Kikkerten og det blinde øje
Af Redaktionen

Offentliggjort: 01. juni 2008

Da den danske regering i 1801 nægtede at træde ud af neutralitetsforbundet, angreb den engelske flåde under ledelse af viceadmiral Horatio Nelson den danske flåde på Reden. Med betydelige tab fik viceadmiralen tilintetgjort størstedelen af den danske flåde. Men da admiral Hyde Parker fra et andet skib signalerede indstilling af kamphandlingerne, satte Nelson kikkerten for det blinde øje og fortsatte kampen.

Siden har det - når nogen bevidst undlader at tage bestik af betydningsfulde signaler, der kan forstyrre ens forehavende, været almindeligt at sige at "de sætter kikkerten for det blinde øje".

Ud fra den fortolkning kan man sige, at stort alle kombattanterne i den pågående overenskomstkonflikt notorisk har sat kikkerten for det blinde øje, selv om kikkerten med mellemrum om end med svingende præcision har peget i den rigtige retning.

Regeringspartierne, Dansk Folkeparti (DF) og Socialdemokraterne har med næsten religiøs fanatisme siden december sidste år afvist at blande sig i konflikten, selv om de nævnte partier stort set ikke gjorde andet i den sidste måned op til valgets udskrivelse.

DF spillede ud med "flere varme hænder" og en særlig pulje på 5 mia. kr. til de lavtlønnede sosu-assistenter og sosuhjælpere. Socialdemokratiet og SF fulgte trop, og løftet blev luftet igen og igen lige indtil den 18. december, hvor finansministeren satte trumf på og indgik aftale med KL og Danske Regioner om en fremrykning af reguleringen. Det gav mærkværdigvis lige præcis 5 mia. kr., og så bakkede både DF og Socialdemokratiet tilbage fra deres eget forslag. Siden har de to partier "ikke villet blande sig i en lovlig konflikt". SF har på den anden side både været helt fremme i støtten til de strejkendes krav bl.a. på spørgsmålet om ligeløn, for så i en længere periode at være helt usynlig.

Som tidligere beskrevet har hele forhandlingsrammen af to omgange været bestemt politisk. Ikke desto mindre har flertallet af de politiske partier, når signalerne fra arbejdsmarkedet blev for alarmerende og pegede i retning af det politiske system, sat kikkerten for det blinde øje for derefter at ændre retningen og flytte kikkerten tilbage til det gode øje og kaste sig over tørklæder og bilagsrod.

Forhandlings- og forbundsledelserne fra de offentligt ansattes organisationer har med søvngængeragtig forudsigelighed advaret mod politisk indgreb og strakt sig langt for at nå til forlig med deres respektive arbejdsgivermodpart - henholdsvis staten, KL og Danske Regioner. Næsten hele konfliktforløbet har været håndteret, som om det var et overenskomstforløb som alle andre, og man har dermed demonstrativt set bort fra, at den politiske bestemte ramme dels var afledt af regeringens 2015 plan og dels af finanslovsaftalen mellem regeringen, DF og Ny Alliance.

KL og Danske Regioners forhandlere har desuden optrådt, som om de faktisk havde magt over det økonomiske grundlag for de lønrammer, der er blevet forhandlet, til trods for at regeringen og DF var blevet enige om at udstyre regeringen med tre love, der giver den næsten uindskrænket magt til at styre kommunernes økonomi. Faktisk er det først nu, hvor disse love skal til at træde i kraft, at KL har fået kikkerten over til det gode øje og er begyndt at indvie befolkningen i, hvad den kan se. I synsfeltet tårner der sig nu nedskæringer op på det kommunale områdes budgetter i 2009.

Men hvad de nævnte kombattanter ikke har kunnet se (eller ikke har villet se), har de strejkende medlemmer ude i landet talt om længe. At der skulle ske noget mere og større, hvis der virkelig skulle slås hul i "lønmuren". De strejkende har godt vidst eller i hvert fald fornemmet, at det var finansministeren, der sad med nøglen til konfliktens løsning og ikke forhandlerne fra KL og Danske Regioner. De har også vidst eller anet, at de andre politiske partier skulle presse regeringen, hvis forhandlingerne skulle bringes ud af dødvandet.

Det har Sundhedskartellets formand også sagt meget klart. Det samme har FOA's formand omend upræcist. Men samtidig har de fortsat business as usual og ikke bragt konflikten op på det niveau, hvor den har hørt hjemme hele tiden.

Men nu har regeringen så offentliggjort sin Økonomiske Redegørelse den 26. maj. Af den fremgår det klart, at det regeringsvedtagne økonomiske råderum ikke levner mulighed for at imødekomme kommunernes og regionernes krav til økonomirammen for 2009. Finansministeren påpeger oven i købet på det første forhandlingsmøde, at kommunerne skal belave sig på at "effektivisere" for 1 mia. kr. årligt over de næste fem år. Endvidere antyder han, at det bliver kommunerne, der skal betale for Trepartsaftalen, da det jo er dem, der kommer til at nyde godt af den. Hvorvidt regeringen vil kompensere fuldt ud for de kommende lønstigninger, står hen i det uvisse.

