Kvalitetsreformen
Af Redaktionen

Offentliggjort: 01. marts 2008

I de få stunder, hvor politikerne og de politiske kommentatorer ikke beskæftiger sig indgående med Muhammedtegninger og ytringsfrihed eller har kastet sig ud i blomstrende fantasier om relegering af unge ballademagere, er deres opmærksomhed først og fremmest blevet rettet mod overenskomstforhandlingerne og en mulig storkonflikt samt mod Finansloven.

Den såkaldte kvalitetsreform har ikke tiltrukket sig samme opmærksomhed, selvom det reelle indhold i reformen og den efterfølgende lovgivning ellers er ganske vidtrækkende.

Kvalitetsreformen adskiller sig i den henseende ikke fra 'frit valgs'- reformen og strukturreformen, snarere tværtimod. Kvalitetsreformen er en logisk videreførelse og udvidelse af disse reformers grundtendens, der kort kan beskrives således:

tilvejebringelse af de strukturelle forudsætninger for at omdanne den offentlige sektor til et sammenhængende marked for "serviceydelser" og nedbryde de principielle grænser mellem offentlig og privat virksomhed.

Kvalitetsreformens mål er at generalisere de normer, procedurer og mekanismer, der kan bringe de strukturelle markedsforudsætninger til at virke helt ud i yderste led. Selvfølgelig står det ikke ordret sådan på nogen af reformforslagets mange sider, og selvfølgelig vil det heller ikke tage sig sådan ud i lovteksterne, men hensigterne er ikke desto mindre ganske klare.

Vi vil her i denne leder forsøge at indfange de indre tendenser og linjer i Kvalitetsreformen i ti spidsformulerede og analytisk begrundede påstande vel vidende, at de konkrete reformforslag nok umiddelbart vil tage sig mindre drastiske ud.

Men før vi kommer til de ti påstande, så lad os lige citere fra det regeringsoplæg i august 2006, der udgjorde grundlaget for igangsættelsen af arbejdet med Kvalitetsreformen: "Sigtet med projektet må (...) være at udvikle den offentlige sektor til en moderne servicevirksomhed, hvor kundernes behov og løsning af kundernes problemer er i centrum for alle dele af arbejdet".

Og som afslutning på oplægget denne målsætning for projektet:

"Regeringen ønsker en offentlig sektor med:

  • visitation på baggrund af objektive kriterier, der reelt afspejler den pågældendes behov,
  • fokus på den offentlige sektors kerneopgaver, dvs. de opgaver, som ikke løses bedre af den enkelte selv, af familien, venner, på arbejdspladsen, af frivillige organisationer eller af private virksomheder".

Ja, mere præcist kan det næsten ikke formuleres.

Kvalitetsreformen skal videreføre udviklingen fra de andre reformer og omdanne det offentlige til en servicevirksomhed, som først skal træde til, når alle andre private muligheder er prøvede og har vist sig utilstrækkelige. Vi skal blot i forbifarten gøre læseren opmærksom på, at den citerede målsætning ikke adskiller sig nævneværdigt fra Margaret Thatchers definition af den ideale stat, som hun fremsatte ved sin tiltrædelse som premierminister i 1979 - i teknisk sprogbrug kaldes denne stat for en residualstat og ligger langt fra vores almindelige opfattelse af velfærdsstaten.

