Politisk minimalisme
Af Redaktionen

Offentliggjort: 01. oktober 2007

"Regeringens skattepakke med skattelettelser for næsten 10 mia. kr. er en tro kopi af en plan, som Socialdemokratiet fremlagde for blot to et halvt år siden forud for folketingsvalget i februar 2005" (Forsideartikel Politiken 16. september 2007).

Ikke mange politikere fra henholdsvis Venstre og Socialdemokratiet reagerede på artiklen. Måske fordi det efterhånden er blevet helt almindeligt med politiske kopiprodukter, og fordi regeringen har mere travlt med endeligt at få gennemført sin 2015 plan, som stort set ikke er andet end et face-lift af 2010 planen - i øvrigt SR regeringens forslag. Den største forskel er nok, at der i 2015 planen er fabrikeret et større økonomisk råderum.

Præcist der, hvor regeringen gerne vil have dansk politik hen. Få etableret et anerkendt økonomisk råderum, som lukker den store politiske debat om samfundsproblemerne ude og giver regeringen ro til at komme videre med sin mindre spektakulære men mere vidtrækkende markedsøkonomiske omkalfatring af velfærdsstaten. Finanslovsdebatten skulle således gerne resultere i, at regeringen og støttepartiet DF kan gå ind i rummet og smide nøglen væk.

Af samme grund forekommer det langt fra forståeligt, at det største oppositionsparti - Socialdemokratiet - med sit finanslovsudspil helt blankt accepterer regeringens råderumspolitik. Og Helle Thorning Schmidt gjorde oven i købet i sin kongrestale sig til af at ville føre en mere ansvarlig økonomisk politik end regeringen - indenfor råderummet forstås: "Den økonomiske ansvarlighed kommer til enhver tid først".

Der er ellers god grund til at udfordre regeringens politiske konstruktion. For det første viser flere undersøgelser, at et bredt udsnit af den danske befolkning ønsker at bevare en velfærdsstat baseret på kollektive og universelle velfærdsgoder og ikke gider al den snak om skat. For det andet viser en undersøgelse, som Financial Times har fået lavet, den samme tendens i hele Europa. Et markant flertal af Europæiske lønmodtagere ønsker ikke amerikanske tilstande. De ønsker beskyttelse mod den kapitalistiske globaliserings konsekvenser, vil have mere magt til fagbevægelsen og genregulering af finansmarkederne.

På den konto er der noget næsten tragisk provinsielt over Socialdemokratiets erklærede ansvarlighed både i folketinget og ude i kommunerne overfor det fiktive økonomiske råderum, der blot udmønter liberal økonomisk tænkning og definerer, hvad der kan tales og ikke tales om. Situationen blev sat i relief på Socialdemokratiets kongres, hvor det var den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der med sin analyse af de store kapitalfondes samfundsundergravende malkning af produktionsvirksomheder skulle bringe den verdensøkonomiske virkelighed - den der betyder noget - ind i kongressens debat. Debat blev det nu ikke til. Men det Nyrup Rasmussen fortalte og forvarslede, er det, der om kort tid vil udstille hele råderumssnakken, som det den er - national sognerådspolitik. Nærmere bestemt risikoen for en omfattende recession på verdensmarkedet.

Døvheden overfor advarslerne og regeringens og Socialdemokratiets manglende forholden sig til den aktuelle finanskrises mulige konsekvenser ville være til at forstå, hvis den, som det fremstilles i medierne først lige er kommet for dagen afledt af subprime-krisen på det amerikanske boligmarked. Men sådan forholder det sig ikke.

Siden december 2005 har førende økonomer, Financial Times og The Economist samt bankernes bank - The Bank for International Settlements - advaret om, at opsvinget indenfor OECD området fortrinsvis byggede på en gigantisk boligboble og et mere eller mindre ryggesløst kreditfinansieret forbrug. Fra samme kant har man advaret om, at en recession denne gang kunne blive langt dybere og mere langvarig end recessionen efter, at luften gik ud af IT boblen i 2000. På det sidste har Euro-landenes finansministre advaret om, at den relativt lave lønudvikling stod i modsætning til det boomende forbrug og peget på den faretruende lave opsparing indenfor OECD området.

