Matematik uden indhold
Af Redaktionen

Offentliggjort: 01. november 2007

Matematik uden indhold. Sådan kommenterede Financial Times i den forgangne uge valgkampen i Danmark. Karakteristikken kan næsten ikke være mere præcis.

Så godt som alle partierne er kommet med udmeldinger og direkte kovendinger, der tydeligt indikerer, at det vigtigste spørgsmål i valgkampen har været, hvilken konstellation der kunne tænkes at opnå et parlamentarisk flertal og føre til magten - det som også kaldes bogstavleg.

Et andet fremtrædende fænomen har været partiernes bestræbelser på konstant at "lukke flanker" og defensivt undgå mere principielle politiske spørgsmål, som for det første kunne rejse voldsomme politiske diskussioner, hvis forløb ikke kunne kontrolleres, og som for det andet kunne give uheldige udsving i meningsmålingerne. I fodboldterminologien kaldes det "fedtspil".

Således er valgkampens egentlige store temaer om velfærd og den begyndende utilfredshed med hele den nyliberalistiske kurs kun blevet fremført i meget overordnede og retorisk tomme slogans. Omvendt er der blevet brugt ufattelig meget energi på nogle få hundrede asylansøgere (selvom den nye humanistiske dimension ikke skal underkendes) og nogle mere eller mindre upræcise udtalelser fra valgets hovedpersoner.

Fraværet af virkelige og betydningsfulde hovedtemaer i valgkampen har til gengæld givet næring til et sandt dokumentationsræs, hvor medierne i lighed med diverse evalueringsorganer indenfor den offentlige sektor har jagtet dokumentation på selv fuldstændigt ligegyldige udtalelser. Havde eksempelvis Villy Søvndal været på 20 plejecentre? Lå patienterne virkelig på gangene på Hovedstadens sygehuse, og i givet fald på hvor mange afdelinger? Og videre i den dur.

Sådanne dokumentationsraids har været genstand for stor opmærksomhed og indgået i spidskandidaternes dueller, selv om hovedtendenserne klart fremgår fra flere forskellige undersøgelser, hvor et flertal af danskerne oplever en forringelse af velfærdsydelserne på alle fronter, ønsker en udbygget kollektiv trafik og de danske tropper trukket ud af Afghanistan.

Men disse spørgsmål har næsten ikke været diskuteret principielt. Det samme gælder spørgsmål som den stigende ulighed, de multinationale selskabers manglende skattebetaling, kvalitetsreformens reelle indhold og konsekvenser, boligprisernes sandsynlige kollaps og de drastiske nedskæringer på landets sygehuse indenfor det medicinske område.

Alle temaer, der ligger lige til højrebenet for oppositionen. Og alle temaer, der vidner om, at de konkrete og faktiske konsekvenser af VK-regeringens nyliberalistiske politik nu er ved at indhente regeringen. Det er kun et spørgsmål om tid, før eksemplerne om systemisk betinget snyd på landets Jobcentre vil få følge af mange andre eksempler indenfor andre forvaltningsområder på, hvad det får af konsekvenser for både ansatte og for borgerne, når velfærdsstaten udsættes for markedsstyring.

Vi kan således ikke undlade at stille spørgsmålet: hvad er det, der får Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og SF til at undlade at dagsordensætte den voksende utilfredshed med VK-regeringens nyliberalistiske politik? Utilfredsheden har jo løbet som en understrøm gennem hele valgkampen, hvor den overordnede tendens har været et fravalg af VKO-flertallet.

Dette fravalg kunne være vendt til en positiv tilslutning til oppositionens program for en genopretning af velfærdsstaten på alle centrale områder, for så vidt det program havde været formuleret. Men det er måske lige netop dén forpligtelse, som i hvert fald Socialdemokratiet og De Radikale har villet undgå ved at acceptere en valgkamp stort set uden politisk indhold og klare politiske skillelinjer!

På den anden side burde især Socialdemokratiet se ganske alvorligt på SF's spektakulære fremgang. Den kan være det første - om end diffuse - tegn på, at der er et venstresving på vej, som ikke blot udtrykker et krav om en anden politik, men også om en anden politisk kultur og åbenhed.

Det er i den forbindelse ganske tankevækkende, at SF ville blive Folketingets største parti, hvis det alene stod til de danske gymnasieelever. Ikke fordi SF's politik har stået særligt skarpt - tværtimod, men nok mere fordi både Villy Søvndal og hele partiet står som eksponent for en ny venstredrejning og ny politisk kultur, der kan blive et opgør med den snævre magtpolitik og den elitære politiske organisation, som arbejderbevægelsen har lidt under i årtier.

