Koster det penge at åbne en dør?
Af Redaktionen

Offentliggjort: 01. maj 2007

Koster det penge at åbne en dør? Ja, hvis det at åbne en dør er en nødvendig omvej for at tjene penge, og hvis det at tjene penge er selve formålet med at åbne en dør. Givet er det derfor også, at alle de operationer, der medgår til at skabe en given indtjening, må betragtes som omkostninger. Sådan er det i det private erhvervsliv, hvor enhver handling betragtes som en omkostning og alene vurderes på, om den som sådan bidrager til at skabe overskud.

Omvendt er svaret nej, hvis et byråd eller en regering politisk har bestemt, at en given opgave skal løses på en ganske bestemt og konkret måde, hvori indgår at man åbner døre f.eks. ind til et klasseværelse og eller en børnehavestue. Så er der tale om en politisk bestemt sum af udgifter, der medgår til at løse en ganske konkret opgave. Her bliver det at åbne døre en nødvendig forudsætning for at løse opgaven, men ikke en omkostning for at tjene penge.

Den første logik er en markedslogik. Den anden er politisk logik, hvor det er opgavens karakter og ikke en ønsket overskudsgrad, der bestemmer de økonomiske dispositioner. Med andre ord er det handlingens formål, der bestemmer, om den er en økonomisk omkostning eller en politisk bestemt udgift. Af samme grund kan man ikke uden videre overføre omkostningsbegrebet til den offentlige sektor, uden det får vidtgående konsekvenser.

Ikke desto mindre er det regeringens hensigt at indføre det første system i hele den offentlige sektor - offensivt sekunderet af KL. Man har oven i købet over flere økonomiaftaler aftalt med KL, hvornår og hvordan der skal indføres omkostningsstyre i den kommunale sektor.

Men hvorfor er regeringen nu så forhippet på at afløse det politiske udgiftsprincip med omkostningsstyre? Af den simple grund, at omkostningsstyre mere end nogen åbne politiske konfrontationer virker disciplinerende ind på alle i den offentlige sektor og skaber en praktisk handlingslogik, hvor den offentlige ansatte producerer serviceydelser og borgerne forbruger dem. Og for sidstnævnte kan det efterfølgende være ligegyldigt, hvem der producerer ydelsen, blot den indfrier bestemte kvalitetskrav, borgerne er stillet i udsigt.

Offentlig og privat produktion bliver ved indførelse af omkostningsstyre i hele den offentlige sektor sammenlignelig, og så er grundlaget lagt for, at regeringen kan presse KL til yderligere konkurrenceudsættelse af den offentlige drift. Konsekvensen bliver så, at de private markedsbetingelser under henvisning til princippet om "fair konkurrence" sætter betingelserne for offentlig drift og ikke politiske beslutninger.

Og ude i det private erhvervsliv ved man godt, at for at kalkulere omkostninger er det nødvendigt at omdanne alle konkrete handlinger til gennemsnitsstørrelser. Dvs. for at producere en bestemt ydelse, skal man kunne kalkulere sig frem til de gennemsnitlige omkostninger. Efterfølgende kan der opstilles standarder både for kvalitet, effektivitet og det nødvendige input - vel at bemærke som gennemsnitsværdier, der af gode grunde aldrig kan være konkrete. Men for et profitorienterret erhvervsliv er det heller ikke de enkelte konkrete handlinger, der er interessante, men den givne overskudsgrad - indtjeningen.

Men det passer ikke på den offentlige sektor. Her er alle handlinger bestemt af overordnede politiske beslutninger og konkrete behov eller problemer i samfundet, der skal løses. Og i den sammenhæng bliver det gennemsnitlige antal døre, der åbnes et gennemsnitligt antal gange for at løse en opgave, ligegyldige størrelser. Ikke desto mindre indføres der nu omkostningsstyring i hele den offentlige sektor, og i det spil har den politiske opposition ikke gjort meget væsen af sig, selv om kalkulationsgrundlaget og styringsformen udgør selve centralnervesystemet i markedsgørelsen af den offentlige sektor.

Næste skridt bliver så den stoflige side af omkostningsstyringen. Ydelserne skal have en vis substans eller kvalitet, om man vil. Ellers er der ikke fælles referencemål for de mange og komplekse aktiviteter i den offentlige sektor. Dette skridt kaldes højstemt en kvalitetsreform, som regeringen ønsker at gennemføre i løbet af de næste par år. Hvordan den kommer til at se ud vides endnu ikke. Det er for så vidt også uinteressant. Det vigtigste er, at reformen skal bygges op omkring et kvalitetsstandardsystem, der i princippet ikke adskiller sig væsentligt fra det, der allerede i dag kendes indenfor ældresektoren.

