Et spøgelse går over landet:
Virkeligheden!

Af Redaktionen

Offentliggjort: 02. september 2007

Regeringens strategi var ellers klar. Efter forårets trepartsaftaler med de faglige organisationer og med Socialdemokratiet kørt ud på et sidespor, skulle der i efteråret sættes trumf på med Kvalitetsreformen og 2015-planen. Herefter skulle flanken overfor Socialdemokratiets parole om: "mere velfærd og ikke skattelettelser" være lukket - og velfærdsdagsordenen effektivt erobret tilbage.

Men sådan kom det ikke til at gå. Det gjorde det i øvrigt heller ikke i 2006, hvor regeringen, efter at have indgået både en Velfærdsaftale og en KL aftale med Socialdemokratiet, tog det for givet, at budgetaftalerne ude i kommunerne ville gå glat igennem. Begivenhederne tog en anden drejning. Strejker og borgerprotester i mange af landets kommuner førte til, at VK regeringens ledelse mistede grebet og med uoverlagte udtalelser om de aktionerende borgere som "socialistiske ballademagere" bragte sig selv i defensiven og åbnede op for en hidtil uset jordnær og folkelig kritik af tingenes tilstand i den offentlige sektor.

Socialdemokratiet profiterede umiddelbart af denne situation, men lod sig herefter køre ud på et sidespor i foråret. Man forstod end ikke at udnytte social- og sundhedshjælpernes strejker i forsommeren. Og ikke meget tyder på, at partiet vil være kommet ret langt med sit højprofilerede udspil om velfærdsrettigheder til borgerne. Hertil ligner det alt for meget regeringens udbyggede kontraktpolitik i Kvalitetsreformen.

Hvad er gået galt for regeringen - siden den nu tilsyneladende af egen drift har bragt sig selv i en politisk krise, som bedst kan karakteriseres som en tillidskrise, der har åbnet for kritik fra snart sagt alle kanter? Og hvad har fået regeringen til at lancere et reelt ubetydeligt skatteudspil med problematisk signalværdi, når man på forhånd kunne forvente at true det stabile parlamentariske grundlag sammen med DF ved at puste til den fordelingspolitiske diskussion, som ellers dygtigt har været holdt nede i 5 år?

For en umiddelbar betragtning er det nærliggende at antage, at det spændte forhold mellem V og K internt i regeringen fik statsministeren til at fravige sin strategi og gå med til en mindre skatteomlægning. Kalkulen var vel også, at man herigennem kunne appellere til de bedst lønnede LO grupper på det private arbejdsmarked, og så i forbindelse med finansloven reservere et beløb til et lønløft for de lavestlønnede offentligt ansatte. Efter en sådan mindre taktisk afvigelse fra kursen skulle banen være ryddet for en egentlig forhandling om Kvalitetsreformen og 2015 planen i forbindelse med finansloven, hvor Socialdemokratiet effektivt skulle sættes under pres.

Nu har skatteudspillet imidlertid indtaget hovedrollen og skabt en helt ny front, som rækker langt ud over den indholdstomme debat om velfærd. Det fordelingspolitiske tema er nu pludselig blevet omdrejningspunktet for den politiske debat, og det er langt mere gennemskueligt end den labyrintiske velfærdsdebat.

Det kommer nok ikke bag på Venstres politiske strateger, som konsekvent er veget uden om skattespørgsmålet, fordi man med rette har frygtet, at en skattediskussion ville flytte fokus væk fra den uigennemskuelige velfærdsteknokratiske diskussion - den der skulle føres i forbindelse med Kvalitetsreformen og Socialdemokratiets plan for Velfærdsrettigheder.

Og alligevel kunne VK regeringen ikke modstå presset fra den samfundsmæssige elite, DI, økonomerne m.fl., som længe har presset på for skattelettelser bl.a. for at øge arbejdsudbuddet, når nu man for alt i verden ikke vil tale om endsige opkvalificere og uddanne de ca. 600.000 borgere marginaliseret på overførselsindkomst. Men ved at give efter for det pres, har regeringen faktisk skabt et langt større og mere vidtrækkende pres fra det brede udsnit af borgere, der i deres helt almindelige dagligdag oplever, at alt hvad der har med det offentlige at gøre bare bliver ringere og ringere. At det bliver stadigt vanskeligere at få den fornødne hjælp. At skoler, hospitaler, veje, transportnet, daginstitutioner, plejehjem, kloaknet osv. er voldsomt nedslidte på trods af, at regeringen roser sig af at have øget væksten i den offentlige sektor med 37 mia. kr. siden 2001.

