Cakewalk – lerfoden slår revner
Af Redaktionen

Offentliggjort: 01. april 2007

Slaget om regeringens kvalitetsreformer er på vej ind i den afgørende fase. Regeringen kommer med et udspil i juni måned, og forinden er de store arbejdsmarkedsorganisationer mere eller mindre taget i ed. Innovatorerne i LO har allerede nyasfalteret vejen til Canossa for at fremskynde Socialdemokratiets ankomst. Målet er dog hverken kejser- eller pavedømme - men derimod det nyliberale velfærdsfatamorgana.

Forud for alt dette lykkedes det politiet gennem en disciplineret og velorkestreret indsats at forhindre statsmagtens hovedsæde - København - i at blive rendt over ende af utilpassede unge fra Ungdomshuset og blive skilt fra resten af kongedømmet. Og med beslutningen om at trække de danske besættelsestropper ud af Irak er banen fri og den parlamentariske scene sat for det velkendte og uforstyrrede indenrigspolitiske drama om at løse cirklens kvadratur - velfærdsstatens omkalfatring uden at sætte kvaliteten over styr. Med indenrigsministerens ord bliver det igen "ideernes tid", og bogholderne må træde tilbage i andet geled.

Men inden det provinsielle perspektiv helt slører optikken og dagsordenen indsnævres til slagord som 'Work smarter not harder', er det nok værd at stoppe op et øjeblik og igen stille spørgsmålet: Hvorfor besluttede regeringen egentlig at kaste landet ud i en krig, og sende besættelsestropper til Irak og såkaldte 'nationbuildere' til Afghanistan? Og hvad blev resultatet af disse beslutninger?

Mon ikke regeringen i dens fejlkalkulation red med på den neoliberale bølge om USA's urørlighed og evne til at påtvinge hele verden de amerikanske værdier om markedsdemokrati og 'retten' til at indrette verden efter egne interesser - både økonomiske og geopolitiske? Derfor bedst at være i alliance med en sådan supermagt, når de udenrigspolitiske spor skulle lægges. USA's "nationbuilding" handlede jo netop om at skabe nye og stabile markeder for den trængte amerikanske kapitalisme. Så derfor bedst at være tæt på, når gevinsterne skulle deles.

Når vi bevidst skriver 'fejlkalkulation' skyldes det, at såvel regeringen som oppositionen havde fejltolket slaget i FN forud for besættelsen af Irak. Når det kunne lykkes for Frankrig og Tyskland at modstå USA's pres, beroede det ikke på ædle motiver men alene på, at de to lande kunne se, at USA's "krig mod terror" og nye imperialistiske og militaristiske politik ikke udgik fra en uantastelig styrkeposition, men ud fra et defensivt forsvar af status quo - dvs. USA's overherredømme siden 2. Verdenskrig. Alle udfordrere skulle sættes på plads, og i det perspektiv spiller herredømmet i Mellemøsten en central rolle.

Historien gentager sig selvfølgelig aldrig, men den kan perspektivere begivenhederne i nutiden. Og perioden fra 1880 op til 1914 - den første store globaliseringsbølge - hvor England blev tvunget til at opgive sit hegemoni, kan bidrage til at sætte begivenhederne forud for besættelsen af Irak i 2003, ind i et historisk perspektiv.

Ingen, heller ikke vi, sætter selvfølgelig spørgsmål ved USA's enorme magtpotentiale. Men på trods af overlegen ildkraft er det aldrig lykkedes nogen imperial magt at opretholde sin verdensorden, hvis ikke den samtidig repræsenterede økonomiske og sociale fremskridt. Dette var netop USA's fortjeneste i mange år efter 2. Verdenskrig, men er det ikke længere, og har ikke været det længe.

Tværtimod har den amerikanske kapitalisme og det amerikanske samfund udviklet sig til en snylter på verdensøkonomien, hvor overforbrug, spild, fejlinvesteringer og sløseri med naturressourcer suger kapital ud af verdensmarkedet, bremser den globale spredning af investeringerne og bremser den internationale vækst - dvs. globaliseringen.

Det er erkendt i Bruxelles, Bejiing og Tokyo og for den sags skyld også i Carracas og Brasilia, hvorfor alle de førende aktører på verdensarenaen på én og samme tid har travlt med at forberede sig på tiden efter det amerikanske hegemoni samtidig med, at de af hensyn til stabiliteten holder kunstigt liv i den amerikanske verdensorden. Men nu er verdenshistorien ikke et skakspil, og en hegemon er aldrig frivilligt trådt til side for at give plads for en ny historisk dynamik. Det gælder heller ikke USA, som med sin "koalition af villige" besatte Afghanistan og Irak for at stoppe tidevandet og samtidig tvinge de andre kræfter i det imperialistiske system til i det mindste at forholde sig i ro. Og som nu går så langt som til at udfordre hele det system af institutioner, der er opbygget for at regulere verden og den anden store globaliseringsbølge.

Det gælder bl.a. FN, WTO og Bretton Wood-institutionerne, som Bush-administrationen har vist sig parat til ofre, for så vidt de ikke ubetinget har kunnet tilpasses den amerikanske strategi. De historiske perspektiver er her ikke uden betydning.

Men USA kan ikke vinde krigene i Irak og Afghanistan. I sidstnævnte tilfælde er det kun et spørgsmål om tid, før interessemodsætningerne i NATO bryder ud i lys lue.

