Social revolution i Danmark
Af Redaktionen

Offentliggjort: 01. februar 2008

Der var mange og flere kritiske kommentarer til statsministerens nytårstale. Flere hæftede sig ved, at han nu vil lægge maksimalt pres på, at Danmark kommer af med EU-forbeholdene. De kritiske kommentarer bemærkede også, at statsministeren ikke nævnte Kvalitetsreformen, der jo er blevet fremstillet som regeringens flagskib i den kommende folketingssamling. Det gjorde han dog, men kun indirekte.

Imidlertid hæftede ingen af kommentatorerne sig ved Fogh Rasmussens meget stærke udsagn om, at "det stærke økonomiske opsving er en social revolution". Måske fordi de blot tog det som en af den slags hårdt pumpede overdrivelser, man går let hen over.

Men sat i sammenhæng med den øvrige del af talen, der handlede om den økonomiske fremgang, den øgede beskæftigelse og det derfor større livsindhold for en masse mennesker, som statsministeren kaldte "et kolossalt socialt fremskridt", ville det måske have været værd også at hæfte sig ved udtalelsen om den sociale revolution.

For det første fordi historien burde have vist Fogh Rasmussen, at revolutioner i ét land ikke er gennemførlige og ofte ender i indre kaos og tilbageslag. Og for det andet fordi statsministerens sociale revolution bygger på et meget skrøbeligt fundament.

For mens statsministeren holdt sin tale, holdt de fleste andre vejret af bekymring for rækkevidden af den finanskrise, der var trukket op i USA i eftersommeren og som i løbet af efteråret bredte sig til store dele af OECD-området. Spørgsmålet var omkring årsskiftet: Vil krisen brede sig til realøkonomien - altså til industrien - og i hvilken udstrækning rækker den ud over problemerne i boligfinansieringssektoren? Alle havde på fornemmelsen, at omfanget var større, men håbede også på, at krisen lod sig inddæmme, selv om den økonomiske afmatning i USA ikke stod til at ændre.

Men hvad statsministeren ikke kom ind på i forbindelse med den økonomiske fremgang var, at dansk økonomi har importeret en del af de mekanismer, der nu plager amerikansk økonomi: En meget stor gældsætning og spekulation i friværdier, som kan forsvinde på ganske kort tid, når huspriserne falder. Voksende gældsbyrde for de almindelige husstande, og den øges nu hastigt. Hertil kommer i følge Nationalbankens analyse - en historisk lav produktivitet på trods af ret store investeringer i kapitalgoder indenfor industrien i særdeleshed. Og hvad værre er, så holdes overskuddet på handelsbalancen fortrinsvis oppe vha. olieprisernes himmelflugt.

Hvis den vækst i beskæftigelsen, der er fulgt med den hektiske økonomiske fremgang, kan kaldes "en social revolution", som statsministeren gjorde, er der stor risiko for, at den bliver historiens korteste og mindst omtalte.

Det er også værd at bemærke, at der under samme korte sociale revolution er sket en øget vækst i den sociale ulighed bl.a. forårsaget af skattestoppet og de ualmindeligt lempelige beskatningsvilkår for kapitalen og dens forvaltere. Udlånspolitikken har været og er fortsat sådan skruet sammen, at mange danskere er placeret i en decideret rentefælde og har derfor stor risiko for at ryge på røven i tilfælde af en lavkonjunktur i Danmark; og regeringen har på sin side vanskeligt ved at bruge rentepolitikken af hensyn til borgerens økonomiske tryghed. I samme periode, hvor arbejdsløsheden er faldet markant - selv om størrelsen af randarbejdskraften med svag tilknytning til arbejdsmarkedet er steget tilsvarende - er antallet af danskere på sygedagpenge vokset drastisk - hovedsageligt på grund af et enormt arbejdspres. Hvordan skal dét problem løses, hvis - eller rettere: når - konjunkturerne vender, og virksomhederne kun har brug for dem, der kan arbejde på fuld damp?

Det fører os frem til et problem, som statsministeren af gode grunde ikke kom ind på, men som man måske kunne have forventet kommenteret af repræsentanterne fra den politiske opposition: Samtlige de store reformer, der er gennemført af den siddende regering, er gennemført i en højkonjunktur. Det gælder de gevaldige stramninger på dagpengeområdet, opstramningerne af sociallovgivningen, begrænsningerne i kommunernes og regionernes budgetter, den voldsomme nedgang i det almennyttige boligbyggeri, omstrukturering og begyndende privatisering af sygehussystemet og de sociale institutioner. Hvordan mon billedet vil se ud den dag, hvor heller ikke dansk økonomi kan holde sig fri af den verdensomspændende økonomiske afmatning, og arbejdsløsheden stiger og statsindtægterne falder? Det har vi heldigvis til gode at opleve. Men vi rammer nok ikke meget forbi, når vi forudser, at det vil betyde et øget pres på den enkelte borger og afsløre, at den såkaldte velfærdsstat ikke længere er i stand til at håndtere økonomiske nedgang så relativt smertefrit som tidligere. Det øger risikoen for øget ulighed og social polaritet, og overfor sådanne problemer har regeringen aldrig vist handlekraft.

