10 dage!
Af Redaktionen

Offentliggjort: 01. september 2008

Den 7. august blev georgiske tropper sendt ind i provinsen Sydossetien for at sætte en stopper for løsrivelsesbevægelsen og sikre Georgiens "territoriale integritet". En forudsætning, som Nato har opstillet for medlemskab. Den 12. august invaderede Rusland Georgien og amputerede på 6 dage landets militære- og civile infrastruktur. Den 22. august påbegyndte Rusland tilbagetrækningen, men lod verden og især USA og EU forstå, at man agtede at fastholde visse kontrolposter både i flere havnebyer (bl.a. Poti) ved det Sorte Hav og i og omkring den centrale by Gori.

Hvad der efterfølgende skal ske med de to udbryderprovinser Sydossetien og Abkhasien står reelt hen i det uvisse. Men det er for så vidt heller ikke så afgørende. For Georgien er nu de facto underlagt russisk regionalpolitik i Kaukasus. Landet forbliver en suveræn stat, men uden russisk anerkendelse af dets territoriale integritet.

Den herskende klasse i Rusland og dets militær har med lyninvasionen og tilbagetrækningen nået sine mål. Georgien er politisk og militært paralyseret. Natos udvidelsesprogram er stoppet, og splittelsen mellem USA og flere europæiske medlemslande om programmets fremtid er blevet eksponeret og har fået lov til at stå og vibrere som et åbenlyst problem. Desuden er det nu blevet tydeligt for enhver, at den transatlantiske alliances evne til at beskytte medlemslandene mod militære angreb og invasion er stærkt begrænset og helt underlagt USA's samlede geopolitiske interesser. I det perspektiv er det mere end tvivlsomt, hvorvidt Nato overhovedet overlever de mange "små slag" oven i problemerne i Afghanistan.

Men ikke nok med, at Natolandenes protester og skarpe kritik af Ruslands invasion af en suveræn stat, der militært og økonomisk støttes af USA, har vist sig virkningsløse. De har også måtte lægge øren til, at Ruslands udenrigsminister Lavrov har legitimeret invasionen med henvisning til Natos eget koncept for bombardementet af Serbien i 1999 - den såkaldte "humanitær interventionisme". Det samme princip, som senere blev anvendt af Tony Blair for at retfærdiggøre krigen i Irak. Rusland har til fulde udnyttet den stormagtsvilkårlighed, der ligger i konceptet, og har således også demonstreret dets hulhed - som et gement program for stormagtsdominans.

Eller set fra et andet perspektiv. En lille ubetydelig begivenhed i et lille ubetydeligt kaukasisk land har på ganske få dage bragt forvarsler om store forandringer i den kendte kapitalistiske verdensorden. Og står de vestlige lederes - inklusive den danske udenrigsministers - ord til troende, er de stort set de eneste, der ikke har forstået, at det bl.a. er det, invasionen af Georgien handler om.

Hvor lederne i patetiske vendinger har reageret på invasionen og truet Rusland med udelukkelse fra G8 og WTO, har de russiske ledere med sindsro lånt øre til dramaet, fordi de på samme tid har kunnet erfare, at ingen andre har reageret voldsomt. Kina, Shanghai Organisation of Cooperation og Indien, Japan og lederne i Mellemøsten har stort set forholdt sig passivt velvidende, at den herskende verdensorden er under markant ændring og det endda i et tempo, som ingen indenfor den eurocentriske verdenselite havde forestillet sig for blot få år siden.

Man kan undre sig over svagsynet, fordi forandringen ellers er til at få øje på. For ingen mindre begivenhed som invasionen i Georgien eller Kinas fremfærd i Tibet ville i sig selv kunne eksponere og forvarsle store ændringer, hvis ikke disse i forvejen havde bygget op til et vist niveau. Men måske har udsigten været blokeret af en triumfalistisk tidsånd, der er formuleret meget præcist af Francis Fukuyama i bogen "The end of History". Som han sagde det - med udgangen af den kolde krig og Sovjets sammenbrud var der kun en sti at betræde: resten af verdens tilpasning til vestlig ledelse, værdier og kultur - kort sagt til den Transatlantiske verdensorden.

Sådan er det ikke gået, selv om de fleste økonomiske, politiske og geopolitiske analyser stadig formuleres i den ånd. For nu blot at se på nogle enkelte eksempler:

(1) USA's fejlslagne og defensive forsøg på at fastholde sin dominans på verdensmarkedet med invasionen i Irak og nedkæmpelse af Talibanstyret i Afghanistan. I dag hænger USA fast i Irak og Natostyrken i Afghanistan. USA's nære allierede i Pakistan har måttet forlade præsidentposten i unåde, og landet er på randen af sammenbrud.

(2) Med til billedet hører, at USA's krigsførelse har øget den amerikanske stats budgetunderskud og landets betalingsbalanceunderskud til dimensioner, der alene muliggøres af Kinas, Japans og flere andre Østasiatiske landes opkøb af amerikanske statsobligationer og andre vitale værdipapirer. Der er med andre ord indtruffet en situation, hvor verdens stærkeste militærmagt finansieres af konkurrerende lande og regioner.