Præsident Bush og tidligere forsvarsminister Rumsfeld var overbeviste om, at besættelsen blev "a cakewalk", og at irakernes begejstring for frihed ville være så overvældende, at opbygningen af et ny markedsbaseret demokrati ville gå helt af sig selv. Men sådan er det som bekendt ikke gået. I viril inkompetence lykkedes det til og med på rekordtid for USA's statholder i Irak, Poul Bremer, at udrense de mest kompetente folk i det irakiske statsbureaukrati, demobilisere den irakiske hær og således igangsætte en enorm destabiliseringsproces, hvor staten de facto ikke længere eksisterer. I det dermed skabte magttomrum blev de tidligere så kontrollerede religiøse modsætninger og klanrivaliseringer sluppet løs, og der blev åbnet op for kriminelle bander - alt sammen med til at dele befolkningen op og involvere den i borgerkrigslignende stridigheder. For hverken statsmagten eller besættelsesmagten evner at opbygge en ny magtstruktur eller tilbyde de forskellige samfundsgrupper beskyttelse. De amerikanske, engelske og danske tropper har som bekendt nok at gøre med at beskytte sig selv.

Der findes ingen ærefuld vej ud af Irak, og det ofte gentagne selvbedrag om, at det irakiske militær selv kan tage over, tror ingen længere på. Af samme grund er der opstået et magttomrum i hele den arabiske verden. Det reaktionære præstestyre i Iran frygter reelt USA. Det ligeså reaktionære styre i Saudi-Arabien og Ægypten frygter til gengæld en mulig iransk-irakisk alliance. Borgerkrigen i Somalia raser på trods af amerikansk intervention. Men ingen magt er tilsyneladende stærk nok til at skabe den nødvendige systemiske stabilitet i regionen, som er så vitalt for det nuværende imperialistiske system. Tværtimod er der mange tegn på, at de opstemmede antiimperialistiske modsætninger kan slå ud i en veritabel konkurrence om fremtidig indflydelse i den arabiske verden, når først USA's exit er blevet en realitet.

Kina venter i baggrunden. Indien forbereder sig på NATO's exit fra Afghanistan. Men intentionerne er ikke til at tage fejl af. Som Kinas premierminister udtrykte det på den netop afsluttede folkeforsamling: Kina går ind for et multipolært verdenssystem - og det repræsenterer fremtiden. Handel og velstand skal styre verden - ikke ensidig militær magt. Beskeden er umisforståelig, og dens virkeliggørelse er ikke længere urealistisk.

Hjemme i USA forbløder det republikanske parti i indre kampe om ansvaret for udviklingen i Irak. Ifølge The Economist er den neokonservative fløj på retræten selv i kernestaterne. Auraen af ufejlbarlighed har forladt spindoktoren Karl Rove, og den neoliberalt styrede finanssektor og- især de topgearede kapitalfonde - frygter at blive udstillet som samfundsfjenden nummer ét. Splittelsen går lodret ned gennem samfundseliten, fordi afindustrialiseringen hjemme og unilateralismen ude truer amerikansk kapitalismes fremtid. Nye regionale kapitalistiske konfigurationer bl.a. i Østasien og Latinamerika kan blive konsekvensen og deprimere den amerikansk dominerede globalisering. I realiteten et scenarium, der optager de fleste ledende økonomer og geopolitikere for tiden.

Men som sagt ingen historisk stopklods lægger sig frivilligt fladt ned og opgiver sig selv som træg masse. Heller ikke den amerikanske imperialisme, eller de magter, der bidrager til at holde den oprejst af frygt for det kaos, som kan følge efter. Af samme grund skærpes indsatsen mod konsekvenserne af disse opløsningstendenser: væksten i asymmetrisk krigsførelse (terrorisme), centrifugale magttendenser i Afrika, Mellemøsten, Latinamerika og Østasien samt voksende folkelig utilfredshed indenfor EU med neoliberalismens fejlslagne kvalitetsprodukt indenfor EU.

I det spil er det ikke kun befolkningerne i Irak og Afghanistan, der bliver ofrene, men også demokratiet og friheden i den vestlige verden, hvis frihedsrettigheder ikke længere er så hellige. For en verden, der kun holdes sammen gennem konstant magtopbud, kan ikke i længden bevare demokratiet og folkets frihed.

Det scenarium havde VK-regeringen ikke forestillet sig, da den gik i krig og sendte danske soldater med i "koalitionen af de villige" og dermed tilsidesatte FN-institutionens autoritet. For endnu dengang levede vildfarelsen om det 21. århundrede som neoliberalismens århundrede og USA som systemets absolutte centrum.

Står forsvarsministerens og udenrigsministerens ord til troende trives denne vildfarelse stadig. Men af en ansvarlig opposition, der insisterer på, at verden består af andet og mere end 'kvalitetsstandarder' og forudsigelig ballade ved rydningen af 'Ungeren', må vi forvente et vedholdende krav om fortsat diskussion af begrundelserne for at gå i krig og konsekvenserne af denne beslutning. Dels fordi krigens historiske forløb har vist, at lerfoden slår revner, og at neoliberalismen ikke er svaret på kapitalismens problemer, og fordi noget meget vigtigere for vores sociale demokrati er på spil end regeringens og LO's lokalpolitiske cakewalk!