Men hvad værre er, regeringen kan komme i en ganske alvorlig identitetskrise. Hele dens politik bygger på den simple maksime, at markedet og dets indbyggede mekanismer er bedst til at løse de fleste samfundsmæssige opgaver. Derfor har den i lighed med de fleste andre vestlige regeringer først og fremmest bekendt sig til en monetaristisk udbudspolitik. Men i disse dage er den amerikanske regering og Kongres ved at samle sig om en stor økonomisk stimulansindsprøjtning i form af skattelettelser og direkte hjælp til mange trængte amerikanske familier. Og flere ledende økonomer med Georg Soros i spidsen undsiger nu forestillingerne om markedets selvregulering og kalder det direkte for en af de største illusioner i nyere tid. I Financial Times og i The Economist iler man med at bane vejen for en genindførelse af finanspolitik og andre statsdrevne styringsredskaber i et desperat forsøg på at inddæmme en finanskrise, ingen endnu kender omfanget af, og en uddybning af den amerikanske recession og ikke mindst risikoen for dens udbredelse til det meste af verden.

Som ved enhver social revolution er de ting, der sker udenfor det pågældende land mindst ligeså vigtige, som de ting der udspiller sig indenrigspolitisk. Og når man hverken fra UNCTAD eller fra Verdens Økonomiske Forums møde i Davos har vovet at sige noget helt eksakt om en mulig global afmatnings dybde og omfang - endsige går nærmere ind på et muligt scenarium, hvor en større lavkonjunktur også er begyndelsen til en større styrkemæssig omstrukturering på verdensmarkedet og med politiske spændinger og kriser til følge - ja, så kan der være god grund til at anskue den sociale revolution i Danmark som det, den er, nemlig en meget kortvarig højkonjunktur i en ekstrem usikker verdensøkonomi.

Det, ingen ved noget præcist om, er, hvornår lavkonjunkturen for alvor slår igennem i Danmark, og hvor dyb den bliver. Men vi ved, at regeringen har gennemført et væld af reformer af velfærdsstaten gennem de sidste seks år, der har gjort den mindre egnet til at beskytte borgerne og især lønmodtagerne mod økonomisk og social utryghed, hvorfor et tilbageslag vil slå ekstra hårdt og sætte alle de mange reformer og privatiseringen af borgernes dagligliv i et grelt lys.

Indenfor et sådant perspektiv batter det altså ikke rigtigt at bruge uanede politiske kræfter på at mobilisere hele landets nervesystem om en begrænset asylpolitisk dagsorden eller om en yderst abstrakt klimapolitik. Ej heller bør man tage regeringens kvalitetsreform helt alvorlig, når den i det store hele ikke er andet end en konkret politisk udfyldning af strukturreformen med stadfæstelsen af en udbredt markedsstyring - når nu denne markedets postulerede selvregulering viser sig så skrøbelig i virkeligheden. Selv EU-kommissionen holder yderligere markedsliberaliseringer tilbage dels af hensyn til ratificeringsprocessen i forbindelse med Traktaten, og dels fordi IMF nu opfordrer til samling om en eller anden form for genregulering af finansmarkederne, hvis ikke det hele skal løbe løbsk.

I det perspektiv skal den politiske venstrefløj nok bruge flere kræfter på at formulere en politik for, hvorledes man vil modvirke en lavkonjunktur i bedste fald og diskutere, hvorledes man skal rette op på den afmontering af velfærdsstaten, som regeringen har været i stand til at gennemføre på ganske få år. For hvad skal der ske med de arbejdsløse, hvis der ikke er nogen politiske håndtag at dreje på? Hvad skal man gøre med det sociale system, som nu er indrettet på evig højkonjunktur? Hvad med uddannelsessystemet, hvor det samme gælder?

Det ville nok være et virkelig relevant og betimeligt angrebspunkt overfor regeringen, hvis den politiske opposition allerede nu åbnede for en konkret og ikke mindst koncentreret diskussion af, hvorledes en økonomisk afmatning skal håndteres og i det lys, hvorledes genopbygningen af velfærdsstaten skal formes, så den kan tackle de problemer, der viser sig, når nu markedet og den kapitalistiske økonomi - modsat hvad vi har fået at vide - alligevel ikke kan klare sig selv til alles bedste.