Vi siger ikke hermed, at SF i realiteternes verden er mindre elitært, men at partiet faktisk fremstår som et langt mere åbent og responsivt parti, end alle de andre. For så vidt det forholder sig sådan, hvilket tiden efter valget vil give et klarere billede af, kan man trods alt om folketingsvalget 2007 sige, at der dels blev åbnet for et mere målrettet opgør med nyliberalismen, og dels i form af SF's markante fremgang tegnet en ny tendens, som vil få afgørende indflydelse på udviklingen i Socialdemokratiet og den måde, som et kommende centrum-venstre alternativ skal føre politik på og organisere sig på.

For selv om SF's politiske profil langt fra har været klar, har partiet dog gennem hele valgkampen formået at fastholde det solidariske og humanistiske alternativ overfor nyliberalismens snævre økonomiske logik. Det er i det felt, at både Socialdemokratiet og De Radikale har svigtet.

Skulle SF's fremgang også holde på selve valgdagen, vil den stå som monument over den socialdemokratiske højredrejnings fallit - både politisk, organisatorisk og kulturelt.

Et flertal i befolkningen ønsker et opgør med nyliberalismen. Og det ønske vil forstærkes i og med konsekvenserne bliver stadigt tydeligere. Af samme grund ligger Socialdemokratiets fremtid i sammen med SF og forhåbentlig Enhedslisten at tage dette opgør alvorligt og ikke som hidtil skrive programmer og politiske udspil med korrekturlak af frygt for at tabe terræn på den midte, der allerede er i opbrud.

--

(5. november 2007)

Jagten efter de "blå socialdemokrater"

Af redaktionen

På tærsklen til valgkampens slutspurt går jagten for alvor ind på de mange tvivlere. Medierne har fuld fokus på, at over en fjerdedel af vælgerne endnu ikke har afgjort, hvor de vil sætte deres kryds på valgdagen tirsdag den 13. november.

De fleste af de usikre vælgere skifter traditionelt parti inden for samme blok. Men nogle skifter side. Og med et regeringsskifte som mål handler det selvfølgelig om, at få tvivlerne i den blå blok til at skifte over til den røde.

Ved valget i 2001 blev Poul Nyrup netop afløst af Anders Fogh, fordi hele 14 procent af vælgerne gik fra den ene til den anden blok - selvfølgelig flest til den borgerlige blok. Ved 2005-valget skiftede ni procent af vælgerne blok.

LO's ugebrev A4 fik for nylig foretaget en særlig måling, der viste, at op til ni procent af de borgerlige vælgere er inden for oppositionens rækkevidde. Det er selvfølgelig interessant, eftersom oppositionen i skrivende stund kan mønstre 46,2 procent af stemmerne - mod 44,5 procent ved valget i 2005 (kilde: Vilstrup og Politiken 4. nov. 2007). Men da vi her på redaktionen hele tiden har plæderet for, at et regeringsskifte også skal føre til et skift i politikken, er det imidlertid ikke ligegyldigt med hvilke argumenter, den socialdemokratisk ledede opposition forsøger at overbevise sine potentielle vælgere.

Lad os derfor minde om det stemmetab, som ikke mindst Socialdemokratiet led ved valget i 2001, der førte til VK-regeringens dannelse. Ikke siden 1920 havde de borgerlige fået så godt et folketingsvalg. Det afgørende i dette stemmeskred, hvor hundredetusinder gik fra venstre til højre, var primært tabet af de privatansattes stemmer.

I 1980'erne havde den nuværende opposition med Socialdemokratiet i spidsen over halvdelen af de privatansattes stemmer. Endnu ved valget i 1998 tegnede de sig for næsten 50 procent. Dette ændredes dramatisk ved valget i 2001, hvor S, SF, Enhedslisten og R til sammen kun opnåede sølle 29 procent af disse. Og det gentog sig ved folketingsvalget i 2005. (Kilde: Epinion og Ugebrevet A4, 14. februar 2005.)

Det var selvfølgelig alvorligt nok, at Socialdemokratiet tabte en masse stemmer, led to valgnederlag i træk, rykkede ned på andenpladsen efter Venstre som landets største parti og måtte overlade regeringsmagten til de borgerlige.

Men dybt tragisk var det, at det især var de traditionelle socialdemokratiske kernevælgere - de faglærte arbejdere - som svigtede partiet. Selv ved sidste valg, hvor der var en meget lille forskydning blokkene imellem, var der tilbagegang af socialdemokratiske stemmer blandt erhvervsuddannede. To tredjedele af disse stemte i 2005 således på et borgerligt parti (samme kilde). De, der er gået til partiet Venstre, går under betegnelsen de "blå socialdemokrater".

