Noget sker!
Af Redaktionen

Offentliggjort: 01. april 2008

Der er gang i de politiske analyser i dagbladene. De politiske kommentatorer har travlt og kan knap følge med og analysere tendenserne i de meningsmålinger, der flere gange om ugen føjer nye procenter til SF's fremgang. Hvad er det, der foregår? Hvor fører det hen? Og bliver SF endeligt større end Socialdemokratiet?

Karakteristisk for de fleste politiske kommentarer i medierne er, at de reducerer SF's betydelige vækst til spørgsmål om teknik og kalkuleret populistisk taktik. Først og fremmest peges der på Søvndalfaktoren. Dernæst på, at SF endelig har lært at opføre sig som alle andre partier og bruge fokusgrupper og regulært spin. For det tredje kolporteres nyheden om SF som et helt ordinært topstyret parti. Og endelig tilskrives den fortsatte fremgang Villy Søvndals bekvemme og aldeles ufarlige udfald mod angiveligt antidemokratiske og radikale organisationer som eksempelvis HitzbuTaria.

Men ved at fokusere på de tekniske og taktiske sider af SF's fremgang - altså på det som ikke adskiller SF fra de andre partier, indfanger kommentatorerne ikke de egentlige årsager til partiets gode valgresultat og fortsatte vækst i meningsmålingerne.

Villy Søvndals betydning for SF er ikke tilfældig. Han fremtræder som en velovervejet, nærværende og socialt indigneret politisk leder, der hæver sig over de almindelige og ulidelige trakasserier, som er så fremherskende i et politisk klima, hvor visioner er en mangelvare og administration af det givne det dominernde. På den måde er Villy Søvndal en politisk gestalt - et udtryk for en politikertype og et politisk miljø - store dele af befolkningen gerne vil identificere sig med. Om det konkrete billede af Villy Søvndal så holder i længden er for så vidt af mindre betydning. Den politiske gestalt for den nærmeste fremtid er blevet skabt.

Men gestalten er ikke skabt ud af ingen ting. Villy Søvndal og SF har nu i 2 år stædigt fremlagt og fastholdt perspektivet om et samlet politisk alternativ til VK regeringen og dens liberalistiske politik. Og tilsyneladende hævet sig over traditionel partitaktik. I den sammenhæng er det værd at bemærke, at ligeså magert perspektivet har været på konkret politisk og især fordelingspolitisk indhold, ligeså så klart har der været lagt vægt de humanistiske idealer som alternativ til liberalismens inhumane økonomiske rationalitet. Og det er i det felt, man skal finde årsagen til SF store fremgang, selv når Villy Søvndal bevæger sig ud i et mineret felt med sin talen dunder mod religiøs fanatisme og absolutisme.

Villy Søvndal og SF artikulerer i det felt som i de fleste andre politiske felter et opgør med den voksende intolerance og mellem-menneskelige ligegyldighed, der er det måske mest utålelige resultat af liberalismens dominans som samfunds- og tænkeform. Det man i daglig tale kalder samfundets manglende sammenhængskraft. At han så i den aktuelle sag indtager et gratis standspunkt, hvor han snublende let kan risikere at blive taget til indtægt af højrefløjen i dansk politik, er noget ganske andet. Men i givet fald skal Villy Søvndals udfald kritiseres konkret og ikke abstrakt og uformidlet forveksles med en større højredrejning af vejen, hvorpå SF vil vandre mod yderligere succes.

Det er lykkedes SF at skabe en politisk gestalt, som vinder genklang og sympati i brede dele af befolkningen - både i de mest udsatte grupper i middelklasen og i arbejderklassen. At fremlægge et politisk perspektiv for en anden regering og insistere på, at politik fremover skal handle om andet og mere end talgymnastik og måling af alt - selv det umålelige. Og det er lige netop det sidste, som det er lykkedes SF at tematisere som modstykke til alle de andre partiers liberalistisk teknokratiske tænkning og politikudøvelse. Og det er også i det felt, at det er lykkedes SF at udstille Socialdemokratiets politiske impotens, fordi partiets ledelse af frygt for de indre centrifugale kræfter og af mangel på elementær social og politisk fantasi ikke har magtet et opgør med partiets 20 årige tilpasning til liberalismen og ansvarlighed overfor den kapitalistiske økonomi.

Vi siger ikke hermed, at SF har begavet det politiske liv med et blot nogenlunde klart bud på, hvorledes den offentlige sektor skal genoprettes efter VK regeringens ødelæggelser for slet ikke at tale om bud på, hvorledes den kapitalistiske økonomis enorme ødelæggelser af samfundets sociale og kulturelle liv i almindelighed skal overvindes. Det, vi peger på som det centrale, er, at SF mere end noget andet parti har genopdaget og artikuleret de grundlæggende humanistiske og demokratiske perspektiver, der lå bag opbygningen af velfærdsstaten i sin tid, og som gav den et indre politisk- og kulturelt liv, som i dag er reduceret til konkrete ydelser eller rettigheder. Dvs. perspektiver og idealer som repræsenterer en grundlæggende modsætning til den liberalistiske individualistiske rettighedspolitik.