Parallelt hermed breder der sig en forventning om, at FOA's medlemmer indenfor KL området nok vil stemme forliget hjem. Så er der kun Sundhedskartellet og BUPL tilbage i arenaen, og arbejdsgivernes forhandlere har ikke spor travlt. Set fra arbejdsgiverside betyder det, at regeringen må på banen for at rede de sidste tråde ud. Både KL og Danske Regioner er mere optaget af de kommende økonomiforhandlinger i juni måned, som kan betyde et ganske ubehageligt efterår for landets borgmestre og regionsformænd - uanset partifarve.

Disse begivenheder får alle kombattanterne til indenfor et døgn dels at sigte rigtigt med kikkerten og dels placere den foran det gode øje uden filtre i nogen af enderne. Dansk Folkeparti melder først ud med forslag om nedsættelse af en lønkommission, når strejken er afsluttet. S, SF og R melder hurtigt deres støtte ud. Venstre tøver og vakler, men hægter sig alligevel på.

Dernæst melder Socialdemokratiet ud, at finansministeren bør samle de konfliktende parter omkring sig for at løse op for "den fastlåste konflikt". Men det er ikke en opfordring til politisk indgreb - forstås. BUPL's formand og SF følger trop og bakker Socialdemokratiets udspil op. DF afviser, og finansministeren afparerer prompte med henvisning til, at al mæglingsvirksomhed foregår i Forligsinstitutionen. Og clouet lader ikke vente på sig. Sundhedskartellets formand inviterer forhandlerne fra Danske Regioner til nye forhandlinger for om muligt at finde en løsning. Man medbringer oven i købet selv forslag til finansiering af den krævede lønforhøjelse.

Nu er det før set, at en ny dagsorden har ligget og brygget for så over en nat at fortrænge den gamle og helt eller delvist ændre handlemønstre, retorik og styrkeforhold. Spørgsmålet stiller sig så, hvad var det for kræfter og interesser, der holdt den gamle dagsorden gående og i dette tilfælde kikkerten for det blinde øje, og hvad har udløst fremkomsten af den nye dagsorden og forårsaget, at kikkerten har fundet det seende øje?

Regeringen i særdeleshed men også DF, Socialdemokratiet, KL, Danske Regioner og størstedelen af fagbevægelsens top har set deres interesse i at handle, som om "den danske aftalemodel" stadig fungerer og er virkningsfuld indenfor den offentlige sektor, til trods for at regeringen med 2015 planen, finanslovsaftalen og de nye ministerbeføjelser i forbindelse med økonomiaftalerne har fået næsten uindskrænket magt til at bestemme rammerne for de offentligt ansattes overenskomster. Og det til trods for at oppositionens partier er blevet hægtet af, og de offentligt ansattes forhandlere hele tiden kun har forhandlet med regeringens stedfortrædere.

Men udsigten til det billede, der ville være kommet frem, hvis kikkerten var blevet sat for det gode øje i tide, virkede for skræmmende. Oppositionens politiske partier skulle i konsekvens af de faktiske forhold angribe regeringen frontalt og samtidig alliere sig med de strejkende. Og de strejkendes organisationer skulle erkende, at "den danske model" blev afmonteret med regeringens strukturreform og efterfølgende lovgivning overfor kommunerne og regionerne - hvorefter fremtidens overenskomstforhandlinger ville være at betragte som politiske holmgange med regeringen. En sådan øjenåbner måtte få konsekvenser for fagforeningernes organisationsmåde og på den fremtidige forhandlingsstrategi.

Endnu mere skræmmende tog billedet sig ud, hvis konsekvensen skulle drages fuldt ud. De faglige organisationer måtte acceptere en genpolitisering af hele fagbevægelsen og vælge de partier ud, som der fremover skulle samarbejdes med. I det nye perspektiv er overenskomstkampen filtret ind i regeringens forhandlinger med KL og Danske Regioner, og har en meget direkte indflydelse på de lokale budgetter og således også på de strejkendes fremtidige arbejdsforhold. Hvilket unægtelig ligner et paradigmeskift. Men sådan et ser man først i øjnene, når det med nødvendighedens lov trænger sig på.

Havde de faglige ledere fra starten havde kunnet enes om en fælles lønramme, en ligelønskommission og krav om bedre økonomiske rammer til kommuner og regioner, og havde oppositionens partier spillet med på disse krav, så ville flertallet i KL og Danske Regioner i dag have været låst i deres voksende modsætningsforhold til regeringen. Og spørgsmålet er, om den overhovedet ville have haft styrke til at gribe ind i konflikten.

Kort sagt hvis de faglige ledere og oppositionens partier havde frigjort sig fra deres halvreligiøse dyrkelse af "den danske model" og deres forandringsangst ville de i fællesskab kunne have sat regeringen under et massivt pres, blokeret for dens sædvanlige nedskæringer pr. stedfortræder i den offentlige sektor og bragt regeringens parlamentariske støtteben i en penibel situation.

Men så ville de også have været tvunget til at formulere deres egen strategi - deres egne politiske mål - og til at have stået fast på deres egne værdier og lagt an til en folkelig mobilisering for en tilbagerulning af den regeringspolitik, der udhuler demokratiet og omdanner det offentlige tryghedssystem til en markedsstyret konkurrencestat.

Men det ville have skabt en politisk uorden, der næsten ikke ville have været til at bære. Så hellere sætte kikkerten for det blinde øje og lade en oplagt sejr fare.