann Brothers og Meryll Lynch kom under pres. Sidstnævnte blev opkøbt, og førstnævnte fik lov at gå konkurs. Men skaden var sket. Hele det tæt sammenvævede og helt uigennemtrængelige netværk af banker, sparekasser, investeringsbanker, hedgefonde, futuremarked, kapitalfonde osv. oplevede enorme tab på verdens børser, og konsekvenserne så ud til at blive uoverskuelige, fordi banker og virksomheder både i Beijing, Tokyo, Singapore, Berlin og sågar København havde investeringer i samtlige de amerikanske finansselskaber, der enten var i klemme eller så ud til at komme det. Truslen om en decideret kapitalflugt var overhængende.

TINA - der var ikke noget alternativ. Den amerikanske regering, dvs. finansminister Hank Paulson og Centralbanken måttet udarbejde en stor og samlet plan for genregulering af hele finanssektoren og et gigantisk opkøb af dårlige lån, næsten værdiløse obligationer og andre finansielle værdier. Størrelsesordenen af indgrebet ligger på ca. 700 - 1000 mia. dollar, uden at nogen kender det præcise tal. I tilgift skulle det nye statslige organ under finansministeriet udstyres med noget nær fuldmagt til at udvide interventionen og bestemme, hvorledes de forskellige redningsaktioner skulle forløbe. Ikke så sært, at Kongressen stritter imod på netop dette punkt.

En magtcentralisering, der ikke har sit historiske sidestykke i den vestlige verden, og overgår selv den kinesiske stats indflydelse på den hjemlige finanssektor. Knap så drastisk er den danske regering og nationalbanken gået frem herhjemme, selv om finanssektoren i Danmark stort set ligeså usund som i USA. Men argumentationen fra den danske regering og nationalbanken har været den samme som i USA - "there is no alternative". Sådan har det i øvrigt lydt fra næsten alle regeringsledere og liberale økonomer verden over, selv om statsintervention og næsten statskapitalistiske skridt er dem så inderligt imod. Dels fordi det angiveligt vil hindre de store kapitalvirksomheders uhæmmede vækstmuligheder, og dels fordi statsinterventionen ideologisk og politisk udskriver en slet skjult dødsdom over dogmet om, markedets magiske selvregulerende evner og indiskutable fortrin i forhold til enhver form for statskontrol eller ligefrem statsstyring.

Men nu hvor risikoen for, at finanssektorens problemer kan udløse en egentlig langvarig recession på hele verdensmarkedet, bl.a. fordi manglen på likviditet kan presse finansvirksomhederne til igen lukke for yderligere kapitaltilstrømning til de gældsatte private virksomheder og forbrugslån til de almindelige bankkunder, er dogmerne kastet over bord. Statsmagten må gribe ind og socialisere tabene og risikoen men i øvrigt holde fingrene væk fra profitten. Man kan næsten sige, at den amerikanske regerings redningsplan mest af alt ligner en omfattende statskapitalistisk krisestyring med det ene mål for øje; at gennemføre en traditionel kapitalistisk krises oprydning i alle usunde, urentable og kapitalsvage foretagender for at bane vejen for yderligere kapitalkoncentration og et nyt længere varende opsving - og samtidig undgå social destabilisering og lædering af borgerskabets politiske autoritet.

Det sidste kan dog blive vanskeligt at undgå, hele forløbet om vedtagelse af krisepakken med skænderierne i Kkongressen og zig-zag kursen blandt de vestlige ledere i almindelighed taget i betragtning. Panikhandlinger har aldrig stivet en autoritet af.

I skrivende stund er det for tidligt at sige, om finansminister Hank Paulsons og nu også præsidentens redningspakke overhovedet vedtages endsige kommer til at virke og midlertidigt får genskabt tilliden i finansverdenen. Men selv om det skulle ske, vil det ikke have den store effekt på de underliggende krisetendenser, som der i den officielle håndtering af finansproblemerne ses bort fra.

For det handler ikke alene om en akut likviditetskrise eller om at komme visse finanskapitalisters patologiske grådighed til livs, sådan som de fleste regerings- og finanskommentatorer ynder at fremstille problematikken. Finanskrisen og dens forløber subprimekrisen stikker langt dybere. Boligboblen i USA og i øvrigt mange andre steder i verden - bl.a. Danmark - er kun den sidste i rækken af spekulative bobler.

Allerede i 2006 fremkom der den ene seriøse økonomiske analyse efter den anden, der påpegede, at både den private- og statslige gældsætning havde nået så enorme proportioner, at det både truede dollaren som verdensvaluta og drænede verdensmarkedet for produktiv kapital. I 2007 udgjorde husholdningernes samlede gæld 100% af deres indkomst. Statens budgetunderskud er over 6% af BNP og udlandsgælden vil med den "finansielle hjælpepakke" på ca. 1000 mia. dollar bringe udlandsgælden op på over 70%. En gæld ikke set større siden krigsgælden efter 2. verdenskrig.

