Politisk narrespil
Af Redaktionen

Offentliggjort: 03. maj 2008

I flere af Shakespeares allerbedste og morsomste teaterstykker er hverken temaet, kulisserne eller skuespillernes roller, som de foregiver. Publikum ved det og udviser også en adfærd, der ofte står i stærk kontrast til scenerne, der folder sig ud på de skrå brædder. De morer sig højlydt, hvor de skal græde, og græder hvor de skal grine.

Sådan er det også med overenskomstkonflikten på det offentlige område.

Regeringen og Folketingets flertal bedyrer, at man ikke vil gribe ind i konflikten og afviser alle forslag om et politisk udspil med henvisning til den frie forhandlings- og strejkeret samtidig med, indgrebet forberedes og tunes til folkestemningen.

De formelle arbejdsgivere Kommunernes Landsforening (KL) og Danske Regioner (DR) lader som om, de er villige til at forhandle på trods af, at de ikke har en krone at forhandle om. Og arbejdsmarkedsforskerne gisner om, hvornår og hvordan det politiske indgreb bliver en realitet samtidig med, der føres lange samtaler om, hvorvidt "den danske arbejdsmarkedsmodel" kan holde til endnu et indgreb.

Medlemmerne af FOA og Sundhedskartellet strejker for højere løn og en ligelønskommission, men bag disse krav gemmer der sig en ophobet utilfredshed med elendige arbejdsforhold og manglende respekt for deres vigtige arbejde.

Alle aktørerne har indtaget deres roller og spiller dem igennem med stor dygtighed, sådan som man nu skal under en overenskomstkonflikt. Det har i årtier været kutyme på det danske arbejdsmarked.

Men denne overenskomstkonflikt har på intet tidspunkt været en almindelig arbejdskonflikt, og de kommende overenskomstforhandlinger indenfor det offentlige område bliver det sandsynligvis heller ikke.

Lad os prøve at stoppe op og se på scenens form og aktørernes betingelser. Det første, der springer i øjnene er, at regeringen hvert eneste år i juni måned indgår en økonomiaftale med henholdsvis KL og DR. Aftale og aftale er nu så meget sagt. Regeringen dikterer nogle betingelser, som bl.a. indeholder en bestemt lønfremskrivningsprocent og et bestemt loft over stigningen på de kommunale og regionale driftsbudgetter. Som noget nyt har regeringen i finanslovsaftalen med DF fået udbyggede sanktionsmuligheder. Når økonomiaftalerne er indgået konfirmeres de i finansudvalget.

Således vil en hvilken som helst overenskomstforhandling på det offentlige område finde sted mellem to økonomiaftaler, hvor lønstigningstakten og driftsloftet er bestemt på forhånd ved den forudgående aftale og rammen for den efterfølgende fastlagt ved finansloven og regeringens overordnede økonomiplan (2015). Det er indenfor disse rammer, at der kan forhandles.

Rammerne er med andre ord politisk bestemt og sanktioneret af Folketingets finansudvalg. Hvis ikke det er en politisk bestemt ramme, hvad er så? Hverken KL eller DR som de formelle arbejdsgivere kan give en krone mere end på forhånd aftalt med regeringen. Så de strejkendes organisationer - eller for den sags skyld KTO - har denne gang på intet tidspunkt forhandlet med deres formelle modpart - men med regeringen og dens parlamentariske grundlag Dansk Folkeparti (DF). Og selv om hverken Socialdemokratiet eller DF havde grebet ind i sosu-assistenterne og -hjælpernes krav i efteråret og profileret sig i valgkampen med en "håndsrækning" på fem mia. kr., ville overenskomstforhandlingerne og den efterfølgende konflikt alligevel have været stærkt politiseret fra første dag.

Og skulle det have forbigået nogens opmærksomhed blev det forhold slået fast lige op til jul, hvor finansministeren indkaldte KL og DR til forhandling om lønrammen. Her fik de lov til at hæve lønrammen fra 3,3 procent årligt til 4, hvilket statsforliget og KTO-forliget næsten også landede på. Havde de afvist, ville scenen være sat for en omfattende konflikt mellem de offentligt ansatte på den ene side og regeringen på den anden. De kommunale og regionale arbejdsgivere kunne så have indtaget deres pladser som statister. Og regeringen ville ikke have været i stand til at give sig ret meget. For en økonomiaftale er en aftale, der skal holdes. Det har finansministrene igen og igen foreholdt kommunerne og regionerne, når deres efterfølgende budgetter ikke har holdt sig indenfor rammen.

