Nye alliancer
Af Redaktionen

Offentliggjort: 06. juni 2007

Når et nyt parti som Ny Alliance (NA) uden politik, uden perspektiv og uden organisation på få uger kan bringe så meget uorden i det politiske landskab, siger det noget om de kræfter, der ligger nedenunder de aktuelle politiske begivenheder. Af samme grund bør de kræfter, der støtter NA, tiltrække sig større opmærksomhed end partiets forblommede politiske udmeldinger.

Her tænker vi ikke og alene på den velsituerede del af den øvre middelklasse og dele af det mere fremsynede erhvervsliv. Det billede kan såmænd være interessant nok, men dybden i de ændringer, som er på vej, skal findes på den europæiske arena. Her er en ny tendens under udvikling bl.a. med den nye franske præsident, Nicolas Sarkozy i spidsen, som leder efter en vej for EU og for de nationale økonomier, der på en og samme tid kan bevare og udvikle neoliberalismen og samtidig i konsekvens heraf afkoble den fra den anglo-amerikanske rabiate udgave.

Den nye stærke del af middelklassen og den succesfulde del af erhvervslivet har længe været i drift efter et alternativ til den nationalistiske, kultur- og ideløse og aggressive udgave af neoliberalismen. Optøjerne i Frankrig, uroen i Tyskland og herhjemme protesterne sidste år mod nedskæringerne i kommunerne er kun forvarsler om grænserne for, hvor omfattende angreb på velfærdsstaten store dele af befolkningerne er villige til at acceptere. Hertil kommer så USA's umiskendelige svækkelse både økonomisk og politisk/militært, der har åbnet en anden og mere socialteknologisk vej for opgøret med den klassiske velfærdsstat.

Herhjemme beskrives denne vej af NA's ønske om et opgør med DF's dominans og ønsket om skattelettelser (til middelklassen). Hvilket kunne oversættes til opgøret med indflydelsen fra de mest tilbagestående dele af arbejderklassen og styrkelse af den nye selvbevidste øvre del af middelklassen. Kontraktpolitik og skattestop, jagten på smagsdommere og islamfobi har indtil nu fungeret effektivt og sikret VK regeringen et bredt grundlag, men virker nu, hvor Socialdemokratiet ikke længere udgør nogen trussel for nogen og de laveste lag i arbejderklassen efter 6 års neoliberal politik er totalt marginaliseret, som en hindring for at udnytte det opnåede momentum og komme videre.

Danmark skal ud af bindingerne til USA's katastrofepolitik. Erhvervslivet har brug for udenlandsk arbejdskraft (de 850.000 på overførselsindkomst er afskrevet) og en større integration på det globale marked. Af samme grund er grænserne for den neoliberale politiks bindinger til neokonservatisme og højrepopulisme også ved at være nået. Seks års alliance mellem VK og DF har leveret varen og splittet arbejderklassen i stumper og stykker og forvandlet det sociale spørgsmål og forsvaret af velfærdsstaten til spørgsmålet om anstændighed overfor de svageste grupper i samfundet. Nu gælder det ikke dem længere. De ligger ned og er uinteressante. Den "sociale rummelighed" er jo blevet kodificeret i den politiske og sociale elites diskurs.

Nu gælder det der imod en ny vækstdynamik, der afspejler de seneste års voldsomme differentiering i middelklassen som et af de vigtige resultater af VK regeringens politik. Der er opstået et nyt lag af offentlige og private styringsteknologer, socialteknologer, sundhedsteknologer ledere og mellemledere mv., som taler samme sprog og inkarnerer en ny social mobilitetstendens, der grundlæggende orienterer sig mod den moderne neoliberalismes værdier men på grund af bindingerne til DF ikke har kunnet identificere sig med regeringen.

Markedsgørelsen af den offentlige sektor og civilsamfundet, der slår igennem nu, har som beskrevet ovenfor produceret et lag i middelklassen, hvis eksistens som professionelle markedsagenter i indflydelse rækker langt ud over dets egne rækker. Det lag og den indflydelse har længe savnet et politisk udtryk, som ikke er provinsielt, som er humanistisk i sin grundindstilling, som hylder det enkelte individ men også civiliseret hævder liberalismens sociale dimension. Kort og godt et parti, der ikke isolerer dets tilhængere fra resten af middelklassen, og som kan legemliggøre alliancer med de dele af erhvervslivet og finanssektoren, der har behov for intellektuel kraft til at nyorientere både dansk udenrigspolitik og integrere Danmark mere i et nyorienterende EU.

Selv sagt er NA endnu ikke dette parti. Det er heller ikke pointen. For det vi taler om er ikke et enkelt parti - men der imod et nyt partimønster eller strømningsmønster. Allerede sidste år barslede Fogh Rasmussens Globaliseringsråd med politiske visioner, der langt overskred VKO's egne rammer. Herefter igangsatte statsministeren en storstilet proces mod en Kvalitetsreform, hvis konsekvente gennemførelse vil overskride DF's grænser, hvorfor statsministeren som modvægt skabte nye alliancer i fagbevægelsen. I øvrigt også et dybdestød til Socialdemokratiet.