At der alt andet lige ligger en kontant overtalelsesstyrke i skattestop og skattelettelser, en høj friværdi og et stort privatforbrug, er der ingen tvivl om. Dagliglivet indrettes - for disse "blå socialdemokrater" som for så mange andre - selvfølgelig nu på basis af disse betingelser. Og vurderinger og prioriteringer foretages i dette lys - også de politiske valg.

Men at der er en bagside af medaljen er for alvor gået op for mange siden 17. maj 2006, hvor fagbevægelsen og Genstart Danmarks store demonstrationer fandt sted. Betænkelighederne ved udviklingen fik yderligere næring af de store demonstrationer mod de kommunale budgetter og nedskæringer i efteråret 2006. Dertil kom flere offentlige gruppers spontane protester over løn og arbejdsforhold i løbet af i år og sidst demonstrationerne i de store byer den 2. oktober med op imod 100.000 mennesker på gaden. Protesterne er hele vejen igennem blevet sekunderet af en lang række belastende sager i medierne fra plejehjem, hospitaler, det sociale område m.v.

Protesterne har altså været legio og har vundet udbredt sympati også blandt de privatansatte, netop fordi disse også selv har mærket en rem af huden gennem et forøget dagligt pres både på arbejdspladsen og i det civile liv.

Denne utryghed kommer dog snigende uden, at hverken opposition eller fagbevægelse i overbevisende grad politisk har profiteret af den. Dertil har deres argumentation for velfærdsstaten været alt for defensiv og uden, at den organiske sammenhæng mellem en solidarisk offentlig sektor og almindelige lønmodtageres tryghed - også de privatansattes - er blevet skåret ud i pap.

Når Helle Thorning-Schmidt eller Mette Frederiksen taler for mere offentlig velfærd lyder det ofte som et ekko af Venstres individuelle rettighedspolitik - nu blot med overbud. Alt for sjældent fokuseres på en sammenhængende velfærdsstat som garant for lighed, solidaritet og demokrati. Troen blandt lønmodtagervælgerne på, at et regeringsskift også bliver et politisk paradigmeskift svækkes dermed fuldt berettiget.

Det er heller ikke lykkedes for de offentligt ansattes fagforbund til fulde at fremstå uselviske og entydige i deres forsvar af velfærdsstaten. Den generelle kritik af udviklingen fra velfærdsstat til forretningsstat bliver alt for hurtig glemt i heden fra den daglige kamp og overtrumfet at en faglig overlevelsesstrategi, der er designet til at så tvivl om, hvorvidt opgaven er at forsvare den solidariske velfærd eller blot faget eller professionens overlevelse.

Dette er afgørende spørgsmål, som skal diskuteres og afklares, førend vi kan gøre os håb om at udvikle et politisk program med tilstrækkelig folkelig opbakning for at stoppe og vende den nyliberale afvikling af velfærdsstaten.

Men arbejdet for at nå dertil starter her og nu i denne valgkamp. Derfor er det også på sin plads at være meget konkret i argumentationen overfor de "blå socialdemokrater" og vælgerne i øvrigt her i slutspurten. Følgende spørgsmål trænger sig på:

Hvad vil det betyde, hvis det fælles sikkerhedsnet bliver fjernet til fordel for individuelle ordninger afhængig af den enkeltes indtægt? Hvor sårbar vil den enkelte borgers dagligdag så ikke blive? Hvor mange bekymringer vil det ikke give den enkelte? Vil det skabe mere frihed for den enkelte i dagligdagen? Eller for den sags skyld: mere lighed og solidaritet? Vil det ikke tværtimod betyde større tvang, større ulighed og mere egoisme, hvis familiens velfærd er afhængig af størrelsen af lønindtægten?

Hvad vil det betyde for styrken på arbejdspladsen? Hvor mange vil ikke føle sig nødsaget til at dobbeltjobbe og vige tilbage for en konfrontation med arbejdsgiveren og i stedet "bide det i sig", fordi lønnen bliver helt nødvendig for børnenes lægehjælp og skolegang? Og hvor vil det efterlade fagbevægelsen? Styrket eller svækket?