Nu accepterede de statsansatte og KTO den opstillede ramme. Derfor er det kun FOA og Sundhedskartellet, der er i konflikt med regeringen. Selvfølgelig træder KL og DR ind som mellemmænd og spiller deres rolle. KL truer med lockout, og DR truer med at gå til statsministeren, fordi strejken i den grad rammer regionernes økonomi. Men det er for så vidt ligegyldige taktiske spil. For de sidder ikke på pengekassen og er låst af økonomiaftalerne. Regionerne har end ikke deres egen økonomi. Og i kommuner og regioner har man dårligt nok budgetter til at efterleve KTO forligets lønfremgang.

Åbningen skal altså komme fra regeringen. Men giver den mere end de 12,8 procent, gør den dels forhandlerne i KTO til grin og åbner dels op for, at man alligevel godt kan bryde en aftale - blot presset er stort nok. En sådan forsømmelse skal statisterne nok vide at tage sig betalt for på et senere tidspunkt.

Tilbage står så, at de strejkendes forhandlere må krybe til korset og acceptere en samlet lønramme tæt på de 12,8 procent og angiveligt et løfte om en ligelønskommission, der skal ende med et resultat, som alle kender i forvejen: At de typiske lavtlønsfag i både den private og offentlige sektor også er typiske kvindefag. Villigheden til reelt at rette op på disse historisk betingede og bund uretfærdige skævheder, vil nok så meget afhænge af de aktuelle politiske styrkeforhold både i Folketinget og i meningsmålingerne.

Eller lidt stramt trukket op: Der er ikke andre udgange på konflikten, end at regeringen griber ind, eller at de strejkende bøjer sig på grund af træthed, eller fordi strejken smuldrer indefra på grund af det belastende nødberedskab, som kun lige akkurat kan holdes i gang. Regeringen derimod kan ikke bøje sig uden at devaluere sit eget aftalesystem og sin egen forkromede 2015-plan, og så vil fanden være løs i Laksegade. Dens indre svaghed vil være beseglet og stillet til skue for hele det politiske system. Der vil være blæst til angreb fra oppositionen.

Så længe regeringen kan påtvinge kommuner og regioner lønstigningsrammer og driftslofter - og oven i købet straffe enhver overskridelse - så længe vil de offentligt ansatte ikke kunne gennemføre overenskomstforhandlinger og om muligt konflikte uden direkte at udfordre den til enhver tid siddende regering. Konsekvensen er også, at det nærmest minder om fetich-dyrkelse, når alle aktørerne vedblivende og nidkært henviser til vigtigheden af at bevare det danske aftalesystem. Det virker ikke! Et arbejdsmarked, hvor arbejdskraften kun kan sælges til en politisk forud bestemt pris, har ikke meget med et marked at gøre.

De offentligt ansattes organisationer kan ligeså godt først som sidst indstille sig på, at skal de have deres medlemmers krav om ordentlige løn- og arbejdsforhold igennem og udlignet de kønsbestemte uligheder, er det de politiske partier, de skal gå i kødet på. Både før - lang tid før - og under overenskomstforhandlingerne. Strejkevåbnet må med andre ord gøres klart og utvetydigt politisk, hvis det fremover skal have effekt. I enhver sammenhæng, hvor de offentligt ansattes arbejdsforhold er på dagsordenen, skal organisationerne være der og presse indrømmelser ud af de politiske partier. For et storstilet opgør med regeringsmagten hvert tredje år er både opslidende og ikke videre hensigtsmæssigt.

Dermed ikke sagt, at strejkevåbnets tid er forbi, sådan som bl.a. visse arbejdsmarkedsforskere og Erik Fabrin fra KL mener. Vi påpeger blot, at strejkevåbnets overordnede politiske dimension skal erkendes og efterfølgende anvendes praktisk. Således at også de politiske partier, der nu afsværger enhver form for politisk indgriben i den uløselige konflikt, konstant bliver sat under massivt pres. For hykleriet vil ingen ende tage, når de politiske partier som det mest selvfølgelige accepterer en politisk ramme, som økonomiaftalerne er, og på den anden side lurepasser overfor et politisk indgreb.

Som i Shakespeares stykker er altså intet i den aktuelle konflikt, som det foregiver at være.