Pointen er derfor, at VK regeringen i nogen tid har været på vej med en opblødning af sin egen anglo-amerikansk inspirerede neoliberalisme. Men der har manglet en formidlende og transmitterende politisk kraft. Den rolle kan blive NA's

Som i Frankrig og i Tyskland går tendensen mod konsensus og samarbejde med dele af fagbevægelsen om opslutning bag en "blødere udgave af liberalistisk samfundsøkonomi". En tendens, der dels er nødvendig for at styre udenom en mere spektakulær splittelse i samfundet, og dels muliggjort af socialdemokratiernes åbenlyse historiske fallit. De udgør ganske simpelt ingen steder længere en trussel mod det neoliberale projekt. Hermed også sagt, at det i virkeligheden er Socialdemokratiets svaghed herhjemme, der har åbnet mulighederne for, at et parti som NA så hurtigt har kunnet slå igennem. Der er åbnet plads og rum for differentieringer i den borgerlige blok - og dermed også skabt et større manøvrerum for nye alliancer.

Hvordan det så går med NA, om partiet bevarer sin styrke, hvem det vil hugge stemmer fra osv. er for så vidt af mindre betydning. Det afgørende er, at den kontraktpolitik og det samarbejde med DF, som har været hovedhjørnestenen i regeringens angreb på velfærdsstaten og arbejderbevægelsen, er udtjent. Deraf også DF's desperate bestræbelser for at sætte nye reaktionære dagsordener. Men de samfundsgrupper, som partiet havde til opgave at neutralisere er i hvert fald for en tid gjort ligegyldige. Og i og med Socialdemokratiet har ladet sig trække med til højre, er partiet ikke overfor disse grupper DF's oplagte arvtager.

Tilbage står Socialdemokratiet, nu hvor NA med dagbladet Børsens udtryk "har trukket VK mod midten i dansk politik og midten til højre", med en totalt ubrugelig strategi. Den har fra starten været blændværk, men nu er den åbenlyst ubrugelig. Helle Thorning Schmidts for tiden højt profilerede opgør med blokpolitik og ønsket om at placere partiet på midten er på mindre end en måned blevet revet op i sømmene af et parti uden politisk program og organisation. Det sætter Socialdemokratiets projekt i perspektiv. Men samtidig har partiet i tiden forud - da nogen stadig troede lidt på projektet - nået at binde sig til det skattestop, som et flertal vil af med, og til en reaktionær udlændingepolitik samt afstået fra at føre konsekvent oppositionspolitik på Irakkrigen og mod regeringens lammende strukturreform. Senest har den politiske ordfører Henrik Sass Larsen i en kronik i Politiken (26/5-07) udstillet partiets ufattelige svaghed ved at fremlægge noget, der skal ligne et program, men som i al væsentligt ikke adskiller sig fra Venstres nye socialliberale profil.

I en sådan situation, hvor oppositionen mildt sagt ikke er faretruende, er der masser af plads til at eksperimentere med nye liberale varianter. Men det nok mest interessante i den sammenhæng er, at Socialdemokratiets svækkelse og manglende evne til at fremstå som entydig repræsentant for nogen samfundsgrupper overhovedet, faktisk kan danne grundlag for en lignende allianceopbygning på venstresiden, som den NA har forstået at udnytte på højresiden - p.g.a. politisk voksende hjemløshed.

For med eller uden et socialliberalt look og med eller uden fagbevægelsens deltagelse i trepartforhandlinger om Kvalitetsreformen, så opbygger VK's neoliberale politik fortsat større og større spændinger i samfundet og i hele den offentlige sektor. Spændinger som det lige nu kan være vanskeligt at greje omfanget af, men, som det var tilfældet sidste år, pludselig kan bryde ud og artikulere en drift efter et reelt politisk alternativ - en Ny Alliance på venstre side.

Ikke hvis det sker, men når det sker, vil en bevægelse for en Ny Venstrealliance vende op og ned på magtforholdene i Socialdemokratiet og tilsvarende i fagbevægelsen. For med differentieringsprocessen i middelklassen, hvor de almindelige professionsansatte presses ned umyndighed af tidligere kolleger og det voksende pres på arbejderklassen lægges grunden for nye alliancer bl.a. i sociale bevægelser og i fagbevægelsen, som også fordrer nye partidannelser og politiske alliancer.

I det spil kom SF's udspil om en samlet opposition måske en postgang for tidligt. Og partiets konkrete politiske udspil var i alt for høj grad afstemt efter ønsket om at indfange Socialdemokratiet på dets egne præmisser. Men perspektivet og initiativet var rigtigt. For at blive virkeligt er næste skridt - her i alliancernes tid - at reformulere udspillet og sætte gang i diskussionen om en Ny Venstre Alliance. Bevægelsen er i gang i Sverige, hvor Socialdemokraterne har set skriften på væggen. Efter socialisternes nederlag i Frankrig har diskussionen her fået nyt liv, og den er under vejs i Tyskland. Polariseringen og de dertil svarende partidannelser er ved at finde sin nye form - i den sammenhæng er fænomenet Ny Alliance interessant.