Men tilbage til de ti påstande om Kvalitetsreformens indbyggede tendenser, som fremgår af fem af de otte underreformer, der er beskrevet i det samlede udspil:

  1. Fjern så mange forpligtende regler som overhovedet muligt og erstat dem med bindende standarder. De kan reguleres administrativt eller gennem konkurrence og reducerer de ansattes myndighedskompetence og selvstændighed.
  2. Fjern al snærende faglighed og alle fagligt forpligtende strukturer og erstat dem med stringent markedsorientering. Borgeren er jo kunde og således kun interesseret i den tilbudte vare.
  3. Reducer eller fjern de faglige organisationers styrke og indflydelse; erstat de kollektive aftaler med individuelle kontrakter og pak arbejdsmarkedets aftale- og konfliktsystem ind i SU/MED-systemets konsensuskultur.
  4. Opblød faggrænserne gennem udvidet opgave- og funktionsglidning og erstat de brede uddannelser med mere målrettet kompetenceudvikling (kurser) styret af de til enhver tid gældende standarder.
  5. Afpolitiser den offentlige sektor og indfør BUM-modeller (bestiller-udfører-modtager) fra det politiske led og nedefter, hvor styring efter politiske mål erstattes af resultatstyring om i enhver anden virksomhed/koncern.
  6. Decentralisér ansvaret for driften og centralisér beslutningerne og styringen i lange resultatorienterede styringskæder.
  7. Tilsidesæt nærhedsprincippet og etablér rational stordrift indenfor alle sektorer. Det virker i de private butikscentre, hvorfor skulle det så ikke virke indenfor eksempelvis hospitalssektoren?
  8. Begræns den offentlige produktion og konkurrenceudsæt driften. Sæt mest muligt i udbud uanset de økonomiske omstændigheder. Lykkes det, er der et grundlag for massiv privatisering.
  9. Tag et logisk opgør med forvaltningsetikken og professionalismen og afløn den enkelte ansatte efter performance. Det er almindeligt dér, hvor servicemedarbejdere møder kunder.
  10. Og sidst men ikke mindst indret politikken efter de faktiske forhold og drop virksomhedsreligionen. Split virkeligheden og politikken op i enkeltsager og erstat det politiske overblik med trækstyret kundeefterspørgsel, for alt andet har ifølge Lean-filosofien ikke værdi.

Nuvel, sådan står det ikke beskrevet i regeringsudspillet. Det ville ellers have været forfriskende anderledes og ærligt og ville have sparet en masse mennesker for anstrengelserne med at skære sig igennem en urskov af sammenfiltrede, tomme sætninger og begreber for at finde blot noget, der minder om en sammenhæng.

Ikke desto mindre vil vi hævde, at sammenhængen er der om end i sløret form. Vi vil tilmed hævde, at flere af de punkter vi har postuleret ovenfor, allerede gennemføres på forskud både i regioner og kommuner. Større dele af hospitalsfinansieringen er allerede trækstyret. Virksomhedsplaner, resultatstyring og centralisering af ledelsesmagten er allerede sat i system i de fleste kommuner og i alle regioner. Hjemmehjælp leveres efter standarder, der er defineret ned til mindste detalje, og udregningsmetoderne adskiller sig ikke en tøddel fra de metoder, der anvendes i det private erhvervsliv.

Det afgørende er, at regeringens kvalitetsreform stort set ikke indeholder andet end en formalisering og generalisering af alle de tendenser, som blev sat i spil med strukturreformen og de afledte reformer.

Ligeså afgørende er det, at flere af oppositionspartierne så vidt vides deltager i seriøse forhandlinger om reformens gennemførelse uden tanke for, at en realisering af hovedparten af denne reform vil bestemme den vej, som også oppositionen må gå, hvis - eller når - den kommer til magten.

Alene strukturreformen med dens omfattende ødelæggelse af den demokratiske forvaltningsstruktur, den efterfølgende koncernledelse i kommuner og regioner, indførelse af resultatkontrakter, bindende udbudsmål og konkurrenceudsættelse har bragt hele den offentlige sektor i en tilstand, så selv den mest stålsatte og progressive fløj, der måtte vinde regeringsmagten, først skal gennemføre et omfattende politisk genopretningsarbejde, før den overhovedet kan komme i gang med at gennemføre sin egen, mere fremadrettede politik. Se blot på New Labours situation efter Blair.

Det er vores håb, at vores ti spidse påstande må vække til eftertanke i oppositionen allerede nu.