Eller sagt på en anden måde. SF har opfanget borgerens voksende oplevelse af at være forladt og udsat for snart sagt alt farligt, som han/hun ikke har det mindste styr over eller indflydelse på. Det gælder lige fra mødet med den offentlige sektor til den almindelige færden i samfundet, hvor kampen for at følge med og holde en truende marginalisering fra døren er blevet et kollektivt eksistensvilkår, som godt nok endnu kun opleves individuelt.

Selvfølgelig er sådanne tanker, følelser og oplevelser diffuse og ikke altid i overensstemmelse med de statistiske gennemsnitsberegninger. Faktisk kan det ikke være anderledes, før det individuelt oplevede artikuleres som kollektiv indsigt og bliver til modstand mod årsagerne til den oplevede tilstand. Og det er ofte i den slags situationer, at populistiske højrebevægelser vokser sig stærke med luftige krav om social retfærdighed og ligeså stramme krav om lov og orden samtidig med, at borgeren fastholdes i sin isolerede individualitet og kun pr. stedfortræder har adgang til et fællesskab.

Af samme grund er det således bemærkelsesværdigt, at det er et venstreorienteret parti, der indfanger disse strømninger i samfundet og artikulerer dem som et progressivt imperativ om ordentlig samfundsmoral, almindelig social og politisk ordentlighed og gendemokratisering af samfundslivet.

Nu kan man mene - og det er også udtalt hos mange af de politiske kommentatorer - at SF's store vælgeropbakning er en forbigående affære, og at partiet vil dumpe ned ad skalaen, når der skal føres konkret politik og samfundsøkonomien rettes op. Hertil bidrager Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet gerne. På alle mulige måder bestræber begge partiers ledere sig på at holde SF på afstand af et regeringsalternativ under henvisning til partiets uansvarlige økonomiske politik og egne uindløste potentialer.

Det er helt åbenlyst, at ingen af parterne har forstået, at selv om Villy Søvndal i morgen gik på politisk førtidspension og SF skulle ryge ud i indre kampe om vejen frem, så er der skabt en politisk gestalt - et politisk strategisk perspektiv, der peger ud over den aktuelle politiske trædemølle. Og de ret sorte samfundsøkonomiske udsigter kan accelerere perspektivets konkretisering og den folkelige opbakning - for ingen kender VK regeringens og Fogh-Rasmussens ideologiske modstandskraft i en alvorlig lavkonjunktur.

Med til at bekræfte validiteten af vores antagelser hører, at SF's politiske humanistiske profil langt fra er et særegent dansk fænomen. I New Labour i England, i SPD i Tyskland, i PS i Frankrig, i Socialdemokratiet i Sverige og i Det forenede demokratiske venstre i Italien popper de samme tendenser op. Godt nok som meget diffuse politiske størrelser. Men ikke desto mindre tegner de en sammenhængende tendens med perspektiver, der peger frem mod et moralsk og humanistisk social-demokratisk opgør med liberalismens inhumane dominans og monopol på, hvad der er rationelt. Måske bedst og mest spændstigt udtrykt Barack Obama i hans slogan om change!

Så langt er det endnu ikke kommet i det danske Socialdemokrati. Men det vil være en stor fejltagelse at undervurdere initiativet med "de røde skoler". For selv om Ritt Bjerregaards personlighed stadig har resonansbund langt ned i partiets rækker, så ville initiativet aldrig have fået den udbredelse på så kort tid, havde det ikke været for et stort og opsparet behov blandt menige socialdemokrater for at diskutere ideologi og fremtidens indretning af et ordentligt (læs humant), solidarisk og lighedsorienteret samfund.

Ganske vist endnu famlerier i skyggen af en velfærdsstat, der for længst har overskredet sidste salgsdato. Og ganske vist usammenhængende debatter om, hvad der skal komme efter. Hvilket stabilitetens politiske kommentatorer selvfølgelig frit kan gøre sig lystige over - men ikke desto mindre en tendens, der har sit udspring i og for næring ved en voksende masse af borgere, der selv er i drift for at finde velanstændighed, social retfærdighed og ikke mindst daglig forudsigelighed. At kunne stå overfor "den anden" - ikke som en konkurrent og potentiel fjende - men som et medlem af et socialt og kulturelt fællesskab med andre værdier end liberalismens økonomiske effektkalkuler og den tidligere socialdemokratismes formynderi.

Så hvad med at gå lidt frisk til sagen og se SF's store vælgertilslutning som et symptom på, at noget er i gang. Som udgangspunktet for det opgør med den kapitalistiske rationalitets irrationalitet, som så mange sukker efter, i stedet for at bruge al energien på at analysere på, hvad SF ikke er. Det er nemlig ikke Villy Søvndal eller SF, som fremover bør påkalde sig den største interesse, men derimod de tendenser ude i samfundet, som partiet politisk har sat i tale.