Inspireret af et nyhedsbrev fra FOA Århus (se www.foa-aarhus.dk) kunne man formulere problematikken sådan:

Tryghed er, at dine børn får en ordentlig uddannelse
- men det er utrygt, hvis du skal betale den ud af din egen lomme

Tryghed er, at du bliver behandlet godt, når du bliver syg
- men det er utrygt, hvis det afhænger af, om du har en dyr sundhedsforsikring

Tryghed er, at du kan leve en anstændig pensionisttilværelse
- men det er utrygt, hvis det kræver, at du har forkromede pensionsordninger

Tryghed er, at du får dagpenge nok, når du bliver fyret
- men det er utrygt, hvis familiens økonomi sættes på spil, når du bliver arbejdsløs

(... fortsæt selv listen.)

Fortsat god valgkamp.

-----

[1. november 2007]

Kontraktpolitikken vejs ende?

Af redaktionen

Så kom det valg, der har været under vejs siden i sommer. Onsdag den 24. oktober kl. 13.06 gik statsministeren på talerstolen og meddelte, at han udskrev nyvalg til Folketinget. VK regeringen skulle i gang med et nyt stort reformprojekt. Hertil havde den brug for et nyt og bredere folkeligt mandat. Hermed gjorde statsministeren Folketingsvalget til et for eller imod VK regeringens politik.

Fra talerstolen ridsede statsministeren VK's fempunktprogram op: gennemførelse af en omfangsrig Kvalitetsreform, der skal modernisere den offentlige sektor og realisere Trepartsaftalen med fagbevægelsen. En jobplan, der skal skaffe flere i arbejde og åbne for udenlandsk arbejdskraft. En fast og fair udlændingepolitik. En offensiv klimapolitik. Og en holdbar økonomi frem til 2015, hvor skattestoppet og udgiftsloftet fastholdes.

Som statsministeren udtrykte det; er der ikke råd til overbudspolitik eller eksperimenter med en opposition, der ikke har noget samlet bud på, hvor Danmark skal hen.

Selv om Helle Thorning Schmidt øjeblikkeligt beklikkede statsministerens motiver for at udskrive valg, er der faktisk gode grunde til, at valget udskrives netop nu. Topmødeforhandlingerne om en ny reformtraktat er afsluttet. Kun et fåtal i hele Europa ved, hvad den egentlig indeholder. Det forhold gør det muligt for regeringen med et fornyet mandat at henvise hele traktaten til juridisk behandling og efterfølgende afvise en folkeafstemning. Skulle nogen - her iblandt Socialdemokratiet og størstedelen af oppositionen - slå på det demokratiske underskud og kræve folkeafstemning, vil det meget nemt kunne karakteriseres som indenrigspolitisk plat fra en nederlagsramt opposition.

Skattespørgsmålet er ikke længere et politisk emne. Befolkningen er ikke interesseret, og det Konservative Folkeparti har fået deres lille markeringsluns. Asylspørgsmålet blev balanceret i hus, så nu skulle vejen være banet for, at regeringen kan komme videre med anden fase i liberaliseringsprojektet - efter at strukturreformen er på plads og den nye motorvej for markedsgørelse af den offentlige sektor åbnet.

Hvad, statsministeren ikke nævnte, var, at mandatet også skal bruges til at banke kommunerne på plads. Som indenrigsministeren fik det sagt på Venstres pressemøde umiddelbart efter valgets udskrivelse; metoden til at tilbagerulle kommunernes overskridelse af KL aftalens loft over skattestigningerne kunne diskuteres, men ikke selve skattestoppet. Meldingen var altså klar. "Vi ved endnu ikke, hvordan vi vil inddrive de 1.5 mia. kr., kommunerne har udskrevet for meget i skat. Men det vil ske".

Samtidig gjorde statsministeren det klart, at de offentligt ansattes lønkrav til forårets overenskomstforhandlinger ikke var et politisk spørgsmål. Og derfor heller ikke et valgkampstema. En markering overfor DF og oppositionen. Dog slog han fast, at den stramme økonomiske politik skal fastholdes. Kort sagt, en VK regering med fornyet mandat vil ikke tøve med at gribe ind, hvis/når der kommer en overenskomstkonflikt.

Det var et klart udspil og lignede optakten til en valgkamp, der blot skulle køres hjem ved at overøse befolkningen med tal på alt det gode, regeringen har fået gennemført og samtidig udstille oppositionens mangel på alternativ. Sådan er det indtil videre ikke gået.

Det er der to sammenhængende forklaringer på. Tre dage inde i valgkampen valgte Det Radikale Venstre side og pegede på Helle Thorning Schmidt som statsministerkandidat. Blot en dag efter opgav Margrethe Vestager også partiets principielle krav om fjernelse af 24 års reglen. Intet måtte stå i vejen for et nyt regeringsalternativ. Dette kursskifte fik nølende tilslutning fra SF. På en ejendommelig defensiv måde opgives vigtige politiske principper for at bringe oppositionen i offensiven som realistisk alternativ til det nuværende VKO flertal. Med denne manøvre er der åbnet betydelig plads i valgkampen til Ny Alliance, der reelt ingen anden politik har end at isolere DF og tvinge VK over i et afhængighedsforhold til de mere socialliberale partier "på midten".