(3) Forestillingen om finanskapitalens globale og uhæmmede vækst under amerikansk dominans er nu sat i gabestokken med den eskalerende finanskrise. Og yderligere sat i relief ved, at de største amerikanske og europæiske finansselskaber enten står overfor en de facto nationalisering eller er blevet reddet fra fallit gennem kapitalindsprøjtning fra kinesiske og Saudiarabiske Sovereign Wealth Fonds (statsstyrede kapitalfonde) og Russiske og Japanske opkøb af amerikanske værdipapirer. En trafik der også kaldes Bretton Woods II, hvor den hurtigst akkumulerende del af verdensmarkedet holder liv i amerikansk finanskapital for dels at sikre fortsat gigantisk produktions- og eksportvækst og dels stabilitet på verdensmarkedet.

Men denne koncerterede indsats kan ikke længere skjule det faktum, at de institutioner, der efter 2. Verdenskrig blev opbygget dels for at sikre amerikansk hegemoni og dels stabilisering af verdensmarkedet er ude i kritisk stormvejr, fordi både IMF og Verdensbanken har vist sig ude af stand til at gøre noget ved den verdensomspændende økonomiske uligevægt og den accelererende finanskrise. Og WTO er reelt paralyseret, fordi hverken Kina eller Indien længere har villet acceptere USA's og EU's forsøg på fortsat dominans i DOHA handelsrunden. Så det er i høj grad spørgsmålet, hvor stor trussel det er fremefter, når bl.a. USA og EU truer Rusland med udelukkelse fra WTO og G8. Især set i lyset af, at der parallelt med de febrilske bestræbelser for at genopruste og omstrukturere de internationale- og overnationale institutioner på verdensmarkedet foregår en lige så eksplosiv opbygning af nye internationale politiske og økonomisk samarbejdsformer med bl.a. Kina men også Sydkorea og mindre officielt Japan som drivende maskiner.

Her er multilaterale institutioner ikke det gennemgående perspektiv, men derimod bilaterale netværk, der lader hånt om menneskerettigheder og andre vestlige værdier. Det afgørende i disse nye netværk, der også inddrager dele af Latinamerika bl.a. Brasilien og Venezuela og Afrika er ønsket om gensidig anerkendelse af en fælles interesse i økonomisk vækst uafhængigt af vestlig dominans. Og selv om disse parallelle og delvist regionale tendenser langt fra har en styrke og et omfang, der på nuværende tidspunkt kan udfordre den vestlige dominans på verdensmarkedet, tegner de angiveligt fremtiden, fordi de også danner ramme om verdens største produktionspotentiale for kapitalistisk vækst.

Nu tilsiger historien ikke, at hegemoniskifter indenfor den kapitalistiske verdensorden sker fredeligt og i god ro og roden - tværtimod. Og vi har heller ikke for indeværende fantasi til at forestille os, hvordan det vil forløbe, eller om skiftet vil ende i så omfattende kaos, at en helt ny type verdensorden vil blive eneste udgang. Hvad vi derimod siger, er, at de mange forskellige konflikter og åbne krige ikke længere kan opfattes som tilfældige ulykkelige hændelser, men må betragtes som brikker i et spil, hvor de største kapitalistiske nationer kæmper om herredømmet over fremtidens verdensmarked, uden at nogen enkeltnation længere har styrken til at gøre sine egne interesser, værdier og kultur til det bærende fundament for en stabil verdensorden.

Indenfor den forståelsesramme mener vi også, at de mange isolerede begivenheder op til Ruslands invasion af Georgien skal begribes. Det drejer som f.eks. om "verdenssamfundets" handlingslammelse overfor Burma, det impotente skrigeri om Kinas behandling af Tibet og de centralasiatiske landes tilnærmelser til både Kina og Rusland på den ene side og pragmatiske holdning til Iran på den anden side. En udvikling, der foruroliger Washington. Ligesom det gælder den epokegørende grænseaftale mellem Rusland og Kina og de to landes voksende militære samarbejde, Irans stadigt tættere forbindelser til Kina og Rusland, og Kinas udfordring af både USA og EU i Afrika.

Med til billedet hører også de sidste måneders begivenheder i vores egen del af verden. Begivenheder som f.eks. den næsten ustyrlige finanskrise, der dels har udløst heftige diskussioner om nationalisering af visse dele af den vitale finanssektor og dels fremkaldt mere seriøse argumenter for en omfattende reregulering af hele finanskapitalen. Førende borgerlige økonomiske og politiske teoretikere taler nu åbent om, at kapitalismens liberalistiske æra lakker mod enden for at blive afløst af en ny type statsregulering og statsintervention på markedet ud fra det ræsonnement, at markedet ikke som troet kan være selvregulerende.

Det er ikke blot tekniske justeringer, der her er tale om. Det er et begyndende opgør med tre årtiers liberalistisk ideologisk hegemoni og menneskesyn, der nu som Keynesianismen tidligere er blevet en møllesten om halsen på fortsat kapitalistisk ekspansion og bestræbelserne for at etablere en ny stabil verdensorden. Spørgsmålet stiller sig så, om årtiers forestillinger om det liberale demokrati som den mest fuldendte politiske form for samfundsorden lider samme skæbne?

Det ved vi ikke og vil heller ikke gisne om det her. Men blot indskrænke os til at konkludere, at Ruslands invasion af Georgien ikke kan reduceres til et lukket opgør med Nato om forsvaret af landets interessesfærer hele vejen rundt. Vi er med invasionen vidne til noget mere omfattende. Til en blandt mange andre mindre hændelser, der i deres indre sammenhæng forvarsler voldsomme ændringer i den eksisterende verdensorden og et begyndende opgør med Eurocentrismens politisk-økonomiske og kulturelle overlegenhed.