Efter valget:
Regeringen og oppositionen tabte valget

Af Redaktionen

Offentliggjort: 03. december 2007

VK-regeringen vandt ikke valget, selv om VKO-flertallet blev bevaret med det spinklest mulige flertal. Statsministeren fik ikke et folkeligt mandat til at videreføre regeringens politik af den simple grund, at VK regeringen - modsat de to foregående valg - denne gang ikke førte valgkamp på sin politik. Endvidere er VKO-flertallet så skrøbeligt både mandatmæssigt og politisk, at regeringen næppe overlever en fireårig valgperiode uden reelt at søge de brede forlig. Hermed er VK-regeringens offensive kontraktpolitik stoppet. Det understreges ved, at regeringsgrundlaget først er blevet til efter valget og formuleret på en måde, som åbner for skiftende forlig. På den måde er VK nu i samme situation som tidligere mindretalsregeringer. Der er ingen kontrakt med befolkningen. Kun et oplæg til forhandling.

Oppositionen tabte, fordi den - trods højprofilering af den gode stemning i "den røde blok" mellem Helle Thorning-Schmidt, Magrethe Vestager og Villy Søvndal - reelt hverken fremlagde eller repræsenterede et alternativ. Allerhøjest formåede de tre partier gennem nogle pludselige kovendinger - såsom De Radikales accept af 24 års reglen, SF's accept af fredning af boligskatten og Socialdemokratiets mulige åbning af skoleforliget - at skabe et billede af tre partier, der var villige til at bøje sig mod hinanden for at vælte Anders Fogh Rasmussen som statsminister. Men det var ikke perspektivet om et fælles grundlag, der foranledigede disse kovendinger. Det var flertallets aritmetik - dvs. magtens logik.

Det blev Socialdemokratiet og De Radikale straffet for, og VK kunne hive flertallet hjem blot ved at fremføre taktiske markeringer, nedtone kvalitetsreformens indhold, tildele overenskomstkampen en plads udenfor valgkampen og undvige at gøre rede for en mulig konfrontation med Kommunernes Landsforening (KL).

I det store og hele lod oppositionen denne undvigepolitik ske. Kun på et punkt gik Socialdemokratiet og SF for alvor i kødet på regeringen. Det drejede sig om dens planer om et muligt indgreb overfor kommunernes skatteforhøjelser ud over den aftalte ramme. Regeringen bøjede af og udskød i løbet af mindre end 48 timer spørgsmålet til de kommende økonomiforhandlinger med KL, uden at Socialdemokratiet forfulgte sagen. Faktisk var det kun KL's næstformand, Anker Boye, der for alvor såede tvivl om regeringens hensigter. Socialdemokratiets store borgmesterbagland tav stille, selv om de kunne have åbnet en ny og vigtig front i valgkampen. Baggrunden for denne bemærkelsesværdige tilbageholdenhed skal nok søges i det faktum, at et mere substantielt angreb på regeringens politik ville have udstillet de faktiske og meget dybe politiske skel mellem R, S og SF og således aftegne dybe ridser i de anstrengte tilnærmelser i den "røde blok".

VK-regeringen fik som nævnt ikke sit mandat. De temaer, den ønskede mandat til, prægede på ingen måde valgkampen. Regeringen turde ikke sætte den kommende Kvalitetsreform ind som vigtigt tema i valgkampen, og oppositionen inddrog den slet ikke. Den kommende politik overfor KL og kommunerne og intentionerne i forhold til forårets overenskomstforhandlinger blev stærkt nedtonet. Den truende økonomiske lavkonjunktur blev kun strejfet og slet ikke omtalt af oppositionen. LO's rapport om øget ulighed, og analysen af befolkningens stigende utilfredshed med den offentlige sektor indgik heller ikke i valgkampen som tema, fordi oppositionen ikke tog afsæt heri til en konkret kritik af regeringens politik.

Kort sagt turde regeringen ikke fremlægge grundlaget for en ny offensiv kontraktpolitik, og Det Radikale Venstres og Socialdemokratiets ambitioner rakte ikke længere end til at tvinge regeringen til et "samarbejde hen over midten".

VK-regeringens nyliberale reformoffensiv er således næsten stoppet. Men mere interessant er, at den har mistet autoritet og det visionære drive, som den ellers har været omgærdet af i seks år. Den er blevet reduceret til en ordinær mindretalsregering, der nu skal krydse sig igennem med skiftende flertal for at få de sidste elementer af det store nyliberale reformkompleks igennem. Tillige skal den bruge kræfter på en 'del og hersk'-politik ikke bare overfor oppositionen, men også overfor blot antydningen af flertal udenom regeringen.

Men alt dette har ikke alene baggrund i parlamentariske manøvrer. Som vi tidligere har anført, startede regeringens problemer med de kommunale budgetkampe i 2006. I 2007 er de offentlige ansattes voksende modstand mod forringelser og forhånelser gået hen og blevet et europæisk fænomen. I denne modstand ligger der først og fremmest et oprør mod den stadig mere ødelæggende liberale økonomiske instrumentelle rationalitet. Kravet om menneskelighed i modsætning til økonomisk logik trænger sig på - også selv om oprøret i første omgang tager form af en banal lønkamp.