Konkrete handlinger - det være sig undervisning, børnepasning, sygehusbehandling eller ældrepleje skal kunne uddestilleres til ydelser, der igen kan beskrives i standarder - også kvalitetsstandarder. Så kan borgerne vide, hvad de kan forvente at få og de offentligt ansatte, hvad de skal leve op til. Hvordan de så vil gøre det, bliver ifølge regeringen op til dem selv derude i yderste led.

Herefter er det så op til den kalkulerende og forbrugerbevidste borger at vurdere, hvilke ydelsesenheder i det offentlige eller hos de private udbydere, der kommer tættest på de opstillede kvalitetsmål. I den sammenhæng er politiske overvejelser ligegyldige. Det politiske er sat i parentes - eller indsnævret til at opstille standarder og justere målene.

Men og der er et men. Hvad hjælper det, at de offentligt ansatte gives frihed til at selve at finde veje til målene, hvis enhver handling, de foretager sig, skal måles i forhold til et sæt af gennemsnitsomkostninger og et andet sæt af kvalitetsstandarder, der selvfølgelig ikke kan være andet end gennemsnitlige? Hvordan skal den enkelte lærer, pædagog eller sygeplejersker udføre konkrete og behovsbestemte handlinger i dialog med de borgergrupper, de nu har med at gøre, hvis den enkelte handling kun opnår legitimitet, for så vidt den lægger sig meget tæt på gennemsnitsstandarderne og prisgennemsnittet?

Svaret er - det kan de heller ikke. Den enkelte offentligt ansatte må opgive de direkte behovsrelaterede relationer til borgerne. Der skydes et abstrakt og gennemsnitligt mellemled ind - standarden og gennemsnitseffektiviteten. På den anden side af mellemleddet vil borgeren fokusere på standarden som den politiske garanti - kontrakten - og herefter helt uden forpligtelse kræve den overholdt. Ikke på om den konkret er relevant, om den kunne have været udført på et andet tidspunkt eller integreret i en anden og mere hensigtsmæssig sammenhæng - men alene på, om de opstillede forventninger indfris.

Det turde være indlysende - men er det desværre ikke - at en hvilken som helst sygeplejerske eller skolelærer, der skal spejle sine konkrete og situationsbestemte handlinger i forhold til abstrakte gennemsnitsstandarder og ydermere kun opnår anerkendelse gennem denne operation, løber ind i et utal af utålelige dilemmaer og utålelige konfliktsituationer. Patienten eller eleven objektiveres til midler for de ansattes score og anerkendelse, og den påtvungne dokumentation, som i dag kritiseres fra alle sider, ender med at blive den enkelte ansattes eneste forsikringsfaktor - ikke de faktisk gennemførte handlinger og resultater.

Herved indtræder den besynderlige situation, at det individuelle udgangspunkt, som besynges af snart alle politiske partier, opløses i gennemsnitsstørrelser og sproget herom spaltes i et officielt og et privat, hvor det private bliver det offentliges realitet og den officielle det privates udtryksmåde. I det spil er det ikke så underligt, at de offentligt ansatte som atomiserede markedsagenter reagerer med stresssymptomer - for de er under konstant pres i en virkelighed, der for det første er vendt på hovedet og for det andet ikke kan sættes i tale.

Ligeså forståeligt er det, at borgerne reagerer med stigende mistillid til det offentlige system og udviser en adfærd, der ikke adskiller sig fra forbrugerens på det private marked. Her tæller tillid ikke en meter - kun kontrakten og magten til at sikre den overholdt.

Ligeså uforståeligt er det på den anden side, at LO toppen indgår i trepartsforhandlinger med regeringen om Kvalitetsreformen, og at Socialdemokratiet ikke kan finde på andet end at foreslå et sæt af velfærdsrettigheder som alternativ til regeringens Kvalitetsreform. For bag om det hele har regeringen iværksat en dynamisk kemisk proces, der opløser sammenhængen mellem det politiske demokrati og den udøvende magt og mellem den enkelte borger og den organiserede politiske kamp om statsmagtens forpligtelser overfor borgerne. Ikke ved med tvang eller manipulation at indføre minimalstaten - men ved at opløse velfærdsstaten i politiske gennemsnitsværdier.