Hermed er valgkampen og valgets resultat på ganske få dage blevet langt mere åben, end det først tegnede til. Ikke fordi det politiske alternativ er blevet klarere - tværtimod. Men fordi den parlamentariske aritmetik er i skred. Og her kommer så den anden forklaring ind.

Venstre går markant tilbage i meningsmålingerne og Socialdemokratiet kun marginalt frem. Ikke desto mindre fornemmes et vist politisk skred i befolkningen, hvis rødder går tilbage til uroen i kommunerne i 2006, og som delvist ligger bag SF's markante fremgang, fordi SF som det eneste parti gennem længere tid har insisteret på at beskrive de voksende forringede levevilkår som resultat af VK regeringens politik.

Ikke dermed sagt, at det politiske stemningsskred peger i en ganske bestemt retning, og at der ikke kan ske et nyt omslag. Men den fornemmelse af velfærdsstatens opløsning og tilsvarende oplevelse af en mere grundlæggende utryghed som eksistensvilkår både breder sig og adresseres i dag mere klart til regeringens politik. Så selv om kun ganske få kender indholdet af den højprofilerede Kvalitetsreform, har flere en fornemmelse af, at der nok er flere radikale ændringer af deres livsvilkår i vente, som de vanskeligt kan overskue og af samme grund er forbeholdne overfor. Det er nok den mest gennemtrængende tendens.

Eller sagt på en anden måde, kan det brogede parlamentariske billede i valgkampen ses som et udtryk for, at tilliden til, at regeringen kan gennemføre sit liberalistiske projekt og samtidig værne om velfærdsstaten og dennes tryghedsskabende strukturer og mekanismer, er svundet betragteligt ind. Skulle denne analyse være rigtig, er der også god vælgerfornuft i at støtte en samling af partier, der måske ikke i sig selv udgør noget klart alternativ, men som vil kunne ophæve VKO's politiske monopol og i konsekvens heraf også bremse det nyliberalistiske projekt.

For uanset om VK regeringen kan fortsætte med støtte fra DF og Ny Alliance vil den være alvorlig begrænset i forhold til at realisere de målsætninger, som statsministeren satte op, da han udskrev valget og ikke VK's samlede liberalistiske strategi . Spørgsmålet er, om en sådan regering overhovedet vil være handledygtig. For jo mere af dens politik, der skal forhandles i åben politisk diskussion, desto mere vil indsigten i konsekvenserne brede sig og puste til den allerede konstaterbare skepsis overfor regeringens projekt med at opløse velfærdsstaten indefra. Helt konkret vil den stå svækket overfor KL og de offentligt ansatte i overenskomsten, samt hvert afsnit i Kvalitetsreformen vil være til forhandling. Den stille "liberale revolution" vil blive tvunget ned i gear og miste retningsstabilitet.

Og skulle valgresultatet ende med, at Helle Thorning Schmidt skal forhandle en ny regering og et regeringsgrundlag igennem, vil situationen stort være den samme. Der vil for første gang siden neoliberalismens anden bølge slog igennem i 2001 være åbnet for en bred folkelig debat af snart sagt alle politiske spørgsmål, uden en sejrssikker og dynamisk politisk kraft til at samle debatten op og kvæle den i elitære kommissioner og hetzlignende "værdibaserede" udfald mod forskellige samfundsgrupper - det være sig indvandrere, intellektuelle, offentligt ansatte osv.

Valgkampen, som den tegner sig, kan meget vel blive en opfølgning på den modstand mod regeringens politik, som viste sig i 2006, og bringe Socialdemokratiet til magten. Ikke som et tilvalg af Socialdemokratiets og oppositionens politik - for hvad er den andet end overskrifter om "mere velfærd" - men som den eneste mulige måde at vælge VKO fra på i håbet om at få stoppet den proces, som flere og flere ikke længere kan overskue konsekvenserne af.

Man har forholdsvis ubekymret kunne tilslutte sig drømmen om den perfekte økonomiske rationalitet og det ubegrænsede individuelle frie valg, så længe velfærdsstatens humanistiske grundlag og etos stadig var intakt. Men når først den humanistiske dimension for alvor smuldrer, bliver drømmen til mareridt for de mange, og det har flere måske oplevet på det sidste.