Med til billedet hører, at hjælpepakken og oprydningen i den amerikanske finanssektor slet ikke kan gennemføres uden massive kapitalindsprøjtninger fra bl.a. Kina og Japan, der allerede på indeværende tidspunkt har for ca. 1200 mia. dollar indestående i de berørte finansielle virksomheder. De samme lande skal ydermere fortsætte med at købe amerikanske statsobligationer, hvis øvelsen skal lykkes. Alt andet lige kan det føre til en ikke ubetydelig reduktion af disse landes og hele den asiatiske regions vækstpotentiale, som hovedsageligt på grund af den hårde økonomiske opbremsning både i USA og Europa allerede nu er kommet under pres.

Der består med andre ord en fare for, at redningsaktionen i USA og delvis England kan få den utilsigtede virkning, at problemerne generaliseres til store dele af verdensmarkedet. Udenlandske transnationale virksomheders investeringer i Kina står f.eks. for mere end 60% af landets samlede eksport. Hvis den kommer under pres, eller hvis den kinesiske stat som følge af et hjemligt socialt pres og svage verdenskonjunkturer vælger at dirigere flere investeringer ind i produktion for hjemmemarkedet og udbygning af infrastrukturen, kan en sådan vending yderligere bremse for de udenlandske investorers repatriering af profitten. En tendens, der allerede nu har kunnet ses for de amerikanske virksomheder og som medvirker til at forringe betalingsbalancen yderligere.

Hvilke krisetendenser, der reelt vil slå igennem, og hvilke kompensationsmekanismer, den internationale kapitalisme reelt vil være i stand til at mobilisere, er det for nuværende næsten umuligt at sige noget præcist om. Men den aktuelle finanskrise har i et omfang, som få vil erkende lige nu, bragt en række underliggende problemer meget tæt på fuld eksponering.

For selv om det skulle lykkes verdens vigtigste centralbanker og regeringer at inddæmme den nuværende finanskrise, står der en række ubesvarede spørgsmål tilbage, hvis svar hverken kan findes ved henvisninger til menneskeåndens grundlæggende grådighed eller en fejlslagen dereguleringspolitik. Selvfølgelig står liberalismens intellektuelle og samfundspolitiske overlegenhed for fald. Det er en ganske naturlig og helt forudsigelig konsekvens af de sidste ti års hæsblæsende spekulations- og bobleøkonomi.

Men spekulationsøkonomien, der reelt er vokset til enorme proportioner over de sidste to årtier og ikke, som man gerne vil give det udseende af, er et relativt nyt fænomen, har selvfølgelig sit udspring i realøkonomien. Hele øvelsen med Reagans og Thatchers deregulering af finanssektoren og privatisering af samfundsøkonomien havde kun et mål: at redde kapitalismens samlede profitgrundlag dels ved at svække lønmodtagerne magtstilling i forsvaret for velfærdsstaten og dels ved at åbne op for overførsel af kapital fra den produktive sektor til profitjagt indenfor den globale finanssektor. At denne politik sammen med monetarismen og manipuleret lavrentepolitik også førte til gigantiske investeringer i ny teknologi og en dramatisk økonomisk vækst baseret på umådeholdende forbrug også udenfor den USA og Europa ændrer ikke ved det faktum, at profitten først og fremmest voksede indenfor finansiel spekulation. Først indenfor IT industrien og senere indenfor ejendomsmarkedet og ved USA's internationale kapitaldræn for at finansier sit enorme overforbrug. Et kapitaldræn, der relativt set har hæmmet den globale kapitalakkumulation og industrielle vækst.

Det er den reelle problematik, man står overfor indenfor verdens finanscentre og i de ledende landes regeringer. Dvs. grundlæggende strukturelle problemer på verdensmarkedet, som finanskrisen kun er resultatet af, men ikke årsagen til.

Men historisk er grundlæggende strukturelle problemer aldrig blevet løst uden også at have medført store forandringer indenfor de toneangivende kapitalnationers indbyrdes magtrelationer. "USA er ikke længere verdens finanscentrum", som den tyske finansminister udtalte til Financial Times den 25/9. Og det er også det, vi er vidne til nu, hvor store økonomier som Kina og Japan - ja en hel Asiatisk region - skal træde til for at medfinansiere den amerikanske regerings redningsaktion. Selvfølgelig i disse økonomiers egen interesse - men regningen kommer senere. Og det handler ikke om grådighed - blot om kapitalistisk logik. There is no alternative!