Og her er vi så fremme ved det egentlige problem - en relativ svag udvikling i de vestlige landes realøkonomi i de sidste 7 år, hvor det ikke er vækst i lønudviklingen, i investeringerne (kun 2% som gennemsnit i OECD landene siden 2000) eller udvikling af produktionsapparatet og produktiviteten, der har drevet væksten, men først og fremmest kreditfinansieret forbrug. Dertil kommer de globale ubalancer først og fremmest karakteriseret ved USA's voksende betalingsbalanceunderskud overfor de Syd-østasiatiske økonomier og den moderne valutaspekulation, der har nået et omfang, så de nationale regeringer inklusive den amerikanske har mistet det meste af den politiske handlefrihed til at modgå eventuelle chokvirkninger i den globale økonomi.

Den aktuelle finanskrises uigennemskuelige karakter er et produkt af og spejler disse underliggende problemer, men udgør langt fra selve problemet - selv om det i sig selv er voldsomt nok, bl.a. fordi alverdens pensionskasser inklusive de danske er dybt involveret. Men selv hvis det umiddelbart skulle lykkes at inddæmme den aktuelle krise på finansmarkederne og med nationalbankernes indgriben redde de hårdest ramte finansinstitutter, står det problem stadig tilbage, at virksomhederne kun investerer en brøkdel af deres voksende profitter i nyt kapitalapparat, og i stedet overfører en voksende andel til spekulation og hurtige gevinster på det uregulerede internationale finansmarked.

Ikke så sært, at Financial Times kan referere, at langt over halvdelen af europæerne føler sig utrygge ved fremtiden og nærer et håb om, at det igen skal lykkes at regulere den økonomiske udvikling og samfundenes vækst.

Om de stadigt mere påtrængende recessionstendenser slår fuldt igennem og i hvilket omfang, kan der selvfølgelig ikke siges noget sikkert om. Men den dramatiske udvikling på verdensmarkedet - for nu at holde os til den og se bort fra de voksende geopolitiske spændinger over alt - burde få den politiske opposition i Danmark til at feje al provinsiel snak om økonomisk råderum til side og i Nyrup Rasmussens fodspor insistere på, at dagens politik først og fremmest skal handle om, hvordan der kan genindføres regulering af finansmarkederne, hvordan vi kan kanalisere de økonomiske ressourcer tilbage til produktive investeringer, og hvordan vi får stoppet kapitalfondenes spekulative malkning af helt almindelige produktive arbejdspladser. For hvis vi ikke får taget en begyndelse her, forbliver al snak om at sikre og udbygge velfærdsstaten tom snak, der præcis har ligeså meget med virkeligheden at gøre som den politiske "midtes" aktuelle cigarkasseøkonomi.

I den sammenhæng er det lidt beskæmmende, at det er borgerlige blade som Financial Times og Foreign Affairs ("Grand Strategy for a Divided America". "A New Deal for Globalization", july/august 2007), der skal gennemføre en omfattende kritik af den voksende ulighed i verden og af kapitalens ryggesløse profitjagt og stille spørgsmålet om, hvor længe den vestlige verdens almindelige borgere vil finde sig i denne udvikling. Det burde være en selvfølge, at det var de socialdemokratiske og socialistiske partier, som igen og igen aktualiserede diskussionen om en demokratisering af ejendomsretten, øget statslig og overstatslig regulering af finansmarkederne og investeringerne til gavn for den samlede velfærdsudvikling. Det ville der være mere perspektiv i end det åndløse talmageri indenfor et vilkårligt politisk defineret økonomisk råderum, som få forstår og endnu færre har tillid til.