En anden ligeså vigtig faktor i regeringens svækkede stilling er den internationale finanskrise og den voksende frygt for en omfattende recession - og i hvert fald lavkonjunktur i Danmark. Finanskrisen repræsenterer det første større internationale anslag mod nyliberalismens økonomiske, politiske og moralske overlegenhed. Voksende ulighed, utryghed, destabiliserende grådighed og det politiske systems åbenlyse ignorance og impotens har trængt de nyliberale regeringer i defensiven. Hvilket selvfølgelig også har ramt VK-regeringen. Man glemmer ofte, at VK-regeringens stramninger og nedskæringer i den offentlige sektor stort set er gennemført i en højkonjunktur, hvor det fortrinsvis er de offentligt ansatte og de marginaliserede samfundsgrupper, der har mærket konsekvenserne. Disse vil blive forstærket og generaliseret ved en længere lavkonjunktur. Så både i og udenfor Folketinget står regeringen overfor så store potentielle konflikter, at den vil have brug for samtlige manøvremuligheder for blot at overleve valgperioden ud.

Men valget havde også sine vindere. SF og Dansk Folkeparti (DF) - de to folkepartier - vandt valget som repræsentanter for to bevægelser på hver sin side af Socialdemokratiet. Mere som repræsentant for en bevægelse end som parti fik SF sin stormende tilslutning fra utilfredse Socialdemokrater og Radikale samt fra 'sikkerhedsstemmer' fra Enhedslisten. Det gennemgående i SF's valgkamp var opgøret med neoliberalismens økonomiske rationalitet og instrumentalisering af tilværelsen. Flere og flere vælgere er ganske enkelt trætte af, at alt skal gøres op i penge og effektivitet og følte sig tiltrukket af SF's insisteren på et humanistisk og åndfuldt perspektiv, der rummer andet og mere end Venstres og Socialdemokratiets åndløse vækstlogik. En logik som også Margrethe Vestager har tilsluttet sig, og som Ny Alliance er dannet på.

I en populistisk, nationalistisk og fremmedfjendsk variant repræsenterer DF den samme orientering bortset fra, at partiets krav om social ansvarlighed og menneskelighed først og fremmest refererer til de ca. 700.000 marginaliserede danskere, som ingen af de andre partier overhovedet værdiger anden interesse end en paternalistisk og nedladende omsorg for "de svage". Derfor har DF's modstand mod en skattereform, mod åbne grænser for fremmed arbejdskraft samt støtte til de kortuddannede offentligt ansatte en bred resonansbund blandt lavindkomstvælgerne og de store marginaliserede grupper. Indvandrerpolitikken og den latente fremmedfjendskhed er primært en politisk overbygning. Men i og med de andre partier først og fremmest angriber DF's indvandrerpolitik og ikke udfordrer partiets faktiske støtte til regeringens nyliberale politik, fik DF endnu engang lejlighed til at tegne de oversete grupper i samfundet. De grupper, som Socialdemokratiet og SF skulle repræsentere.

Spørgsmålet er så om valgets to vindere overhovedet kan bruge sejren til noget? DF er allerede i gang med at bygge sin magtbase op overfor regeringen ved at indlede et samarbejde med Socialdemokratiet. Det Radikale Venstre er endt i indre splittelse, fordi halvdelen af partiet ikke ønsker deltagelse i en blok med Socialdemokratiet og SF. Og Socialdemokratiet har i alt væsentligt ikke en politik, der adskiller sig fra Venstres, hvorfor partiets ledelse er tvunget til at manøvrere mellem et direkte samarbejde med regeringen eller et formidlet ditto via DF. En manøvrering som vil puste til de indre turbulente kræfter i Socialdemokratiet og svække partiledelsens autoritet yderligere.

Hvis det bliver resultatet, vil SF stå parlamentarisk isoleret uden at kunne bruge sin store fremgang til ret meget andet end at være kritisk opposition, hvilket angiveligt ikke kan tilfredsstille de forventninger til et samlet venstredrejet opgør med nyliberalismen, der først og fremmest har ligget bag vælgertilslutningen. Uenighederne om den fremtidige linje ligger lige under overfladen og kan blusse op ved hvert kompromis, SF tvinges til at indgå, med mindre partiledelsen vælger en helt anden og mere radikal vej og konsekvent gør sig til talerør for den bevægelse, der er i gang for en samlet og bred venstrealliance mod regeringens politik.

I den kommende periode vil der være nok af anledninger til, at SF kan formulere et folkekrav om, at der dannes en venstrealliance, hvori fagbevægelsen og velfærdsbevægelserne også kan indgå. Hvilket nok også vil være den eneste mulighed for at tvinge Socialdemokratiet til at opgive sit halehæng til nyliberal politik og principløse manøvrering for at "opnå indflydelse", herunder taktiske alliancer med DF.

Vælgervandringsanalyserne dokumenterer et meget fluktuerende vælgerkorps, hvor Venstre fortrinsvis har afgivet stemmer til Socialdemokratiet og Ny Alliance, og De Radikale, Socialdemokratiet og Enhedslisten har bidraget til SF's store fremgang. Skal arbejdervælgere - hovedsageligt faglærte arbejdere fra Venstre og ufaglærte fra DF - tiltrækkes og fastholdes, forudsætter det dannelsen af en egentlig politisk alliance til venstre for midten, der langt mere konkret tager udgangspunkt i disse gruppers praktiske interesser i velfærdsstaten og også appellerer til de oversete og marginaliserede. Og desuden respekterer et mere åbent og forpligtende samarbejde med bevægelserne. Det er også i en sådan alliance med et fællesprogram, at konturerne af et demokratisk alternativ til nyliberalismens teknokratiske centralisme kan udfoldes og få retning.

Det forekommer sandsynligt, at det er denne vej som formidler af en solidarisk og demokratisk humanisme, SF skal følge for at konsolidere og måske endda forøge sin parlamentariske styrke, afskære Socialdemokratiets ledelse fra helt at kapitulere overfor regeringen - f.eks. omkring Kvalitetsreformen - og sidst men ikke mindst hugge ind i DF's støtte i "folkedybet".