Virkeligheden er ved at indhente talmagien og markedsøkonomernes uvirkelige rigdomsbegreb. Den ville nok ikke være kommet så tydeligt frem netop nu, hvis regeringen havde haft held til at koncentrere hele opmærksomheden om Kvalitetsreformen og 2015 planen, som sammen med finanslovsudspillet i øvrigt også er ganske uigennemskuelig. Men skatteudspillet flyttede i et hug hele debatten væk fra den apolitiske servicestatstænkning, som regeringen har spundet markedsstrategien ind i, over til en mere politiseret og kollektiv fordelingsdiskussion. Og så bliver kuløren pludselig synlig.

Regeringens asociale skatteudspil har blot accentueret det pres fra dagligdagens virkelighed, som allerede sidste år på samme tid gjorde sin entre. Når regeringen overhovedet kan drømme om at sætte skatten ned, så er der også åbnet for borgernes kritik af tilstandene i den offentlige sektor og de offentligt ansattes massive lønkrav. Selvfølgelig er den konkrete situation i Danmark særegen. Men linjerne eller tendensen går igen i de fleste europæiske lande. Borgerne er trætte af den neoliberale retorik om vækst, effektivitet og stabilitet, når de praktisk oplever evige forringelser og tilbagerulning af velfærdsgoderne over en bred bank.

Og ligeså meget som de er ved at miste tilliden til de mange velfærdsreformer og markedslogikkens lyksalighed, rystes deres tillid til fremtiden i takt med, at boligboblen brister i alle vestlige lande og har bragt den globale finansverden på randen af kollaps. De fornemmer nok mere end de ved; at en recession måske kan true verdensøkonomien. Men selv om det stadig er fornemmelser, så oplever de helt konkret, at de økonomiske autoriteter hverken kan forklare problemerne i finanssektoren eller redegøre for problemernes omfang. Af den simple grund, at de ikke ved det - så lukket er finansverdenen. Hele 80% af finansmarkederne fungerer reelt udenfor myndighedernes kontrol.

Så meget desto mere utroværdig fremstår regeringens økonomiske fremskrivninger i 2015 planen. Det gør Socialdemokratiets fremskrivninger i øvrigt også. Når problemerne på det amerikanske subprime marked (andenrangs bolig lånemarked for dårlige betalere), der udgør mindre end 4% af det samlede finansmarked i USA, kan skabe så voldsom uro på det globale finansmarked, siger det selvfølgelig noget om, at der er helt anderledes krisetendenser på spil neden under overfladen. Det burde Socialdemokratiet og resten af oppositionen i det mindste forholde sig til, hvis der skal dannes et troværdigt alternativ til regeringens neoliberale politik. Regeringen kan ikke arbejdes ud af regeringskontorerne. Den skal smides ud af en opposition, der konsekvent italesætter de fornemmelser, som folk har af den neoliberale politiks skadelige følger.

25 års dereguleringspolitik, strukturel nedbrydning af velfærdsstaten og bølger af ideologiske angreb på befolkningernes solidariske velfærdstænkning har godt nok styrket den globale kapitals herredømme, men langt fra øget dens legitimitet. Tværtimod oplever de vestlige landes befolkninger de samme symptomer, som i stigende grad fremtræder som grundlæggende samfundsproblemer: ekstremt øget ulighed, marginalisering af store samfundsgrupper, voksende utryghed, stressepidemi, isolation og ensomhed, øget kriminalitet, tiltagende trafikproblemer og ukontrollable miljøødelæggelser blot for at nævne de mest synlige, som almindelige borgere er begyndt at se i en sammenhæng.

Det er den virkelighed, sammen med Irakkrigen, der indhentede Tony Blair, og som nu også sætter sine tydelige spor i dansk politik som et stedse mere forstyrrende element i forhold til regeringens struktur- og dereguleringspolitik.

Det er den virkelighed, som Socialdemokratiet sammen med resten af oppositionen skal gøre til udgangspunkt for formuleringen af en radikalt anden politik. Et program der tager sit afsæt i Frihed - Lighed - Solidaritet som bestemmende for al konkret politik, uanset om det drejer sig om skattepolitik eller ældrepolitik. Det er det, der med voksende styrke efterspørges, og som de mange meningsmålinger på et mere eller mindre solidt grundlag afspejler.

Virkeligheden - som den nu viser sig - kræver andet og mere end Socialdemokratiets bogholderopposition. For endnu er det ikke lykkedes de neoliberale meningsdannere og regeringen at nedbryde befolkningens solidariske velfærdsbevidsthed, selv om der er kommet ridser i lakken. Der er voksende opbakning til et opgør - nogen skal blot formulere det.